Et af de argumenter, der går igen i debatten mellem Søren Krarup, Kasper Støvring og Simon Emil Ammitzbøll (efter spørgsmålet luftes af ordstyrer Kasper Elbjørn) på mødet hos Cepos forleden, er (videoforedrag her og sekvensen starter cirka 50 minutter inde). Argumentet går på, at kan man ikke forestille sig, at dansk kultur bliver stærkere i mødet med fundamentalistisk islam? At man finder ud af, hvad er man ikke, og hvad er man?
Kasper Støvring svarer "jo bestemt".
Jeg ville have svaret bestemt ikke. For det første behøver vi ikke at finde ud af, at dansk kultur ikke er:
Jihad og troen på 72 jomfruer i himlen.
Sharialov, hvor kvindens retsstilling er ringere end mandens. Dødsstraf eller hårde straffe for frafald fra Islam.
Arrangerede ægteskaber og æresvold.
Forbud mod at kritisere religion og en hvis profet.
At gå med tørklæder fordi en kvindes hår betragtes som særligt æggende.
At chikanere kvinder, der ikke går med tørklæde, eller klæder sig såkaldt udfordrende.
At kaste med sten efter brandfolk.
Overfalde personer, der spiser svinekød.
Det falder helt naturligt for os, at sådan handler og tænker man ikke. Vi ved ganske glimrende, at det intet har med dansk kultur at gøre.
For det andet, så er det meningsløst at snakke om en stærk kultur - altså argumentet, der går på, at hvis man frygter islam, så har man indforstået en frygt for, at ens egen kultur ikke er stærk nok. Det er uden relevans, når modstanderen er villig til at bruge alle midler, og det gælder for vores kultur, at det er vi ikke.
Hvordan skal en afghansk kvinde argumentere for, eller hævde sin ret til at gå i skole over for en talebankriger med en AK-47?
Hvordan skal en ung dansk kvinde hævde sin ret til at gå i miniskørt uden at blive gramset på eller kaldt en luder, og hvordan kan hun gøre det uden at blive overfaldet, chikaneret yderligere, truet osv.?
I dag er 11 kvindelige universitetsstuderende blevet sprunget i luften i Pakistan, fordi de krævede deres ret til at gå på universitetet. Hvordan skulle det styrke kvinders ret og vilje til at gå på universitet? Hvordan skulle det styrke en kultur, hvor det antages som naturligt, at kvinder uddanner sig?
Hvordan skal man frit kritisere religion med dødstrusler hængende over ens hoved?
Det har ingen gang i den virkelige verden. Religiøse fanatikere og terrorister har magt, selv om de ikke sidder på de øverste poster i landet. De har magt på gadeplan, og for dem som udsættes for denne magtudøvelse, gør det ingen forskel, at de religiøse fanatikere og terrorister ikke besidder den formelle magt.
Det gør ikke den store forskel for pigen i Afghanistan, at den øverste magt i landet tillader hendes skolegang. For der findes som sagt flere talebankrigere i nærheden bevæbnet med AK-47, der har en helt anden mening.
Ser vi egne breddegrader, så er tvangsægteskaber forbudt ifølge loven. Tvangsægteskaber er klart og tydeligt mod danske normer. Men loven har ingen betydning i forhold til at bremse et angiveligt fortsat stigende problem med tvangsægteskaber og æresrelaterede trusler og vold, og det er tvivlsomt, at lovændringen, der er på vej, vil ændre noget og få de første dømt for overtrædelse af loven.
Så konkret kan vi ikke hævde vores kultur på et så markant område. Vores kultur er her taberen over for den islamiske og ikke alene her.
Vi får måske ikke talebankrigere med AK-47 på patrulje lige med det samme, men omvendt er der flere eksempler fra fx. Frankrig og England på et selvbestaltet religiøst politi i muslimsk dominerede områder for at slet ikke tale om regulære baghold på politiet med skydevåben i Frankrig, når de formaster sig til at gå ind i et muslimsk domineret område. Samme trend er set i Danmark i Mjølnerparken med selvbestaltet religiøst politi. Hvordan vil hævde vores kultur over for sådanne grupper? Hvordan vil muslimske kvinder hævde deres ret eget liv omgivet af et hav af social kontrol?
Hvis vi en dag lykkes bedre med at assimiliere muslimske indvandrere. Lykkes bedre med at bekæmpe tvangsægteskaber, eller på andre områder lykkes med at håndhæve vores idealer og love. Så kan vi tale om styrken i vores kultur. Indtil det sker er det meningsløst at hævde styrken i vores kultur, der reelt viger pladsen og er på retræte.
Viser opslag med etiketten tvangsægteskaber. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tvangsægteskaber. Vis alle opslag
lørdag den 15. juni 2013
torsdag den 3. september 2009
Den tvangsægteskabelige bro til en bedre tilværelse
Fra en undersøgelse blandt pakistanere omkring tvangsægteskaber:
Det er også der at billedet bliver broget, for koranen og traditionen, med sine modsætninger, siger både at hvis de unge vil gifte sig med en bestemt, har forældrene ikke ret til at sige noget i mod det. Omvendt befales det børnene at adlyde forældrene. Så de er altså fanget i en befalingsgråzone, hvor en angiveligt højeste autoritet med formodet evne til at putte folk i helvede er indblandet.
I sådan et scenarie eksisterer frivillighed ikke reelt. Det kan heller ikke siges at tvangsægteskaber er entydigt mod islamisk tradition.
For os er problemet, at selv 24 års reglen kæmper forgæves mod dette system, og Pakistan alene er et land med 180 millioner borgere - i øvrigt med en høj befolkningsvækst, som gør vi snart taler over 300 millioner - for hvem en velfærdstransition til vesten for deres børn, ville være en yderst tilfredstillende situation.
For os vil det ikke være en tilfredsstillende situation, da, det er en gruppe som er lig med høj kriminalitet og demografi. En fødselshyppighed som i England, der har haft pakistanere i over 60 år, ikke er faldet betragteligt blandt efterkommerne.
24 års reglen er allerede omgået for deres vedkommende. Der kommer langt flere pakistanere ind i dag, end der gjorde i 2001.
Det viser kort sagt, hvad vi er oppe i mod, og kun partier uden den mindste pragmatiske sans, vil afskaffe 24 års reglen, som i sig selv er utilstrækkelig på sigt.
For at gøre ondt værre, er Pakistan et land som er præget af borgerkrig. Et land som på trods af pæn økonomisk vækst, er blevet meget fattigere per capita på det seneste, fordi væksten i nyfødte og levetid, har været større end væksten i økonomien:
Ligeledes kan vi som udgangspunkt, godt regne med at disse ægteskaber stort set altid er tvangsægteskaber, i hundred procents forstand, eller deromkring. Og selv om disse i teorien er forbudt, bliver der stort set aldrig gjort mere, end at afslå tilladelse til familiesammenføring.
Reveals that only 3.4 per cent children are consulted before marriage whereas 96.6 per cent marriages take place mainly to attain foreign nationality or helping hand abroad.Og videre:
Altså, er hovedandelen tvangsægteskaber, og man kan i øvrigt betivivle hvor frivilligt det er, når de unge ser sig forpligtet til at adlyde sine forældre, via koranens bud om, at et barn skal adlyde sine forældre.The survey shows that majority of such marriages take place within family or ‘baradari’ with only 11 per cent marriages taking place outside the family. Only 19.9 per cent respondents strongly agreed that families and parents have the right to decide.
Majority of respondents (74.4 per cent) termed forced marriages against Islamic teachings whereas 54.1 strongly agreed to the statement that both girls and boys should be given chance to freely marry. Around 51.6 per cent believed that forced marriages may lead to torture and violence in the society and 52.8 per cent said that mostly women are forced-marriage victims as they cannot dare to oppose and they had no other option but to surrender
Det er også der at billedet bliver broget, for koranen og traditionen, med sine modsætninger, siger både at hvis de unge vil gifte sig med en bestemt, har forældrene ikke ret til at sige noget i mod det. Omvendt befales det børnene at adlyde forældrene. Så de er altså fanget i en befalingsgråzone, hvor en angiveligt højeste autoritet med formodet evne til at putte folk i helvede er indblandet.
I sådan et scenarie eksisterer frivillighed ikke reelt. Det kan heller ikke siges at tvangsægteskaber er entydigt mod islamisk tradition.
For os er problemet, at selv 24 års reglen kæmper forgæves mod dette system, og Pakistan alene er et land med 180 millioner borgere - i øvrigt med en høj befolkningsvækst, som gør vi snart taler over 300 millioner - for hvem en velfærdstransition til vesten for deres børn, ville være en yderst tilfredstillende situation.
For os vil det ikke være en tilfredsstillende situation, da, det er en gruppe som er lig med høj kriminalitet og demografi. En fødselshyppighed som i England, der har haft pakistanere i over 60 år, ikke er faldet betragteligt blandt efterkommerne.
24 års reglen er allerede omgået for deres vedkommende. Der kommer langt flere pakistanere ind i dag, end der gjorde i 2001.
Det viser kort sagt, hvad vi er oppe i mod, og kun partier uden den mindste pragmatiske sans, vil afskaffe 24 års reglen, som i sig selv er utilstrækkelig på sigt.
For at gøre ondt værre, er Pakistan et land som er præget af borgerkrig. Et land som på trods af pæn økonomisk vækst, er blevet meget fattigere per capita på det seneste, fordi væksten i nyfødte og levetid, har været større end væksten i økonomien:
Smider du de tal i en relativ værdi kalkulator Så skulle en pakistaner tjene $3,664.36 per capita i 2008 for at have samme beløb til rådighed som i 1995, hvor han kun tjente 2600 dollars i 2008, altså er han alene via fald i dollarens værdi blevet næsten 1000 dollars fattigere! Så har vi inflationen oven i. Der er Pakistan blandt de lande som har den højeste Inflation i verden, nemlig 20 procent pt. Altså de er blevet uendeligt meget fattigere
Ligeledes kan vi som udgangspunkt, godt regne med at disse ægteskaber stort set altid er tvangsægteskaber, i hundred procents forstand, eller deromkring. Og selv om disse i teorien er forbudt, bliver der stort set aldrig gjort mere, end at afslå tilladelse til familiesammenføring.
lørdag den 1. august 2009
Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske
Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.
Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:
Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:
Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.
Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?
Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.
Men jeg har også et langt svar:
I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.
Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.
Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.
Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.
Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?
Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.
Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.
Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.
Hvem kan?
Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?
Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.
Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.
Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.
Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.
Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.
Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.
Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.
Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.
(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):
Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.
Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.
Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.
Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.
Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.
De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.
Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!
Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:
Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.
Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.
Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.
De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.
I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.
Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.
Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:
Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.
Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.
Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.
Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.
Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.
Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.
Et samfund er både kollektivt og individuelt.
Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.
For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.
Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.
Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.
Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:
Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.
Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?
Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.
At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.
Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.
I det her konkrete tilfælde:
Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.
Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.
Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.
Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.
Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.
Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.
Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.
Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.
Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.
Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.
Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:
1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.
2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.
Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.
Dem skal vi ikke acceptere.
Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.
Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.
Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.
Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:
Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:
Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?
Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.
Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.
Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?
Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.
Det er en "no win" til begge sider.
Hvad tænker du om det?
Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.
Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?
Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.
Men jeg har også et langt svar:
I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.
Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.
Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.
Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.
Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?
Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.
Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.
Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.
Hvem kan?
Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?
Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.
Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.
Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.
Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.
Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.
Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.
Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.
Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.
(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):
"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.
Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!
...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.
After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.
For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.
For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).
The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.
Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.
Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.
These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."
Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.
Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.
Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.
Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.
Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.
De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.
Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!
Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:
Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.
!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!
Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.
There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!
Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.
However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?
This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.
One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.
Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.
Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.
Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.
Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.
Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.
De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.
I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.
Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.
Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:
"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.
Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,
- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.
Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."
In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.
The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!
This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.
Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.
Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.
Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).
The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.
...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.
The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.
How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."
Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.
Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.
Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.
Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.
Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.
Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.
Et samfund er både kollektivt og individuelt.
Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.
For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.
Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.
Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.
Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:
Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.
Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?
Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.
At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.
Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.
I det her konkrete tilfælde:
Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.
Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.
Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.
Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.
Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.
Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.
Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.
Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.
Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.
Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.
Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:
1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.
2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.
Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.
Dem skal vi ikke acceptere.
Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.
Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.
Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.
lørdag den 25. april 2009
Nu skal vi have skylden for tvangsægteskaber
Endnu et lille scoop for DRs nyhedsvinkling, omend JP står bag:
Men det er da helt korrekt, at vi har et ansvar! Vi har et ansvar i form af at mig bekendt, er ingen endnu straffet for at tvinge deres døtre eller sønner til et tvangsægteskab, medmindre de har tyet til vold.
24 års reglen har måske nok gjort familiesammenføring over grænser noget sværere.
Og lettet presset på en del unge piger, som stod over for et tvangsægteskab, givet dem tid til at bygge et eget liv, og finde en kæreste selv.
Men tvangsægteskaber foregår stadigvæk, og de foregår naturligvis i de kredse som er mest konservativt indstillet.
Hvad det indebærer af nærmere konsekvenser, er som krisecentrene kan melde om, at frustrerede mænd som er vrede over at blive presset ind i et ægteskab, afreagerer på sin importerede kone. For i følge Koranen, vers 4.34, er det fuldt tilladt at banke sin kone. Selv om han ikke er vred, men bare magtsyg, så får han et let offer. Når kvinden bliver importeret fra Pakistan kommer hun fra et miljø, hvor 90 procent af kvinderne udsættes for vold, hun er vant til kosten fra barnsben af.
Kommer hun fra Afghanistan, taler vi om 87 procent af kvinderne som er vant til vold.
kommer hun fra det sekulariserede Tyrkiet, er hun lidt heldigere, der er kun 1/3 af kvinderne udsat for vold.
Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det igen. Jeg giver simpelthen Hirsi Ali det sidste ord:
Unge muslimske piger risikerer at havne i både økonomisk og social isolation, fordi de ingen lovmæssige rettigheder har i en type muslimske ægteskaber, der bliver mere og mere udbredte, advarer socialarbejdere og forskere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Konfliktmægler Farwha Nielsen, der i årevis har arbejdet med konflikter i indvandrerfamilier for bl.a. kommuner, kvindekrisecentre og politiet, siger:
- Stadig flere unge muslimske teenagepiger indgår ægteskaber, hvor de ingen rettigheder har i forhold til dansk ægteskabslovgivning. Hvis ægteskabet brydes, er det sharia-loven, der gælder, og der står pigerne svagt. Denne type af ægteskaber er rimeligt udbredt, og de er især steget efter indførelsen af den danske 24-års-regel.
Men det er da helt korrekt, at vi har et ansvar! Vi har et ansvar i form af at mig bekendt, er ingen endnu straffet for at tvinge deres døtre eller sønner til et tvangsægteskab, medmindre de har tyet til vold.
24 års reglen har måske nok gjort familiesammenføring over grænser noget sværere.
Og lettet presset på en del unge piger, som stod over for et tvangsægteskab, givet dem tid til at bygge et eget liv, og finde en kæreste selv.
Men tvangsægteskaber foregår stadigvæk, og de foregår naturligvis i de kredse som er mest konservativt indstillet.
Hvad det indebærer af nærmere konsekvenser, er som krisecentrene kan melde om, at frustrerede mænd som er vrede over at blive presset ind i et ægteskab, afreagerer på sin importerede kone. For i følge Koranen, vers 4.34, er det fuldt tilladt at banke sin kone. Selv om han ikke er vred, men bare magtsyg, så får han et let offer. Når kvinden bliver importeret fra Pakistan kommer hun fra et miljø, hvor 90 procent af kvinderne udsættes for vold, hun er vant til kosten fra barnsben af.
Kommer hun fra Afghanistan, taler vi om 87 procent af kvinderne som er vant til vold.
kommer hun fra det sekulariserede Tyrkiet, er hun lidt heldigere, der er kun 1/3 af kvinderne udsat for vold.
Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det igen. Jeg giver simpelthen Hirsi Ali det sidste ord:
Hirsi Ali: Oddly enough, my critics never specify how far I can go. How can you address problems if you're not even allowed to clearly define them? Like the fact that Muslim women at home are kept locked up, are raped and are married off against their will -- and that in a country in which our far too passive intellectuals are so proud of their freedom!
I confront the European elite's self-image as tolerant 'while under their noses women are living like slaves.
Abonner på:
Opslag (Atom)
