Nu er jeg ved blive viklet ind i en ny omgang på Raapils blog.
Min egen indstilling til denne konflikt er, at det er en konflikt med to syndere og med to ofre.
En nogenlunde balanceret gennemgang kan læses på Wiki:
Min subjektive oplevelse via avislæsning fra jeg var 12 år gammel er, at Palæstinensernes lidelser er noget bedre kendt end Israelernes. Personligt gik der i hvert fald rigtig mange år, før jeg fandt ud af nogle detaljer omkring Israel.
Det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje fra mediernes side, for begge sider får taletid.
Palæstinenserne bruger blot deres på at sammenligne dem selv med indianerne, fortælle om deres flygtninge, skæbne, de døde civile, alt det israelerne rammer som ikke er militante mål osv.
Mens Israel bruger deres til at harcelere mod selvmordsbombere, raketter og forklare, at de er nødt til at reagere og tilmed gøre et forsøg på at forklare, at en terrorgruppe som Hamas faktisk vil udslette Israel.
Det sidste lykkedes faktisk først for os at forstå for alvor, men kun delvist, da Hamas blev en politisk magt og selv udtalte det ved topmøder og lignende, at de havde det mål og direkte sagde; de vil aldrig anerkende Israel. I dag er der stadig mange, der ikke ved det, vi kender til gengæld godt de mange flygtninge, muren, bosætterne, osv.
Personligt er jeg dødtræt af denne konflikt. Det har jeg faktisk været, siden jeg var barn. Allerede dengang stod det klart for mig, at denne konflikt er indviklet en gordisk knude, at den ikke kan løses, næppe nogensinde vil blive løst.
Jeg voksede op med et billede af Israel som hovedsynderen, det blev senere til en neutralitet - de er lige gode om det og ligegyldighed, fordi jeg er, som sagt, dødtræt af den elendighed og tåbelighed.
I dag er Hamas for mig hovedsynderen, sammen med Islamisk Jihad. Tidligere var PLO og flere arabiske stater det også. Men nu anerkender de Israels ret til at eksistere, og kun Hamas og Islamisk Jihad gør det ikke. Israel reagerer, Hamas provokerer, sådan er det, og lillebror er ikke uskyldig, fordi han er den svageste.
Jeg har skippet medierne, fordi de rummer stort set kun propaganda og gode billeder, tudehistorier og giver i bedste tilfælde et overfladisk indblik i konflikten.
Omvendt er jeg ikke nået dertil, hvor jeg vil læse bog op, og bog ned, om denne konflikt, jeg ønsker blot at få udfyldt de huller, som medierne ikke fylder.
Og der er mange huller i denne konflikt. Det er de huller, denne artikel kommer til at handle om.
Lad os starte med nuet, medierne hyler nu mod Israel, alle taler om proportionsprincippet, "Israel fordømmes internationalt for sin hårde fremfærd", hvor mange gange har vi ikke hørt den sætning?
Vi hører om de lukkede grænser, igen og igen, hvor meget hører vi, om de israelere som opholder flere timer om dagen i beskyttelsesrum, det er jo derfor, at de ikke dør, de har luftalarmer. men deres ejendom ødelægges, deres livsværk stjæles fra dem.
Hvad gælder dette proportionsprincip, jo, det kommer frem igen og igen, når Israel dræber flere palæstinensere, end de dræber israelere.
Bent Melchior har nogle gode betragtninger i den anledning i Information.
Jeg er i parentes meget enig med ham i, at der aldrig bliver fred uden at internationale styrker bliver sat til det beskidte arbejde dernede.
Proportionsprincippet har en anden dimension, end blot antallet af dræbte. Hvem er det som bliver dræbt? Er det civile eller er det militante.
Når vi taler om andelen af civile dræbte, så fører Palæstinenserne som dem der får flest civile dræbt. Det har en simpel årsag, det er nemlig oftest dem, de går efter, modsat hvad Israel gør.
Over 2/3 dele af de 1,176 israelske dræbte siden september 2000, hvor anden intifada begyndte, er civile.
Af de omkring 5000 palæstinensere, som er dræbt siden september 2000, er langt over halvdelen militante. Der udover er 95 procent af dem hankøn, hvilket ikke burde være tilfældet, hvis vi virkeligt talte civile, som tæller ligeligt hankøn og hunkøn. Det er ikke svært at skelne en Israelsk soldat fra en civil, for selv når han er på orlov og bliver dræbt af en selvmordsbombe, bliver han rubriceret som en dræbt IDF soldat. En palæstinensisk mand i civilt tøj er til gengæld ikke nødvendigvis en civil, selv om han forsøges at rubriceres som en sådan.
Så der er altså disproportioner mellem civile dræbte, og de færreste er vel klar over, at der faktisk bliver dræbt så mange israelere.
Jeg hælder selv til dispropornalitet tanken, og synes personligt også, at Israel skulle have bombet mindre fra luften. Men hvis målet er at svække Hamas, eller gøre dem bløde til reelle forhandlinger, arrestere toppen af dem, så er det til gengæld i følge min opfattelse det vigtigste skridt, man kan tage i fredsprocessen.
Hamas vil fortsætte med at angribe Israel, det samme vil islamisk jihad, hvis der skal være en chance for fred, skal Abbas styre styrkes og overtage magten, eller Hamas skal være villige til at ophøre med angreb, ikke blot for en periode, som de kun vil bruge til at anskaffe våben og konsolidere deres magt.
Se mere om Hamas indstilling i min post her:
Hvis Israel ikke havde indført checkpoints og bygget muren, ville de have lidt langt større tab. I en periode blev alle selvmordsbombere som kom fra Vest Bredden fanget. Mere end 3/4 dele af de Israelske tab siden september 2000, er slået ihjel før slutningen af 2004 og det drejer sig om over 900 mennesker i alt på lidt over 3 år.
Muren er ikke en grænsesætning, men en midlertidig løsning, bygget således at dele af den kan opbygges et andet sted.
Israel spilder ikke penge på den mur for sjov, ligeledes har de måttet smide penge i at bygge veje alene Palæstinensere og alene for Israelere. Det er heller ikke gjort for sjovt, men for at sikre liv.
Alt i alt er denne konflikt ekstremt dyr for Israel.
Effektiviteten af muren og checkpoints.
Nu til det historiske:
I begyndelsen af 1900 tallet var der 10-12 procent Jøder i det, som der var tilbage af Palæstina efter oprettelsen af Jordan. Det antal voksede til 35 procent omkring 1947, da man diskuterede delingsplanen.
Oprettelsen skyder man historisk på Zionismen, men en del af historien, og nok den største, er at indvandringen først tog fart efter 1930, og de mange flygtede kom tilfældigvis fra Tyskland og Rusland, før havde det primært været polske jøder også været forfulgt. De havde ikke rigtig andre steder at tage hen, for USA havde skruet ned for indvandringen, og klimaet for Jøder andre steder var ikke specielt gunstigt, ikke at det var helt gunstigt i Palæstina, der var flere stridigheder og blandt andet blev jøder helt fordrevet fra Hebron. Det udviklede sig til en krig før krigen.
Selv om Israelerne som udgangspunkt var færre, skal det med at der også var godt over 100000 Arabere som tilvandrede i perioden, og at den jødiske indvandring skal ses i lyset af forfølgelse i Europa, nærmere end Zionisme.
Tilvandringen skabte i øvrigt et økonomisk boom, som var grund til arabere flyttede til, men de kunne ikke acceptere en jødisk stat, eller at leve under Jødisk herredømme, det er kernen i denne konflikt.
Konflikten har altid været gensidig, men som en Britisk Sergent dengang bemærkede:
Hvis bøtten vendte for araberne, var de "Skrækslagne for at jøderne skulle gøre det halve af, hvad de gjorde mod dem".
Da Grænserne blev lagt i 1947, fik Israel ikke det bedste land. 60 procent af det de fik var Negev Ørknen. Det fortæller lidt om, at jøderne måtte tage til takke med, hvad de kunne få. Det område Israel fik havde jøderne flertal i. En folkeafstemning havde givet samme resultat.
Da den Israelske stat blev proklameret, var en del af erklæringen dette:
"We call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.
* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"
Men Araberne havde dengang, som Hamas og Islamic Jihad har det i dag, andre tanker.
den Arabiske Ligas leder, Azzam Pasha:
"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."
Israel kunne ikke få våben fra andet end Tjekkoslovakiet, som var de eneste, der ville sælge til dem. Der var virkelig lagt op til en afskaffelse af de irriterende jøder. Det var, hvad man bød et folk, som lige havde fået udryddet millioner.
Men Israel vandt jo som bekendt krigen og annekterede dele af den palæstinensiske stat. Det skal så siges, at Jordan og Egypten annekterede resten af den palæstinensiske stat, og der var ingen modstand mod den besættelse! Jordan erklærede i forbindelse med sin overtagelse, at der ikke var støtte til en Palæstinensisk stat.
En masse Arabere flygtede fra deres hjem, omkring 720000, de blev udelukket fra at vende tilbage, og på grund af en ubæredygtig demografi tæller deres efterkommere i dag omkring 3-4 millioner. Vi kender alle til flygtningene der, men jeg fandt i hvert fald først for nylig ud af, hvor mange Jøder der omvendt var blevet tvunget væk fra de omkringliggende krigsførende Arabiske lande, nemlig omkring 450000 tusinde. Status er, at der er 20 procent arabere inde i Israel - dem som blev. Og praktisk taget ingen jøder i de Arabiske lande omkring.
De 450000 Jøder nævner vi aldrig som flygtninge, de mistede også deres ejendom, og Israels holdning var, at man havde byttet flygtninge på den måde. Oven i blev flere hundred tusinde jøder langsomt fordrevet eller mere eller mindre frivilligt sendt til Israel, fra Nordafrika og andre steder, i tiden efter.
Israel har siden 1948, og det hvert år, oplevet terrorangreb med døde, med 2002 som det værste år - nemlig 451 døde. Desuden er Israel blevet bombet løbende af specielt Egypten og Syrien, men også Jordan op til 1973.
PLO blev oprettet før 1967.
Der er ikke kun et offer og en bøddel i den her konflikt.
Den løsning, der skal til er nok, at FN tropper overtager overvågningen og nedkæmpningen af ekstremister på begge sider. Hvis fred skal have en chance.
0 kommentarer:
Send en kommentar