Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

Jobvækst siden 1951 har kun været i det offentlige

Denne nyhed (Her i Børsens referat - Agendas egen artikel har muligvis ikke et individuel link), som Dansk Arbejdsgiverforenings magasin, Agenda, i dag bringer til torvs, burde sende chokbølger gennem hele samfundet:

Hele den historiske fremgang i arbejdsstyrken er gået til at udvide den offentlige sektor. Nu vender bøtten den anden vej, og det vil føre til store velfærdsreformer, mener professor.

Mens der i 1951 var 13 privat beskæftigede for hver offentligt ansat er der i dag kun 2,3 privat beskæftigede pr. offentligt ansat, viser tal fra DA’s kommende arbejdsmarkedsrapport.

I forhold til 1951 er der i dag 4.000 flere privat beskæftigede. Der er 683.000 flere offentligt beskæftigede.

Nu er det helt andre tider, de gunstige vilkår for offentlig vækst er forlængst væk, og beskæftigelsen i det private er sværere at bevare, end den nogensinde har været før:

Det er meget svært at drive arbejdsstyrken opad. Selv med reformer er det vanskeligt. Samtidig vil flere og flere få brug for velfærdsstaten, i takt med, at vi får flere ældre,” siger Jan Rose Skaksen, der forudser store forandringer af velfærdsstaten i fremtiden.

Jeg tvivler dog på, at denne nyhed på nuværende tidspunkt vil finde grobund i et velfærdssamfund, der fortsat tror på egen evne til at gå på vandet, samtidigt med at nettoindvandringen ligger omkring 25.000 om året - et tempo, som det offentlige ikke har råd til at skabe arbejdspladser i.

Men på sigt vil de økonomiske realiteter tvinge os til en forandring. Der venter mindst tyve hårde år for Danmark forude, hvor skive efter skive af velfærdsstaten vil ryge af.

Jeg har tidligere skrevet om, at væksten i arbejdspladser har været drevet af det offentlige, mens de private arbejdspladser har stået i stampe.

Læs mere her (trods den sorte farve er det faktisk links):

Offentlig vækst - immigrationskritik del 3

Og yderligere anbefales her:

Europas farligste myte

Og her:

OECD og Aamund

VKO er anæmisk

VKO er lige så anæmiske, som den danske økonomi er det.

Et pointsystem, der bestemmer, hvem der får lov til at komme ind i landet, det er et skridt i den rigtige retning.

Alt andet mangler vi dynamikken til at kunne integrere og beskæftige.

Men det er ikke de mest interessant politiske idéer, der strømmer fra regering og støtteparti.

Ugebrevet A4 skrev i mandags, at Løkke minder om leverpostej. Det er desværre tilfældet og på en måde uforståeligt, for ingen tvivl om at manden er lynende intelligent - men måske handlingslammet og ubeslutsom, som biografien for nylig indikerer.
At man kan godkende ekstra forbrug for over 6 mia. kr. i det offentlige, hvor der kører med rivende underskud og ikke kan acceptere skattelettelser for 3 mia. kr. Det siger alt om denne regering.

Men hvis de i det mindste kan få sat en prop i en nettoindvandring på 25.000 årligt, som vi heller ikke har råd til, så er det da et skridt frem ad i den rigtige retning.

Der er pointsystemet i den rigtige retning. Ret beset burde en IQ test, en holdningstest, En integrationsvurdering - baseret på hvor godt andre indvandrere fra samme land klarer sig i Danmark, altså med tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitetsmønster - også være en del denne løsning. Ligeledes bør der indføres en årlig kvote, der for eksempel kun tillader 5000 nettoindvandrere årligt, hvor de højeste kvalificerede, dem med flest point kommer i gennem.

Her skal regeringens politik egentlig også hen, før den begynder at imponere mig. For selv om man vil afvise flere, så åbner man jo faktisk også for muligheden i at flere kan søge.

At regeringen så står fuldstændigt tandløs over for et offentligt forbrug, der er eksploderet og har glemt alt om skattelettelser og i øvrigt har en historik med at give med den ene hånd, og tage med den anden gennem afgifter og udvidelser af skattegrundlag, har en historik med at lade det offentlige forbrug vokse så meget, at selv Anker Jørgensen er en økonomisk duksedreng.

Det skærer voldsomt i mine øjne. Det er klart, det burde være klart, at man ikke kan lade de offentlige udgifter vokse med over 10 pct. og samtidigt overleve den værste krise siden 1930erne. I det hele tager er så høj en offentlig vækst hul i hovedet, selv under normale omstændigheder, da den overskrider væksten i økonomien to til tre gange.

Denne blodfattige regering står til at forsvinde. At denne elendighed afløses af en større er tragisk.

Vi må håbe, at vi snart ophører med at bilde os ind, at vi er et af verdens rigeste og bedste samfund. For det er ikke længere tilfældet. Inden for et årti til to befinder vi os i bunden i OECD, hvor vi engang befandt os i toppen.

Hvor stammer "ældrebyrde" myten fra ?

Forleden en dag, havde vi Asger Aamund ude med påstand om at en arbejdsstyrke på 2,7 mio danskere er røget ned til en arbejdsstyrke på 1 mio. danskere om bare ti år i 2020.

I Mogensen og Kristiansen har vi så Jan Trøjborg, der taler om at om ikke så længe, så har vi otte der forlader arbejdsmarkedet, som skal erstattes af fem unge personer.

Hvor stammer sådanne tal ? De stammer i hvert fald ikke fra Danmark Statistik. Her er tallene for de 0-67 årige i Danmark:

Folketal efter område, alder og tid
		2010M01
Hele landet	0 år	63178
	1 år	65977
	2 år	65205
	3 år	66248
	4 år	65459
	5 år	65546
	6 år	65534
	7 år	64941
	8 år	65976
	9 år	67877
	10 år	67216
	11 år	67534
	12 år	69069
	13 år	69514
	14 år	72044
	15 år	72546
	16 år	70482
	17 år	71164
	18 år	68151
	19 år	68585
	20 år	67428
	21 år	66525
	22 år	64575
	23 år	64683
	24 år	63324
	25 år	61319
	26 år	60402
	27 år	61909
	28 år	61797
	29 år	65543
	30 år	66812
	31 år	69010
	32 år	68645
	33 år	71457
	34 år	77445
	35 år	76310
	36 år	76502
	37 år	79810
	38 år	78985
	39 år	75786
	40 år	75578
	41 år	78186
	42 år	83808
	43 år	89948
	44 år	87053
	45 år	85078
	46 år	83259
	47 år	78679
	48 år	76456
	49 år	76363
	50 år	73151
	51 år	73255
	52 år	72749
	53 år	73155
	54 år	71987
	55 år	70362
	56 år	71338
	57 år	69775
	58 år	68357
	59 år	70172
	60 år	69486
	61 år	72553
	62 år	76715
	63 år	78633
	64 år	75270
	65 år	70842
	66 år	64507
	67 år	60075

Der findes ganske vist nogle rigtig store årgange i begyndelsen af 40 års alderen, som skal på pension en dag. Men generelt kan man ikke sige, at forholdet er 5/8 og slet ikke, at arbejdsstyrken er mere end halveret med 1,7 mio. om 10 år!

Hvis man skiller de her tal i to halvdele. De 0-33 årige og de 34-67 årige. Så er forskellen 295.953 personer på langt sigt - over 20-30 år. En ratio på 8.8/10.

Så under forudsætning, af at vi bibeholder en tilstand hvor 800.000 til 900.000 mellem 16-66 år er uden for arbejdsmarkedet og bevarer det samme antal arbejdspladser, eller at de vokser lidt, så har vi et mindre problem.

Men nu bibeholder vi næppe så mange uden for arbejdsmarkedet, forhåbentlig ikke, for det er da et kasseringssamfund der vil noget.

Og kigger vi på tilknytningen til arbejdsmarkedet, så er den højest i de yngre rækker og lavest i de ældre, og de 55-66 årige, ja over halvdelen af dem er allerede uden for arbejdsmarkedet og forlader altså ikke en stilling, der skal besættes:

Befolkningen (15-66 år) i 1000 efter tid, alder og beskæftigelsesstatus
		Beskæftigede	Arbejdsløse	Uden for arbejdsstyrken
2009K4	15-29	642	76	267
	30-54	1632	97	193
	55-66	416	23	419

442.000 personer i arbejdsstyrken mellem 55-66 år er altså allerede på pension, eller allerede uden for arbejdsmarkedet!

Så kort sagt. Selv når vi bruger det præmis, at vi mister næsten 300.000 i den arbejdsdygtige alder, når vi kun kigger på alder og ikke skelner til om de faktisk er tilknyttet arbejdsmarkedet, kan vi nøjes med 500.000 uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder om 30 års tid, hvilket fortsat vil være dyrt, men knap så dyrt som 800.000-900.000.

De er bare ikke tilknyttet arbejdsmarkedet, dem mellem 16-66 år i dag, og der vil fortsat være langt flere personer i den arbejdsdygtige alder, end der er plads til på arbejdsmarkedet.

Det er klart, at vi ikke kan førtidspensionere 25 pct. af de nuværende børn og unge, men det er faktisk tæt på, at vi selv kan overleve selv det på langt sigt, eftersom vi kun har omkring 2,7 mio. stillinger at besætte, og der har i øvrigt ikke rigtig været nogen stor vækst i antallet af arbejdspladser siden 1989. bortset fra en vækst på 100.000 stillinger i det offentlige ( som vi måske alligevel ikke har råd til. ) Så der er ingen grund til at formode, at vi pludselig skaber 300.000 - 400.000 flere stillinger.

Faktisk hvis man tager de nuværende 0-33 årige og tilføjer et gennemsnit af antallet af årligt fødte børn, som pt. ligger på omkring 65. 000 årligt x 20, og skærer 25 procent væk af dem som førtidspensionister og lignende, for at danne et indtryk af arbejdsmarkedet om 40 år, altså hvor mange der er mellem 20-63 år i 2050 og er kandidater til arbejdsmarkedet.
Så ender vi stadig på 2.674.256 som passer nogenlunde med den nuværende arbejdsstyrke. EFTER! at man har skåret 25 procent væk af de 20-63 årige om 40 år, som værende på evt. førtidspension , efterløn, arbejdsløse osv.

Vi snakker altså et ikke-problem her, baseret på forkerte data og spekulationer. Jeg tror ikke det er af ond vilje eller manipulation, det er blot manglende eftertænksomhed og tjek på de egentlige fakta og vildledende oplysninger fra OECD og andre, der ikke selv har taget data fra Danmarks Statistik og efterprøvet de mange forkerte tal og spekulationer i omløb.

For at slet ikke at sige dårlige matematiske kundskaber, man kan da godt frygte, at folkeskolen ikke formår at yde sit bidrag til at ændre billedet.

OECD og Aamund

Asger Aamund lufter på EPN den 5. august i år sine bekymringer:

»Danske politikere har fuldstændig mistet fornemmelse for, hvad der er nødvendigt. Reformviljen er visnet. Forlænger vi det 10 år endnu, bliver det endnu værre,« lyder den krasse kritik, som ikke mindst går på, at store dele af danskerne får deres indkomst fra det offentlige - enten som offentligt ansat eller som modtager af overførselsindkomst.

En udvikling, der ikke vil mindskes over de kommende år.

Når flere ældre går på pension og med færre unge til at finansiere gildet, hænger det ikke sammen, anfører han.

»I 2020 vil 40 pct. af danskerne være over 60 år, og tre af fire vil være på offentlig forsørgelse, og der vil kun være 1 mio. tilbage til at forsørge dem. Det er en kæmpe offentlig forsørgerbyrde, og vi er på vej ind i et dødens gab og risikerer at ende som en andenrangsvelfærdsnation,« siger Asger Aamund.

40 pct. af danskerne over 60 ud af en befolkning på 5,6 mio. til den tid. Eller 2,2 mio. Det vil vist kræve at gennemsnitsalderen stiger lidt for at sige det mildt.

De tal for denne andel af pensionister i befolkningen har han angiveligt fra OECD. Asger Aamund er ikke alene om at glemme kildekritik, når der kommer tal fra OECD. Men i dette tilfælde er der rigtig god grund til at være ekstra kritisk.

I følge Statistikbanken er de 0-44 årige i Danmark per 1 januar 2009, dem som vil være mellem 21 og 65 år i 2030, lig med 3.154.529 borgere. Dertil skal lægges de endnu ikke fødte mellem 0 og 21 år, som, hvis de holder gennemsnittet for antallet af fødte de sidste ti år, vil være i alt 1.381.800.
I alt vil den danske befolkning under 66 år være 4.536.329 i 2030 uden yderligere indvandring.

Hvordan så arbejdstyrken så ud 2008? Hvor der vel at bemærke var en historisk rekordbeskæftigelse i andet kvartal før krisen, der var blandt de 16-65 årige i alt 2.766.005 beskæftigede (Statistikbankens "RAS207" statistik.) En lille andel angiveligt i kunstigt aktiveringsjob.
Hvor mange 16-65 årige vil der være i 2030?
Der vil være 3.483.529, hvis kvinder i Danmark føder samme antal børn, i snit, de næste fem år, som de har gjort de sidste ti år. (Her er så ikke medregnet tidlig død eller nyindvandring.)

Så stik mod OECD og den almene forventning, vil der heller ikke være arbejde til alle om 21 år.
Omend antallet uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder vil være mindre, end de cirka 800.000 - 900.000 personer, som har været på sidesporet de sidste tyve år. Hvoraf mange over 50 i øvrigt allerede er på overførselsindkomst - efterløn og førtidspension osv.

Aamund har så ret i, at vi mister private arbejdspladser. Kun handel og service sektoren kan påvise reel fremgang i fuldtidsstillinger. Resten er stigningen i offentlige stillinger.

Ligeledes bliver der mangel på uddannet arbejdskraft, og der har folketinget et ansvar for at reagere på forhånd, helt fra folkeskoleplanet, ikke efter problemerne er opstået.

Samtidigt skal vi havde et opgør med efterløn og førtidspension. Ikke fordi der er plads til alle på arbejdsmarkedet, men fordi det er principielt forkert, at omfordele, tilsidesætte og kassere, udvalgte mennesker, mere eller mindre frivilligt, på denne måde. Det er forskelsbehandling, som ikke tager værdien af et socialt og aktivt liv med i betragtningen.
Det er ansvarsflugt, både fra individets og samfundets side.

Der er noget galt i Danmark

Mit oprindelige formål med at besøge OECD, var for at granske hvordan de måler om et land er mere eller mindre konkurrencedygtigt. For der kommer snart tal om at Danmark efterhånden ligger meget lavt, hvad angår konkurrencedygtighed:

Om to dage - på onsdag - vil offentliggørelsen af regeringens årlige konkurrenceevneredegørelse afsløre Danmark som en middelmådig OECD-nation med pil nedad, skriver Mandag Morgen.

Det er især ringe dansk arbejdsproduktivitet, som i over 10 år er vokset væsentlig mindre end i de fleste andre OECD-lande, viser regeringens redegørelse. Og måler man på evnen til at skabe værdi per arbejdstime, ligger Danmark under gennemsnittet for Eurolandene.

Det bliver samlet til en 14.-plads blandt OECD-nationer - det er fem pladser lavere end sidste år.

Beskæftiger 1,9 mio.
Det er især produktiviteten inden for service- og videnerhvervene, der trækker ned.

Og da service udgør 75 procent af det danske bruttonationalprodukt - servicesektoren omsætter for 1.200 milliarder kroner årligt og har 1,9 millioner ansatte - kan det få alvorlige konsekvenser, hvis tendensen fortsætter.

Men jeg vender lige tilbage til spørgsmålet på onsdag, der kommer der nok flere detaljer frem.

Jeg synes jo, at vi efterhånden lever lidt for meget af at klippe og barbere hinanden. Det er ikke nødvendigvis godt for økonomiens videre grundlag, det er industri, landbrug og så videre som faktisk producerer noget omverdenen gider at købe, såvel som de lokale oven i.

OECD og den aldrende befolkning

Jeg hoppede egentlig ind på OECD for at lede efter noget helt andet.

Men når politikere argumenterer for indvandring, så henviser de ofte til OECDs tal om den svindende befolkning i Europa, og den med dette undskyldte bydende nødvendighed for indvandring.

Gæt selv. OECDs tal er langt ude i skoven!

De påstår at Danmarks befolkning over 65 år vil udgøre ikke mindre end 52.16633414 procent i forhold til arbejdsstyrken (16-65 årige) i 2030.

Ahem!

Jeg skyndte mig at hoppe i Statistikbanken, det lugtede langt væk af bullshit.

Befolkningen i den arbejdsduelige alder svarer groft sagt til dem, som er 0-44 år gamle i dag og endda til lidt flere og de næste års ufødte, da personer ned til 16 år tælles i arbejdstyrken.

Alene de 0-44 årige i 2009 udgør i alt 3.154.529 millioner, og de svarer i runde træk til de 21-65 årige i 2030. Der er ikke noget at rafle om, da de allerede er født, og Danmark har i øvrigt oven i en positiv nettoindvandring på over 20.000 om året - næppe af pensionister.

Dertil skal tillægges den endnu ikke fødte børneårgang i 2030. Vi har stigende antal børnefødsler i forhold til firserne, vores fertilitet er på vej op.

Men tager vil blot gennemsnittet af de sidste ti års børneårgange, taler vi om 65.800 børn per år.

Det skal så ganges med 21 = 1.381.800

De to tal tilsammen udgør 4.536.329.

Danmarks Arbejdsstyrke i 2030 (16-66 årige - eventuelt 16-67 årige) vil altså bestå af over 3,4 mio. personer.

Skal OECDs tal holde med flere over end 65 år, end i den aktive arbejdsstyrke, kræver det, at antallet af personer over 65 i grove træk er mindst 3,4 mio. i 2030.

Samtidigt skal vi huske, at der også er de 0-15 årige i 2030. Vi kan diskutere om antallet at nyfødte til den tid vil være højere eller lavere end i dag. Men lad os for nemhedens skyld sige, at antallet er 65.000 i gennemsnit i perioden 2015-2030, mod 65.800 i gennemsnit for de seneste ti år. Så er der 975.000 børn i aldren 0-15 år i 2030.

Altså sammenlagt skal vi have omkring 3,4 mio. i arbejdsstyrken.
Plus 3,4 mio. over 65 år.
plus 1 mio. børn.
I alt omkring 8 mio. borgere i Danmark i 2030.

Hvis OECDs tal skal holde, skal vi altså sørge for en rigtig kraftig indvandring af ældre personer og pensionister. For med den nuværende befolkning og dens fødselstrends plus den aktuelle nettoindvandring, som næppe er pensionistmateriale hele bundtet, er vi kun lige nået lidt over 6 mio. borgere i 2030.

Ligeledes vil vi heller ikke mangle arbejdskraft, for de sidste tredive år er antallet af folk beskæftigelse svinget mellem 2,6 mio. og 2,8 mio. alt efter, om vi talte krise eller opsving. Vi har ikke skabt reel vækst i arbejdspladser, når stigningen i offentlige stillinger modregnes.

I 2030 vil arbejdstyrken bestå af mindst 3,4 mio. personer uden yderligere indvandring. Antallet af stillinger, vil angiveligt ikke være meget højere end i dag.

I den nuværende pulje af de mellem 55-65 årige er kun omkring halvdelen tilknyttet arbejdsmarkedet. De er med andre ord allerede på pension.

I 2030 vil vi stadig havde omkring 700.000, der ikke er plads til arbejdsmarkedet, under forudsætning af, at vi bevarer de arbejdspladser, vi har nu. Plus realistisk set flere, fordi vi har en høj nettoindvandring, og dem er der heller ikke arbejde til.

Og når de Radikale messer, luk ørene, de aner ikke, hvad de taler om.

Det vi kan se frem til, er at få færre af dem her:



I følge AE rådets rapport, "Myter og realiteter om de 850.000 på overførselsindkomst", så Har Danmark i øvrigt en af de højeste beskæftigelsesrater i OECD, faktisk noget højere end en del lande som også siges at mangle indvandrere - se Spanien, Frankrig:



Se Schweiz hvordan de klarer sig, de har stadigvæk den flid og så har de holdt sig langt væk fra EU - fornuftigt land, hvor kedeligt det så end er, som nogen synes.

Det er ikke min pointe at en land skal være kedeligt, blot at det skal arbejde med flid og være demokratisk, og holde sig langt væk fra EU.