Illusionernes marked

Jeg har været træt af Stein Bagger og IT-Factoryaffæren fra dag to-tre af. Jeg fatter ikke, hvorfor denne historie går i selvsving? Måske er det en kombination af charme, selvtillid, lækker bil og en omverden, der blev taget så kraftigt ved ansigtets frontparti, at den kårede IT Factory som årets entrepenør?

Jeg skammer mig over journaliststanden, velvidende at den kun gør det, fordi det er en simpel historie med en enkelt, karismatisk bedrager. Begge bestanddele med folkeappel.
Heldigvis findes der andre Journalister og andre historier. Eksempelvis de herrer fra JP, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, som bør vinde Cavlingprisen de næste mange år. De har lavet et stykke detektivarbejde og analytisk, kritisk journalistik, der var tidligt ude, som også rummer en milliardsvindler, som er ung, succesrig, havde masser af hurtige biler, samt er blandt Danmarkshistoriens største bankrøvere, med en gæld alene til Roskilde Bank på over 900 millioner kroner.
Han er ikke alene. Masser af "succesrige" mennesker, har i større eller mindre omfang fulgt nogenlunde samme recept, er gået konkurs på stribe efter at have levet det søde liv i årevis på mindre bestanddele realformue og større bestanddele Illusion.
De fleste af disse "rigmænd" vil angiveligt aldrig se en dag fra den indvendige side af hotel Gitterly. Det på trods af at de har svindlet for milliarder, hvor mange milliarder må guderne vide? For det er kun de mest rådne fisk som har truffet detektivernes næsebor.
Hvad har disse mennesker gjort? De har blandt andet solgt ejendomme mellem hinanden til overpris, kunstigt hævet prisen langt ud over det som almindelige mennesker vil give. I nogle tilfælde har de dog scoret kassen på, at lejerne i en ejendom har købt den til den af dem satte overpris som loven giver lejerne mulighed for. Men primært ved at handle indbyrdes til overpris har de opnået aktiver baseret på lån og pantebreve, som var den rene luft, trukket aggressive långivende banker med i et uafvendeligt fald. De har begået Danmarkshistoriens angiveligt største bankrøveri, for de flestes tilfælde uden at risikere den mindste straf.

Denne historie er rigtig interessant, ikke bare er den interessant, den er hamrende samfundsrelevant og burde være tvangspensum for alle politikere i folketinget, indtil de kan den både forfra og bagfra med implikationer.
For disse mennesker udgør i princippet bare en ekstrem, skamridende variant af den økonomi politikerne har ladet stå til med. En økonomisk vækst baseret på lav rente og lånegilde i den store stil, illusioner om værdi af ejendomme, IT virksomheder og andre fata morganaer, hvor forventninger fuldstændigt mister kontakten med markedsvirkeligheden.

Vores problem i en nøddeskal har været: At vækst baseret på midlertidige forhold og luftkasteller, skaber nødvendigheden af næste års luftkasteller må bygges endnu højere, for at vi kan holde vores vækstmålsætning.
Vi bliver med andre ord, ved med at fange os selv på det forkerte ben indtil det segner.

Politikerne har haft for travlt med at prale af vækst, faldende arbejdsløshed, til at gøre noget som helst for at skabe en sund økonomi, luftkasteller forpligtiger til yderligere luftkasteller.
En superboble brister med et superbrag og midt i braget er vi i dag.

Derfor har vi ikke brug for politikere, der bereder fremtidige katastrofer. Jeg er tilbøjelig til at sige, at vi har brug for en kartoffelkur, en rentestigning der kan mærkes. Ved at flygte fra recessionen ud i nye luftkasteller, gør vi kun værre værst.

I USA år 2005 vurderede finanshuset Merrill Lynch, at omkring halvdelen af den årlige vækst, (Altså hvis 5 procent årlig vækst, så var 2,5 procent relateret til ejendomme) var knyttet til ejendomsmarkedet på den ene eller anden måde.
Jeg ved det ikke, men vil hjertens gerne vide det. Det ville ikke undre mig, hvis det i Danmark de sidste år har været mere end 50 procent, som har relateret sig ejendomme, hvis ikke hele den årlige vækst.

Med en økonomi, baseret på forventning og luft, låne og kredit cirkus, hvor at stoppe det, før det stoppede sig selv, hvilket det dog uafvendeligt ville gøre, hele tiden har betydet recession og for hvert år det ikke blev stoppet, en endnu større recession, har vi nu malet os selv op i et hjørne. Men det er heldigvis et godt hjørne, hvor vi kan konsolidere vores økonomi og i stedet for at satse på midlertidige murstensløsninger, eller hip og hype brancher med overtunede forventninger. Det er ikke verdens undergang, det er bristede sæbebobler forfulgt af panik og hysteri og en del banker, investeringsfonde som har brændt fingrene for alvor.
Vores eneste problem er, at vi har lovet at følge EUs Centralbanks rente, og dermed ikke selvstændigt kan regulere til ansvarlighed via renteforhøjelse.
Men vi kan satse på sunde foretag, gode idéer som faktisk har et relativt permanent og stabilt marked, investere i for eksempel bæredygtig energi, tekniske løsninger på afhængigheden af fossile brændstoffer. Men det vigtigste er, at økonomien knyttes tættere til markedets realværdi igen og kreditter med luftkasteller ikke skaber en trappe, der år for år vokser op i de økonomiske illusioners elusive paradis.