En ny stemme får mæle i diskursen om vold

En ny undersøgelse viser, at vi undtaget mord har mere grov kriminalitet end USA og det skyldes ikke cykeltyverier:

Både indenfor vold, røveri og seksuelle overgreb afslører undersøgelsen en større andel af ofre blandt den danske befolkning end i USA.

Vold er et kæmpeproblem for vores samfund, vold, røverier, voldtægter ødelægger tusind liv hvert år, fordi alle der bliver overfaldet brutalt og uden grund lider psykisk skade, uanset om de ikke kommer noget til fysisk. Jo mere uforståelig, vilkårlig og brutal, volden er, jo mere der ikke kan findes andre forklaringer, end bare ren og skær ondskab, jo mere ondt gør den, uanset om de fysiske skader er midlertidige eller små. Se et tv-indslag her, med grafisk billeder og udtalelser fra en ekspert, der mener, at volden er blevet grovere.

Alligevel straffes det, som i den nylige "topmodel-sag" over dobbelt så hårdt at snyde skat, som det straffes at ødelægge en anden mands liv ved at hoppe på hans hoved og gøre ham hjerneskadet, eller smadre kæben på en person med flere slag til hovedet med en ratlås. (side 6)

Eller serie-voldsmænd får så lang snor, at de kan nå at ødelægge livet for 10-20 personer, før de ender med at slå en helt eller halvt ihjel.

Fordi selv om loven siger, at straffen skærpes ved gentagelser, så er det ikke specielt meget tilfældet.

Der er dog stor forskel på strafudmålingen i voldssager, man kan slippe med under et år, eller få flere år for at forårsage en permanent hjerneskade, for næsten identiske forbrydelser. Sker der "kun" alvorlige psykiske skader, så er det ikke noget, der straffes hårdt for.

Men det forfriskende at slippe for at høre på Flemming Balvig og hans evige remse om, "at volden ikke stiger, det er anmeldelserne," i ovenstående artikel.

Artiklen (Linket allerøverst) har dog fundet Eva Smith frem, som er aldeles uforstående over for undersøgelsen resultat, men forsøger samme bortforklaring:

På den anden side synes der også at være en tilbøjelighed til, at man opfatter bagateller som et slagsmål i en skolegård som kriminalitet," siger Det kriminalpræventive Råds formand Eva Smith.

Men for en gangs skyld får BalvigBandens påstande ikke lov til at stå uimodsagt. B.T har sørme hentet en person, der kan se sagen fra den anden side (selv om han er Borgmester i Randers fra S):

At Danmark er en rød plet på det kriminelle landkort kommer også bag på formanden for Landsforeningen Hjælp Voldsofre.
"Det er mange flere ofre, end jeg havde regnet med, men groft sagt er det fordi, vi har alt for meget kriminalitet i Danmark, og det er en skrøne, at man i USA er værre end os," siger landsformand Henning Jensen Nyhuus.(...)

"Det er meget overraskende med så mange danske overgreb, men jeg tror bestemt ikke, det skyldes, at danske kvinder er mere nærtagende end de amerikanske," siger landsformand Henning Jensen Nyhuus. (...)

"Det er så typisk, at når anmeldelserne stiger, så siger man, at det er fordi flere går til politiet end tidligere. I stedet for at gøre noget ved problemerne forsøger man at forklare dem."

  Han er dog sluppet igennem filtret før, primært gennem Berlingske Medier.

Men det er ikke hverdagskost og diskursen styres fortsat af Lex Balvig, selv om problemet er meget alvorligt og rammer tusindvis af mennesker hvert år.

Og voldens stigning i faktiske anmeldelser (klik for forstørrelse):

Superstat eller ikke superstat

En journalist stiller spørgsmålet, hvis EU ikke er en superstat, hvad er det så? til kommisionens formand Barroso.

Det er det samme som at sende en politiker ud af en lang, vævende tangent. For unionen er som sagt hele tiden stendød, indtil den dukker op igen med mere skæg, hat og blå briller.

Barroso væver: "nej, ikke en superstat" - dette upopulære ord. Han kan ikke se britisk eller tysk nationalitet forsvinde sådan lige med det samme, hvilket så siger intet omkring, om han ikke hellere så en europæisk identitet i stedet.


Som han indrømmer: EU færdrene havde forestillet sig. Så er det en skridt for skridt bevægelse for at skabe en "føderal solidaritet", som de/han foretrækker at kalde det. Som Schuman deklarationen allerede i 1950 omtalte som det første skridt mod en føderation i Europa. Vi er jo "uidentificerede politiske objekter", det vil sige formbart ler, omend man skal have tålmodighed, når man vil presse kameler ned i halsen på Europas befolkning, i bogstaveligste forstand.
Han prøver et mere, forhåbentligt populært ord, som ikke skurrer så meget i ørene. At Europa er en "organisation af imperier". Tænk hvor store vi kan blive! Tænk hvor stort! Når over 500 millioner mennesker fra Øst-Europa til Nordafrika er samlet under en fælles politisk overenhed, som er meget lidt glad for lokal nationalisme og nærdemokrati, men elsker tanken om en supernationalisme med det besværlige demokrati vingeskudt. Mærker i suset? Af historiens vingeslag, når den helt unikke konstruktion - EU - vokser til verdens største union og skridt for skridt får dannet en føderal identitet i hjerterne på mennesker på kryds og tværs.
Tidligere imperier var dannet med magt. havde en diktator i midten. EU er anderledes, Lande der "fuldstændigt samarbejder", når man altså lader være med at spørge befolkningen.

Margot Wallström bryder ind, med formildende humor - som nogle siger, for at forstå EU skal man enten være et "geni eller fransk", dette forsøg på humor kan stå helt for sig selv og er værd at tænke over.
Men så er det man kan italesætte det hele så smukt, "solutions united", ih hvor det lyder. Når man italesætter en gennem udemokratisk, centraliseret kommision der spytter så mange love og regulativer ud, at ingen kan overskue dem.

EU er stort! Og skal helst blive endnu større, strække sig fra mellemøsten til Nordpolen, Fra Island til Sorte havet.

17 lande kaldet de outer seventeen har fået stillet følgende i udsigt, hvis de laver tilstrækkelige reformer:

“This initiative offers the EU’s neighbouring partners, in exchange for tangible political and economic reforms, gradual integration into the expanded European internal market and the possibility of ultimately reaching the EU’s four fundamental freedoms: free movement of goods, services, capital and people. Ministers are also expected to back the Commission’s proposal1 to set up a Euro-Mediterranean Foundation for the Dialogue of Cultures, a Euro-Mediterranean Parliamentary Assembly.”

Med andre ord, så skal Europas økonomiske magt og Nordafrikas og Mellemøstens demografiske magt kombineres i det største sociale og politiske eksperiment nogensinde, så Europa kan blive en samling af imperier, eller rettere verdens største superstat. Selv om det er er et tabuord. Stykke for stykke har vi bevæget os i den retning siden 1950.
Bid for bid oprettes denne stat, helst uden om folket, lettere ubemærket, uden at tage et for stort og kontroversielt skridt af gangen.

Barroso for åben skærm:

Islamofobi er et spinord

Ferdinand De Saussure, var en Schweizisk lingvist, som skrev sig ind i verdenshistorien med den simple konstatering at forholdet mellem symbolet, og det som det symboliserer, er et arbitrært forhold. Forstået sådan, at det er tilfældigt, at vi kalder en stol for en stol, på andre sprog kalder man den noget andet. Den eneste logiske årsag til, at vi kalder en stol for en stol, er, at vi skal kunne adskille symbolet fra andre symboler. Vi ville ikke kun nå til fælles forståelse i detaljer, hvis vi kun havde et ord eller symbol tilfælles.

Det er derfor vigtigt, at vi som evigt udgangpunkt adskiller symbolet og det som det symboliserer - den virkelighed, der ligger bag.

Det specielt vigtigt i disse tider, for sproget har en strategisk dimension, hvor man via spin, forsøger at gøre forholdet mellem sproget og virkeligheden endnu mere arbitrært.
Med spin forsøger man faktisk at udvande betydningnen af sproget, eller overføre en anderledes og modsat betydning til et virkeligt forhold.

I dag kunne ingen politiker i Danmark, med mange stemmer som mål, finde på at undlade brugen af begrebet velfærdsstat.
I dette tilfælde har vi et konkret redskab, at måle værdien af udsagnet med, nemlig bliver der brugt flere penge på velfærd?
At vi har en statsminister som sprogligt har kritiseret velfærdsstaten forandrer ikke det faktum, at pengene fosser ud af statskassen.

Omvendt er det med begrebet "islamofobi", der har vi ikke noget direkte og konkret middel (slet ikke noget simpelt) til at måle vægten af udsagnets sammenfald med virkeligheden.
Der er med andre ord frit slag, til at anvende begrebet i flæng.

Islamofober beskyldes for at dæmonisere Islam, men begrebet islamofobi dæmoniserer islamkritik.

Det er let at slippe af med. For hvis man skal kvalificere eller diskvalificere begrebets sandhedsværdi, ville det kræve en enorm viden omkring Islam og Islams historie, om nuværende forhold for kvinder og vantro. Noget som kun kan vurderes i helhed, men affærdiges i enkeltdetaljer.

Som eksempel, kan man påpege at kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder ikke kun er begrænset til Islam. Det er ganske let og uden besvær at fremsætte den i øvrigt sande påstand, mens det kræver vidtgående kendskab til kvinders forhold i Islamiske lande og den historiske og tekstuelle baggrund at kvalificere det forhold, at vægten af påstanden er lav, og at kvinder inden for Islam faktisk bliver udsat for mere vold og mere undertrykkelse, end andre kvinder.
Eller vold, er mere udbredt inden for Islam, end inden for vores kultur.

Det samme omkring folkemord og krig. Alle kulturer har ført krig og begået folkemord (Ikke nødvendigvis i religionens navn, som i tilfældet Kampuchea), så det er let at påpege det forhold.
Men det kræver omfattende historisk viden omkring Islams mange massakrer i Indien, Eurasien, Balkan, hvordan hele egne blev ladt øde, alt slået ihjel og den Islamiske dogmatiks rolle i denne hyppigt gentagne fremgang, at blive sikker i sin påstand omkring at Islam ikke lader noget stå tilbage i forhold til Barbarer, tyranner, og andre totalitære ideologier med megadrabstendenser, på det punkt.

Så selv om vi brøster os af et videnssamfund, så er spin netop effektiv, på grund af uvidenhed, selv på felter, hvor viden er let at opnå.

Det er der ikke så meget, man kan gøre ved, andet end at forsøge at bringe viden på banen, fremfor beskyldninger og karaktermord.

Men har begrebet ikke en berettigelse? Jo det har det! Det har en berettigelse som araknofobi, men burde så hedde muslimofobi, for der findes mennesker, der er bange for alle muslimer, hvilket giver lige så meget mening som at være bange for alle edderkopper.
Omvendt er det jo interessant, at bemærke, at det ikke betragtes som Kommunist-fobi, Nazi-fobi, når man frygter eller afskyr alle tilhængere af disse ideologier.
Det er jo langt fra sikkert at alle kommunister er blodtørstige, hensynsløse, de er jo også mennesker som alle os andre og kommunismen, eller den revolutionære socialisme er jo heller ingen monolith.

Men begrebet bliver sjældent vendt mod mennesker som frygter alt inden for Islam og alle muslimer. I stedet bliver det vendt mod kritik af islam generelt og brugt til at dæmonisere denne kritik. Det lader sig kun gøre fordi der mangler viden og fordi bevidstheden omkring både sproget og den virkelighed som den afspejler, er mangelfuld.

Robert Redeker om Islamofobi og begrebets historie:

Ordkonstruktionen ‘islamofobi’ er en fælde lagt af islamister i den hensigt at vanskeliggøre islamkritik. En sproglig nydannelse har vundet indpas i den offentlige debat: ordet islamofobi. Dette ord, der lydligt kan ligne xenofobi, er konstrueret i den hensigt at indgyde frygt ved ubevidst at skabe forestillinger om had, forfølgelse og diskrimination - og dermed til hensigt at indgyde skyld. Stadig flere anvender dette ord som synonym for ‘racisme’ eller en parallel til antisemitisme. Men er denne brug tjenlig for det, som må være republikkens fornemmeste forpligtelser: at værne om samfundets sekulære orden og bekæmpe racisme? Fører det ikke til tankemæssig uklarhed, der kan få skadelige konsekvenser for republikken, dens værdier og kulturelle arv?
Forskeren Caroline Fourest har sporet ordet til dets oprindelse, og dets historie rummer artige overraskelser, der er afslørende for dets ophavsmænds intentioner. Det viser sig, at udtrykket islamofobi først blev brugt af radikale islamister imod feminister.
Kate Millet, den berømte amerikanske kvindesagsaktivist, blev udskældt som islamofob efter at have opfordret iranske medsøstre til at nægte at bære slør. Tilsvarende var det i de følgende i sammenhæng med muslimsk kvindeapartheid - tørklædetvang i skoler og institutioner, kønsadskillelse i svømmehaller osv. - at beskyldninger for islamofobi i stigende grad blev rettet imod dem, som talte imod bestræbelser på at ophøje denne apartheid til officielt anerkendt norm...

Ordet islamofobi vender tingene på hovedet og placere åndsformørkelsen i offerets position og det sekulære demokrati i aggressorens. Det sekulære demokratis forsvarere burde afholde sig fra brugen af dette ord, samtidig med at de må skærpe indsatsen for at bekæmpe virkelig racisme, især arabofobi.

Mere ros tak - for vi har afskaffet arbejdsløsheden

Som tidligere nævnt i denne post. Så er der ikke for alvor blevet færre på overførselsindkomst siden begyndelsen af halvfemserne.

Regeringer ynder at rose sig selv med, hvor gunstig netop deres politik er med hensyn til afviklingen af arbejdsløsheden. Selv mere kritiske medier kolporterer myten om den historisk lave arbejdsløshed.

Men det interessante er jo i den sammenhæng, at sjovt nok har vi knap nok færre på overførselsindkomst. Faktisk er antallet, med en del god vilje, kun faldet med lidt mere end 100000 over 15 år med hensyn til dem som vurderes som modtagere af ydelser et helt år.

Når jeg siger med god vilje, skyldes det, at vi igen taler om personer som er blevet forflyttet til en anden kategori, nærmere end mennesker der har fundet et reelt arbejde.
Erhvervsfrekvensen ligger omkring samme niveau (i 1995 78,3 procent og i 2006 78,9 procent- Danmark I Tal 2008)

Har over 100000 personer virkelig fået et nyt arbejde? Er der virkelig blevet flere arbejdspladser i Danmark?

Vi kan konstatere, at antallet af folkepensionister er steget fra 683216 i 1995, til 829 177 i 2007.
Altså næsten 150000 personer, måske over dette antal, fordi gennesnitslevetiden er steget? Som har veget pladsen for personer i den arbejdsdygtige alder.

Kigger vi på antallet af personer som modtager overførselsindkomst i løbet af et år, så er antallet stort set det samme, som det fremgår af min tidligere post.

Nu kommer det spændende. Kigger vi på de personer som i over et halvt år har modtaget henholdsvis :

Arbejdsløshedsdagpenge
Sygedagpenge
Kontanthjælp
Revalidering
Kommunal aktivering
AF-aktivering
Ledighedsydelse

Så var antallet faktisk lavere i begyndelsen af halvfemserne, end det var i feks. 2003 0g 2004.
Og det var faktisk lykkedes for Nyrupregeringen i 1999, at få tallet lige så lavt, som det lykkedes VK-regeringen i 2005. (Tabel SAM5 i statistikbanken)

For at vende tilbage til antallet af folkepensionister, så steg de i perioden 2004 til 2007 med omkring 140000!

En masse mennesker er blevet flyttet over i andre kategorier: Sygedagpenge, efterløn, pension aktivering, som sjældent repræsenterer en reel ny arbejdsplads, og sidst men ikke mindst - folkepension.

Som en sidste brik i puslespillet, skal det anføres, at nok er befolkningen vokset med 300000 personer siden 1990. Men! Andelen af personer i aldersgruppen 20-59 er faldet fra 55,3 procent i 1990 til 53,5 procent i 2007. Kun 73000 er kommet til i den gruppe. (Danmark I Tal 2008)

Når regeringen praler med, at den har fået arbejdsløsheden ned på under tre procent og har skabt 100000 arbejdspladser, så taler vi ikke bare om en sandhed med modifikationer, men om en omskrivende italesættelse af virkeligheden af kæmpedimensioner. For at slet ikke at tale om en, med alt for stor sandsynlighed, direkte løgn.
Hvor er de 100000 arbejdspladser?

Er der skabt arbejdspladser de sidste 15 år, er det ganske få. Og muligheden for at det reelle antal er faldet er tilstede. Arbejdstyrken er samlet faldet med omkring 50000 siden begyndelsen af halvfemserne, antallet af 16-66 årige er faldet med 25000 fra 1995 til 2006 (Danmark I Tal 2008) Antallet i aktivering ligger generelt oppe over 60000.

Spin og camouflering. Det er i tre ord, hvad der er sket, nærmere end vi har afskaffet arbejdsløsheden eller fået flere arbejdspladser.

(Kilde hvor ikke andet er anført: Statistikbanken.)