Undersøgelseskommission nu!

Nu har det offentlige efterhånden spildt milliarder i flertal på fejlslagne it-systemer.

I flere tilfælde har selvsamme selskab, CSC været involveret.

Det er dog for simpelt at skyde skylden udelukkende på CSC, men vi har ikke råd til fortsat at spilde milliarder på ingenting, så det skal kulegraves lige som IC4 skandalen, det offentlige skal trods alt oftere købe it-løsninger, end DSB skal købe stort ind af tog.

Følg den gode debat på 180 Grader.

Mere her og en liste over, hvor mange problemer, fejlslagne projekter eller kraftigt forsinkede, CSC har været involveret i.

Held og lykke med nulvæksten Hr. Statsminister

Ja ja, det er heller ikke til at holde styr på så mange anarkistiske kræfter:

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en offentlig jobvækst på 18.500 i forhold til for et år siden. Ifølge Danske Bank er der i øjeblikket 6000 flere ansat i den offentlige sektor, end regeringen selv har forventet. Det vil betyde, at underskuddet på statsfinanserne bliver 2,3 mia. større i perioden 2010-2013 end hidtil skønnet.

"Den offentlige beskæftigelse er på det seneste noget mere, end regeringen har lagt til grund for deres seneste prognose og konvergensprogrammet," siger Christian Hilligøsøe Heinig, chefanalytiker i Danske Bank, som påpeger, at flere offentligt ansatte historisk har en tendens til at bide sig fast.

EPN

Og der er mere:

Departementschefer og kommunaldirektører er i flere år steget over 100.000 kroner om året i løn. Lønfesten forarger flere fagforbund, fordi den kommer midt i en sparetid, hvor det offentlige er på skrump. Derimod mener andre, at lønstigningerne sikrer gode offentlige ledere.

BELØNNING Departementschefen i Miljøministeriet, Marianne Thyrring, blev belønnet med en lønstigning på 210.839 kroner. Christian Schønau, som er departementschef i Socialministeriet, fik 198.365 kroner ekstra for sit arbejde for de svageste. Det er blot nogle få eksempler på de lønstigninger, departementscheferne de seneste år har høstet.

Sammenlagt har cheferne i danske ministerier fået en lønstigning på 8,3 procent fra 2008 til 2009, og gennemsnitslønnen er nu 1.576.858 kroner om året. Det viser tal fra Personalestyrelsen.

Når man får en god løn, er det naturligvis svært at forstå problemet:

Også kommunaldirektørerne har grund til at være tilfredse. Ifølge Det Fælleskommunale Løndatakontor fik de sidste år omkring 115.000 kroner i lønforhøjelse, og det er en pæn fremgang for tredje år i træk.

Kommunaldirektøren i Frederikshavn, Jane Wiis, mener, at kritikken af lønstigningerne er forfejlet.

»Jeg synes ikke, at jeg får en krone for meget. Som kommunaldirektør er jeg chef for en virksomhed med 6.000 ansatte. I en privat virksomhed ville man aldrig mene, at lønnen var for høj for en tilsvarende stilling,« siger Jane Wiis.

Ugebrevet A4

Nej, men en god leder i det private tjener penge til virksomheden, en offentlig leder bruger flere penge :) Er der forskel? Som en spurgte, hvor tit ser man offentlig leder konvertere sin stilling som offentlig leder, til en bedre lønnet som leder i det private?

Hov - nu mangler vi ikke sosuhjælpere

Jo, det vil sige, det gør vi nu, som det er blevet besunget igen og igen.

Men så vi gør det bare ikke alligevel, for selv om vi mangler dem, så har det offentlige ikke råd til at ansætte dem.

Det samme kommer vel hurtigt til at gælde sygeplejersker og læger, vi mangler dem, men det offentlige har ikke råd til at ansætte dem.

90 milliarder underskud på de offentlige finanser og de kommunale udgifter til social og sundhed er steget mellem 60-80 procent bare i perioden 1996-2006.

Jo, vi mangler sørme arbejdskraft i den offentlige sektor, der er bare ikke råd til at ansætte den.

Der arbejder ellers "kun" 900.000 mennesker, det vil sige næsten hver femte dansker.

De sociale udgifter overordnet set for både stat og kommune, de er slet ikke steget, nej da:



Bemærk udviklingen efter 2001, under en statsminister, som en gang snakkede om hvordan pengene fossede ud af statskassen.

De får snart grå hår på hovedet inde på Christiansborg, når de både skal love guld og grønne skove og have det hele til at løbe rundt.

Det bliver at sige et og gøre noget andet. Lige som i Københavns Kommune.

Og ja, ovenstående skal ses i forhold til inflationen. Forbrugerpriserne er knap tredoblet, mens de offentlige udgifter på sundheds og social området er mere end seksdoblet:

OECD og Aamund

Asger Aamund lufter på EPN den 5. august i år sine bekymringer:

»Danske politikere har fuldstændig mistet fornemmelse for, hvad der er nødvendigt. Reformviljen er visnet. Forlænger vi det 10 år endnu, bliver det endnu værre,« lyder den krasse kritik, som ikke mindst går på, at store dele af danskerne får deres indkomst fra det offentlige - enten som offentligt ansat eller som modtager af overførselsindkomst.

En udvikling, der ikke vil mindskes over de kommende år.

Når flere ældre går på pension og med færre unge til at finansiere gildet, hænger det ikke sammen, anfører han.

»I 2020 vil 40 pct. af danskerne være over 60 år, og tre af fire vil være på offentlig forsørgelse, og der vil kun være 1 mio. tilbage til at forsørge dem. Det er en kæmpe offentlig forsørgerbyrde, og vi er på vej ind i et dødens gab og risikerer at ende som en andenrangsvelfærdsnation,« siger Asger Aamund.

40 pct. af danskerne over 60 ud af en befolkning på 5,6 mio. til den tid. Eller 2,2 mio. Det vil vist kræve at gennemsnitsalderen stiger lidt for at sige det mildt.

De tal for denne andel af pensionister i befolkningen har han angiveligt fra OECD. Asger Aamund er ikke alene om at glemme kildekritik, når der kommer tal fra OECD. Men i dette tilfælde er der rigtig god grund til at være ekstra kritisk.

I følge Statistikbanken er de 0-44 årige i Danmark per 1 januar 2009, dem som vil være mellem 21 og 65 år i 2030, lig med 3.154.529 borgere. Dertil skal lægges de endnu ikke fødte mellem 0 og 21 år, som, hvis de holder gennemsnittet for antallet af fødte de sidste ti år, vil være i alt 1.381.800.
I alt vil den danske befolkning under 66 år være 4.536.329 i 2030 uden yderligere indvandring.

Hvordan så arbejdstyrken så ud 2008? Hvor der vel at bemærke var en historisk rekordbeskæftigelse i andet kvartal før krisen, der var blandt de 16-65 årige i alt 2.766.005 beskæftigede (Statistikbankens "RAS207" statistik.) En lille andel angiveligt i kunstigt aktiveringsjob.
Hvor mange 16-65 årige vil der være i 2030?
Der vil være 3.483.529, hvis kvinder i Danmark føder samme antal børn, i snit, de næste fem år, som de har gjort de sidste ti år. (Her er så ikke medregnet tidlig død eller nyindvandring.)

Så stik mod OECD og den almene forventning, vil der heller ikke være arbejde til alle om 21 år.
Omend antallet uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder vil være mindre, end de cirka 800.000 - 900.000 personer, som har været på sidesporet de sidste tyve år. Hvoraf mange over 50 i øvrigt allerede er på overførselsindkomst - efterløn og førtidspension osv.

Aamund har så ret i, at vi mister private arbejdspladser. Kun handel og service sektoren kan påvise reel fremgang i fuldtidsstillinger. Resten er stigningen i offentlige stillinger.

Ligeledes bliver der mangel på uddannet arbejdskraft, og der har folketinget et ansvar for at reagere på forhånd, helt fra folkeskoleplanet, ikke efter problemerne er opstået.

Samtidigt skal vi havde et opgør med efterløn og førtidspension. Ikke fordi der er plads til alle på arbejdsmarkedet, men fordi det er principielt forkert, at omfordele, tilsidesætte og kassere, udvalgte mennesker, mere eller mindre frivilligt, på denne måde. Det er forskelsbehandling, som ikke tager værdien af et socialt og aktivt liv med i betragtningen.
Det er ansvarsflugt, både fra individets og samfundets side.

Social arv og nu kulturel arv

Mens vi stadig kæmper mod den sociale arv, står vi nu over for et nyt problem, nemlig den kulturelle arv som muslimske indvandrere har bragt til landet. Hvordan den vil udvikle sig, kan man naturligvis kun gætte om, men at der vil være en, kan der ikke være tvivl om. Om den sociale arv skriver f.eks. AE:

Næsten halvdelen af alle 25-årige med ufaglærte forældre har ikke en uddannelse eller er påbegyndt en. Til sammenligning gælder det kun 7 pct. af de 25-årige, der har mindst en forælder med en lang videregående uddannelse.

Nu har man undersøgt, ved DRs Capacent undersøgelse, unge muslimers indstilling og sammenlignet den med voksne indvandreres. Det viser sig, at der ikke er den store forskel:

Eksempelvis mener 58 procent af muslimer under 35, at det bør være forbudt at kritisere religion. For folk over 35 er tallet 54 procent.

På hjemmefronten mener ni procent af unge muslimer under 35, at kvinder bør blive hjemme og passe børnene. Blandt dem over 35 er det ti procent.

Det sidste spørgsmål, afslører et brud med traditionel islamisk tankegang og en integrationsfaktor i den rigtige retning, hvor det dog også spiller en rolle, at mange i den aldergruppe kommer fra Tyrkiet, hvor et opgør med det traditionelle familiemønster er flere årtier fremme.

Men det spørgsmål jeg i demografisk øjemed, ville være mest interesseret i, er ikke om kvinden skal stå ved gryderne, derhjemme.
Det er spørgsmålet, om de mener "det er vigtigt, at få mange sønner". For det er den primære drivkraft i højdemografien. Det er et langt vigtigere spørgsmål at få besvaret!
Forsøger man at få mange sønner, og ser det som et prestigeprojekt, er man naturligvis en højdemografisk gruppe, da mange sønner ikke kan blive født, uden at føde mange døtre, statistisk set er to sønner lig med 2 døtre, altså fire børn i alt.
Og for os på sigt, er en lavdemografi vigtigere, end at kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, for lavdemografien er forudsætningen for at de overhovedet får muligheden.
Sværger blot 20 procent af muslimerne til den holdning, og er højdemografiske. Kan den 50.000 let blive til mellem 250.000 og 500.000 flere i løbet af et århundrede, samtidigt med at den øvrige gruppe nok generelt vil ligge lidt over vores demografi.

Det hører også med, at beskæftigelsesindikatoren blandt ikke vestlige indvandrerkvinder i 2008, et tidspunkt med både rekordhøj beskæftigelse i Danmark og på toppen af et opsving, ikke var højere end 49,5 procent, hvor den var oppe på 62,6 procent for mænd.
For ikke-vestlige efterkommere var der en mere lige fordeling på 67,4 for mænd og 65,3 for kvinder. Noget som dog skal ses i lyset af, af 24 årsreglen, der har øget muligheden for unge ikke-vestlige kvinders liv kan gå med arbejde og uddannelse, hvilket ikke nødvendigvis fortsætter, når de bliver gift og får børn senere hen.

Disse omstændigheder kan ikke videreføres til fremtiden, da både 24 års reglen er under pres, og opsvinget og boblen på boligmarkedet med forbrug på friværdi og anden kredit, er ovre og det er ikke sandsynligt, at noget lignende kan gentage sig.

Det vil sige, på sigt får vi flere munde at forsørge i Danmark og muligvis langt færre private arbejdspladser til at gøre det med, samt mindre statsbudget at gøre det med. Alene olieindtægternes fravær, kommer til at betyde et hul på 6-7 procent i de offentlige finanser, som skal lappes med høj vækst, ikke nogen mulighed på kort sigt, da væksten skal ske med udgangspunkt i et kunstigt højt niveau baseret på bolig og kreditboblen, så betingelsen bliver meget lav inflation før vi kan tale om en reel vækst, samt at den internationale krise forsvinder som dug for solen inden for kort tid. Det er meget at håbe på.

Den sociale arv kan kun brydes, ved at vi lærer bedre fra os i folkeskolen, og tilbyder flere unge uddannelse.
Den kulturelle arv, ja, den kan kun brydes, ved at vi gør det dyrere at få mange børn. Og integrationen, den kan kun ske i det omfang, vi kan stille arbejdspladser til rådighed, for det er de arbejdspladser, der får indvandreren væk fra sin ghetto og parabolnavlestreng til mellemøsten eller hjemlandet.
Men på alle parameter, er der ikke lys at se i fremtiden. Eller for at citere et af mine yndlings pessimistiske citater:

If we see light at the end of the tunnel, it the light of the oncoming train.
Robert Lowell

Immigranter eller gæstearbejdere

Det seneste DJØF magasin om samfundøkonomien, nr.1 år 2009, har temaet, "indvandring og integration".

Det er naturligvis spændende læsning, men også med betænkelige tegn, på hvor forkert det er at bruge computerstyrede beregningsmodeller og glemme at både tænke selv, samt tænke bredere end de parametre som bruges i modellen.

Som den første af artiklerne, "Ny indvandring - nye udfordringer", i magasinet påpeger. Så er der dog sket væsentlige forandringer på indvandringsområdet. Vi har aldrig haft så mange indvandrere, men vi får færre famliesammenførte og asylansøgere:



I 2008 havde vi altså kun 5900 asylansøgere og familiesammenførte, et tilsyneladende drastisk fald. Et vidt begreb i øvrigt det med familiesammenføring, som dækker danske mænd med nye russiske eller thailandske koner, osv.

Men som Eyvind Vesselbo har været inde på, så er antallet af pakistanere og tyrkere på studie og arbejdsophold jo steget kraftigt.
Kigger man på, hvor meget nettoantallet af indvandrere fra den ikke-vestlige verden er faldet, er det knap så meget:

I det hele taget, at Danmark forøges med omkring 27.000 borgere årligt, eller hvis det (altså i teorien) fortsætter med 270.000 per ti år, eller 2.700.000 ekstra borgere på hundrede år, plus demografiske overraskelser. Altså 2.7 millioner mere der skal velfærdsydelser til, der skal være arbejde til, sygeplejesker, lærere til børnene. Den slags problemer kan man jo blot udskyde til senere, eller sende nogle flere danskere på invalidepension, førtidspension osv. Man sætter lapperne i gummislangen fast med en sømpistol.
Måske er det elitens drøm? At finansiere egen førtidspension med importeret arbejdskraft.
Problemet er at førtidpension, øvrige pensioner, osv. koster statskassen, også selv om de ikke figurerer i arbejdsløshedskøen. Samt at det private erhvervsliv betaler den udgift, et privat erhvervsliv, der ikke er kommet særligt mange nye arbejdspladser inden for, om nogle.
Altså i bund og grund fortsætter Danmark, som indførte omkring verdens mest liberale og lukrative, for asylansøgerne som blev flygtninge på første klasse, asylpolitik i 1983, med at være et åbent land, trods påstande om modsatte

At man på elitære plan ikke tænker sig om, er en senere artikel i DJØF bladet som sagt et tydeligt tegn på.

I artiklen, "Indvandring og finanspolitisk holdbarhed" af Peter Stephensen, åbenbares resultaterne af den finanspolitiske holdbarhed efter manageriet er kørt i gennem den "dynamiske generelle ligevægtsmodel DREAM.":

Ganske vist koster ikke-vestlige indvandrere jo mere finanspolitisk:

Indvandrere fra specielt mindre udviklede lande har tendens til at modtage mere i individuelle offentlige udgifter pr. person end personer fra de øvrige befolkningsgrupper af samme alder og køn. Det hænger naturligvis først og fremmest sammen med disse indvandreres lavere erhvervsfrekvens, lavere løn og forøgede ledighedsrisiko. Alle disse elementer betyder, at der er tendens til, at en gennemsnitlig indvandrer fra mindre udviklede lande modtager mere i overførselsindkomst end en person fra et mere udviklet land eller fra gruppen af personer med dansk oprindelse af samme alder og køn.

Og:

Det ses for det første, at børn og ældre er nettomodtagere af ydelser fra den offentlige sektor, mens personer i den erhvervsaktive alder generelt er nettobidragsydere til den offentlige sektor. Undtagelsen herfra er indvandrerkvinder fra mindre udviklede lande, der i gennemsnit for alle aldersgrupper er nettomodtagere af offentlige udgifter.

Efter så at have konkluderet, at ikke-vestlige indvandrere hælder mod en nettoudgift for samfundet, selv i den arbejdsdygtige alder, altså uden at medregne hvad opvækst og alderdom koster, så er det hele slet, slet ikke så slemt når det bliver kørt i gennem DREAM, blot man sætter parametrene på den rigtige måde, som f.eks denne her måde:

Det antages, at de ekstra indvandrere og efterkommere har gennemsnitlige karakteristika, der svarer til de ovenfor beskrevne for bestanden af indvandrere og efterkommere i år 2005. Resultatet af beregningerne er, at den øgede befolkning trækker produktion og beskæftigelse op.

Og:

Resultatet er, at den øgede indvandring betyder en relativt lille forværring af den finanspolitiske holdbarhed. I forhold til grundforløbet falder holdbarhedsindikatoren med 0,18 procent af BNP. Det svarer til en permanent stramning i finanspolitikken på ca. 3,1 mia. 2008-kroner.
Konklusionen er, at en permanent forøget indvandring har relativt store effekter på befolkningens størrelse og produktionen, mens effekten på forbrug og produktion pr capita er begrænset. Den negative effekt på den finanspolitiske holdbarhed er også lille målt i forhold til den forøgede indvandrings størrelse.

Det skal i parentes siges, at han her sigter mod en blandet indvandring af vestlige og ikke-vestlige indvandrere, ikke vestlige indvandrere udgør jo uomtvisteligt en større finanspolitisk byrde, men her kommer konklusionen:

Konklusionen er, at den store forskel i arbejdsmarkedstilknytning, produktivitet
og ledighed mellem indvandrere og efterkommere på den ene side og personer med dansk oprindelse på den anden, har stor betydning for den finanspolitiske holdbarhed. Analysen peger derfor på, at en vellykket integrationsindsats vil kunne give et meget stort afkast.
ikke kun for indvandrere og efterkommere, som vil opleve en velstandsfremgang, men også for personer med dansk oprindelse, som potentielt vil kunne opnå et højere niveau af offentlig service eller et lavere skattetryk end tilfældet vil være, hvis de nuværende store forskelle i adfærden fastholdes i fremtiden.

Jeg har kun et ord til overs for denne analyse, MAKVÆRK. Hvis jeg var censor, og dette var en opgave, ville jeg dumpe personen på stedet.
Her er hvorfor:

1. Man kan ikke sammenligne situationen fra midtfirserne til i dag, med situationen i fremtiden. Vi havde et opsving, nu har vi en økonomisk krise. Vi havde en mindre mangel på unge som blev dækket af indvandring, og angiveligt er vi mere end rigeligt dækket.

2. Vi har stort set ikke skabt ekstra arbejdspladser i det private erhvervsliv i 20 år. Vi har skabt 100.000 ekstra arbejdspladser i det offentlige. Mennesker der arbejder i det offentlige, regnes ikke som mennesker på overførselsindkomst, men de udgør ikke desto mindre en større offentlig udgift, end dem på overførselsindkomst selv om lønnen er lav i det offentlige, det tager inputtene i den model ikke forbehold for, så vidt jeg kan se. Vi har til gengæld fået 300.000 ekstra borgere som kun undgår arbejdsløshedskøen, fordi de endnu er for unge eller fordi 200.000 er gået på efterløn, eller på nylig folkepension. De famøse store efterkrigsgenerationer er for 50 procents vedkommende allerede på pension eller anden overførselsindkomst. Samlet set har vi over 800.000 i den arbejdsdygtige alder, på den ene eller anden måde uden for det almindelige arbejdsmarked og på overførselsindkomst.
Hvis det virkelig skal løbe finanspolitisk rundt med yderligere indvandring, skal vi skabe arbejdspladser i et meget højere tempo, end vi har gjort hidtil. Nettoforskellen af arbejdspladser i betalende private arbejdspladser, er der knap nok. At de private ansatte så nok i højere grad udgøres af højtlønnede uddannede, end lavtlønnede ufaglærte, i dag, end de gjorde for 20 år siden er en anden sag.
Det rokker ikke ved at 200.000 indvandrere, hvilket svarer til hvad vi i øjeblikket får på under et årti, kræver 200.000 nye private arbejdspladser, ellers er det en offentlig udgift. Det er klart ekstra mennesker giver plads til ekstra fødevareforretninger, frisører, osv. Men hvem skal stikke de penge man bruger i supermarkedet, eller hos frisøren, i hænderne på personen?
Ikke at se på vores evne til at skabe betalende private arbejdspladser er en megabrøler.

3. Han medregner ikke øgede omkostninger til kriminalforsorg, politi og retsvæsen.

4. Han medregner ikke, at en integrationsindsats koster og hidtil har vi ikke lykkedes med integration, altså det er et i bedste fald optimistisk bud, i værste fald politiserende, eller uigennemtænkt.

5. Når under nuværende betingelser, og ud fra de tal man faktisk arbejder med, kan se, at selv den almindelige dansker (figur 6) har problemer med opretholde et blot marginalt positivt nettobidrag til den offentlige kasse, når man regner udgifterne til barndom og alderdom med. Så kan man ikke konkludere, at med en vellykket integrationsindsats, så kan vi få potentielt både bedre offentlig service og lavere skat. Det hele her er simpelthen så hamrende ugennemtænkt.

Vi startede med gæstearbejdere. Det er der, vi burde ende igen. Det er nemlig den eneste form for arbejdsindvandring, der kan betale sig,
Putter de nok penge i statskassen kan de få pensionsret og permanent opholdtilladelse, så sparer vi udgiften til barndommen, men bliver de arbejdsløse, er det ud.

Men selv den er broget, vi har jo stadig 800.000 menneskelige skæbner på et overførselsindkomst sidespor i samfundet. Hvis arbejdspladser bliver snuppet foran næsen på arbejdsløse, ryger der flere derud, går i stå, og bliver uarbejsduelige, der er nu en gang kun de private arbejdspladser, i ved dem der betaler gildet, vi skaber og opretholder, ved at holde deres udgifter nede og muligheder oppe.

Nej til slack - ja til pacing

Effektivisering. Der kan altid justeres på lidt tandhjul, her og der, i det offentlige, og det skal guderne vide, der også er gjort. Men er man tilfreds? Nej, for der kan jo altid detalje-styres en lille smule mere og så en lille smule mere.

En af mine liberale venner udtrykker det således, at regeringen går alt for meget op i kontrol og for lidt op i tillid. Han synes faktisk slet ikke, det er borgerlig politik.
Hvis man laver en cost/benefit analyse af det offentlige, er der helt sikkert meget at komme efter. Men at pace de offentlige medarbejder med styringsteknologier og mistillid. Det er ikke så meget at spare, som det er at nedbryde menneske efter menneske, og det sparer man ikke meget på, når man skal ud og hente vikarer som er dyrere og mindre bekendt med opgaver og arbejdsgang - tværtimod skyder man selv sig i foden.

Når man påfører offentlige ansatte skemaudfyldning i lange baner, diverse kontrol og pacingredskaber. Så giver det for så vidt sig selv, at den offentlige sektor bliver dyrere, uden nogen som helst fornuftig grund.
Hvis man vil have en bedre og billigere offentlig sektor, kræver det en god ledelse og trivsel på arbejdspladsen, ikke så meget andet.

Alligevel er vi i stigende grad besat af kontrol. DJØFFERIET har gjort sit helt store indtog på det danske arbejdsmarked.

Med økononomer og øvrige klerikale med fast greb i selerne og håndfast greb om pisken er effektivisering blevet en faktor, vi tager for givet. Skal der spares, skal der effektiviseres.

Hvor isoleret fra omverdenen disse pacere er viser, blandt så meget andet, denne artikel fra JP.

Sæt økonomer i deres elfenbenstårn til at vurdere forholdene på gulvet, og du er sikker på, at det går ud af en tangent.

Hør blot dette guldkorn af professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet:

Man kan se, om der har været slack i en organisation, hvis man presser den til at være mere effektiv.
Så længe det er muligt at forbedre effektiviteten, er det bevis for, at der har været slack.

Jeg anbefaler hr. Nannestad, at melde sig til fremmedlegionen, så han kan finde ud af i hvor høj grad, der er slack i samfundet.
Der er jo ingen konkret top på, hvor meget vi kan få mennesker til at løbe hurtigere. Der er også stor forskel på, hvordan forskellige private virksomheder klarer sig. For der er en individuel forskel på, hvor meget individuelle mennesker kan præstere, sjovt nok. Jeg er ret sikker på, at Nannestad ikke vil bruge dem som klarer sig middelmådigt som parameter på, hvordan de øvrige bør klare sig.
Men andre ord, offentlige effektivisering er en skrue uden ende. Og frem for at bruge cost- benefit vurderinger, er der en tendens til at skrue den skrue ind i rumpen på den enkelte medarbejder.

Og flere DJØFFERE:

To økonomer, Henrik Christoffersen fra AKF og Martin Paldam fra Aarhus Universit, undersøgte for nogle år siden effektiviteten af rengøringen på mere
end 1.000 folkeskoler...

Resultatet var, at de private firmaer opnåede den samme rengøringskvalitet som de kommunale rengøringsfolk, men at de gjorde det 30 pct. billigere, fordi de var mere effektive. Ifølge forskerne var det omvendt udtryk for slack og mangel på effektivitet i den offentlige rengøring.

Jeg vil æde min gamle hat på, at de to herrer aldrig har arbejdet i den private rengøringssektor. Det har jeg. Og jeg kan garantere for, at der mange steder bliver løbet meget hurtigt, for hurtigt og er en urealistisk normering. (Omend der findes enkelte oaser, hvor der er rigeligt med tid). Også så hurtigt at mange ansøgere falder fra efter kort tid, får stress og mavesår. Så er det den med gyngerne og karrusellen. Hvem betaler for sygemeldinger, stress og mavesårsbehandlingen, invalidepensionen til personer med slidgigt og andre som falder ud af ræset?
Jo vist hyggesnakker de offentlige rengøringspersonager i blandt. Det gør DJØFFERE angiveligt også og går lige på facebook, på den private email og hyggesurfer lidt. Der er også penge at spare i DJØFFERNES rækker. Det ville være både en besparelse og en lettelse for de offentlige medarbejdere.
Antallet af personer på sygedagpenge er omkring fordoblet inden for det sidste årti.
Velkommen til den nye fagre pacing verden.
Husk vi kan allesammen yde mere.
Meld jer selv til fremmedlegionen og find ud af, præcist hvor meget.

Trusselskultur - Morgendagen gange xx

For hver lille succesfuld trussel kommer der ti mere som er langt værre. Morgensdagens Danmark om årtier er en helt anden historie, end det Danmark vi har haft fra anden verdenskrig til et sted midt i firserne.
Gated communities, vagter og overvågningskameraer over alt, mere vold og usikkerhed.
Det er vores fremtid medmindre der bliver grebet kraftigt ind nu.

Fra Snaphanen, endnu en grund til at det ikke længere er så romantisk at være sygeplejerske, hvordan vi nogensinde skal undgå manglen på dem må guderne vide?

Truede sygeplejersker kræver aflåste hospitaler , fordi de nu invaderes af bandemedlemmer efter skudepisoder. Skal vi have aflåste hospitaler , bevogtet af livvagter og sikkerhedsfolk, og skal alle sygeplejersker nu udstyres med overfaldsalarmer?
Det er i hvert fald, hvad sygeplejerskerne fra Rigshospitalet nu kræver. Plejepersonalet her føler sig i stærkt stigende omfang truet af folk fra det kriminelle bandemiljø. Når et medlem indlægges med kniv- eller skudsår, tropper kammeraterne op på hospitalet og truer sygeplejerskerne på livet for at få adgang til sygestuen.
»Det er nu kun et spørgsmål om tid, hvornår en kollega bliver udsat for livstruende vold eller måske endda mister livet. Respekten for hospitalet som et »helle« for syge mennesker er væk. Vi har valgt at aflåse vores kirker.
»Mine kolleger oplever rigtig slemme ting. Det er meget almindeligt, at et bandemedlem, som afvises, reagerer med ord som: »Jeg ved, hvem du er« og »du og din familie kan ikke mere føle jer sikre.« Jeg har kolleger, som nu er så panisk angste, at de har valgt ligefrem at fjerne efternavnet på det navneskilt, de bærer på brystet. Nogen har sat et stort stykke tape over navnet.
Ikke mindre end hver fjerde dansk sygeplejerske blev sidste år udsat for trusler fra enten patienters eller pårørendes side. Næsten hver femte blev udsat for direkte vold.

Det er endnu kun morgengryet for det nye Danmark. Før man fatter hvor galt det er gået, er det forlængst for sent.
Der kommer en dag, hvor trusselskulturen er så tæt på en, at der ikke engang længere kan laves satire om den.

Men lad os alle grine mens vi kan, over Cirkusrevyens mesterlige "trusselskultur"satire fra 2002:

Danmarks fremtid - et demografisk perspektiv

Jeg lover ikke for meget, hvis jeg hævder at følgende tekst, er noget af det vigtigste, du kan læse omhandlende dette lands fremtid. Ikke at du skal bekymre dig for meget. Det hjælper ikke noget, og gør blot dit øjeblik på jorden, det du har fået tildelt, mindre værd.

Men de kommende generationer, dine børn og børnebørn, fortjener din dybe omtanke og det er vigtigt, du afsætter tid til at læse det hele.

Der er mange, der er oprigtigt bekymrede omkring Europas fremtid, når vi ser på vores demografis forhold til de muslimske indvandreres.
Der findes nogle urealistiske overdramatiserede bud på, hvornår vi får et muslimsk flertal, og mennesker der regner med en snarlig borgerkrig af samme årsag. Personligt tror jeg ikke på borgerkrigstanken, det er vores samfund for resistent over for. Men et samfund bestående af to store kulturer vil ikke være gnidningsfrit, der er allerede gnidninger den dag i dag.
Jeg mener heller ikke, det er hundrede procent givet, at vi får muslimsk flertal. Men omvendt er det en teoretisk mulighed, omend der er godt over et århundrede, til det sker. Et muslimsk flertal er så heller ikke lig med udelukkende dårligt integrerede, dybt religiøse muslimer.

Men det er en kerne af sandhed i denne frygt. De muslimske indvandreres fødselsrate er noget højere end vores, og med eksponentiel vækst under nogenlunde samme forudsætninger som i dag, kan de blive flertal en gang i næste århundrede og med stor fortsat indvandring i dette.

Men nærmere end at være en årsag til demokratiets bortgang, en trussel om borgerkrig og langt før noget i den stil, er dette først og fremmest en trussel mod den velfærdsstat, som vi kender, og det ligger ikke fjernt ude i horisonten. De som er født i dag eller er unge i dag vil angiveligt nå, at opleve det.

Velfærdsstaten vil simpelthen ikke kunne overleve i sin nuværende form. Den er allerede dyrere, end godt er og 1-3 millioner flere borgere over 100 år vil resultere i et pres på de offentlige finanser som kun vil overleve ved en halvering eller mere af velfærden.
Som jeg har påvist i en række tidligere poster på min blog, er det ikke reelt lykkes at skabe nye arbejdspladser i de sidste 20 år.
De arbejdspladser som er skabt, er primært blevet det i den offentlige sektor.

Uanset om vi stopper indvandring i dag eller ej, vil den danske befolkning vokse, som følge af en eksponentiel vækst gennem højere fertilitet hos gruppen af ikke-vestlige indvandrere. Selv en uanseelig indvandring så lav som 10.000 indvandrere eller flygtninge om året, bliver til 300.000 samlet på blot 30 år og 300.000 flere mennesker som skal have bolig og velfærdsydelser.

I det omfang disse er ikke-vestlige indvandrere, vil der dertil komme en fertilitet som gør, at denne gruppe med efterkommere vil vokse ret kraftigt eksponentielt.

Det er meget muligt at tredje og fjerde og femte generations ikke-vestlige indvandrere generelt vil sænke deres fertilitet markant, men næppe helt til vores niveau. Det er omvendt meget sandsynligt, at en kulturkonservativ kerne vil bevare en markant højere fertilitet. Selv om denne gruppe er lille som udgangspunkt, så taler vi om eksponentiel vækst, altså f.eks. 100,000 som bliver til 200,000 og så til 400,000, dernæst til 800,000. En fordobling over tid.

Det er vigtigt, at forstå at den ekspontielle vækst har en langsom dramatisk effekt. Hvis vi antager at gruppen med kulturkonservative normer, er 50000 i antal i dag med en årlig vækst på 2,5 procent, så vil det ikke første omgang være særligt synligt i den samlede danske demografi bestående af 5,4 millioner menesker med en årlig befolkningsvækst på 0,33 procent for landet som helhed, som var tallet for 2007.

Men en vækst blandt en lille gruppe med højt demografisk potentiale, bliver over årtier mere markant. Det første årti er væksten kun fra 50,000 til 64,000. Men efter 50 år er de 50,000 blevet til 167,000. Hvilket svarer til lidt over en tredobling. Men den eksponentielle effekt fortsætter. Over 100 år vil de 50,000 blive til 590,000, altså næsten en TOLVDOBLING, og vækstprocenten har hele vejen været 2,5 procent årligt.

Det er, hvad en eksponentiel vækst betyder, hvis blot 50000, på den ene eller anden måde med nytilkomne og efterkommere, holder fast i en reproduktionsrate på 2,5 procent årligt vil denne gruppe tolvdobles på hundrede år.
Sætter vi en parallelgruppe på 100000, med det halve af den vækstrate, nemlig 1,25 procent, vil den så til gengæld kun vokse 3,5 gange over 100 år til 346,000.
Der er altså en gigantisk forskel på 2,5 procent og 1,25 procent årlig vækst over 100 år.

Findes der så nogle lande, der har så høj en fordoblingsrate som 2,5 procent, eller over denne?

Ja, det gør der faktisk - nemlig 34 lande i verden. Det er dog i den ekstreme afdeling, med til eksempel Somalia, som har en årlig demografisk vækst på 2,85 procent, en gennemsnitsfertilitet per kvinde på 6,76 børn. Men Somalia er også et land med lav gennemsnitslevetid og borgerkrig, hvilket sænker den årlige befolkningsvækst i procent.
Tager vi Pakistan er den årlige befolkningsvækst på 2,2 procent og gennemsnitsfertiliteten per kvinde er 3,58 børn.

Tager vi til gengæld mere moderniserede muslimske lande som Tyrkiet, bliver vi vidne til en bizar forestilling, nemlig at trods en gennemsnitsfertiliteten per kvinde hedder 1,92 børn - under det man siger, er det nødvendige for at opretholde status quo i befolkningen - så vokser befolkningen alligevel med 1,04 procent om året. Jeg vil anbefale, man holder øje med Tyrkiet, for det land viser om noget, hvor stor en forskel et lille mindretal med højt demografisk output kan gøre. Fortsætter Tyrkiet med 1,04 procent årlig demografisk vækst, vil landet vokse fra 70 millioner mennesker til 196 millioner på 100 år. Bid mærke i at Tyrkiet har en neutral netto immigration!
Et andet moderat land er Jordan. Det har en gennemsnitsfertilitet per kvinde på 2,63 børn. Det lyder ikke af meget i forhold til danskernes 1,85 børn per kvinde. Men Jordans årlige befolkningsvækst er på 2,338 procent. Jordan i dag har en befolkning på cirka 6,2 millioner. Med en årlig vækstrate 2,338 procent vil Jordans befolkning på 100 år vokse til 65 millioner. Altså en tidobling. Jordanerne har den samme gennemsnitalder, cirka, som danskerne. Jordan har den dobbelte fødselsrate per 1000 indbyggere af Danmark, på trods af at fertilitetsraten per kvinde ikke er den dobbelte. Den mest oplagte forklaring på dette, er at de i gennemsnit føder børn i en tidligere alder.

Tyrkiet har en fødselsrate på 16,15 børn per 1000 indbyggere, mod 10,71 per 1000 indbyggere i Danmark. Det på trods af at forskellen på gennemsnits børnefødsels antal per kvinde, mellem Danmark og Tyrkiet, er så lav som 0,07 procentpoint, 1,85 mod 1,92.

De to eksempler Tyrkiet og Jordan, viser os altså, at en tilsyneladende lav gennemsnitsfertilitet per kvinde, ikke nødvendigvis er det samme som en lav befolkningstilvækst.

Der er mange andre vigtige faktorer på spil, såsom om man begynder at få børn i en tidlig eller sen alder, gennemsnits levealder, fødsels og dødsrate, netto immigration osv.

Den eksponentielle vækst drejer sig om deres fordoblingspotentiale. Hvor mange årtier der vil gå mellem hver fordobling er spørgsmålet? Det afhænger altså af både gennemsnitsfertiliteten og hvor tidligt man begynder at føde børn, levealder, samt nettoindvandring.

En gruppe mennesker som føder de fleste af deres børn, mens de er mellem 20-25, vil producere en generation ekstra inden for cirka 100 år i forhold til en gruppe som føder de fleste af deres børn, når de er i alderen 27-32. sidstnævnte gælder for gennemsnitsdanskeren af hunkøn. Således vil selv en marginalt større fertilitet per kvinde koblet med et kulturelt mønster, der fremmer tidlige ægteskaber og tidlige fødsler, resultere i en eksponentiel kæmpeforskel i babyoutput over 100 år. Man kan på nuværende tidspunkt, hvor ikke vestlige indvandrere udgør 6,1 procent af befolkningen, ikke kan se den store forskel. Det kan man om 100 år.

Man kan ikke regne på, hvordan ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil reproducere sig selv i uendelig fremtid, for de kan og vil angiveligt ændre fertilitetsrate og gennemsnitlig førstefødselstid undervejs.
Men vi har tal på deres fertilitetsrate og fødselsrate i dag, og hvis den fortsætter, eller ikke falder med godt over 50 procent, er det nok til at bringe velfærdsstaten i knæ på langt sigt. Specielt givet det er utopisk, at vi ikke får en ekstraindvandring.

De tal jeg nu vil gå ud fra, kan man finde i rapporten, "Indvandrere i Danmark 2008", fra Danmark Statistik.

Vi har i følge rapporten 237.695 Indvandrere fra ikke-vestlige lande. Dertil kommer 103.788 efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Så det samlede antal ikke-vestlige indvandrere med efterkommere er rundt regnet i alt 341.000.

Kun fire procent af ikke-vestlige efterkommerne er fyldt 30 år. 49 procent er under ti år gamle, så vi har ikke det fulde billede af deres fertilitet endnu.

Fertiliteteten for kvinder af dansk oprindelse var 1,78, mens den samlet set for ikke-vestlige indvandrerkvinder var 2,22. Men husk at fertilitetsraten ikke nødvendigvis siger meget om, hvor mange børn de føder per år.

Den aldersbetingede fertilitetskvotient er nemlig næsten 350 procent højere for ikke-vestlige indvandrere mellem 15-19 år og 267 procent højere for ikke-vestlige indvandrere mellem 20-24 år, end den er for kvinder af dansk oprindelse i samme aldersgruppe.
Af de 64.505 børn, som er gennemsnittet for det årlige antal børn født i perioden 2003-2007, er den årlige andel af børn født af ikke-vestlige indvandrere lig med 6.023 børn, og det er også i gennemsnit.
Det vil sige, at ikke-vestlige indvandrere som udgør 4,4 procent, ud af danmark samlede befolkning per 1. januar 2007 på 5.447.084, fødte 9,3 procent af de babyer som blev født i perioden 2003-2007.
Dette er ikke en prognose, det er reelle tal fra de sidste år!

Det er 211 procent flere babyer end kvinder i Danmark som helhed fødte.

Hvad værre er. Det svarer til omkring 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere samlet set. (Til sammenligning er det samme tal for for hele Danmark, som helhed, på 10,71)
(Da jeg lavede den udregning, tog jeg ikke forbehold for aldersfordelingen i befolkningen, det har jeg gjort senere her. Når der er i forhold til alderfordelingen er justeret, ligger de stadig over os demografisk, dog med Somalierne som eneste med dobbelt demografi af vores, 73 børn per 1000 Somaliere i alderen 15-44 år mod 29 per 1000 danskere mellem 15-44 år. DET ER DOG VIGTIGT AT FORSTÅ! AT EN DOBBELT FØDSELSRATE ER IKKE LIG MED - DE KUN FØDER DET DOBBELTE AF OS PÅ SIGT.
DER KOMMER EN EKSPONENTIEL VÆKSTFAKTOR OVER TID, SÅ SELV OM TYRKIET, TIL EKSEMPEL, KUN HAR EN FØDSELSRATE OMKRING 1,5 AF VORES EGEN VIL DE KUNNE MERE END TREDOBLE SIT BEFOLKNINGSTAL PÅ ET ÅRHUNDREDE, HVIS SAMME FØDSELSRATE FASTHOLDES.)

Det er vigtigt at forstå, at gruppen af ikke-vestlige indvandrere tæller alle lande uden for EU, Skandinavien, USA, Canada, Australien, New Zealand. Ikke alle indvandrere fra ikke-vestlige lande har den samme demografi. Jeg har ikke kunne opdrive en oprindelsesland baseret fertilitetsrate, eller specifikt årligt fødselsantal. Men ved at bruge denne tabel i Statistikbanken (KRBEF3) og overføre den til Excel, har jeg lavet denne liste over indvandrere og efterkommere fra de 20 ikke-vestlige lande, vi har modtaget flest indvandrere fra:

Indvandrere fra Ikke-vestlige lande såsom Thailand og Filipinerne, Vietnam og Eks-Jugoslavien som har vi har haft indvandrere fra i årtier, har procentvis langt færre efterkommere end tyrkerne og libaneserne, pakistanerne, som vi også har haft i landet længe. Det skyldes dog også, at i det tilfælde, de gifter sig sig med en person som er født i Danmark og har dansk statsborgerskab, bliver børnene regnet som af dansk oprindelse.
Der er dog angiveligt supergrupper som presser den samlede demografi for alle ikke-vestlige indvandrere op på de 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere som den er.
Supergruppernes vækst kan vise sig endnu mere dramatisk på langt sigt, eftersom de på nuværende tidspunkt camoufleres godt og grundigt af moderat og lavdemografiske landegrupper. Disse lavdemografiske landegrupper vægt i regnskabet vil formindskes med den eksponentielle udvikling. Så på sigt kan det faktisk vise sig, at de ikke vestlige indvandrere samlet set vil føde mere end 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere med efterkommere.

Hvis man husker det? Var tallet for Tyrkiet og Jordan henholdsvis 16,15 og 20.13 børn per 1000 indbyggere.

25,3 børn per 1000 indbyggere er en fødselsrate, som vores ikke-vestlige indvandrere samlet set har, der ligger tæt op af Vest Bankens rate på 25,9 procent. Befolkningen på Vest Banken vokser med 2,225% årligt, det med en netto immigration på nul og en gennemsnits levetid nogle år under den danske.
Hvis denne vækstrate forsætter blandt 2 og 3 og 4 samt 5 generations indvandrere vil de 341.000 Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i dag, uden yderligere indvandring, vokse meget kraftigt.

For at sætte konkrete tal på dette, vil de første 10 år frem fra nu af være en uanseelig vækst til 426.000 borgere, altså 85000 mere end i dag. Men husker i den eksponentielle effekt? Om 50 år taler vi 1.037.337, altså næsten 700.000 mere. Om hundrede år taler vi 3.155.629, altså 2.814.629 ekstra borgere i Danmark ganske uden yderligere indvandring, altså over en nidobling af de oprindelige 341.000. Og en generation længere fremme er gammeldanskerne så et mindretal.

Det er hvad eksponentiel vækst betyder, og det er ekstremt vigtigt at forstå!

Selv hvis vi siger, at gennemsnittet falder så drastisk, at den årlige tilvækst i gennemsnit bliver det halve, nemlig 1,112 procent. så vil tilvæksten i efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere over 100 år kun være på omkring 700000 til i alt 1.038.629. Men det er stadig helt uden nyindvandring, ren og skær demografisk vækst.

Jeg tror, at det reelle tal bliver mellem de to scenarier, altså 2 millioner +/- nogle få hundrede tusinde.
Vi kan ikke håbe på et tyrkisk scenario med en årlig vækst på omkring 1,04 procent, da vores ikke-vestlige indvandrere, som vi kan se på nuværende fødselsrate på 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere, udgør en markant højere en, end den som er i Tyrkiet og vidner om, hvor mange kulturkonservative ikke-vestlige indvandrere vi har modtaget.
Vi kan omvendt håbe på at 3-5 generation vil nedsætte fødselsraten. Håbe, men det er langt fra sikkert, at det vil være markant nok eller overhovedet vil ske. At vi bliver et fattigere land, er jo ingen garanti, tvært i mod.

Selv hvis vi forestiller os, at det næste hundrede år er et eventyr. Et eventyr hvor der ingen integrationsproblemer og kulturkonflikter er, ingen nyindvandring er, at de 2 millioner ekstra borgere vi får er mindst lige så dydige og dygtige, kompetente borgere, som gennemsnitsdanskeren er i dag. Selv endda mere.
Så taler vi stadig om 2 millioner ekstra borgere, som der skal være indkomst og arbejde til, skolelærere og sygeplejersker til, boliger og øvrige velfærdsydelser til.

På 20 år har vi ikke skabt arbejdspladser af betydning, og vi har haft over 800000 på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder permanent siden 1980´nes toprekord i beskæftigelse på 2.741.407 beskæftigede i 1988.
De 100.000 ekstra beskæftigede vi havde i 2008 i forhold til 1988 svarer til nogenlunde den vækst, vi har haft i offentlige arbejdspladser.

Jeg er derfor ikke bange for at spå at i sidste halvdel af dette århundrede forsvinder den velfærdsstat, som vi kender i dag, og vi lever ikke i et eventyr. Der vil være både integrationsproblemer, konflikter og nyindvandring.
Jeg kan ikke se nogen mirakelkur som kan gøre andet, end det at gøre skaden mindre.

Jeg skriver ikke dette for at sprede pessimisme, eller bekymring. Dem kan vi ikke bruge til noget. Men vi har brug for større omtanke og mere vision, end vi har den dag i dag og har haft de sidste årtier.

Og sidst men ikke mindst, en bedre forståelse for eksponentiel vækst i alle afskygninger.

Så nærmere end at bekymre os om, hvordan vi skal forsyne en midlertidig stor generation, så bør vi bekymre os om, hvordan vi skaber arbejde, boliger, skolegang, sygehuse og øvrige velfærdsydelser, til over 2 millioner ekstra danskere.

"Denne post kan frit citeres og hjertens gerne så."

Læs også den senere post om, at muslimske mødre føder børn i en tidligere alder end danske kvinder.


Læs også om, hvorfor muslimsk flertal i Danmark har lange udsigter, men med en vigtig hage, nemlig at, som man kan se tydeligt ud fra det israelske eksempel, så er det fundamentalistiske muslimer, der vil føde de mange børn, som giver dem flertallet.


Læs også om, at selv om det har lange udsigter i Danmark, så sker det inden for få generationer i Tyskland og eventuelt andre lande, at muslimerne bliver flertal. Europas skæbne er delvist forseglet.

Konklusioner og perspektivering - immigrationskritik del 4

De tre poster om immigrationsmyten og arbejdsløsheds/markeds-myten:

Del 1.
Del 2.
Del 3.

De små årgange i firserne (1982-1990) er opsuppleret af allerede foretaget indvandring, med et gennemsnit på 23188 ekstra børn.

De som udgjorde de 438600 0-4 årige i 1948, den største population af børn i den alder nogensinde, er faldet til 374291 af 60-64 årige i 2008.

Af gruppen de 60-66 årige, "som snart går på pension", er per 2008, allerede 295035 på pension.

Vi har over 800000 tusinde uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder, plus ledige, vi er altså bare i færd med at flytte mennesker fra en kategori af overførselsindkomst/pension til en anden.

Kun 50,6 procent af dem over på 55 år eller derover er faktisk beskæftigede.

Det reelle antal arbejdsløse, når man fraregner folk på revalidering, voksenlærlinge, orlov, feriedagpenge, sygedagpenge, efterløn, førtidspension, barselsorlov, altså dem som i forskellige former for aktivering og jobtræning, opkvalificering + dem som er fuldtidsledige er på ca. 225000 mennesker.

Samlet set ryger alle på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder næsten op på 900000.

Vi har historisk set ikke skabt mange arbejdspladser, der var 2.741,407 millioner beskæftigede i 1998.
Et lavpunkt på 2.584,866 millioner beskæftigede i 1994 under sidste lavkonjunktur.
Der var 2.772.868 millioner beskæftigede da Fogh overtog posten.
Der var 2.706,434 millioner beskæftigede i 2004, altså et fald på 68000 i forhold til 2001, hvilket ikke afholdt visse fra at tale om fald i arbejdsløsheden.
Der var rekord beskæftigelse i 2. kvartal 2008, på 2.842,000 millioner. Altså 100000 tusinde mere end i 1988.
Alligevel blev der sat en rekord, med hensyn til mennesker uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008.
Det skyldes at vi har fået over 300000 flere borgere at beskæftige. Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.

I perioden 1995-2008:
Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.

Antallet af offentlige ansatte er minimum vokset med 57000 og muligvis med op over 100000, alt efter hvordan man regner det ud. (se del 3.)
Altså er de lig med væksten på 100000 beskæftigede, fra højdepunktet i 1988 til højdepunktet i 2008. (se del 2.)

Fra 1988 til 2007 væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet, desuagtet mængden af udlicitering.

Vi mangler ikke decideret arbejdskraft og står over for en recession, hvor antallet af beskæftigede kan falde med over 100000.
Vi mangler kun uddannet arbejdskraft inde for begrænsede felter, mest det offentlige, som løsning på dette problem giver det at uddanne flere, holde dem fast på uddannelsen og på det danske arbejdsmarked med økonomisk incitament, mere raison end at håbe på at udenlandsk arbejdskraft falder ned fra himlen.
Immigration er altså generelt den forkerte løsning på et knapt eksisterende problem, vi har ikke haft vækst i de arbejdspladser som udgør det private erhvervsliv for alvor, og den vi har haft skyldes i høj grad friværdiboblen og byggeboom. Et midlertidigt fænomen.
En immmigrant er per definition, en som skal have et understøttelsesgrundlag, helst uden for offentligt understøttelsesregi, en som skal have bolig, lægehjælp, skolegang til sine børn. Alle disse områder er voldsomt presset, økonomisk og arbejdskraftmæssigt. Derfor giver immigration næsten uden grund, absolut ingen logisk mening.
En åbenhed over for at ansætte kompetent udenlandsk arbejdskraft, efter devisen: "arbejdskraften kan ikke skaffes lokalt", giver mening efter i forholdet: 1. stilling = 1. immigrant. Men det giver langt mere mening at udnytte allerede eksisterende demografiske reserver og uddanne dem.

For stor indvandring kan ganske vist sætte gang i byggebranchen igen og måske et nyt friværdiræs og gøre det nær umuligt at få bolig, altså afsat de dyre luksusboliger som kollektiver for mennesker som ikke har andet valg.
Men taberne i dette spil, bliver de fattige i Danmark:

163000 mennesker i dagens Danmark, alle 20 år eller derover, tjener under 74999 kroner om året.

193000 mennesker, 20 år eller derover, tjener mellem 75000-99999 kroner.

251000 mennesker, +20 år, tjener mellem 100000-124999.

Med stigende fødevarepriser, leveomkostninger og få almennyttige boliger, som er for dyre at bygge med nutidens priser på håndværkere og byggematerialer, grund osv. med ringere mulighed for at komme ud af gruppen på permanent, eller næsten permanent overførselsindkomst, bliver de, de helt store tabere.

Med pres på sociale og offentlige udgifter risikerer vi store nedskæringer, der nok næppe kommer til at ramme, hvor det er bedst.
Vi får jo allerede som situationen og reglerne er nu, trods 24 års regel osv. stadig en nettotilstrømning af immigranter.
Altså øgede offentlige udgifter.

Immigrationspolitikken skal væk fra spørgsmålet om kolonihaver og fremmede, og derhen hvor den bliver til en nøgtern matematisk vurdering med dens langsigtede sociale konsekvenser med i betragning.

Denne post bliver placeret link under "udvalgte blogposts".

Offentlig vækst - immigrationskritik del 3

Denne post bliver ganske kort, for immigrationsmyten hænger i den grad sammen med arbejdsløshedsmyten og to myter sammenlagt ophæver ikke hinanden.

Det allervæsentligste at se på, når vi taler om vækst i arbejdsmarkedet, og hvor der mangler arbejdskraft er først og fremmest, hvor stor en andel drejer sig om det offentlige?
Eller mest interessant, hvor stor en andel af væksten af arbejdspladser er sket i det offentlige?
Det er interessant, fordi der findes en makroøkonomisk forskel på offentlige og private ansatte. Som min gamle lærer handelsskolen udtrykte det, så selv vi snothamrende ukoncentrerede teenagere kunne følge med, "vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden".
Før jeg bringer væksten i offentlige ansatte på banen, de offentlige ansatte udgør jo som sagt omkring 1/3 del af de ansatte, så vil jeg for god ordens skyld gentage noget fra del 2. af min kritik:

Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.

I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede. I 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjunkturen, som den er ved at indfinde sig igen med en ny global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.

Trods det opsving alle har talt om - de gode tider for Danmark, økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.

Per 2. kvartal 2008 har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100.000 mere end firsernes højdepunkt og 70.000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.

I følge "Danmark i tal" fra 2008 er antallet af offentlige ansatte vokset fra 786,000 tusinde i 1990 til 843,000 tusinde i 2006. Altså stigning på 57000.

Jeg tror dog ikke det tal er helt dækkende (der er tale om en anden måde at gøre det op på nemlig ved, hvor mange fuldtidstillinger, der er tale om, modsat individuelle ansatte), så har været inde og kigge i Statistikbanken på ansatte inden for følgende områder:

Offentlig administration
Undervisning
Sundhedsvæsen
Sociale institutioner
Foreninger, kultur og renovation

Enkelte af disse kan være både privatejede og have private kunder, men jeg tror også man kan regne med at de fleste repræsenterer offentlige udgifter.

Stigningen her er:

Fra 896,113 tusinde i 1993 til 998,392 tusinde i 2007, altså en stigning på over 100000, eller en stigning lig med forskellen mellem beskæftigede i 1988 og 2008!


En anden indikator som det er værd at kigge på i sammenhængen er stigningen i lønudgifter i det offentlige:

Fra 1988 hvor vi havde omkring 100000 færre beskæftigede end i dag, er væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet!

Vi mangler arbejdskraft i det offentlige. Faktisk i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er søgningen i det private ophørt, manglen på arbejdskraft er i det offentlige, først og fremmest læger, sygeplejersker, folkeskolelærere, hvor vi for først og sidstnævntes vedkommende har over 40 procent, der er over 50 år, altså på vej ud af arbejdsmarkedet, som kan læses i denne rapport.

Vi kan påregne, vi mangler færre ufaglærte, og at stigningen ikke vil ske i det private, men i det offentlige, generelt kan vi se frem til større arbejdsløshed grundet global recession. Vi vil mangle uddannet arbejdskraft, men vi har også rigeligt med folk at uddanne, fremfor at satse på at uddannet arbejdskraft falder ned fra himlen, bør vi uddanne den selv. Hvad angår læger og sygeplejersker, kan vi risikere at immigration af disse, betyder dødsfald i de lande de kommer fra.
Derfor må vi uddanne nok og sørge for, at de som bliver uddannet forbliver i Danmark med incitamenter. Det samme gælder med hensyn til SU incitament, evt. bonus for at fuldføre en uddannelse. Frafaldet på Sygeplejerskeskolerne er omkring 30 procent.
Folkeskolelærere kommer vi ikke uden om at uddanne selv.

Immigrationsmyten er altså overvejende et luftkastel fjernt fra virkeligheden, selv der hvor arbejdskraft mangler, er det naivt at satse på at andre uddanner den arbejdskraft for os.

Til gengæld bør det være let at få uddannet arbejdskraft ind, som vi mangler. Et underskrevet brev fra den lokale arbejdsformidling, om at de ikke kan levere varen, burde i princippet være nok.

Læs Immigrationskritik del 2 - myten om den lave arbejdsløshed her:

Og del 1 - Ideologi er noget bras her:

Myten om den lave arbejdsløshed - Immigrationskritik del 2

Vores arbejdsløshed i dag, hedder det sig, er så lav som under 50000 ledige, det er sket inden for det sidste halve år:

Ledige på kontanthjælp: 19171 i 1. kvartal 2007 faldt til 10700 i 2. kvartal 2008.
Ledige dagpenge: 79927 i 1. kvartal 2007 faldt til 34089 i 2. kvartal 2008.

Der er bare det problem, at personer uden ordinær beskæftigelse udgør per 2. kvartal i 2008: 247591. I begyndelsen af 2007 var der 56000 flere.

Disse mennesker er hverken på førtidspension, eller efterløn. De er heller ikke på sygedagpenge, når vi tæller sidstnævnte med, ryger vi op over 800000 mennesker i den arbejdsdygtige alder. De er i aktivering, på kursus, under opkvalificerende forløb, jobtræning, i fleksjob, voksenlærlinge, orlov til børnepasning, osv.

De roterer med andre ord stadigvæk rundt i den mølle, vi har oprettet for at camouflere antallet af ledige, eller for at have et sted at placere det store overskud af arbejdskraft, vi har.
De er henvist til de sidespor, man oprettede, fordi vi havde overskud af arbejdskraft i cirka halvandet årti.

Vi mangler i følge myten arbejdskraft, til at supplere en stadig hendøende arbejdsstyrke og et stigende antal pensionister - som man jo kan læse i del 1. af denne kritik, oftest allerede er gået på pension/efterløn.

Men vi har også haft en nettoimmigration, der udgør en ekstra arbejdsstyrke.

Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.

Men det mest interessante at undersøge i den sammenhæng, er ikke om vi har demografiske ressourcer til rådighed, for det har vi - vi har en større arbejdstyrke i dag, det er, om vi historisk set har evnet at skabe arbejde til dem?

Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.

I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede, i 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjukturen, som den er ved at indfinde sig igen med global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.
Trods det opsving alle har talt om, de gode tider for Danmark, Økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.
Per 2. kvartal 2008, har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100000 mere end firsernes højdepunkt og 70000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.

Når vi nu har så mange beskæftigede, burde det jo kunne ses i summen af de mennesker som er uden ordinær beskæftigelse, som er på overførselsindkomst, kan man det?

Det kan man faktisk ikke, tværtimod satte antallet af personer, som ikke er arbejdsløse, (de arbejdsløse kommer oven i) men på anden måde uden for arbejdsstyrken i den arbejdsduelige alder 15-66 år en ny rekord på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008 set i forhold til perioden helt fra 1995.

Som det ser ud i dag, har de middelaldrende danskere mellem 30-54 år, den højeste beskæftigelsesprocent på 88,1 procent.
Mens de store generationer, "som snart går på pension", aldergruppen 55-66 har den laveste beskæftigelsesprocent på kun 50,6. (Statistikbanken)
Altså, antallet af beskæftigede er vokset, det samme er antallet af mennesker på folkepension, som har forladt arbejdsmarkedet, men det kan ikke ses på det antal at mennesker i den arbejdsdygtige alder, 15-66, som ikke har ordinært arbejde, deres antal er også steget og ligger tæt på 900000 samlet set.


Ser vi til sidst, i denne omgang, på antallet af timer de beskæftigede arbejder: Så er der også sket en forandring på det seneste (1995-2008):

Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.

Altså der arbejdes muligvis færre timer i dagens Danmark og samtidig viser den stigning i overarbejde, at der er uddannet arbejdskraft som er nød til at arbejde mere, men manglen på uddannet arbejdskraft, er ikke det samme som manglen på arbejdskraft generelt.

(Her slutter del. 2.
I del 3 vil jeg kigge på hvor arbejdskraften mangler.)

Ideologi-idioti

Det er for mig, det bedste udtryk for når ideologiske idéer danner basis for en politik, der har den empiriske virkelighed i mod sig.

En sådan Ideologi-idiotisk tankegang er Venstres privatiseringstanker, som nu er de facto udvidet til at alt kan privatiseres.

Selve tanken er absurd. Privatiseringen af sygehusene har kostet det danske samfund milliarder, fordi de private sygehuse er dyrere i drift end offentlige, som er gennemeffektiviseret gennem en lang årrække, omend de spilder en del tid på papirnusseri.

Ligeledes har man det absurde forhold, at en offentlig ansat læge, henviser til operation på et privat hospital, kører selv hen på hospitalet og opererer. Fordi der tjener han og sygeplejerskerne flere penge.
Oven i skal så ligges en profit for privathospitalet, for privathospitalets første prioritet er at generere profit, at holde udgifterne er underordnet og det er kun nødvendigt at gøre det i det omfang, det kan resultere i man genererer mere profit .

Hvad vi absolut ikke har brug, det er en omfattende privatisering, hvor kæmpefirmaer overtager kæder af folkeskoler, plejehjem, sygehuse, med omfattende standardisering af alle forhold til følge - fra den mikrobølgeovnsopvarmede junkfood - til standardisering og ensretning af skoler og børn, pædagogisk metode osv.

Privatiseringen af sygehusene vil slet ikke løse noget. De vil blot føre til dyrere behandling - når der tænkes i profit, får vi et helt andet sundhedsvæsen og et dyrere et.
Om det så blev koblet med privat sundhedssikring, hvilket sikkert vil være venstres langsigtede mål, ville det stadig ikke kunne konkurrere med et gennemeffektiviseret offentligt hospital, hvor profitten ikke er en del af beregningen.

Nej vi har nærmere brug for et andet opgør, nemlig et opgør med tanken om at stat er dårligt og privat er godt.

Hospitaler skal ikke være forretninger, det skal heller ikke skoler, plejehjem, osv. Kun som de sidetilbud de er nu.

Omvendt burde staten begynde at bevæge sig ind på det private område. Begynde at starte virksomheder, med indtjening til statskassen og skattelindring, penge til bedre service som formål.

Privatisering, kan i nogle tilfælde være en god idé, men på makroplanet er det udelukkende en dårlig idé. Private alternativer er godt i det små, men i det store, nej tak!

En DJØFers bekendelser

Nyhedsavisen har et interview i tirsdags med arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

Han finder det naturligt, at offentligt ansatte tjener noget mindre end private, da førstnævnte jo ikke skal konkurrere på et globalt marked.

Han fremhæver, som eksempel, sygeplejersken versus ingeniøren og siger den første ikke må tjene mere end den anden. I artiklen nævnes det dog lige, at forskellen ser således her ud; 27.005 kroner og 37.401.

Gæt selv hvem der tjener det mindste beløb.

Forskellen i gennemsnitlig indtægt er 38 procent. Noget mere end de tre løntrin op, og 12,8 procent mere i posen kan kompensere for.
Og denne lønstigning er jo blot et tegn på, at de offentlige lønninger har bevæget sig minimalt siden begyndelsen af firserne.

Men Ibsen væver videre, sygeplejerskerne er jo ikke produktive og skellet mellem løn på ingeniører og sygeplejersker er lavere end i flere af vores nabolande.
Han påstår, at løngabet mellem de offentlige og det private automatisk bliver reguleret.
Men nu vi taler om ingeniører, så tjener den offentligt ansatte ingeniør faktisk 8842 kroner mindre i løn om måneden end den privatansatte. Går vi tilbage til 1980 var der næsten ingen forskel i lønnen mellem de to.

Han er bange for at de store lønstigninger vil smitte af på det private. Det er for så vidt fair nok, økonomisk årsag og effekt er økonomisk årsag og effekt.
Men han skal lige have nogle holdninger ud mellem sidebenet.

Han finder det naturligt, at det giver flere penge at producere varer og viden, end at passe syge.

Skal vi følge den logik til dørs, har alle som ikke opfinder eller skaber produkter meget ringere værdi, end dem som gør det. Det er for så vidt fair nok, at de som faktisk skaber varer og arbejdspladser tjener godt, men de er ikke mange, heller ikke i det private.
Dem der vedligeholder menneskelegemer har åbenbart mindre økonomisk værdi, end den som vedligeholder maskiner og køretøjer og tager del i produktionen af varer.

Han fortsætter om tryghed i ansættelsen, nogle steder lavere tempo, kvinders lyst til at arbejde med syge og gamle.
Her taler en arbejdsmarkedforsker. Altså en person som burde vide, at frafaldet på Sygeplejerskeuddannelsen er på omkring 1/3 del. At grunden til dette er, at det at arbejde med mennesker fylder stadig mindre og lønnen er dårlig.
At der er utroligt meget stress på mange hospitalsafdelinger på grund af manglen på sygeplejersker, på grund den DJØFSKE management og kontrol tankegang, skemaudfyldning og optimistisk tiltro til de edbsystemer der tit ikke fungerer.

Men hvad er det lige, som i det hele taget gør, at evnen og lysten til at have med andre mennesker at gøre, er mindre værd, end evnen og lysten til at arbejde med matematiske størrelser?
Vi taler i begge tilfælde om en lang og hård uddannelse og jeg kan ikke se, hvorfor den ene skulle være mere samfundnyttig end den anden?
Det sparer også penge for det private erhvervsliv med en ordentlig behandling af syge mennesker som kræver sygeplejerskerne vågne overblik. Det er under alle omstændigheder en samfundsnyttig funktion, der kommer alle til gode.

Summa summarum, det er svært at skaffe sygeplejersker, det er ikke svært at skaffe ingenører. Bortset fra i det offentlige, hvor lønnen jo som sagt generelt er lav.

Hvad med politibetjenten som tjener mindre end sygeplejersken, skal han også bare æde sin minimal løn for en maksimalt hård offentlig tjans?

Det er skadeligt for et samfund, at man placerer et for snævert økonomisk cost/benefit skema over det.
Økonomi, selv pekuniær, kommer også af menneskelig trivsel. Af at der er nogen som diagnosticerer og medicinerer de syge.
At investere i mennesker koster, men det betaler sig også at gøre det. Først investerer man i gode vækst og uddannelsesvilkår, derefter gode arbejds og livsvilkår. Det koster alt sammen, men det betaler sig også.

I sidste instans taler vi også først og fremmest om mennesker - heller ikke som makroøkonomisk størrelse har penge følelser og sjæl, i det hele taget et liv. Det har mennesker.

Løn som fortjent?

Det har altid været et mysterium for mig, hvorfor de mest interessante former for arbejde oftest er de højst lønnede. Det har ikke nødvendigvis noget med den klassiske udbud og efterspørgsel at gøre.
Nej tag for eksempel sygeplejerskerne, dem er der stor mangel på og det fortsætter der angiveligt med at være, da der for tiden allerede på studierne falder næsten hver tredje fra, specielt dem med høj karakter falder fra.
De står ganske vist vist over for et væsentligt løft i deres løn - men det rokker ikke ved at deres udgangspunkt er lavt.

Denne megen snak om lav løn skaber naturligvis dårlig stemning. Men hvorfor tage en lang uddannelse, ende i et stresset, men samfundsnødvendigt arbejde med mange tragiske skæbner transit i ens liv, og tjene mindre end foreksempel en kommende journalist som mig?
Et af de første virkelighedstjek vi fik smækket i hovedet, da vi startede på vores uddannelse var det forhold, at vores mindsteløn allerede var lige så høj som det løntrin en sygeplejerske med 10 års anciennitet ligger på. Dertil skal det så lige siges, at de færreste journalister starter på mindstelønnen omkring 25000 kroner, mens sygeplejerskerne går mere kronologisk til værks og starter konsekvent på lidt over 20000 kroner. Det er frugten af en relativ lang og tung uddannelse.
Når vi så tilføjer at en menig sygeplejerske aldrig kan stige til mere end omkring 30000 kroner om måneden, mens gennemsnitslønnen for journalister ligger omkring 36500 kroner om måneden.
Hvorfor er det sådan? At være journalist er nok stresset og presset, hvis man ikke formår strukturere sit arbejde og sætte grænser. Men der er ikke mangel på journalister, og det er et fag som er hulens spændende. Hvorfor skal vi tjene mere?

En masse proponenter for den feminine offerrolle vil sikkert bringe begrebet kvindefag på banen nu som led i en forklaringsmodel.
Men den holder ikke, det samme problem finder vi nemlig ved politiet som vist godt kan karakteriseres som historisk værende et maskulint præget fag.
24 timer i går fredag havde en artikel om en politibetjent der havde fået nok af dårlig løn, skæve arbejdstider, administrativt arbejde hvis nytteværdi angiveligt kunne diskuteres.
Betjenten i fokus havde været 15 år ved politiet - hans løn efter 15 år? 24.600 kroner!

Det er mindre end en sygeplejerske med 10 år på hospitalsgangene.

Flere betjente forlader deres arbejde for tiden. Det burde ikke være svært at regne ud hvorfor.
Det er mig et mysterium at mennesker vil leve med en hverdag af vold og trusler, og menneskeheden fra dens mest uheldige side, til den løn.

Problemet er ikke kvindefag, problemet er den offentlige sektor som ikke værdisætter sin mest nødvendige arbejdskraft ordentligt, hvilket den absolut burde!
Oven i kan selvsamme offentlige sektor finde ud af sende det ene mistillidsvotum efter det andet til sine medarbejdere i form af skemaer og kontrol og ansætte stadigt mere administrerende og ledende personale, naturligvis til en noget bedre løn end politibetjenten og sygeplejersken.

Den offentlige sektor som skal udgøre samfundets menneskelige ansigt mod det enkelte individ, borger og ansat, lever ikke op til det ansvar.

Derfor er det ikke nødvendigvis nok med 12.8 procent mere i løn, centrale funktioner i samfundet bør værdisættes mindst lige så meget som de for tiden mest trendige karriere-varianter af kejserens nye klæder.

Mindre administration og mere menneskelighed tak!