Velfærdsamfundets ansvar = inflation i udgifter

Nu skal der bruges flere penge på at forebygge kriminalitet. Hvis det virkeligt kan forebygge, er det selvfølgelig en god idé. Personligt tror jeg kun det kan nedsætte en vækst, som stadig vil ske, blot i mindre omfang.

Sagen er, at vi allerede bruger mange penge på forebyggelse. Ethvert tiltag kræver mange ansatte og giver mange udgifter. Det bærer både en del af væksten i offentlige ansatte, og dermed offentligt forbrug.
Samfundets gyldne pung, der i velfærdsstatens eventyrland aldrig tømmes, er gået i selvsving.

Fra Politiken:

Og samtidig med at 2008-budgetterne for udsatte børn og unge skrider, erkender kommunerne, at de ikke ved, om de mange penge til indsatsen bruges rigtigt – for problemet vokser og vokser, og det koster efterhånden samfundet over 12 milliarder kr.

Effekten har med en masse X faktorer at gøre. En dygtig socialmedarbejder kan naturligvis hjælpe, omvendt batter en dårlig som en skrædder i helvede. Der findes naturligvis ikke ubegrænsede mængder af pædagogiske naturtalenter, der formår at inspirere og samtale, og være autoritet når det gælder, at indgyde tiltro og respekt.
Der er heller ikke samme åbenhed for hjælp i alle unge. Der findes angiveligt mange andre faktorer. En ting er givet, at bruge flere penge er ikke nødvendigvis det samme som at opnå resultater:

»De senere år er der sket en markant stigning, uden at vi har kunnet registrere tilsvarende resultater. Når man i Morsø Kommune kan fremvise effekt for færre penge, må andre tage ved lære«, siger KL-formand Erik Fabrin (V), der selv er borgmester i Rudersdal.

Når samfundet tager det sidste ansvar i stadigt flere tilfælde, ikke blot for unges opdragelse og velbefinden, men også for voksnes stadigt dårligere helbred, så koster det kassen.
Og der findes allerede rigeligt med kommunekasser, der er godt belastet.

Tager vi blot tre stigende udgiftsposter:

Stigende udgifter til sundhedvæsenet.

Stigende udgifter til overførselsindkomster - flere ældre og arbejdsløse.

Stigende udgifter til sociale tjenester generelt, som indsats til hjælp af børn, til bekæmpelse af kriminalitet osv.

Der er med andre ord væsentlig inflation i det offentlige forbrug.

12 milliarder bruges som sagt allerede på udsatte børn og unge.

Opsvinget er ovre og både staten og kommuner trues af et væsentligt underskud. Staten regner alene med 90 milliarder næste år, og det er vanen tro næppe lavt sat.

De kommunale udgifter til social og sundhed alene osv. Er næsten fordoblet, eller markant vokset med mellem cirka 60 og 80 procent i perioden 1996 til 2006:


Inflationen - til orientering - i samme periode har været på 26 procent.

Det er ilde set, at snakke personligt ansvar ind i samfundsdebatten, da det er systemet som altid svigter.
Vi har en opposition, der vil skabe yderligere inflation i forbruget. Samtidigt med at den vil beskatte millionærer og erhverslivet.

Hvis man ikke kan se, hvor uholdbar situationen er nu, finder man ud af det når sparekniven må skære hårdt til. For udgifter er udgifter og skal stå i fornuftigt forhold til indtægter, og den nuværende inflation i offentligt forbrug holder ikke distancen ud.