Danmarks fremtid - et demografisk perspektiv

Jeg lover ikke for meget, hvis jeg hævder at følgende tekst, er noget af det vigtigste, du kan læse omhandlende dette lands fremtid. Ikke at du skal bekymre dig for meget. Det hjælper ikke noget, og gør blot dit øjeblik på jorden, det du har fået tildelt, mindre værd.

Men de kommende generationer, dine børn og børnebørn, fortjener din dybe omtanke og det er vigtigt, du afsætter tid til at læse det hele.

Der er mange, der er oprigtigt bekymrede omkring Europas fremtid, når vi ser på vores demografis forhold til de muslimske indvandreres.
Der findes nogle urealistiske overdramatiserede bud på, hvornår vi får et muslimsk flertal, og mennesker der regner med en snarlig borgerkrig af samme årsag. Personligt tror jeg ikke på borgerkrigstanken, det er vores samfund for resistent over for. Men et samfund bestående af to store kulturer vil ikke være gnidningsfrit, der er allerede gnidninger den dag i dag.
Jeg mener heller ikke, det er hundrede procent givet, at vi får muslimsk flertal. Men omvendt er det en teoretisk mulighed, omend der er godt over et århundrede, til det sker. Et muslimsk flertal er så heller ikke lig med udelukkende dårligt integrerede, dybt religiøse muslimer.

Men det er en kerne af sandhed i denne frygt. De muslimske indvandreres fødselsrate er noget højere end vores, og med eksponentiel vækst under nogenlunde samme forudsætninger som i dag, kan de blive flertal en gang i næste århundrede og med stor fortsat indvandring i dette.

Men nærmere end at være en årsag til demokratiets bortgang, en trussel om borgerkrig og langt før noget i den stil, er dette først og fremmest en trussel mod den velfærdsstat, som vi kender, og det ligger ikke fjernt ude i horisonten. De som er født i dag eller er unge i dag vil angiveligt nå, at opleve det.

Velfærdsstaten vil simpelthen ikke kunne overleve i sin nuværende form. Den er allerede dyrere, end godt er og 1-3 millioner flere borgere over 100 år vil resultere i et pres på de offentlige finanser som kun vil overleve ved en halvering eller mere af velfærden.
Som jeg har påvist i en række tidligere poster på min blog, er det ikke reelt lykkes at skabe nye arbejdspladser i de sidste 20 år.
De arbejdspladser som er skabt, er primært blevet det i den offentlige sektor.

Uanset om vi stopper indvandring i dag eller ej, vil den danske befolkning vokse, som følge af en eksponentiel vækst gennem højere fertilitet hos gruppen af ikke-vestlige indvandrere. Selv en uanseelig indvandring så lav som 10.000 indvandrere eller flygtninge om året, bliver til 300.000 samlet på blot 30 år og 300.000 flere mennesker som skal have bolig og velfærdsydelser.

I det omfang disse er ikke-vestlige indvandrere, vil der dertil komme en fertilitet som gør, at denne gruppe med efterkommere vil vokse ret kraftigt eksponentielt.

Det er meget muligt at tredje og fjerde og femte generations ikke-vestlige indvandrere generelt vil sænke deres fertilitet markant, men næppe helt til vores niveau. Det er omvendt meget sandsynligt, at en kulturkonservativ kerne vil bevare en markant højere fertilitet. Selv om denne gruppe er lille som udgangspunkt, så taler vi om eksponentiel vækst, altså f.eks. 100,000 som bliver til 200,000 og så til 400,000, dernæst til 800,000. En fordobling over tid.

Det er vigtigt, at forstå at den ekspontielle vækst har en langsom dramatisk effekt. Hvis vi antager at gruppen med kulturkonservative normer, er 50000 i antal i dag med en årlig vækst på 2,5 procent, så vil det ikke første omgang være særligt synligt i den samlede danske demografi bestående af 5,4 millioner menesker med en årlig befolkningsvækst på 0,33 procent for landet som helhed, som var tallet for 2007.

Men en vækst blandt en lille gruppe med højt demografisk potentiale, bliver over årtier mere markant. Det første årti er væksten kun fra 50,000 til 64,000. Men efter 50 år er de 50,000 blevet til 167,000. Hvilket svarer til lidt over en tredobling. Men den eksponentielle effekt fortsætter. Over 100 år vil de 50,000 blive til 590,000, altså næsten en TOLVDOBLING, og vækstprocenten har hele vejen været 2,5 procent årligt.

Det er, hvad en eksponentiel vækst betyder, hvis blot 50000, på den ene eller anden måde med nytilkomne og efterkommere, holder fast i en reproduktionsrate på 2,5 procent årligt vil denne gruppe tolvdobles på hundrede år.
Sætter vi en parallelgruppe på 100000, med det halve af den vækstrate, nemlig 1,25 procent, vil den så til gengæld kun vokse 3,5 gange over 100 år til 346,000.
Der er altså en gigantisk forskel på 2,5 procent og 1,25 procent årlig vækst over 100 år.

Findes der så nogle lande, der har så høj en fordoblingsrate som 2,5 procent, eller over denne?

Ja, det gør der faktisk - nemlig 34 lande i verden. Det er dog i den ekstreme afdeling, med til eksempel Somalia, som har en årlig demografisk vækst på 2,85 procent, en gennemsnitsfertilitet per kvinde på 6,76 børn. Men Somalia er også et land med lav gennemsnitslevetid og borgerkrig, hvilket sænker den årlige befolkningsvækst i procent.
Tager vi Pakistan er den årlige befolkningsvækst på 2,2 procent og gennemsnitsfertiliteten per kvinde er 3,58 børn.

Tager vi til gengæld mere moderniserede muslimske lande som Tyrkiet, bliver vi vidne til en bizar forestilling, nemlig at trods en gennemsnitsfertiliteten per kvinde hedder 1,92 børn - under det man siger, er det nødvendige for at opretholde status quo i befolkningen - så vokser befolkningen alligevel med 1,04 procent om året. Jeg vil anbefale, man holder øje med Tyrkiet, for det land viser om noget, hvor stor en forskel et lille mindretal med højt demografisk output kan gøre. Fortsætter Tyrkiet med 1,04 procent årlig demografisk vækst, vil landet vokse fra 70 millioner mennesker til 196 millioner på 100 år. Bid mærke i at Tyrkiet har en neutral netto immigration!
Et andet moderat land er Jordan. Det har en gennemsnitsfertilitet per kvinde på 2,63 børn. Det lyder ikke af meget i forhold til danskernes 1,85 børn per kvinde. Men Jordans årlige befolkningsvækst er på 2,338 procent. Jordan i dag har en befolkning på cirka 6,2 millioner. Med en årlig vækstrate 2,338 procent vil Jordans befolkning på 100 år vokse til 65 millioner. Altså en tidobling. Jordanerne har den samme gennemsnitalder, cirka, som danskerne. Jordan har den dobbelte fødselsrate per 1000 indbyggere af Danmark, på trods af at fertilitetsraten per kvinde ikke er den dobbelte. Den mest oplagte forklaring på dette, er at de i gennemsnit føder børn i en tidligere alder.

Tyrkiet har en fødselsrate på 16,15 børn per 1000 indbyggere, mod 10,71 per 1000 indbyggere i Danmark. Det på trods af at forskellen på gennemsnits børnefødsels antal per kvinde, mellem Danmark og Tyrkiet, er så lav som 0,07 procentpoint, 1,85 mod 1,92.

De to eksempler Tyrkiet og Jordan, viser os altså, at en tilsyneladende lav gennemsnitsfertilitet per kvinde, ikke nødvendigvis er det samme som en lav befolkningstilvækst.

Der er mange andre vigtige faktorer på spil, såsom om man begynder at få børn i en tidlig eller sen alder, gennemsnits levealder, fødsels og dødsrate, netto immigration osv.

Den eksponentielle vækst drejer sig om deres fordoblingspotentiale. Hvor mange årtier der vil gå mellem hver fordobling er spørgsmålet? Det afhænger altså af både gennemsnitsfertiliteten og hvor tidligt man begynder at føde børn, levealder, samt nettoindvandring.

En gruppe mennesker som føder de fleste af deres børn, mens de er mellem 20-25, vil producere en generation ekstra inden for cirka 100 år i forhold til en gruppe som føder de fleste af deres børn, når de er i alderen 27-32. sidstnævnte gælder for gennemsnitsdanskeren af hunkøn. Således vil selv en marginalt større fertilitet per kvinde koblet med et kulturelt mønster, der fremmer tidlige ægteskaber og tidlige fødsler, resultere i en eksponentiel kæmpeforskel i babyoutput over 100 år. Man kan på nuværende tidspunkt, hvor ikke vestlige indvandrere udgør 6,1 procent af befolkningen, ikke kan se den store forskel. Det kan man om 100 år.

Man kan ikke regne på, hvordan ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil reproducere sig selv i uendelig fremtid, for de kan og vil angiveligt ændre fertilitetsrate og gennemsnitlig førstefødselstid undervejs.
Men vi har tal på deres fertilitetsrate og fødselsrate i dag, og hvis den fortsætter, eller ikke falder med godt over 50 procent, er det nok til at bringe velfærdsstaten i knæ på langt sigt. Specielt givet det er utopisk, at vi ikke får en ekstraindvandring.

De tal jeg nu vil gå ud fra, kan man finde i rapporten, "Indvandrere i Danmark 2008", fra Danmark Statistik.

Vi har i følge rapporten 237.695 Indvandrere fra ikke-vestlige lande. Dertil kommer 103.788 efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Så det samlede antal ikke-vestlige indvandrere med efterkommere er rundt regnet i alt 341.000.

Kun fire procent af ikke-vestlige efterkommerne er fyldt 30 år. 49 procent er under ti år gamle, så vi har ikke det fulde billede af deres fertilitet endnu.

Fertiliteteten for kvinder af dansk oprindelse var 1,78, mens den samlet set for ikke-vestlige indvandrerkvinder var 2,22. Men husk at fertilitetsraten ikke nødvendigvis siger meget om, hvor mange børn de føder per år.

Den aldersbetingede fertilitetskvotient er nemlig næsten 350 procent højere for ikke-vestlige indvandrere mellem 15-19 år og 267 procent højere for ikke-vestlige indvandrere mellem 20-24 år, end den er for kvinder af dansk oprindelse i samme aldersgruppe.
Af de 64.505 børn, som er gennemsnittet for det årlige antal børn født i perioden 2003-2007, er den årlige andel af børn født af ikke-vestlige indvandrere lig med 6.023 børn, og det er også i gennemsnit.
Det vil sige, at ikke-vestlige indvandrere som udgør 4,4 procent, ud af danmark samlede befolkning per 1. januar 2007 på 5.447.084, fødte 9,3 procent af de babyer som blev født i perioden 2003-2007.
Dette er ikke en prognose, det er reelle tal fra de sidste år!

Det er 211 procent flere babyer end kvinder i Danmark som helhed fødte.

Hvad værre er. Det svarer til omkring 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere samlet set. (Til sammenligning er det samme tal for for hele Danmark, som helhed, på 10,71)
(Da jeg lavede den udregning, tog jeg ikke forbehold for aldersfordelingen i befolkningen, det har jeg gjort senere her. Når der er i forhold til alderfordelingen er justeret, ligger de stadig over os demografisk, dog med Somalierne som eneste med dobbelt demografi af vores, 73 børn per 1000 Somaliere i alderen 15-44 år mod 29 per 1000 danskere mellem 15-44 år. DET ER DOG VIGTIGT AT FORSTÅ! AT EN DOBBELT FØDSELSRATE ER IKKE LIG MED - DE KUN FØDER DET DOBBELTE AF OS PÅ SIGT.
DER KOMMER EN EKSPONENTIEL VÆKSTFAKTOR OVER TID, SÅ SELV OM TYRKIET, TIL EKSEMPEL, KUN HAR EN FØDSELSRATE OMKRING 1,5 AF VORES EGEN VIL DE KUNNE MERE END TREDOBLE SIT BEFOLKNINGSTAL PÅ ET ÅRHUNDREDE, HVIS SAMME FØDSELSRATE FASTHOLDES.)

Det er vigtigt at forstå, at gruppen af ikke-vestlige indvandrere tæller alle lande uden for EU, Skandinavien, USA, Canada, Australien, New Zealand. Ikke alle indvandrere fra ikke-vestlige lande har den samme demografi. Jeg har ikke kunne opdrive en oprindelsesland baseret fertilitetsrate, eller specifikt årligt fødselsantal. Men ved at bruge denne tabel i Statistikbanken (KRBEF3) og overføre den til Excel, har jeg lavet denne liste over indvandrere og efterkommere fra de 20 ikke-vestlige lande, vi har modtaget flest indvandrere fra:

Indvandrere fra Ikke-vestlige lande såsom Thailand og Filipinerne, Vietnam og Eks-Jugoslavien som har vi har haft indvandrere fra i årtier, har procentvis langt færre efterkommere end tyrkerne og libaneserne, pakistanerne, som vi også har haft i landet længe. Det skyldes dog også, at i det tilfælde, de gifter sig sig med en person som er født i Danmark og har dansk statsborgerskab, bliver børnene regnet som af dansk oprindelse.
Der er dog angiveligt supergrupper som presser den samlede demografi for alle ikke-vestlige indvandrere op på de 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere som den er.
Supergruppernes vækst kan vise sig endnu mere dramatisk på langt sigt, eftersom de på nuværende tidspunkt camoufleres godt og grundigt af moderat og lavdemografiske landegrupper. Disse lavdemografiske landegrupper vægt i regnskabet vil formindskes med den eksponentielle udvikling. Så på sigt kan det faktisk vise sig, at de ikke vestlige indvandrere samlet set vil føde mere end 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere med efterkommere.

Hvis man husker det? Var tallet for Tyrkiet og Jordan henholdsvis 16,15 og 20.13 børn per 1000 indbyggere.

25,3 børn per 1000 indbyggere er en fødselsrate, som vores ikke-vestlige indvandrere samlet set har, der ligger tæt op af Vest Bankens rate på 25,9 procent. Befolkningen på Vest Banken vokser med 2,225% årligt, det med en netto immigration på nul og en gennemsnits levetid nogle år under den danske.
Hvis denne vækstrate forsætter blandt 2 og 3 og 4 samt 5 generations indvandrere vil de 341.000 Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i dag, uden yderligere indvandring, vokse meget kraftigt.

For at sætte konkrete tal på dette, vil de første 10 år frem fra nu af være en uanseelig vækst til 426.000 borgere, altså 85000 mere end i dag. Men husker i den eksponentielle effekt? Om 50 år taler vi 1.037.337, altså næsten 700.000 mere. Om hundrede år taler vi 3.155.629, altså 2.814.629 ekstra borgere i Danmark ganske uden yderligere indvandring, altså over en nidobling af de oprindelige 341.000. Og en generation længere fremme er gammeldanskerne så et mindretal.

Det er hvad eksponentiel vækst betyder, og det er ekstremt vigtigt at forstå!

Selv hvis vi siger, at gennemsnittet falder så drastisk, at den årlige tilvækst i gennemsnit bliver det halve, nemlig 1,112 procent. så vil tilvæksten i efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere over 100 år kun være på omkring 700000 til i alt 1.038.629. Men det er stadig helt uden nyindvandring, ren og skær demografisk vækst.

Jeg tror, at det reelle tal bliver mellem de to scenarier, altså 2 millioner +/- nogle få hundrede tusinde.
Vi kan ikke håbe på et tyrkisk scenario med en årlig vækst på omkring 1,04 procent, da vores ikke-vestlige indvandrere, som vi kan se på nuværende fødselsrate på 25,3 børn per 1000 ikke-vestlige indvandrere, udgør en markant højere en, end den som er i Tyrkiet og vidner om, hvor mange kulturkonservative ikke-vestlige indvandrere vi har modtaget.
Vi kan omvendt håbe på at 3-5 generation vil nedsætte fødselsraten. Håbe, men det er langt fra sikkert, at det vil være markant nok eller overhovedet vil ske. At vi bliver et fattigere land, er jo ingen garanti, tvært i mod.

Selv hvis vi forestiller os, at det næste hundrede år er et eventyr. Et eventyr hvor der ingen integrationsproblemer og kulturkonflikter er, ingen nyindvandring er, at de 2 millioner ekstra borgere vi får er mindst lige så dydige og dygtige, kompetente borgere, som gennemsnitsdanskeren er i dag. Selv endda mere.
Så taler vi stadig om 2 millioner ekstra borgere, som der skal være indkomst og arbejde til, skolelærere og sygeplejersker til, boliger og øvrige velfærdsydelser til.

På 20 år har vi ikke skabt arbejdspladser af betydning, og vi har haft over 800000 på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder permanent siden 1980´nes toprekord i beskæftigelse på 2.741.407 beskæftigede i 1988.
De 100.000 ekstra beskæftigede vi havde i 2008 i forhold til 1988 svarer til nogenlunde den vækst, vi har haft i offentlige arbejdspladser.

Jeg er derfor ikke bange for at spå at i sidste halvdel af dette århundrede forsvinder den velfærdsstat, som vi kender i dag, og vi lever ikke i et eventyr. Der vil være både integrationsproblemer, konflikter og nyindvandring.
Jeg kan ikke se nogen mirakelkur som kan gøre andet, end det at gøre skaden mindre.

Jeg skriver ikke dette for at sprede pessimisme, eller bekymring. Dem kan vi ikke bruge til noget. Men vi har brug for større omtanke og mere vision, end vi har den dag i dag og har haft de sidste årtier.

Og sidst men ikke mindst, en bedre forståelse for eksponentiel vækst i alle afskygninger.

Så nærmere end at bekymre os om, hvordan vi skal forsyne en midlertidig stor generation, så bør vi bekymre os om, hvordan vi skaber arbejde, boliger, skolegang, sygehuse og øvrige velfærdsydelser, til over 2 millioner ekstra danskere.

"Denne post kan frit citeres og hjertens gerne så."

Læs også den senere post om, at muslimske mødre føder børn i en tidligere alder end danske kvinder.


Læs også om, hvorfor muslimsk flertal i Danmark har lange udsigter, men med en vigtig hage, nemlig at, som man kan se tydeligt ud fra det israelske eksempel, så er det fundamentalistiske muslimer, der vil føde de mange børn, som giver dem flertallet.


Læs også om, at selv om det har lange udsigter i Danmark, så sker det inden for få generationer i Tyskland og eventuelt andre lande, at muslimerne bliver flertal. Europas skæbne er delvist forseglet.