søndag den 4. januar 2009

Den Latente ondskab

Et af verdens mest kontroversielle eksperimenter nogensinde er Milgram Eksperimentet startet på Yale i 1961. Lignende forsøg er ikke blevet foretaget siden, på grund af de etiske kontroverser som er opstået i kølvandet på dette eksperiment.
Forsøgets udgangspunkt var Stanley Milgrams undren - i kølvandet på sagen mod Adolf Eichmann - kunne nazisternes ondskab forklares med at de fulgte ordrer, som de selv undskyldte sig med?

Så Milgram besluttede at undersøge dette nærmere. Han fandt 40 mænd gennem en avisannonce, som var villige til at deltage i eksperimentet. Dette forhold er blandt kritikpunkterne, da mænd som melder sig selv via en annonce, kan eventuelt siges at være ekstra responsive i forhold til autoritet.

I der første forsøg deltog 40 kontrolpersoner. Måden Stanley Milgram valgte at undersøge sin hypotese var grundlæggende simpel. Kontrolpersonen blev etableret i en lærerrolle og fik at vide, at han deltog i et eksperiment som drejede sig om hukommelse og indlæring.
Han fik den besked, at når "eleven" svarede forkert på hans opgaver med fire mulige svar, skulle han give ham et strømstød, som startede med 15 volt og voksede med 15 volt for hvert forkerte svar. Kontrolpersonen var forudbriefet om at maskinen kunne give op til max 450 volt i stød.
Hvert niveau op i volt havde desuden et klart label som forklarede, hvor kraftigt et chok det var f.eks "danger - severe chock".

"Eleven" på den anden side var en skuespiller, som var instrueret i at svare forkert på 2/3 af spørgsmålene. Vedkommende var bevidst valgt som værende et menneske, der var meget sympatisk, for at udelukke at resultatet blev et udslag af antipati.
Kontrol personen blev overværet og pacet af en meget strengt og autoritativt udseende biologi lærer klædt i en kittel, der havde rollen som ekperimentets leder.
"Lærer" og "eksperimentleder" befandt sig i samme rum, mens "eleven" var i et separat rum med kontakt via et samtaleanlæg til "læreren".
Når "læreren" ikke ville give mere stød til "eleven", ville han aktivt forsøge at overtale ham til at fortsætte med incitamenter i følgende rækkefølge:

  1. Please continue. (Fortsæt venligst)
  2. The experiment requires that you continue. (Eksperimentet kræver du fortsætter)
  3. It is absolutely essential that you continue. (Det er absolut vigtigt, at du fortsætter)
  4. You have no other choice, you must go on. (Du har ikke noget valg, du skal fortsætte)
Forsøget gik så i gang. "Eleven" var instrueret i at skrige mere og mere op til 300 volt, hvor vedkommende pludselig blev tavs. Kun en banken mod væggen blev hørt, altså det var tydeligt at "eleven" var mindst bevidstløs.
På dette tidpunkt begyndte "eleven" naturligvis typisk at gøre visse indsigelser. Han blev udover pacet efter ovenstående incitamenter informeret om, at han skulle betragte et manglende svar som et forkert svar, at forsøget skulle fortsætte indtil "eleven" havde svaret rigtigt på alle spørgsmål.

Nu kommer det chokerende. Kun fem ud af 40 droppede ud ved 300 volt, fire fortsatte med 315 volt. 65 procent af de 40, eller 26 ud af de 40 fortsatte op til 450 volt, selv om al banken på væggen og alle tegn på liv var ophørt!

Eksperimentet blev siden gentaget over hele verden og resultatet var det samme enerverende resultat, tendensen var nærmere en højere andel, der fortsatte op til 450 volt. Til sidst blev det betragtet som uetisk og droppet, på grund af de psykiske eftervirkninger på kontrolpersonerne. Der blev også udført forsøg med udelukkende kvinder, hvilket gav samme resultat, altså ikke mere empati fra dem, hvilket Stanley Milgram ellers oprindeligt formodede, hvilket var blandt årsagerne til, at han valgte mænd i første forsøg.
I Stanley Milgrams kontrolgruppe svarede dog 84 procent, at de var glade for at have deltaget i eksperimentet. Som en skrev til Milgram under Vietnamkrigen havde eksperimentet været en øjenåbner:

"While I was a subject in 1964, though I believed that I was hurting someone, I was totally unaware of why I was doing so. Few people ever realize when they are acting according to their own beliefs and when they are meekly submitting to authority… To permit myself to be drafted with the understanding that I am submitting to authority's demand to do something very wrong would make me frightened of myself… I am fully prepared to go to jail if I am not granted Conscientious Objector status. Indeed, it is the only course I could take to be faithful to what I believe. My only hope is that members of my board act equally according to their conscience…"
Forsøget blev skrinlagt i 40 år, men er for nylig blevet gentaget i en tillempet form, hvor der "kun" blev afgivet stød op til 150 volt. Dette blev foretaget af Jerry Burger på Santa Clara University. Resultatet blev at 70 procent denne gang var villige til at gå op på 150 volt, og en del var villige til at fortsætte udover denne grænse, selv om "eleven" gav tydelige lyd fra sig, når det gjorde ondt.

Overskriften "Den latente ondskab" er måske nok overdrevet. Men faktum er, at i disse eksperimenter udviser mennesket manglende empati, manglende selvstændig tænkeevne, og en kedelig respons til omstændigheder og pres fra autoriteter.
I dette eksperiment var ingen truet på deres eget liv eller levebrød, ved at ikke følge ordrer, heller ikke var de berørt af hadets stærke sindsgift.

Dette eksperiment er vigtigt for vores forståelse af os selv. Samt vores forståelse af hvor let spil det autoritære i enhver afskygning har i vores verden.
Det gælder ikke blot diktatur stater, manglen på selvstændig tænkning og selvstændig etisk stillingtagen uafhængig af autoriteter er et problem, der strækker sig udover alle områder som Homo Sapiens - Det såkaldt tænkende menneske - indtager, inklusive vores egen verden.

Det er på den baggrund, vores besættelse af vores krigen i Eks-jugoslavien og Nazismen skal forståes. Vi troede og stadig tror og håber, at den slags ondskab og barbaritet var forbeholdt stater uden for den demokratiske og vestlige verden.
Det er den ikke, både had og manglende selvstændig tænkning er en konstant latent trussel mod den civile og demokratiske orden, vi har opbygget.
Denne faktor alene kan ikke udløse den store katastrofe, men den viser at civilisation er en tynd overfladisk kappe over vores person, som kan flåes i stykker af ekstraordinære begivenheder, eller af had og vrede, forsmået stolthed, for at slet ikke tale om simpel autoritet alene.

Det er derfor af afgørende betydning, at vi lærer og oplærer hinanden i både selvstændig tænkning og i at afvise had. Bygger og styrker en personlig etisk rygrad, som er uafhængig af autoritet og lov, den offentlige mening, specielt uafhængig af religiøse autoriteter, eller ureflekterede normer og politisk korrekthed.

Update:

William Jansen i kommentarer gjorde lige opmærksom på dette link, at der er lavet et forsøg med aber, hvor aberne fik mad, når de gav stød til deres medaber, men flere valgte at sulte, da de fandt ud af vilkårene for deres føde:

"Humans -- who enslave, castrate, experiment on, and fillet other animals - -- have had an understandable penchant for pretending animals do not feel pain. A sharp distinction between humans and "animals" is essential if we are to bend them to our will, wear them, eat them -- without any disquieting tinges of guilt or regret. It is unseemly of us, who often behave so unfeelingly toward other animals, to contend that only humans can suffer. The behavior of other animals renders such pretensions specious. They are just too much like us.

In the annals of primate ethics, there are some accounts that have the ring of parable. In a laboratory setting, macaques were fed if they were willing to pull a chain and electrically shock an unrelated macaque whose agony was in plain view through a one-way mirror. Otherwise, they starved. After learning the ropes, the monkeys frequently refused to pull the chain; in one experiment only 13% would do so -- 87% preferred to go hungry. One macaque went without food for nearly two weeks rather than hurt its fellow. Macaques who had themselves been shocked in previous experiments were even less willing to pull the chain. The relative social status or gender of the macaques had little bearing on their reluctance to hurt others.

If asked to choose between the human experimenters offering the macaques this Faustian bargain and the macaques themselves -- suffering from real hunger rather than causing pain to others -- our own moral sympathies do not lie with the scientists. But their experiments permit us to glimpse in non-humans a saintly willingness to make sacrifices in order to save others -- even those who are not close kin. By conventional human standards, these macaques -- who have never gone to Sunday school, never heard of the Ten Commandments, never squirmed through a single junior high school civics lesson -- seem exemplary in their moral grounding and their courageous resistance to evil. Among these macaques, at least in this case, heroism is the norm. If the circumstances were reversed, and captive humans were offered the same deal by macaque scientists, would we do as well? (Especially when there is an authority figure urging us to administer the electric shocks, we humans are disturbingly willing to cause pain -- and for a reward much more paltry than food is for a starving macaque (cf. Stanley Milgram, Obedience to Authority: An Experimental Overview). In human history there are a precious few whose memory we revere because they knowingly sacrificed themselves for others. For each of them, there are multitudes who did nothing." ~Dr. Carl Sagan and Ann Druyan

3 kommentarer:

WilliamJansen sagde ...

I en af Carl Sagans bøger omtaler han et lignende eksperiment med Makabe-aber, som fik mad når de gav ikke-dødelige chok til deres med-aber (fuldstændigt fremmede med-aber, men de kunne se dem). Eksperimentet blev afbrudt, da mange af aberne var villige til at sulte sig selv ihjel fremfor at uddele chok.

WilliamJansen sagde ...

Ja, jeg brude nok have reserachet før det forrige indlæg. My bad!

Her er den imponerende tekst:

In the annals of primate ethics, there are some accounts that have the ring of parable. In a laboratory setting, macaques were fed if they were willing to pull a chain and electrically shock an unrelated macaque whose agony was in plain view through a one-way mirror. Otherwise, they starved. After learning the ropes, the monkeys frequently refused to pull the chain; in one experiment only 13% would do so -- 87% preferred to go hungry. One macaque went without food for nearly two weeks rather than hurt its fellow. Macaques who had themselves been shocked in previous experiments were even less willing to pull the chain. The relative social status or gender of the macaques had little bearing on their reluctance to hurt others.

If asked to choose between the human experimenters offering the macaques this Faustian bargain and the macaques themselves -- suffering from real hunger rather than causing pain to others -- our own moral sympathies do not lie with the scientists. But their experiments permit us to glimpse in non-humans a saintly willingness to make sacrifices in order to save others -- even those who are not close kin. By conventional human standards, these macaques -- who have never gone to Sunday school, never heard of the Ten Commandments, never squirmed through a single junior high school civics lesson -- seem exemplary in their moral grounding and their courageous resistance to evil. Among these macaques, at least in this case, heroism is the norm. If the circumstances were reversed, and captive humans were offered the same deal by macaque scientists, would we do as well? (Especially when there is an authority figure urging us to administer the electric shocks, we humans are disturbingly willing to cause pain -- and for a reward much more paltry than food is for a starving macaque (cf. Stanley Milgram, Obedience to Authority: An Experimental Overview). In human history there are a precious few whose memory we revere because they knowingly sacrificed themselves for others. For each of them, there are multitudes who did nothing." ~Dr. Carl Sagan and Ann Druyan

http://www.google.com/url?sa=t&source=web&ct=res&cd=1&url=http%3A%2F%2Fwww.all-creatures.org%2Fquotes%2Fsagan_carl.html&ei=CkRhSZC4CImt-gb3wtzIDw&usg=AFQjCNErFzhdVy7V3fhbotOSmQ1K79j5ow&sig2=nSWuwMDdXqCJwZcvZpFsXQ

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Av hvor spændende, tak for linket.