Vi elsker døden mere end livet2

I den tidligere post skrev jeg om, at vi har svært ved at tro, at muslimske fanatikere faktisk tror på paradiset og belønningen med 72 jomfruer.

Sam Harris berørte emnet i en blogpost og nævnte et eksempel med Scott Atran, hvor han tilsyneladende benægtede, at terrorisme havde noget med ønsket om paradis at gøre.

Scott Atran har postet en kommentar i min første post, og henviser til sit gensvar her:

Sam Harris posted a recent blog about my views on Jihadis that is unbecoming of serious intellectual debate, if not ugly. He claims that I told him following a “preening and delusional lecture” that “no one [connected with suicide bombing] believes in paradise.” What I actually said to him (as I have to many others) was exactly what every leader of a jihadi group I interviewed told me, namely, that anyone seeking to become a martyr in order to obtain virgins in paradise would be rejected outright. I also said (and have written several articles and a book laying out the evidence) that although ideology is important, the best predictor (in the sense of a regression analysis) of willingness to commit an act of jihadi violence is if one belongs to an action-oriented social network, such as a neighborhood help group or even a sports team (see Atran, TALKING TO THE ENEMY, Penguin, 2010).

Harris’s views on religion ignore the considerable progress in cognitive studies on the subject over the last two decades, which show that core religious beliefs do not have fixed propositional content (Atran & Norenzayan, “Religion’s Evolutionary Landscape,” BEHAVIORAL AND BRAIN SCIENCES, 2004). Indeed, religious beliefs, in being absurd (whether or not they are recognized as such), cannot even be processed as comprehensible because their semantic content is contradictory (for example, a bodiless but physically powerful and sentient being, a deity that is one in three, etc). It is precisely the ineffable nature of core religious beliefs that accounts, in part, for their social and political adaptability over time in helping to bond and sustain groups

Nu er vi ovre i Islam har ingen essens-genren. Jeg tror på Atran med hensyn til og så langt, at terrorledere gerne ser andre egenskaber hos kommende terrorister end blot ønsket om at blæse sig selv til atomer og blive bevilget 72 jomfruer fx. netværk og en kemiuddannelse eller lign. Men hvis martyrdom og 72 jomfruer spiller en mindre rolle, hvorfor bruger Al-qaeda, Hamas, Hezbollah så martyrvideoer som propaganda? De rekrutterer nu en gang personer ud fra alene villigheden til at blive martyr, de rekrutterer også personer til andre roller end selvmordsangreb, men også med alene det direkte formål, at begå et terrorangreb, hvor de skal dø og vise, at de elsker døden mere end livet og jage skræk i fjenden. Såvel som Khomenei oprettede martyrbrigader af unge teenagere og mindre, som med en plastiknøgle om halsen til paradis blev sendt frem for at dø. Vi taler ikke om noget engangsfænomen, eller noget vi kun ser hos Hamas. Islam har nu engang en essens, der hedder jihad og en essens, der hedder martyrdom.

At underspille en rolle er langt hen af vejen det samme som at benægte den.

Mellemøst-eksperts bud på den nærmeste fremtid i regionen

Den nærmeste fremtid i mellemøsten står på blodig infight og krig flere steder. Det vurderer Mellemøst-eksperten Barry Rubin. Den garvede kender af regionen er realist til benet og har advaret omkring udviklingen i Mellemøsten i en menneskealder.

Her er hans "spådomme" omkring 2013 (senest 2014) i konfliktbæltet:

"If 2011 was the year of the Arab Spring, 2013 looks to be the year of the Arab Fall.  The hopes of quick, easy democracy have already been eclipsed by the rise of radical Islamist groups, which are no less extreme for coming to power through elections."...

"Three events that might not make it into 2013—they could take until 2014–but whose signs will be increasingly visible, are:
–The end of the Syrian civil war with the overthrow of the Bashar al-Asad regime and the coming to power of a rebel coalition dominated by the Muslim Brotherhood and Salafists.
–An economic crisis in Egypt that will drive the Brotherhood regime—and simultaneously give it an excuse—toward greater extremism, a crackdown on dissidents, and a growing hysteria against the United States and Israel.
–Iran obtaining nuclear weapons or being attacked by Israel.
In Libya, though, things may move more quickly. There, in contrast to Egypt and Tunisia, there is no Islamist regime to appease the Salafists or keep them under control. The killing of four Americans in Benghazi seems like a prelude to a new Libyan civil war. Radical Islamists, with support from some of the armed militias that did or did not join the country’s army, try to overthrow what they see as a Western puppet regime despite its winning an election."

Han kommer ikke ind på Libanon i denne omgang, der igen har truslerne om en borgerkrig hængende over hovedet med Syriens kollaps.

 Barry Rubin vurderer i en anden artikel, at intet står i vejen i forhold til en islamisering af Egypten - heller ikke hæren: En udrensning er i gang, hvor broderskabets folk stille og roligt listes i nøglepositioner i både hæren, ved domstolene, samt på det i store dele af den muslimske verden toneangivende islamiske universitet, Al-Azhar .

Det Islamiske Broderskab har masser af tålmodighed, ved de skal være forsigtige, men målet er stadigvæk en fundamentalistisk shariastat og midlet en islamisk revolution:

De første spæde skridt af denne revolution kan allerede ses i forhandlingerne og det nuværende udkast til Egyptens nye forfatning:

The media, or at least a large part of it, is tamed. The draft constitution written by the Brotherhood and Salafists allows the government to shut down any newspaper or television station by decree. The courts are made impotent and judges replaced. Mursi’s decree said he could ignore any court decision.

At a November 18 press conference, a few days before Mursi issued his decree, the leading secular-oriented representatives in the constitution-writing constituent assembly resigned, charging the new document would enshrine Sharia law. The problem was not the statement in Article 2 about Sharia being the main source of Egyptian legislation but rather later provisions making it clear that Islamist-controlled institutions would interpret precisely what that mean

Han understreger, at denne revolution, som i Iran, vil gøre skelnen mellem moderate og fundamentalistiske muslimer irrelevant:

 Many clerics are not moderate but most are not systematic Islamists. Soon they will be or at least talk as if they were. Revolutionary Islamism will become in Egypt merely normative Islam. Thus is the endless debate in the West about the nature of Islam — religion of peace or religion of terrorism? — short-circuited and made even more irrelevant. The real power is not what the texts say but who interprets them. And the Islamists will do the interpreting. Amr Moussa, former foreign minister and Arab League secretary-general, said the new constitution would bring disaster for Egypt. Abdel Meguid called this combination “Taliban-like.”

Her følger nogle hovedpointer opsummeret: Moderate/verdslige og andre dissidenter er for fragmenterede og uden pondus økonomisk og ikke-voldelige. De har ikke en chance. Salafisterne er utålmodige og klar til at slå ned på alt ikke-islamisk med brutal magt og vil ifølge Rubins vurdering få lov til at angribe kvinder uden slør, kristne uden indgreb.

Hæren er det eneste, der kan standse islamiseringen, men hæren har udviklet sig til et stort økonomisk foretagende med egne landbrug, fabrikker og ejendomsinvesteringer. Ifølge Rubin er hæren primært interesseret i at beskytte dets økonomiske interesser og viste omvendt under det såkaldte arabiske forår, at den ikke var interesseret i at skyde på det egyptiske folk. Hæren foretrækker at bevare dens popularitet og økonomiske magt, så rører islamisterne ikke ved hærens økonomiske status vil den næppe gøre, som hæren gjorde i Algeriet for omkring 20 år siden, nemlig stoppede en islamisk regering.

Det muslimske broderskabs prioritet i nærmeste fremtid er heller ikke at rasle med sablen i forhold til Israel, selv om de ikke ligefrem vil bede Hamas om at holde sig på måtten:

 For the time being, however, as indicated by the ceasefire, Egypt’s new regime doesn’t want a conflict either. Consolidating its power within the country and creating a new order that will last for decades is a big task. All the institutions must be transformed, a constitution finalized and adopted, billions of dollars of foreign aid begged, oppositions tamed. As an indication, the radical nationalist regime in the 1950s spent three years at that task before turning toward an attempt to dominate the region.

Patience and practical sense of how to proceed to accomplish radical objectives should not be mistaken for moderation. The Middle East will still be there to Islamize, Israel will be there to destroy, and American influence will be there to eliminate when Mursi is ready.

Følg Barry Rubins dækning af mellemøsten på Pajamas Media, en dækning du ikke finder i samme realistiske kvalitet andre steder, da området stort aldrig ses som "tingen i sig selv", men som "tingen for os" vesterlændinge, altså farvet af de lyserøde briller, der antager at bag ethvert ønske om at fjerne diktatorer gemmer sig drømmen om demokrati.

Eller som han udtrykker det selv:

As an Israeli, I often find it’s much easier to talk with Turks, Iranians and Arabs because we are on the same page – especially in private – about understanding the reality of the region compared to the fantasies often held in Western academic, media and governmental circles.

Hamas leder Ismail Haniya bekræfter, at Israel skal udslettes

Hvad massemedierne ikke synes er værd at rapportere - Hamas er 100 procent dedikeret til udslettelsen af Israel, og er kun midlertidigt nødtvunget til at acceptere "besættelsen" af Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet:

Min oversættelse af nøglebudskaber i talen:

"Til dem der tror, at Hamas har trukket sig fra linjen med (væbnet) modstand og har trukket sig fra konfrontation med fjenden. I dag siger vi klart og utvetydigt - den væbnede modstand og kamp er vores strategiske valg og vej til at befri Palæstina fra Middelhavet til Jordanfloden.(...)
Hamas vil føre intifada efter intifada indtil Palæstina helt og aldeles er befriet(...)
Hamas' principper er ufravigelige og står ikke til forhandling. Palæstina er Palæstina i dets helhed fra floden til havet, der vil ikke blive afgivet en tomme af Palæstina."

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad ikke en tomme mellem Jordanfloden og Middelhavet betyder, så døm selv ud fra kortet:

En arabisk forårsvulkan, der venter på at eksplodere

Radikal Islam* har længe været undertrykt i Mellemøsten/Nordafrika, og resultatet er til at forudsige. Det svarer til at undertrykke en vulkan. At undertrykke en vulkan betyder bare, at når den eksploderer, så gør den det med et brag.

Der var sikkert mange, der gik og troede, at det der skete i Iran i 1979 var et engangstilfælde, eller i Algeriet og Gaza ditto. Man fjerner en undertrykker, og så bliver der demokrati og frihed. Det som ser vi nu - senest i Egypten - viser kun, at vi intet har lært af historien.

Det viser, at vi ikke har fløjtende formemmelse af, hvad Islam er for en størrelse.

Forståeligt nok. For det er verdenssyn, der er i skarp kontrast til vores eget. De briller, vi ser på tilværelsen med, opfatter simpelthen ikke naturen af Islam.

Det har aldrig været realistisk at holde Islam fra magten i Mellemøsten, og det bliver det heller aldrig.

Hvad man end mener om de neokonservative i USA, så havde de ret i den påstand, at der venter den vestlige verden en ny lang kold krig, der kan vare i over et århundrede.

Dette var dog udtalt og udtænkt på et tidspunkt, hvor USA fremstod som den ubetinget mest suveræne militære magt i verdenshistorien. Man kan med rette spørge, om den overlegenhed har vist at holde stik i virkeligheden, og om den fortsat vil være der, om 50 år?

Konsekvenserne på langt sigt er, hvis vi er heldige, en ny kold krig, der når som helst kan konverteres til en varm.

Hvis vi er heldige, så falder dette monster af tanker fra den mørke middelalder sammen under dets egen vægt.

Hvis vi er uheldige, så bevares den kolde krig ud over dette århundrede og Europa falder i Islams hænder, for modsat kommunisterne under den kolde krig, så har vi banet vejen for Islam i Europa med masseimmigration.

Hvis vi er rigtig uheldige, så samles Mellemøsten i et nyt kalifat - et martyr kalifat - Hamas gange tusinder. Lad os ikke glemme, at Hamas faktisk er den Palæstinensiske gren af det Muslimske broderskab, det broderskab, som Ritzau kalder "moderat".

Lad os ikke glemme, at det Muslimske broderskab ikke er modstander af Jihad og terrorisme. De er modstandere af Al-Qaidas strategi med at angribe USA på et tidspunkt, hvor Islam end ikke evner at besejre Israel og i øvrigt er afhængig af vesten, hvad angår våben.

Dette synspunkt er udtrykt klart i det Muslimske broderskabs fremmeste ideologs, Yusuf Qaradawis, bog "Priorities of The Islamic Movement in The coming Phase, hvor han skriver:

The Muslim Nation has not carried out this compulsory defensive duty, (Israel og øvrige "besatte" lande") so how can it talk now of offensive jihad? (Mod den del af verdenen, der endnu er underlagt Islam)

Second: offensive jihad, to those who advocate it, is removing the forces that block the path of Allah's servants and have taken it upon themselves to prevent Muslims from conveying the Word of Allah to people.

Third: we depend on others for military power. Those against whom we want to launch our offensive jihad are the same people who make all sorts of weapons and sell them to us. But for them, we would be unarmed, defenseless and unable to do anything!

That being the case, how can we talk of launching offensives to subject the whole world to our Message, when the only weapons we can muster are those given us by them and when the only arms we can carry are those they agree to sell us?

Det drejer sig altså ikke modvilligheden mod krig, men om at vælge ens krige med omhu.

Yusuf Qaradawi er en af de mest kendte islamiske teologer, hvis ikke den mest kendte. Hans tv-program om Islam på Al-Jazeera har 60 mio. seere. Hans website, Islamonline.net er det sjette mest besøgte af websites med islamisk indhold. Han går også for at være "moderat", trods taler som denne, der giver Hitler baghjul.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilket verdenssyn, fremtidsvision, disse islamister har - inklusive det muslimske broderskab. Så læs nedenstående tale af Khaled Mashal, der er leder af Hamas:

The Nation of Islam Will Sit at the Throne of the World and the West Will Be Full of Remorse When It Is Too Late

Following are excerpts from an address given by Hamas leader Khaled Mash'al at the Al-Murabit Mosque in Damascus. The address was delivered following the Friday sermon at the mosque and was aired on Al-Jazeera TV on February 3, 2006.

“times of victory and glory will be upon our nation, and the West will be full of remorse, when it is too late.”

“Tomorrow, our nation will sit on the throne of the world. This is not a figment of the imagination, but a fact. Tomorrow we will lead the world, Allah willing. Apologize today, before remorse will do you no good. Our nation is moving forwards, and it is in your interest to respect a victorious nation.”

“Our nation will be victorious. When it reaches the leadership of the world, and controls its own will decisions”

Khaled Mash'al: We apologize to our Prophet Muhammad, but we say to him: Oh Prophet of Allah, do not be saddened, your nation will be victorious.

We say to this West, which does not act reasonably, and does not learn its lessons: By Allah, you will be defeated. You will be defeated in Palestine, and your defeat there has already begun. True, it is Israel that is being defeated there, but when Israel is defeated, its path is defeated, those who call to support it are defeated, and the cowards who hide behind it and support it are defeated. Israel will be defeated, and so will whoever supported or supports it.

you are fighting the army of Allah. You are fighting against peoples, for whom death for the sake of Allah, and for the sake of honor and glory, is preferable to life. You are fighting a nation that doest not tire, even after a 1,000 years of fighting. Today, you are facing peoples filled with faith, with the love of Allah, the love of Allah's Prophet, with bravery, glory, and pride – a nation that knows its way, a nation that knows what it is, a nation that respects itself. How can you possibly defeat us?

Når man kender Islam, så bliver man immun, frustreret ja, men overvejende immun over for anklager som islamofobi.

Jeg har fuld forståelse for de Chamberlains, der helst vil drømme og vifte med deres lille papir med "peace in our time". Chamberlain var oprigtig, da krigen kom i 1939 døde han kort efter af sorg, vurderede hans nære venner.

Jeg kan personligt ikke dele en optimisme, baseret på en romantisering og fornægtelse af virkeligheden, virkeligheden er virkelig brutal, og virkeligheden er, at Islam der i århundreder har måttet lide under dens egen svaghed, med at blive skaltet og valtet med af stærkere magter (Vestlige imperier). Den Islam vil vende tilbage i dette århundrede med, som man siger på engelsk - a vengeance.

(* Radikal Islam set fra mit synspunkt: bogstavtro islam i alle afskygninger - modsat verdslig islam, der ikke tager 1400 år gamle ord for helt pålydende)

Topmålet af islamisk galskab?

Religioner er ikke ligefrem synonyme med rationel tænkning, men noget fortjener karakteriseringen vanvittigt og grotesk mere end andet. Denne propaganda-video fra Iran, der er spredt først til den revolutionære garde i Iran og siden oversat i en arabisk version med det formål, at skabe "vækkelse" i den muslimske verden, er noget af det mest skræmmende, jeg har set. Det er skræmmende fordi, at det er underforstået, at Iran kan tage martyrideologien til det næste niveau:

Til tider er videoen dog ufrivilligt komisk, specielt når der i videoen henviser til en tid, hvor de værste mennesker på jorden vil herske, hvorefter der blandt andet vises et billede af Angela Merkel i et latterudbrud.

Den mere dystre pointe i filmen er det apokalyptiske budskab, de sidste tider er nær, og Iran skal spille en rolle i at bringe dem nærmere. Hvor den karikaturagtige mand i New York med skiltet, "dommedag er nær" er en lattervækkende loonie. Så er der ikke meget at grine af her, fordi indlejret i den islamiske ideologi, ligger det ikke kun at vente på dommedag, men at hjælpe den aktivt på vej.

Loonierne i dette tilfælde er heller ikke individer i randen af samfundet eller i småkirker ude på fjerneste hill-billie majsmark, men sidder på magten i Iran med Ahmadinejad, som leder.

Filmen henviser til en masse hadither, gamle profetier, der omhandler tiden op til dommedag. Det er ifølge dem blev spået, at kvinderne vil smide hijaben, mænd gå klædt, som kvinder, og homoseksualitet vil blive almindeligt, kort før de sidste tider er nær.

Så vil der komme en nation mod øst, der vil bane vejen for Madhiens genkomst, profeterede Muhammad. Denne nation mener Ahmadinejad og hans følge er Iran. De mener også, at Madhien er identisk med genkomsten af den 12 iman.

Mere her:

Der henvises i videoen også til omvæltninger i Egypten og Yemen og Iraq, der spiller en stor rolle i profetierne, naturligvis sammen med Israel, der på mystisk vis - Hmm hmm - vil forsvinde, når muslimerne igen arbejder sammen og udviser vilje.

"Så viser filmen en forside fra en iransk avis, hvor der står:

"Den nuværende generation af palæstinensere vil opleve Israels nederlag."

Budskabet er klart nok!

Men for at gøre det klokkeklart flashes teksten; at udryddelsen af det zionistiske regime og erobringen af Jerusalem er en af de vigtigste begivenheder i genkomsten af Madhien.

I videoen henvises der også til profeterede personer i de gamle hadither, som det tolkes er lig med Ahmadinejad og Nasrallah (Lederen af Hezbollah i Libanon)

Konklusionen er, at disse personer vil koordinere oprøret mod vesten og Israel.

"Sejren er nær" ender filmen med.

Dette er skræmmende - ikke fordi, at det er mere skræmmende, end det man kan høre fra Hamas og andre radikale terrorister. Men fordi Iran er på vej til at blive en atommagt. Selv om dets militær generelt er et tredje verdens militær. Så har det styrker i form af missiler, der kan nå Israel og Europa og er i færd med at udvikle missiler, der kan nå USA. Samtidigt har landet investeret tungt i moderne antifly- og skibsraketter.

Problemet er ikke kun den apokalytiske ideologi eller de bizarre tanker om den 12 iman. Der er også det klassiske problem, nemlig det, som den almindelige terrorist repræsenterer. Problemet er jihad og martyr-ideologien. Martyren frygter ikke døden, jihad er hans pligt. Martyren ender i paradis, og han frygter heller ikke at slå de retfærdige ihjel (fromme muslimer), for han sender dem til paradis, og de onde ryger retfærdigt i helvede. At slå ihjel og blive slået ihjel er for martyren en win-win situation, hvor intet kan gå galt, forudsat, at martyren virkelig tror på gevinsten med paradis.

Martyr-ideologien ender blot ikke med martyren, eller martyrgruppen (terrorist-organisationen).

Det mest skræmmende vil være martyr-nationen. Og det kan netop blive tilfældet med Iran under den nuværende ledelse, at den vælger en skæbne som martyrnation. Spørgsmålet er, om der på noget tidspunkt kommer ærlige og fair valg, der kan bringe en ende på den nuværende kultiske ledelse.

Under alle omstændigheder er Israels dage talte, for det er ikke kun Iran, der ønsker at udslette Israel fra verdenskortet.

Det gælder også i den øvrige arabiske verden:

For at gentage en klassiker, her er en af de mest prominente imaner i den sunnimuslimske verden:

Den apokalyptiske vinkel, hvor Jøderne skal dræbes før dommedag kan komme, er ikke kun begrænset til Iran.

En ofte citeret hadith (hadiths er kort fortalt fortællinger om, hvad muhammed svarede på spørgsmål fra hans følgere og udgør i princippet et vigtigere grundlag for Islam end koranen), der går igen i de fleste autoriserede Hadith-samlinger, er denne:

"The Day of Judgement will not come about until Muslims fight the Jews (killing the Jews), when the Jew will hide behind stones and trees. The stones and trees will say O Muslims, O Abdullah, there is a Jew behind me, come and kill him. Only the Gharkad tree, (a certain kind of tree) would not do that because it is one of the trees of the Jews." (related by al-Bukhari and Muslim).Sahih Muslim, 41:6985, see also Sahih Muslim, 41:6981, Sahih Muslim, 41:6982, Sahih Muslim, 41:6983, Sahih Muslim, 41:6984, Sahih al-Bukhari, 4:56:791,(Sahih al-Bukhari, 4:52:177)

Læs mere om antisemitisme i Islam her.

Ifølge denne iman planter jøderne løs af de gharkad-træer, der ikke vil røbe, at de gemmer sig bag dem:

Den korte af den lange version er, at ønsket om at udslette Israel er reelt nok, og eksisterer ikke kun hos Hamas, Hezbollah og Ahmadinejad. Holdningen deles vidt og bredt af islamister i de arabiske verden. De islamister, som de såkaldte arabiske forår nu er ved at bringe til magten. 

Da araberne er svage militært og vil være det langt ud i fremtiden. Så er truslen martyr-nationer, der trods de ikke har en chance for at vinde, alligevel vil tage kampen op. Præcis som Hamas gør det, som en martyrorganisation.

Den slags nationer kommer vi til at se flere af, for det kræver kun islamiske herskere og magthavere.

Og det er derfor Islam udgør en trussel, det drejer sig nemlig ikke om at vinde her og nu, eller have det stærkeste militær, men at kæmpe her nu. Islamisterne er sikre på, at sejren tilhører Islam i det lange løb, men her og nu, drejer det sig om martyr-aktioner, at udføre jihad, dø som martyr og komme i paradis med 72 jomfruer, præcis som Hamas gør det, selv om Hamas ikke har en jordisk chance for at vinde andet end paradiset. Men det er også nok, når man tager Islam bogstaveligt. Hvis Iran bliver en martyr-nation, så kan de virkelig gøre skade, for Iran har våbnene, der får Hamas' Qassam-raketter til at blegne.

Forskellige mål eller midler?

Egyptens Muslimske Broderskab støtter ikke deres lands indgåede fredsaftale med Israel...

Clapper beskriver Broderskabet som en stor og broget global bevægelse, der har forskellige dagsordener i forskellige lande.

Kilde:

Ingen tvivl om, at der bruges forskellige midler i Egypten og på Gazastriben, men er det, det samme som at målet er anderledes?

Jeg tror ikke, at det Muslimske Broderskab havde eksisteret i Egypten, i live, hvis de havde anvendt samme metoder som Hamas.

Omvendt kan jeg ikke se en forskel i målsætningen.

Den diskrete daglige dæmonisering af Israel

Fornylig lød det med afsæt i et Ritzau telegram og netop TV2NEWS valgte at køre den som tophistorie hele dagen:

Ifølge Fatouch er det altså første gang i tre år, at tøj og sko er kommet ind i Gaza, hvor der bor op imod to millioner palæstinensere.

Ingen grund til at tjekke om Fatouch nu taler sandt, når der er så glimrende en lejlighed til at fremstille israelerne som den totalt urimelige ondskab.

Fra wiki:

The Palestinians who negotiated the 2008 cease-fire believed that the commerce in Gaza was to be restored to the levels preceding Israel's withdrawal in 2005 and Hamas's electoral victory.^[21][22] Israeli policy tied the easing of the blockade on success in reducing rocket fire^[23]. Israel permitted a 20% increase in goods trucked into Gaza in the pre-lull period, up from 70 to 90 truckloads a day.^[21], including not only humanitarian supplies but also clothes, shoes, refrigerators, and construction materials.^[24] Fuel supplies increased from 55MW worth to 65MW worth.

Og fra BBC:

Permitted items generally fall into four categories - human food, animal food, groceries (such as soap and washing-up liquid) and medicines.

The UN relief agency for Palestinian refugees Unrwa's list of household items that have been refused entry at various times includes light bulbs, candles, matches, books, musical instruments, crayons, clothing, shoes, mattresses, sheets, blankets, pasta, tea, coffee, chocolate, nuts, shampoo and conditioner.

Many other items - ranging from cars to fridges to computers - are generally refused entry.

Det er altså en hulens til forskel på at i enkelt tilfælde nægte sko og tøj adgang, og altid at gøre det.

Lad os gøre det klart, at israelerne tjekker hver eneste lastbil, og derfor må de afvise nogle af dem, hvis der dukker for mange op.

Ligeledes afviser de konsekvent lastbiler som kommer fra organisationer og firmaer, der før har været involveret i smugling af våben og lignende.

Der er også enkelte organisationer, eller medarbejdere inden for organisationerne, man har tillid til, som får lov til at køre direkte igennem, lidt lige som når vi konsekvent holder rumænske lastbiler tilbage, undersøger dem, afviser dem hvis der ikke er orden i papirene, bortset fra at her taler om en anden situation, hvor en part forsøger at smugle våben ind, der så bliver brugt i forsøget på at få ram på så mange børnehaver, huse, og hvad de upræcise våben nu ellers ender med at ramme.

Det hele sker ikke af ond vilje, men for at holde våben fra terrorister og få færre raketter i hovedet, ergo hvis terroristerne sluttede fred, ville blokaden også forsvinde, hvis man altså forestiller sig Israel kunne stole på en fredserklæring fra f.eks Hamas, det kan Israel ikke, lige så lidt som Mekka kunne håbe på fred fra profeten.

Den evige tudehistorie - nej den svider ikke

Jeg kunne lige så vel tude over de Israelske børn med posttraumatisk stress, som jeg kunne tude over de checkpoints, der skal forhindre flere raketter i at komme ind i Gaza, eller forhindre palæstinenserne i at dræbe næsten 1000 israelere på kort tid med terrorangreb, hvilket de lykkedes med, da de checkpoint ikke eksisterede.

At kræve af Israel, at de skal fjerne de checkpoints, er som at bede dem om at acceptere et terrorangreb om ugen, eller to.
Det er som at bede dem om at dø.

Disse checkpoints er der af nødvendigved og desperation. Ikke af ond vilje.

En engelsk officer understreger over for det FN, hvor offer/bøddel rollen er fast uddelt, at Israel gjorde langt mere for at spare civile liv, end noget militær i hele verdenshistorien har gjort det:



Mere - der mangler desværre første del, Alan Dershowitz :

FNs rapport om Israel er tendentiøs

Endnu en gang Israel bashing fra højeste sted, her modsagt af Honestreporting:

En af de mest graverende påstande i rapporten, er at Israel ikke gik ind i Gaza på grund af at Israel blev bombet med raketter, men for at ramme civilbefolkningen.
Dette er dybt kritisabelt, og en direkte fordomsfuld motivanalyse, for Israel turde ikke engang satse på at knække Hamas, efter det mislykkedes med Hizbollah, som forblev stort set intakt.
De håbede på at svække Hamas, Men at påstå at de gik ind for at ramme civilbefolkningen, er dog en vanvittig anklage. Tværtimod frygtede man at styrke Hamas, som Hizbollah, og den debat gik i høje bølger før konflikten.
Påstanden er intet mindre end absurd.

Honestreportings svar:

#
The Goldstone Report states: "While the Israeli Government has sought to portray its operations as essentially a response to rocket attacks in the exercise of its right to self defence, the Mission considers the plan to have been directed, at least in part, at a different target: the people of Gaza as a whole…deeds by Israeli forces and words of military and political leaders prior to and during the operations indicate that as a whole they were premised on a deliberate policy of disproportionate force aimed not at the enemy but at the 'supporting infrastructure.' In practice, this appears to have meant the civilian population."
#
So why did the IDF drop thousands of warning leaflets, make over 200,000 telephone warnings to Palestinian civilians, abort missile strikes to prevent civilian casualties, open a field clinic for Palestinians on the Gaza border, and transfer tons of humanitarian aid during the conflict?

Videre om uafhængigheden af rapporten:

CLAIM: THE GOLDSTONE REPORT IS OBJECTIVE AND UNTAINTED BY BIAS OR POLITICIZATION

THE FACTS:

• It was clear that one out of the four members of the Goldstone Mission, Professor Christine Chinkin, had already made up her mind, having signed a letter before the conflict had even ended, clearly stating that Israel's actions in Gaza amounted to "war crimes" and that Palestinian rocket attacks were not significant enough for Israel to exercise her right to self-defense...

The mandate (HRC Resolution S-9/1) for the fact-finding mission was "to investigate all violations of international human rights law and international humanitarian law by the occupying Power, Israel, against the Palestinian people throughout the Occupied Palestinian Territory, particularly in the occupied Gaza Strip, due to the current aggression" -- already determining that Israel had committed "violations of international human rights law " before the investigation even began.

Additionally, the Resolution determined that Israel caused " massive violations of the human rights of the Palestinian people and systematic destruction of Palestinian infrastructure" while demanding that Israel "stop the targeting of civilians and medical facilities and staff and the systematic destruction of the cultural heritage of the Palestinian people, in addition to the destruction of public and private properties." This, too, before any investigation even took place.

CLAIM: THERE IS NO REASON TO DOUBT THE RELIABILITY OF "EYEWITNESSES" AND NGOs

THE FACTS:

• Time and again, Palestinian "eyewitnesses" and non-governmental organizations have been proven to be unreliable, giving unverifiable evidence.
• Judge Goldstone has a long association with Human Rights Watch, even serving on its board until removing himself when it was pointed out that remaining with HRW would be inappropriate. Yet he cites HRW sources in the Report, including material by the Nazi memorabilia collecting Marc Garlasco, who is currently suspended by HRW pending an investigation.
• Some of the Palestinian witnesses heard by the mission were actually Hamas operatives directly involved in terrorism. One such witness, Mohammed Fuoad Abu Askar of Jebaliyeh, was actually a senior Hamas operative who used his house to store arms and ammunition, which lead to the IDF strike against the structure

• 
  

Pålideligheden af Palestinænserne selv har været afsløret som manglende igen og igen. tag for eksempel Jenin, som blev kaldt en massakre på flere tusinde.
Under Gazakonflikten gik Hamas ud og sagde, at over halvdelen af de dræbte var børn og kvinder.

De rigtige tal kommer vi aldrig i nærheden af, for de som styrer Gaza, er ikke interesseret i det.
De er interesseret i at sælge ethvert angreb fra Israel som en massakre.
IDF har ikke mulighed for at undersøge det ordentligt, omend de har styr på, hvem der tilhører militante organisationer.

Her er fra Wiki om deres "undersøgelse":

In January 2009, the Palestinian Ministry of Health, a Gaza governmental office (PMoH), put death toll at total of 1,324 Gazans killed, of which most were civilians.^[228] The PMoH stated that 437 children under the age of 16, 110 women, 123 elderly men, 14 medics, and four journalists were among those killed. The wounded include 1,890 children and 200 people in serious condition.^[229] As of 5 February, the MoH total was revised to 1,440 Palestinians dead, 431 children and 114 women, a rise attributed by the MoH to delays by people in officially registering the deaths of family members due to the conflict. Those who died due to a lack of access to regular health care were not included in these figures.^[230]

In March, the PCHR put the death toll at 1,417, of which 926 were civilian, 236 were combatants and 255 were members of the Palestinian security forces. According to PCHR, out of 926 civilians and non-combatants, there are 116 women and 313 minors under 18.^[231] The organization has also posted a list of the victims detailing their names, ages, jobs, place of residence, and time and place of the attacks that killed them

In September, Israeli-human rights group B'Tselem published figures based on its own research. B'Tselem says that total number of 1,382 Palestinians were killed, of whom 320 were minors, 111 women over the age of 16, 325 took part in the hostilities and 245 were Palestinian officers, most of whom were killed in IAF aerial bombings of police stations on the first day of the war.

An IDF report on March 26, 2009 listed 1,166 Palestinian fatalities, of which 295 were identified as civilians.^[13] According to IDF, out of 295 Palestinian non-combatants, there are 89 under the age of 16 and 49 women^[13] The IDF report stated that at least 709 of the deaths were members of a militant organization, including police.^[13] Additional 162 Palestinian men were listed by IDF as "unaffiliated," meaning that those names have not been attributed to any militant group

Der er links til flere modsigelser af Goldberg rapporten på Honestreporting i bunden af artiklen:

I disse labbe-i-sig-stinænser tider

Endnu en Pallywood sag skudt ned.

Under krigen i Gaza bombede Israelerne politiet. De sagde dengang, at politiet bestod af Hamas aktivister.

Men de fik på puklen og kritik for at have dræbt færdselsbetjente og unge kadetter som intet havde med Hamas at gøre:

Nu viser en undersøgelse, at 83 procent af de dræbte, var kendte medlemmer af en terrororganisation.

I den konflikt er grænsen flydende mellem civile, mellem politi og terrorbevægelser.

En civilt klædt person er ikke nødvendigvis civil, og en politibetjent er ikke nødvendigvis en der følger ænder over gaden.
Med mindre de da lige har en aftegning på kroppen, som minder om en Allahs tegn. Så er der jo mindst tale om et mirakel.

History revisited - "antifacisterne" på venstrefløjen

Det andet og kommende holocaust:

“... the vote for Hamas was actually a vote for peace.”
- John Pilger, far-left journalist and filmmaker

"All sane observers understand that the official program of Hamas, if implemented, would result in an epoch-making bloodbath. One broadcast by Hamas activists announced: “My message to the loathed Jews is that there is no god but Allah, we will chase you everywhere! We are a nation that drinks blood, and we know that there is no blood better than the blood of Jews.”

"But in the organs of the Israel-hating left, we read that the Hamas election victory is “the best news from the Middle East for a long time” (The Guardian). We read that it is time “to reinforce Hamas resistance [to Zionist ideology]” and its “ethical cry to the world” (CounterPunch). "

Norman Finkelstein – best-selling author of The Holocaust Industry and other classics in the field of Jewish antisemitism – can hardly find the words to express his enthusiasm. “I truly honor [Hezbollah] for having inflicted an exceptional and deserving defeat on their foreign occupiers,” he once exclaimed. “It’s another wonderful chapter in the long and painful struggle for human emancipation and even liberty and certainly one that every human being can take inspiration from.”

During the recent war, he echoed the sentiments of countless leftists who marched to the slogan: “We are all Hezbollah.” "

"Writing in the London Review of Books, Charles Glass was impressed by Hezbollah’s ability to use rockets and suicide bombers “intelligently, in conjunction with an uncompromising political programme.” Critics promptly drew his attention to the words of Sheikh Nasrallah: “If they [Jews] all gather in Israel, it will save us the trouble of going after them worldwide.”

Such statements, replied Glass, “are in all likelihood fabrications.” Surely the “intelligent” masterminds of rocket barrages and suicide bombings could not possibly embrace such an “uncompromising political programme.” After all, the editors of the Lebanese Daily Star were anxious to distance themselves from the journalist who had originally recorded Nasrallah’s outburst."

(Flere Nasrallah citater her .)

"While the jihadists of Hamas and Hezbollah dream of a second Holocaust, the ayatollahs of Iran are pursuing the means to achieve it. Representative of the “moderates” in the Iranian regime is former President Rafsanjani, who predicts that “the use of a nuclear bomb in Israel will leave nothing on the ground, whereas it will only damage the world of Islam.” The “extremists,” as everyone knows, take their cue from President Ahmadinejad, with his assurance that “the Zionist regime is headed toward annihilation.”"

"What is truly incredible is that some radical leftists are so consumed with hatred that they are prepared to make excuses for these mass murderers as well. Three months after 9/11, CounterPunch published a revealing interview with Norman Finkelstein: “it’s payback time for the Americans,” he gloated, adding that “we deserve the problem on our hands because some things bin Laden says are true.” Finkelstein kept a studied silence about the implication of these thoughts for his fellow Jews.

Another line of argument was suggested by Noam Chomsky: “It’s entirely possible,” he hypothesized, “that bin Laden’s telling the truth when he says that he didn’t know about the [9/11] operation,” and in any case bin Laden was “courageously fighting oppressors, who are quite real,” although regrettably his crimes were “extremely harmful” to the Palestinian cause. "

"Yisacharov told Channel 1 Television yesterday that Hamas leaders had told him clearly: It was the Israeli left and your peace camp that ultimately encouraged us to continue with our suicide attacks.

Kilde:

(Ja og jeg ved godt det sidste kun er en enkelt mands udsagn og han er israeler. Men venstrefløjens, helt eller delvise, støtte til Hamas er ikke nogen fiktion.)

"Antifacister" i aktion:

Nysprog i aktion: Og mere nysprog:

Public enemy no 1 og yndlingsofret

Den betændte situation i Mellemøsten kunne have fundet sin løsning for mange år siden under Osloforhandlingerne.

Med Hamas ved roret om som væsentlig faktor, bliver der ingen løsning foreløbig, medmindre de er villige til at indgå deres 50 årige våbenhvile, uden kravet om tilbagevendelse af de næsten 700.000 flygtninge fra 1948.

Denne 50 års våbenhvile ligger Hamas ikke skjul på skal bruges til at styrke Palæstinenserne, så de bliver stærke nok til at nedkæmpe Israel, en våbenhvile som dog ikke nødvendigvis skal gå alle 50 år.

Eller som Nizar Rayyan, et højtstående medlem af Hamas, som det for nylig lykkedes Israel at dræbe, udtrykte det:

The only reason to have a hudna is to prepare yourself for the final battle. We don't need 50 years to prepare ourselves for the final battle with Israel. Israel is an impossibility. It is an offense against God.

Det er så let at mene, hvad Israel skal gøre og beskylde dem for at ikke ville anerkende en Palæstinensisk stat, men det var de villige til under tidligere forhandlinger med PLO, hvis Arafat ikke lige havde krævet, at de mange flygtninge med efterkommere skulle vende tilbage, noget som kun giver mening, hvis man vil demografisk undergrave Israel. Han startede en Intifada, da han ikke fik, hvad han ville havde.
Når man i dag tøver støtte til en selvstændig stat, skyldes det Hamas, deres position og indflydelse, deres uvilje til at ophøre med angreb på Israel, selv hvis Israel fjerner bosættelserne som de gjorde i Gaza. Deres kun midlertidige våbenhvile betinget af at Israel æder de mange flygtninge genkomst, selv om 450.000 jøder ligeledes blev fordrevet og flere sidenhen, så der er få jøder tilbage i den islamiske verden, hvilket Israel forståeligt betragter som en bytter.

Kompromis er ikke noget Hamas er særligt villige til, og selv om de fik alle deres krav opfyldt, er deres ultimative krav stadig, at staten Israel helt skal forsvinde og hele området være under muslimsk styre og dominans.

Nu er Joe Biden, USAs vicepræsident, ude med den løftede pegefinger, Israel skal anerkende en Palæstinensisk stat under de nuværende betingelser.

Jeg er for så vidt enig, Israel skal være villig til at fjerne alle bosættelser, selv dem som er bygget på grund, købt og betalt ærligt hos palæstinensiske ejere. Israel skal trække sig helt ud af den Palæstinensiske stat.
Jerusalem bør man overveje at gøre til international by, en hellig by for tre religioner bør styres demokratisk og ikke være en brik i primitiv magtpositionering.

Men en pragmatisk løsning kan ikke være ensidig. Palæstinenserne må opgive kravet om tilbagevendelsen af flygtninge og ophøre med alle angreb rettet mod Israel.

Det hele er dog urealistisk af ovenstående årsager, reelt set er der ingen løsning på denne konflikt, så længe Hamas, eller lignende som Islamisk Jihad er en faktor.

Det er ikke fordi fjernelsen af bosættelserne er umulig, den er fuldt mulig, omend nogle bosættere vil ty til vold og modsætte sig.
Det urealistiske ligger i at få Hamas til at reelt anerkende Israel og droppe kravet om tilbagevendelse af flygtninge, at få dem til at ophøre med angreb.
De er modsat PLO ikke en verdslig organisation, men er drevet af af en religiøs fundamentalisme og stolthed.

Derfor har Israel ret i, at Hamas skal væk, før der kan komme fred.

Alle løsninger som kun kræver Israel giver sig, er en fejlplacering af nøglen til fred, de kan ikke erklære ensidig fred, medmindre de vil vende den anden kind til under stigende provokationer.

Netanyahu, har derimod fat i noget af det rigtige, når han tænker i at udvikle økonomien i de Palæstinensiske område.
Et økonomisk velstående Palæstina, vil have for meget at miste, og for lidt at vinde, ved at fastholde støtten til Hamas. Omvendt vil et økonomisk velstående Palæstina under Hamas betyde store våbenindkøb og aflønning af flere stormtropper.

Der findes ikke nogle lette løsninger, men hvad der kan svække Hamas er en del af løsningen.

Se hvad selv Politiken kan finde ud af

Mikrofonholderi i Politiken, dog denne gang for en dansk/israeler, eller hvad de kalder et dansk medlem af Knesset, Michael Melchior:

»Vi trak alle bosættelserne ud af Gaza for tre år siden. Det er helt klart, at hvis palæstinenserne havde taget en strategisk beslutning om at danne et civilt palæstinensisk samfund, så havde palæstinenserne i dag haft deres uafhængige stat både i Gaza og på Vestbredden. De ville have haft 100 procent af det territorium, som den palæstinensiske ledelse kræver«.

»Men de tog en anden strategisk beslutning. De valgte Hamas, og siden hen tog Hamas' ledelse i Gaza en strategisk beslutning om, at det er vigtige for dem at ødelægge staten Israel, end det er at opbygge staten Palæstina«.

Det er nemlig lige, hvad der er sagens kerne, Hamas vil hellere føre krig, eller jihad, end bygge et civilt samfund. Det bliver næppe nogensinde anderledes, medmindre de bliver så svækkede, at de finder det uopportunt, at fortsætte kampen i mange år.
Hvor svært det end er at forstå for moderne vesterlændinge, så er de drevet af 1400 år gammelt tankegods, som kræver jihad af sine følgere, som kun giver 72 jomfruer til dem som dør i jihad, som kalder dem til at kæmpe mod jøderne og kun tillader hudna (våbenhvile) for ti år ad gangen.

Mange kritikere har beskyldt udenrigsminister Tzipi Livni og forsvarminister Ehud Barak for at starte krigen for at stå bedre ved valget d. 10. februar. Mener du, at der er en sammenhæng mellem timingen af krigen og det snarlige valg?

»Absolut ikke. Hvis Barak og Livni ville have gjort, hvad der er populært her i Israel, så ville de aldrig have givet Hamas så lang snor. De havde ikke gået ind i yderligere en våbenhvile for et halvt år siden«.

»De nåede en situation, hvor Hamas besluttede at bryde våbenhvilen og kaste alt, hvad de havde ind over Israel. Hamas standsede livet i en radius på 20-30 kilometer rundt om Gaza, hvor en stor del af vores befolkning bor«.

»Det er en situation, som ingen israelsk leder – uafhængig af parlamentsvalg – ville acceptere«, siger den danskfødte israelske politiker.

Nej naturligvis ikke. Nok dør der ikke mange Israelere. Men de har også bygget beskyttelsesrum og tør knap nok forlade dem. Livet er til gengæld bragt til ophør, ejendom er ødelagt, undervisning nedlagt eller henvist til bunkere. Det har stået på i mange år. De kan ikke bytte bolig med folk der bor i den sikre del af Israel, kan ikke sælge deres huse udover at de er nødsaget til at bruge noget af deres husrum til et beskyttelsesrum.
Han fortsætter:

»Palæstinenserne har et valg: I kan vælge at gå fredens vej. Så vil I finde en partner her i Israel, som er villig til at gå meget langt for at imødekomme jeres krav om to stater for to folk«.

»Eller I kan vælge Hamas' vej, som betyder død og elendighed for begge sider«.

»Israel har stillet et klart valg op for palæstinenserne, og jeg er overbevist om, at flere og flere forstår dette alvorlige valg«

Det sidste har han da ret i. Vi er gået fra stort set ingen, til få!

Fra jerusalem Post:

By accusing us of being Nazi-like, Europeans alleviate some of their own feelings of guilt and responsibility for the Holocaust," said Dr. Robert Rozett, director of the Yad Vashem Libraries.

"Moreover, by saying that the Jews are acting like Nazis, they are delegitimizing the very existence of the State of Israel," Rozett said.

...

The anti-Israel protests in Europe "were worse than ever before," said Abraham H. Foxman, national director of the New York-based Anti-Defamation League, in a telephone interview from New York, adding that, fueled by the Internet, there was "no shame, no hesitancy and no restraints" anymore in comparing Israel with the Nazis.

"Anti-Semitism in Europe was never really rooted out, just contained," he said.

Når vi råt sluger propaganda, alá 270 døde kvinder og børn, deltager vi i en proces som sætter endnu et søm i ligkisten på den israelske stat og en dæmonsering, vi under andre omstændigheder ville tage afstand fra.

Israel er villig til at gå langt for fred. Det er Hamas og Islamisk Jihad ikke. De ønsker, har altid ønsket, vil angiveligt altid ønske, at udslette den jødiske stat.

Nej, der er ikke mange, der forstår Israels situation og når de gør, vil det være samme dag som tusinder af jøder dør.

RSS feed for Jerusalem Post

Er blevet midlertidigt tilføjet til højre under Udvalgte Blogposter, øverst på menubaren.

Her nogle eksempler på nyheder vi ikke får:

Undervisning aflyst eller foregår i bunkere:

The buzz of Apache helicopters echoed over Beersheba on Tuesday as children spent another day without school.

Classes has been canceled for a week, after a Grad rocket slammed into a kindergarten playground last Tuesday night, spraying shrapnel a block away and prompting the municipality to pul the plug on all studies - from pre-school to university - until the missiles stop falling.

But pupils in the city, an estimated 45,000 of them, are beginning to resort to alternative means to keep up with their classwork. While the Education Ministry has implemented programs - including Internet-supported learning and home-school initiatives - to keep the kids up to speed, other groups have begun moving into the bomb shelters and engaging pupils with activities such as tutoring and arts and crafts.

Down the stairs of one bomb shelter in the Gimel neighborhood, a second- and a third-grader were busy working out math problems on a dry-erase chalkboard.

IDF betingelser for våbenhvile:

The IDF is conditioning its acceptance of a new cease-fire with Hamas on the establishment of a supervision mechanism in the Gaza Strip and the creation of a force based along the Egyptian side of the Philadelphi Corridor to prevent the smuggling of weaponry and explosives from Egypt into Gaza.

Propaganda vs spin

I krig er sandheden som bekendt det første offer. Når mikrofonerne kører og kameramanden føres rundt, så sker der nødvendigvis en selektering af virkeligheden.

Jeg mener ikke, at medierne er så partiske, som nogle vil gøre dem til. Der findes eventuelt tendenser i selektionen. Men de er ikke så store.

På begge fløje hører man klager over den ensidige dækning, det ligger i sagens natur, at de ikke begge kan have ret.

At lidende palæstinensere fylder meget i medierne i dag, har den simple årsag, at det er dem, som der dør flest af.
Katastrofer, lidelser og følelser er et hit for medierne, det har noget at gøre med, hvad folk bliver fængslet af, om det er nødlidende eller Stein Bagger, bare der er et stort publikum, så bliver der tærsket langhalm på det.

Men hvad angår Israel og Palæstinenserne, er der en stor forskel på, hvordan de bruger deres medietid.
Israelerne forsøger at spinne, det vil sige, de undgår at lyve direkte. De udelader måske noget, men lyver de som regel ikke, for de ville blive slagtet i medierne, hvis de gjorde det. Til gengæld bliver de ved med at forsøge at rationelt forklare, hvorfor de handler, som de gør. Det hjælper bare ikke, når de ikke har de følelsesmæssige baggrundsbilleder - en børnehave som er blevet ramt af en raket med over 10 børn dræbt, eller en række selvmordsbomber. De er dømt til at tabe mediekrigen, fordi, de lader medierne tvinge dem i defensiven ud fra de aktuelle tabstal, som talsmanden i dag på den umulige opgave, at retfærdiggøre, at de har ramt en skole og dræbt 40 civile. Af mange årsager, mest en historisk reel antipati mod Israel helt tilbage fra munkemarxisme tiden, er Israel per grundvane hovedsynderen.
Men det afgørende er de aktuelle billeder af blod og død, hvis et par børnhaver blev ramt, og flere børn blev dræbt i Israel, ville sympatien jævnes ud hurtigt, eller helt skifte.

Palæstinenserne spinner ikke alene, de bruger propaganda hæmningsløst, specielt over for deres egen befolkning, hvor medier og lærebøger, børneprogrammer er fyldt af såmænd selv anti jødisk propaganda og martyr propaganda. Men over vesten lyver de og overdriver tab, de fokuserer rigtig meget på børn og kvinder der bliver dræbt, fordi de ved det batter. Som man kan se i You Tube videoen "Pallywood", vil de gerne fremstille så mange af deres tab som overlagt mord på civilbefolkningen. Men som sagt i en tidligere post, har deres tab før den nuværende konflikt bestået af 95 procent mænd, hvor de i følge min bedste vurdering har forsøgt at gøre så mange til civile tab som overhovedet muligt.
Et klassisk eksempel er Jenin, hvor de først forsøgte at spinne den som en massakre med 500 døde. Siden viste det sig, at tabene var 27 militante og 22 civile. Men da de ikke kunne løbe fra det langt lavere tal blev omkring 14 af de civile døde propaganderet, som personer der koldt og kynisk var likvideret eller dræbt, uden egentlige kamphandlinger.
Jeg citerer her mit eget svar, i ovenstående link, fordi Informations system ikke kan finde ud af at linke direkte til posten:

Jeg har været inde og kigge på HRWs såkaldte rapport.
Det ligner et partsindlæg, alá dem der starter med "jeg er ikke antiamerikansk", men:

Jeg har grundlæggende svært ved at tro på sandhedsværdien som helhed. Jeg finder det mistænkeligt, at over halvdelen af de civile døde i denne rapport spinnes som mennesker, der nærmest er blevet likvideret med koldt blod, og de øvrige som noget tæt på, eller i en situation hvor der ikke var kamphandlinger.

1 bulldozerdød.

6 døde under mulig skudveksling, krydsild, selv om der nævnes i et par tilfælde, der ingen kamphandlinger er i nærheden. eller under omstændigheder hvor der ikke var klar identifikation.

14 døde under mere eller mindre direkte likvidering, tit på kort hold, eller i direkte synsfelt uden kamphandlinger.

Dette svarer til næsten alle døde civile.
Jeg har svært ved at tro på dette, for det virker usandsynligt, at Israelerne har været i stand til at lade være med at dræbe og ramme civile under de mere intense kamphandlinger som kostede 23 Israelske liv, med helikoptere, tanks i aktion. At de stort set kun har myrdet civile, med mere eller mindre koldt blod, under mere fredelige omstændigheder.

Rapporten afviser Israelske soldaters beretninger om at Palæstinensiske guerillaer gemte sig bag civile, mens godtager at Israelerne gjorde det.

Rapportens forfatter kan ikke lade være med at skrive "Amerikansk leverede helikoptere" i stedet for helikopter angreb.

Rapporten nævner at ambulancer blev holdt tilbage og beskudt gentagne gange, hvilket jeg også har svært ved at tro på, da det kædes med situationer uden kamphandlinger, igen.

Hvad angår kørestolen, og manden kørt over af en tank, hele den kørestol ville have været gennemvædet af blod og det hvide flag ville ikke have været hvidt.
På et tidspunkt i kampen bliver en kørestol skubbet ud med en sprængladning af PA militante, Israelerne skyder vildt på denne stol.
Det kunne for så vidt være den stol, der blev fundet gennemhullet, med et hvidt flag, ikke et ord om blod.
Jeg tror en blodpøl på vejen af et menneske, hvis hjerne brister, og på kørestolen ville have gjort indtryk og været blevet nævnt.

Jeg vil ikke udelukke rådne æbler blandt de Israelske tropper, men jeg finder det meget usandsynligt, at de har direkte likvideret over halvdelen af de civile døde.

Jeg finder i øvrigt denne ensidige dækning og beskyldning af Israel for trættende, rapporten nævner fordømmer kort selvmordsbombning, kun for at bagefter at erklære det som ingen undskyldning for overdreven brug af magt (Selvmordsbombning kostede på få måneder over 200 Israelske liv), en overdreven magt der dog ikke har kostet særlig mange liv, for de er jo er alle blevet likvideret! og palæstinensernes minefælder over hele området. Bliver kort nævnt.

Jeg er ikke tvivl om, at der bliver dræbt mange civile nu, uden at Hamas behøver at ty til propaganda. Men det er nødvendigt med et vist forbehold i forhold til, hvor mange af de døde der reelt er civile.
Israel dummer sig ved at bruge for overlegen ildkraft, det betyder et tab af mediekrigen, men sikrer til gengæld deres soldaters liv. Jeg kan godt forstå dem oven på Jenin, hvor de brugte relativt minimalt med overlegen ildkraft og mistede 23 soldater af den grund, for at blot blive beskyldt for en massakre alligevel.

Et aktuelt eksempel på Hamas Propaganda er den i Syrien baserede Hamas leder, Khaled Mashal, som har en kronik i The Guardian i dag og leverer et mesterstykke i propaganda med markante løgne og mange halve sandheder:

For 18 months my people in Gaza have been under siege, incarcerated inside the world's biggest prison, sealed off from land, air and sea, caged and starved, denied even medication for our sick.

Det er korrekt, at der har været lukket i blandt for privat trafik og varetrafik for nogle dage af gangen, men Israel har ikke lukket for medicin, mad osv. fra humanitære organisationer, som man kunne stole på kun leverede humanitære produkter og godkendt medicin import. Det har heller ikke været permanent i 18 måneder i træk, som det kunne forståes ud fra det her. men typisk for nogle dage af gangen, når der er blevet fyret raketter mod Israel. Det har heller ikke nødvendigvis været et fuld stop i leveringen af elektricitet, da der er ti power lines til Gaza og Israel har nogle gange kun lukket en af dem, som en "symbolsk" reaktion på raket og morter angreb. Det er kun ganske få måneder af de 18 måneder Israel overhovedet har brugt sidstnævnte taktik, primært i begyndelsen af 2008 og i slutningen af samme.

More than 540 have been killed and thousands permanently maimed. A third are women and children. Whole families have been massacred, some while they slept.

Det er så et typisk eksempel på overdrivelse i propaganda øjemed og taler for sig selv. FN vurderer at 1/4 er civile og en del af de civile er sikkert mænd. I øvrigt bliver de mennesker som Hamas selv likviderer fordi de mistænker dem for samarbejde med Israel, eller ikke kan stole på dem, angiveligt også talt med, sammen med dem de angiveligt også slår ihjel ved en fejl.

This river of blood is being shed under lies and false pretexts. For six months we in Hamas observed the ceasefire. Israel broke it repeatedly from the start.

Israel reagerer på angreb, så nej, det er ikke sandt, at Israel har brudt våbenhvilen, aftalen var kun med Hamas og Gaza, men Hamas ville have den til at dække Vest Banken. Her er en lang liste over raketter og morterangreb i 2008. Mange af dem er der ikke blevet taget ansvar for. Hamas på sin side ville ikke gøre det store for at forhindre affyring af raketter og mortergranater.

Videoen Pallywood:

Israel Palæstina konflikten et overblik

Denne post bliver opdateret over de nærmeste dage, da jeg ikke vil for sent i seng. Jeg har allerede været omkring emnet i denne debat tråd på Information.dk. Og i denne debat ligeledes på Information.
Nu er jeg ved blive viklet ind i en ny omgang på Raapils blog.

Min egen indstilling til denne konflikt er, at det er en konflikt med to syndere og med to ofre.

En nogenlunde balanceret gennemgang kan læses på Wiki:

Min subjektive oplevelse via avislæsning fra jeg var 12 år gammel er, at Palæstinensernes lidelser er noget bedre kendt end Israelernes. Personligt gik der i hvert fald rigtig mange år, før jeg fandt ud af nogle detaljer omkring Israel.
Det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje fra mediernes side, for begge sider får taletid.
Palæstinenserne bruger blot deres på at sammenligne dem selv med indianerne, fortælle om deres flygtninge, skæbne, de døde civile, alt det israelerne rammer som ikke er militante mål osv.

Mens Israel bruger deres til at harcelere mod selvmordsbombere, raketter og forklare, at de er nødt til at reagere og tilmed gøre et forsøg på at forklare, at en terrorgruppe som Hamas faktisk vil udslette Israel.
Det sidste lykkedes faktisk først for os at forstå for alvor, men kun delvist, da Hamas blev en politisk magt og selv udtalte det ved topmøder og lignende, at de havde det mål og direkte sagde; de vil aldrig anerkende Israel. I dag er der stadig mange, der ikke ved det, vi kender til gengæld godt de mange flygtninge, muren, bosætterne, osv.

Personligt er jeg dødtræt af denne konflikt. Det har jeg faktisk været, siden jeg var barn. Allerede dengang stod det klart for mig, at denne konflikt er indviklet en gordisk knude, at den ikke kan løses, næppe nogensinde vil blive løst.
Jeg voksede op med et billede af Israel som hovedsynderen, det blev senere til en neutralitet - de er lige gode om det og ligegyldighed, fordi jeg er, som sagt, dødtræt af den elendighed og tåbelighed.
I dag er Hamas for mig hovedsynderen, sammen med Islamisk Jihad. Tidligere var PLO og flere arabiske stater det også. Men nu anerkender de Israels ret til at eksistere, og kun Hamas og Islamisk Jihad gør det ikke. Israel reagerer, Hamas provokerer, sådan er det, og lillebror er ikke uskyldig, fordi han er den svageste.
Jeg har skippet medierne, fordi de rummer stort set kun propaganda og gode billeder, tudehistorier og giver i bedste tilfælde et overfladisk indblik i konflikten.

Omvendt er jeg ikke nået dertil, hvor jeg vil læse bog op, og bog ned, om denne konflikt, jeg ønsker blot at få udfyldt de huller, som medierne ikke fylder.

Og der er mange huller i denne konflikt. Det er de huller, denne artikel kommer til at handle om.

Lad os starte med nuet, medierne hyler nu mod Israel, alle taler om proportionsprincippet, "Israel fordømmes internationalt for sin hårde fremfærd", hvor mange gange har vi ikke hørt den sætning?
Vi hører om de lukkede grænser, igen og igen, hvor meget hører vi, om de israelere som opholder flere timer om dagen i beskyttelsesrum, det er jo derfor, at de ikke dør, de har luftalarmer. men deres ejendom ødelægges, deres livsværk stjæles fra dem.

Hvad gælder dette proportionsprincip, jo, det kommer frem igen og igen, når Israel dræber flere palæstinensere, end de dræber israelere.
Bent Melchior har nogle gode betragtninger i den anledning i Information.
Jeg er i parentes meget enig med ham i, at der aldrig bliver fred uden at internationale styrker bliver sat til det beskidte arbejde dernede.

Proportionsprincippet har en anden dimension, end blot antallet af dræbte. Hvem er det som bliver dræbt? Er det civile eller er det militante.

Når vi taler om andelen af civile dræbte, så fører Palæstinenserne som dem der får flest civile dræbt. Det har en simpel årsag, det er nemlig oftest dem, de går efter, modsat hvad Israel gør.
Over 2/3 dele af de 1,176 israelske dræbte siden september 2000, hvor anden intifada begyndte, er civile.
Af de omkring 5000 palæstinensere, som er dræbt siden september 2000, er langt over halvdelen militante. Der udover er 95 procent af dem hankøn, hvilket ikke burde være tilfældet, hvis vi virkeligt talte civile, som tæller ligeligt hankøn og hunkøn. Det er ikke svært at skelne en Israelsk soldat fra en civil, for selv når han er på orlov og bliver dræbt af en selvmordsbombe, bliver han rubriceret som en dræbt IDF soldat. En palæstinensisk mand i civilt tøj er til gengæld ikke nødvendigvis en civil, selv om han forsøges at rubriceres som en sådan.

Så der er altså disproportioner mellem civile dræbte, og de færreste er vel klar over, at der faktisk bliver dræbt så mange israelere.

Jeg hælder selv til dispropornalitet tanken, og synes personligt også, at Israel skulle have bombet mindre fra luften. Men hvis målet er at svække Hamas, eller gøre dem bløde til reelle forhandlinger, arrestere toppen af dem, så er det til gengæld i følge min opfattelse det vigtigste skridt, man kan tage i fredsprocessen.
Hamas vil fortsætte med at angribe Israel, det samme vil islamisk jihad, hvis der skal være en chance for fred, skal Abbas styre styrkes og overtage magten, eller Hamas skal være villige til at ophøre med angreb, ikke blot for en periode, som de kun vil bruge til at anskaffe våben og konsolidere deres magt.
Se mere om Hamas indstilling i min post her:

Hvis Israel ikke havde indført checkpoints og bygget muren, ville de have lidt langt større tab. I en periode blev alle selvmordsbombere som kom fra Vest Bredden fanget. Mere end 3/4 dele af de Israelske tab siden september 2000, er slået ihjel før slutningen af 2004 og det drejer sig om over 900 mennesker i alt på lidt over 3 år.
Muren er ikke en grænsesætning, men en midlertidig løsning, bygget således at dele af den kan opbygges et andet sted.
Israel spilder ikke penge på den mur for sjov, ligeledes har de måttet smide penge i at bygge veje alene Palæstinensere og alene for Israelere. Det er heller ikke gjort for sjovt, men for at sikre liv.
Alt i alt er denne konflikt ekstremt dyr for Israel.


Effektiviteten af muren og checkpoints.


Nu til det historiske:

I begyndelsen af 1900 tallet var der 10-12 procent Jøder i det, som der var tilbage af Palæstina efter oprettelsen af Jordan. Det antal voksede til 35 procent omkring 1947, da man diskuterede delingsplanen.
Oprettelsen skyder man historisk på Zionismen, men en del af historien, og nok den største, er at indvandringen først tog fart efter 1930, og de mange flygtede kom tilfældigvis fra Tyskland og Rusland, før havde det primært været polske jøder også været forfulgt. De havde ikke rigtig andre steder at tage hen, for USA havde skruet ned for indvandringen, og klimaet for Jøder andre steder var ikke specielt gunstigt, ikke at det var helt gunstigt i Palæstina, der var flere stridigheder og blandt andet blev jøder helt fordrevet fra Hebron. Det udviklede sig til en krig før krigen.



Selv om Israelerne som udgangspunkt var færre, skal det med at der også var godt over 100000 Arabere som tilvandrede i perioden, og at den jødiske indvandring skal ses i lyset af forfølgelse i Europa, nærmere end Zionisme.
Tilvandringen skabte i øvrigt et økonomisk boom, som var grund til arabere flyttede til, men de kunne ikke acceptere en jødisk stat, eller at leve under Jødisk herredømme, det er kernen i denne konflikt.

Konflikten har altid været gensidig, men som en Britisk Sergent dengang bemærkede:

Hvis bøtten vendte for araberne, var de "Skrækslagne for at jøderne skulle gøre det halve af, hvad de gjorde mod dem".

Da Grænserne blev lagt i 1947, fik Israel ikke det bedste land. 60 procent af det de fik var Negev Ørknen. Det fortæller lidt om, at jøderne måtte tage til takke med, hvad de kunne få. Det område Israel fik havde jøderne flertal i. En folkeafstemning havde givet samme resultat.

Da den Israelske stat blev proklameret, var en del af erklæringen dette:

"We call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.

* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"

Men Araberne havde dengang, som Hamas og Islamic Jihad har det i dag, andre tanker.
den Arabiske Ligas leder, Azzam Pasha:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."

Israel kunne ikke få våben fra andet end Tjekkoslovakiet, som var de eneste, der ville sælge til dem. Der var virkelig lagt op til en afskaffelse af de irriterende jøder. Det var, hvad man bød et folk, som lige havde fået udryddet millioner.

Men Israel vandt jo som bekendt krigen og annekterede dele af den palæstinensiske stat. Det skal så siges, at Jordan og Egypten annekterede resten af den palæstinensiske stat, og der var ingen modstand mod den besættelse! Jordan erklærede i forbindelse med sin overtagelse, at der ikke var støtte til en Palæstinensisk stat.

En masse Arabere flygtede fra deres hjem, omkring 720000, de blev udelukket fra at vende tilbage, og på grund af en ubæredygtig demografi tæller deres efterkommere i dag omkring 3-4 millioner. Vi kender alle til flygtningene der, men jeg fandt i hvert fald først for nylig ud af, hvor mange Jøder der omvendt var blevet tvunget væk fra de omkringliggende krigsførende Arabiske lande, nemlig omkring 450000 tusinde. Status er, at der er 20 procent arabere inde i Israel - dem som blev. Og praktisk taget ingen jøder i de Arabiske lande omkring.
De 450000 Jøder nævner vi aldrig som flygtninge, de mistede også deres ejendom, og Israels holdning var, at man havde byttet flygtninge på den måde. Oven i blev flere hundred tusinde jøder langsomt fordrevet eller mere eller mindre frivilligt sendt til Israel, fra Nordafrika og andre steder, i tiden efter.

Israel har siden 1948, og det hvert år, oplevet terrorangreb med døde, med 2002 som det værste år - nemlig 451 døde. Desuden er Israel blevet bombet løbende af specielt Egypten og Syrien, men også Jordan op til 1973.

PLO blev oprettet før 1967.

Der er ikke kun et offer og en bøddel i den her konflikt.

Den løsning, der skal til er nok, at FN tropper overtager overvågningen og nedkæmpningen af ekstremister på begge sider. Hvis fred skal have en chance.