torsdag den 31. december 2009

Bloggens nytårsklumme

Når man har forstået, hvad demografi betyder, hvor lidt der skal til for at Danmark bliver muslimsk i dette århundrede og selv uden indvandring i næste århundrede, medmindre fertilitetsraten falder betragteligt hos muslimer, eller vores egen vokser sig op på de 2,1 barn, så er det svært at bevare optimismen.

Europa, ikke Danmark, kan have muslimsk flertal om 100 år, hvis indvandringsraten ikke nedsættes dramatisk og det så hurtigt som muligt.

At muslimerne bliver tyve procent, tredive procent, er for så vidt ikke meget bedre.

Det ville kunne aflæses i kriminalitetsstatistikkerne og der vil blive langt flere som oplever, hvad danskere nu oplever i Gellerup, Nivå, hvor nogle ikke tør gå sølle 300 meter om aftenen - osv.

Det bliver altså år for år sværere at ønske et godt nytår, i hvert fald med den troværdige mening i behold.

Personligt oplever jeg det som at råbe i ørkenen, at påpege dette problem. Det bliver sværere og sværere ikke at lade ens personlige humør påvirke at det.

Det er også derfor at jeg personligt er begyndt distancere mig, ikke fra min mening, men fra spørgsmålets omfang og det rum det optager inde i sjælen.

Vi må holde en kynisk distance, men vi er bundet til at blive ved, for der er vist stadig ikke mange, der har opfattet problemets alvor og dets langsigtede konsekvenser.

Der er næppe nogen der med hånden på hjertet - heller ikke spindoktor Christopher Arzrouni - vil påstå at det vil blive et bedre Danmark, med muslimsk flertal, eller blot 20 procent af befolkningen. Hvilket betyder over 30 procent af de unge, som skaber ravage af et omfang, i en løbende udvikling, hvor Frankrig kun er et pejlemærke.
Jo mere de slipper af sted med, jo mere vil de forøge indsatsen, det tvivler jeg ikke på, man kan se det ske - den dag i dag.

Har bekymringen nået topplanet? Jeg tror, de ved langt mere og forstår langt mere, end man umiddelbart skulle tro.

Det findes der flere tegn på - både på rygtebørsen og det verificerede.

Tag blot Sarkozy, som skulle have sagt, at islamisering er uundgåelig. Eller en svensk minister, hvem husker jeg ikke, som opfordrede til at man var gode mod muslimerne, for at de skulle behandle svenskerne pænt, når de en dag bliver flertal i Sverige.
Hvis man skal have en chance for at blive behandlet pænt, skal man konvertere og mon ikke de fleste vil vælge den løsning, som den letteste.

Problemet er langt mere akut, end de fleste tror. Lars Hedegaard skriver om et møde med en person fra det politisk/efterretningsmæssige topplan, der fortalte at hans lands ledere betragtede det som uafvendeligt, at om fem år ville der være parallelsamfund underlagt sharia i hans land.

Dette land kan næsten kun være Frankrig, eller England.

I Danmark er vi nogle skridt bagude i den udvikling.

Det er de kommende generationer, som der venter det værste og stadig værre.

Men der sker et skred, en forandring for hvert år der går. Og for hvert år vi lægger til vores år, vil vi se et Danmark forandret til det værre.

Det er på sin plads, at perspektivere til for 25 år siden. Dengang kunne man ikke forestille situationen i dag:


Jeg ved godt, at mange danskere er ængstelige for at åbne grænser kunne føre til, at Danmark bogstaveligt talt blev oversvømmet af f.eks. en halv eller en hel million mennesker udefra. Det ville skræmme folk, men sådan går det jo ikke. I øjeblikket udgør flygtningene 0,3 procent af befolkningen.
Poul Schlüter, statsminister, Berlingske Tidende 4/8 1985

I dag kan de færreste vel forestille sig situationen om 25 år, heller ikke i folketinget, som dog i høj grad har forstået, at der må sættes grænser for indvandringen. Intet er mere vitalt, den burde helt ophøre om muligt, fra muslimske lande, for de vil vokse alene via moderskødet, fra nu af.

Men der skal ønskes godt nytår alligevel. Vi må holde vores hoved over det hele, bevare overblikket og fortsætte som altid, med at kæmpe.
Det er ikke ved at give op, vi vokser som mennesker. Men ens humør er også en høj pris at betale, vi må også holde vores moral og humør højt, mens vi holder hjernen fortsat skarp, betragtende den rå virkelighed.

Godt Nytår!

4 kommentarer:

WilliamJansen sagde ...

Hej Thomas

Du nævner Nivå. Jeg bor i Nivå. Min søster bor i Nivås angiveligt hårdeste kvarter, og jeg er forbi mindst 1-2 gange om ugen. Jeg går dagligt forbi de hang-outs, som de mere råt udseende typer bruger ved busstoppestedet ved Nivå Centeret.

Jeg har aldrig oplevet at blive generet, jeg har aldrig oplevet optræk til ballade. Jeg har aldrig følt mig det mindste smule utryg.

Jeg er godt klar over at der er afstumpede folk i Nivå, men så er det heller ikke værre.

Min søster har blogget om Nivå her: http://codegirl.dk/?p=87

Hvis Nivå er et relevant eksempel på "hvad danskere nu oplever", så er vores problem bagatelagtigt (dog alligevel reelt).

Kimpo sagde ...

Hvor er du altså sej, William Jansen. Hvad var det nu for en kampsport du dyrkede?

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Jeg har også tit færdes i Gellerup, der er heller aldrig sket noget.
Dem jeg kender derude har haft de obligatoriske indbrud - flere af slagsen, den obligatoriske chikane, kasten sten på ruderne osv.

Men de er ikke blevet slået ihjel.

Du har fuldstændig ret, sådan tænker de fleste mennesker.

Sker der ikke noget med mig, eller dem jeg kender, så er problemet jo ikke stort.

Nu er det bare sådan, at der er nogle som er mere uheldige end andre.

Min bedstefar f.eks, gammel og svag, er blevet gaderøvet 3 gange, sparket mens han lå ned.

Resten af min familie, har oplevet småting, eller ingenting.

Når jeg nævner Nivå og Gellerup, er det fordi ikke alle er så heldige.
Som for eksempel de personer, der er blevet interviewet, de har garanteret oplevet noget, som gør dem utrygge.

Det er naturligvis klart at rødderne ikke slår alt og alle ned, så kom de jo aldrig ud af fængslet.

Jeg har også færdes i mine unge dage, på et af de grove værtshuse i Århus og omegn. Slagsmål hver weekend, gerne tilfældige overfald.

Jeg har sørme aldrig været blandt de udvalgte der. altså ikke noget problem for mig.

Jeg kiggede bare pænt på når andre fik tæsk og mente dengang, at det var politiets opgave.
Endda fik jeg engang øl, af de venlige, som udvalgte andre mennesker.

Der er ikke sket noget med mig, ergo ikke noget stort problem, jeg tror det er overdrevet.

Men du kender sikkert begrebet "at se sig ond på en bestemt person".

Det har jeg selv oplevet et par gange, at der pludselig i byen var en galning som så sig ond på mig.
Jeg var kun 13-15 år dangang og naturligvis et let offer.

Hvis jeg nu boede i samme gade som den galning, så ville livet ikke helt være så sjovt mere - ikke udendørs.

Det er fanme ikke bagateller, hvad tænker du på?

Det er sgu ikke flertallet, der bliver ofre - og det er ikke alle som bliver angrebet - faktisk er det ofte de samme personer, som tiltrækker sig den slags.
Uden egentlig at være skyldige og provokerende.

Der bliver anmeldt over 10.000 voldstilfælde om året, hvilket er anmeldte og cirka kun 1/3 anmelder - det giver 30.000-40.000 og over ti år giver det 300.000-400.000! tilfælde af vold.

Det er altså langt fra flertallet som bliver ramt. Men bagatel?

Volden er steget med 30 procent de cirka sidste ti år.

DEN ALVORLIGERE VOLD ER FORDOBLET PÅ cirka ti år.

Hvis du huskede, hvad du eventuelt læser på min blog.

Så ville du vide, at alene Somalierne og Palestinænserne i Danmark, sølle 0,41 procent af befolkningen, alene stod for 4,78 procent af alle dømte for alvorligere vold. Altså ti gange mere tilbøjelige til at udøve den slags.
Så det kan næppe undre, hvis der følger en hvis risiko med, når man bor visse steder.

Læs mere her

WilliamJansen sagde ...

Thomas, jeg argumenterer slet ikke mod dine udsagn om stigende kriminalitet, indvandrerers voldsomme overrepræsentation i kriminalitets-statistikken. Du gør et fremragende arbejde med at dokumentere de forhold, og det er da også derfor at jeg gav dig omtale som Dagens Jarvis sidste på sidste år. ...og grunden til at jeg finder det værd at komme med en indvending er at den pointe, som din Nivå-reference underminerer, er værd at fremføre.

Men Nivå? Stille, rolige, fredelige, kedelige Nivå, som jeg elsker fordi her aldrig sker en skid? Nivå hvor min søster kan gå rundt med fjæset fuld af piercinger og en hanekam uden at nogen ser sig onde på hende? Nivå, hvor jeg har en bekendt med hele "14 words" tatoveret på ryggen, som bor trygt nok i det hårdeste kvarter? Er det virkeligt Nivå, som du snakker om som et eksempel på, hvad flere danskere risikerer at opleve?

Selvfølgelig sker der lort i enhver by af Nivås størrelse, men hvis Nivå er dit skræmmebillede, så er jeg ikke skræmt, og det tror jeg ikke at der er nogen Nivåsere der er.

Din pointe er for god, væsentlig og velunderbygget til at blive tynget af en Nivå-reference.