Et af de argumenter, der går igen i debatten mellem Søren Krarup, Kasper Støvring og Simon Emil Ammitzbøll (efter spørgsmålet luftes af ordstyrer Kasper Elbjørn) på mødet hos Cepos forleden, er (videoforedrag her og sekvensen starter cirka 50 minutter inde). Argumentet går på, at kan man ikke forestille sig, at dansk kultur bliver stærkere i mødet med fundamentalistisk islam? At man finder ud af, hvad er man ikke, og hvad er man?
Kasper Støvring svarer "jo bestemt".
Jeg ville have svaret bestemt ikke. For det første behøver vi ikke at finde ud af, at dansk kultur ikke er:
Jihad og troen på 72 jomfruer i himlen.
Sharialov, hvor kvindens retsstilling er ringere end mandens. Dødsstraf eller hårde straffe for frafald fra Islam.
Arrangerede ægteskaber og æresvold.
Forbud mod at kritisere religion og en hvis profet.
At gå med tørklæder fordi en kvindes hår betragtes som særligt æggende.
At chikanere kvinder, der ikke går med tørklæde, eller klæder sig såkaldt udfordrende.
At kaste med sten efter brandfolk.
Overfalde personer, der spiser svinekød.
Det falder helt naturligt for os, at sådan handler og tænker man ikke. Vi ved ganske glimrende, at det intet har med dansk kultur at gøre.
For det andet, så er det meningsløst at snakke om en stærk kultur - altså argumentet, der går på, at hvis man frygter islam, så har man indforstået en frygt for, at ens egen kultur ikke er stærk nok. Det er uden relevans, når modstanderen er villig til at bruge alle midler, og det gælder for vores kultur, at det er vi ikke.
Hvordan skal en afghansk kvinde argumentere for, eller hævde sin ret til at gå i skole over for en talebankriger med en AK-47?
Hvordan skal en ung dansk kvinde hævde sin ret til at gå i miniskørt uden at blive gramset på eller kaldt en luder, og hvordan kan hun gøre det uden at blive overfaldet, chikaneret yderligere, truet osv.?
I dag er 11 kvindelige universitetsstuderende blevet sprunget i luften i Pakistan, fordi de krævede deres ret til at gå på universitetet. Hvordan skulle det styrke kvinders ret og vilje til at gå på universitet? Hvordan skulle det styrke en kultur, hvor det antages som naturligt, at kvinder uddanner sig?
Hvordan skal man frit kritisere religion med dødstrusler hængende over ens hoved?
Det har ingen gang i den virkelige verden. Religiøse fanatikere og terrorister har magt, selv om de ikke sidder på de øverste poster i landet. De har magt på gadeplan, og for dem som udsættes for denne magtudøvelse, gør det ingen forskel, at de religiøse fanatikere og terrorister ikke besidder den formelle magt.
Det gør ikke den store forskel for pigen i Afghanistan, at den øverste magt i landet tillader hendes skolegang. For der findes som sagt flere talebankrigere i nærheden bevæbnet med AK-47, der har en helt anden mening.
Ser vi egne breddegrader, så er tvangsægteskaber forbudt ifølge loven. Tvangsægteskaber er klart og tydeligt mod danske normer. Men loven har ingen betydning i forhold til at bremse et angiveligt fortsat stigende problem med tvangsægteskaber og æresrelaterede trusler og vold, og det er tvivlsomt, at lovændringen, der er på vej, vil ændre noget og få de første dømt for overtrædelse af loven.
Så konkret kan vi ikke hævde vores kultur på et så markant område. Vores kultur er her taberen over for den islamiske og ikke alene her.
Vi får måske ikke talebankrigere med AK-47 på patrulje lige med det samme, men omvendt er der flere eksempler fra fx. Frankrig og England på et selvbestaltet religiøst politi i muslimsk dominerede områder for at slet ikke tale om regulære baghold på politiet med skydevåben i Frankrig, når de formaster sig til at gå ind i et muslimsk domineret område. Samme trend er set i Danmark i Mjølnerparken med selvbestaltet religiøst politi. Hvordan vil hævde vores kultur over for sådanne grupper? Hvordan vil muslimske kvinder hævde deres ret eget liv omgivet af et hav af social kontrol?
Hvis vi en dag lykkes bedre med at assimiliere muslimske indvandrere. Lykkes bedre med at bekæmpe tvangsægteskaber, eller på andre områder lykkes med at håndhæve vores idealer og love. Så kan vi tale om styrken i vores kultur. Indtil det sker er det meningsløst at hævde styrken i vores kultur, der reelt viger pladsen og er på retræte.
Viser opslag med etiketten Taleban. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Taleban. Vis alle opslag
lørdag den 15. juni 2013
tirsdag den 30. november 2010
Lene Espersen holder ikke ferie men snakker
Dagens TV2 News viser Lene Espersen på besøg i Aghanistan, hvor hun beroliger Afghanske kvinder med, at vi vil gøre alt for at deres stilling ikke forringes, når vi forlader Afghanistan.
Samtidigt forhandler vi med Taleban, eller klapper krokodillen på panden, mens vi gør klar til at slippe den løs.
Hvorfor kan hun ikke være ærlig, de afghanske kvinder vil jo sejle i egen sø, når vesten trækker sig ud.
Snak, snak, diplomati, diplomati. Det var det vi gjorde, mens der blev myrdet løs i Rwanda og Bosnien.
Det kræver magt, ikke snak, at standse den slags. Hold nu ferie, Lene, eller lad i det mindste være med at bilde de afghanske kvinder løgne ind.
Samtidigt forhandler vi med Taleban, eller klapper krokodillen på panden, mens vi gør klar til at slippe den løs.
Hvorfor kan hun ikke være ærlig, de afghanske kvinder vil jo sejle i egen sø, når vesten trækker sig ud.
Snak, snak, diplomati, diplomati. Det var det vi gjorde, mens der blev myrdet løs i Rwanda og Bosnien.
Det kræver magt, ikke snak, at standse den slags. Hold nu ferie, Lene, eller lad i det mindste være med at bilde de afghanske kvinder løgne ind.
søndag den 1. november 2009
Krigen er snart vundet i Afghanistan
Det mener oberstløjtnant Frank Lissner. Det hele kommer an på hvordan man definerer sejr? Hvis man betragter det som et nederlagstegn, at Taleban kan mobilisere et mini angreb, eller lave angreb som dem i Irak, så er det klart, så er sejren relativ.
Men omvendt hvis Taleban faktisk kun kontrollerer omkring 20-30 kvadratkilometer i hele Helmand provinsen, som Lissner påstår, så er der ikke noget fortænkt i at mene at sejren faktisk er nærmere, end man umiddelbart skulle tro.
Som nogle tegn på at udviklingen er ved at vende, nævner Frank Lissner følgende:
Læs hele interviewet i Information.
Men omvendt hvis Taleban faktisk kun kontrollerer omkring 20-30 kvadratkilometer i hele Helmand provinsen, som Lissner påstår, så er der ikke noget fortænkt i at mene at sejren faktisk er nærmere, end man umiddelbart skulle tro.
Som nogle tegn på at udviklingen er ved at vende, nævner Frank Lissner følgende:
Men jeg ser nu flere tegn på, at vi er ved at nærme os vendepunktet. Når man f.eks. oplever bønderne i Sandford-området banke de talebanere, der kommer og truer dem, fordi de samarbejder med os, så er det et tegn på, at vi er ved at få et godt tag i befolkningen. Det er også et tegn på, at vi nærmer os et vendepunkt, når næstformanden for styringsrådet i Gereskh rejser sig op og skælder de andre medlemmer huden fuld; Hvis ikke I selv gør noget bliver det aldrig anderledes. Sig til jeres folk, at de skal smide Taleban ud, hvis de kommer til deres kvarter eller ringe til ISAF, hvis de ikke selv kan klare det. Det er godt at se den slags, for afghanerne er vant til kun at tænke på sig selv og deres allernærmeste. I alt for mange år har det handlet om bare at overleve. Det med at organisere sig, halter det med. Men der er begyndt at ske noget.«
Læs hele interviewet i Information.
søndag den 11. oktober 2009
Rumble in the discursive zone
En flok amerikanske top og mellemniveau efterretningsmænd, militærfolk og diplomater anklager nu Obama administrationen for at underspille faren i AFPAK regionen.
Under anonymitet, fordi deres vurderinger er klassificeret, og de har ikke tilladelse til at udtale sig offentligt, anklager de administrationen for at ikke tage efterretningstjenestens advarsler alvorligt, og være i færd med at udarbejde en alt for begrænset strategi med fokus på Al-Qaida:
"Kend din fjende", er militær strategens Sun Tzus vigtigste råd. Hvis man ikke ved, hvad man er oppe mod, har man kraftigt forøget risikoen for et nederlag, det gælder også på papiret stærke militærmagter som USA. I en guerilla krig kommer selv verdens største militær til kort. Den vil ikke tabe, men heller ikke vinde.
At sætte ambitionsniveauet ned i Afghanistan, kunne måske godt være påtvunget i den forstand, at man lemper på ambitionen om at skabe demokrati og loven er lige for alle, forhold. At man søger strategier, bruger udstyr, som udsætter soldaternes liv for mindre fare.
Men at forlade den del af verdens og overlade scenen til Al Qaida, Taleban og øvrige militante, fundamentalistiske grupper.
Det vil vitterlig skabe langt værre problemer, end dem vi står over for nu. Taleban i sig selv er som der ganske rigtigt antydes ikke provinsiel. Målet er universielt og jo flere lande som kan ende under Talebans og øvrige islamisters herredømme, jo bedre for dem.
Situationen er langt mere faretruende, end regeringerne giver udtryk for. Og det bliver angiveligt værre endnu. Værst hvis vi trækker os ud. Men også værre selv om vi bliver, skal vi gøre os det klart.
Vi må først og fremmest kende vores fjende. Og erkende at i en guerilla krig er der ingen som vinder.
Men tager vi ikke den guerillakrig, kommer langt flere mennesker til at dø på sigt. AFPAK regionen har brug for stabilitet, i form af militær og økonomisk hjælp. Ellers overlades scenen til islamisterne, og islamisme aldrig været et isoleret problem. Den er som marxismen en global revolutionær bevægelse, hvor terror kun er en teknik, et middel blandt mange.
Under anonymitet, fordi deres vurderinger er klassificeret, og de har ikke tilladelse til at udtale sig offentligt, anklager de administrationen for at ikke tage efterretningstjenestens advarsler alvorligt, og være i færd med at udarbejde en alt for begrænset strategi med fokus på Al-Qaida:
White House officials, they said, have concluded that McChrystal's approach could be doomed by election fraud, corruption and other problems in Afghanistan; by continued Pakistani covert support for the insurgency; by the strains on the Army, Marine Corps and the federal budget; and by a lack of political and public support at home, which they fear could also undermine the president's domestic priorities..."McChrystal and Petraeus are ignoring the problems their (counterinsurgency) approach would face in Afghanistan and here at home," said one intelligence official with extensive experience in South Asia and counterterrorism. "We don't have a reliable partner in Afghanistan or Pakistan; doubling the size of the Afghan army is a pipe dream, given the corruption and literacy problems; and neither Congress or the American people are likely to give it the money, the troops or the decade or so it would need to work, if it would work.
"Now the White House is downplaying the dangers of doing the only thing that they think Congress and the public will support - a limited war against the guys who hit us on 9/11. The truth is, both approaches have huge problems, and neither one's likely to work..."
A U.S. withdrawal or failure could permit al-Qaida and other groups export their violence from Afghanistan into Pakistan's heartland, the Indian-controlled side of the disputed Kashmir region and former Soviet republics in Central Asia whose autocrats have been repressing Islam for decades, the U.S. officials said...
"It is our belief that the primary focus of the Taliban is regional - that is, Afghanistan and Pakistan," one senior U.S. intelligence official said. "At the same time, there is no reason to believe that the Taliban are abandoning their connections to al Qaida, which has its sights set beyond the region."
"The two groups ... maintain the kind of close relationship that - if the Taliban were able to take effective control over parts of Afghanistan - would probably give al-Qaida expanded room to operate," the official added...
"Here we go again," a veteran U.S. intelligence official said. "The Bush administration ignored anything that didn't support its arguments for invading Iraq and exaggerated the threat from Saddam Hussein. This administration is minimizing the threat from radical Islam in South and Central Asia, which is much worse today than it was eight years ago, in order to defend a minimalist policy that it's settling on for domestic political reasons." (Kilde:)
"Kend din fjende", er militær strategens Sun Tzus vigtigste råd. Hvis man ikke ved, hvad man er oppe mod, har man kraftigt forøget risikoen for et nederlag, det gælder også på papiret stærke militærmagter som USA. I en guerilla krig kommer selv verdens største militær til kort. Den vil ikke tabe, men heller ikke vinde.
At sætte ambitionsniveauet ned i Afghanistan, kunne måske godt være påtvunget i den forstand, at man lemper på ambitionen om at skabe demokrati og loven er lige for alle, forhold. At man søger strategier, bruger udstyr, som udsætter soldaternes liv for mindre fare.
Men at forlade den del af verdens og overlade scenen til Al Qaida, Taleban og øvrige militante, fundamentalistiske grupper.
Det vil vitterlig skabe langt værre problemer, end dem vi står over for nu. Taleban i sig selv er som der ganske rigtigt antydes ikke provinsiel. Målet er universielt og jo flere lande som kan ende under Talebans og øvrige islamisters herredømme, jo bedre for dem.
Situationen er langt mere faretruende, end regeringerne giver udtryk for. Og det bliver angiveligt værre endnu. Værst hvis vi trækker os ud. Men også værre selv om vi bliver, skal vi gøre os det klart.
Vi må først og fremmest kende vores fjende. Og erkende at i en guerilla krig er der ingen som vinder.
Men tager vi ikke den guerillakrig, kommer langt flere mennesker til at dø på sigt. AFPAK regionen har brug for stabilitet, i form af militær og økonomisk hjælp. Ellers overlades scenen til islamisterne, og islamisme aldrig været et isoleret problem. Den er som marxismen en global revolutionær bevægelse, hvor terror kun er en teknik, et middel blandt mange.
torsdag den 8. oktober 2009
Hvorfor Afghanistan?
Det er en frygtelig krig i Afghanistan. Det er en desperat situation, hvor det er svært at få øje på skridtene fremad.
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.
Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.
Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?
Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.
Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.
Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.
Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.
Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.
Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.
Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.
Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?
Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.
Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.
Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.
Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.
Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.
Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :
"IN DECEMBER 2007 Benazir Bhutto said, “I now think al-Qaeda can be marching on Islamabad in two to four years.” Before this interview could even be published she was murdered, most likely by the Pakistani Taliban."...
It would create the greatest threat the United States has yet to face in its war on terror. Pakistan as an Islamic-extremist safe haven would bolster al-Qaeda’s capabilities tenfold. The jihadist threat bred in Afghanistan would be a cakewalk in comparison. The old Afghan sanctuary was remote, landlocked and weak; a new one in Pakistan would be in the Islamic mainstream with a modern communications and transportation infrastructure linking it to the world. The threat would be almost unfathomable...A JIHADIST state would presumably come to power through some combination of violence and intimidation, and the takeover would not be without its problems. But none would likely threaten the success of the transition. All, however, would lead to an increasingly unstable and violence-wracked state.
Indeed, the Islamists would face significant internal opposition. The fifth of Pakistanis who are Shia would be extremely uneasy with a Sunni-militant regime and communal violence would probably intensify, with implications for Islamabad’s ties with Tehran. Pakistan has long been shaken by bombings and murders orchestrated by extremist Sunni and Shia elements, sometimes stoked by the ISI. This could escalate into more extensive anti-Shia violence...
The new regime would be quick to take control of the nuclear arsenal as it purged the army of any dissident voices. And it would welcome Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri from their hiding places of the last decade (although they would presumably keep a low profile to avoid being attacked by outside security services). Certainly al-Qaeda, LET and a host of other terrorist groups would have much more room to operate, free of any significant constraints on their activities from the Pakistani authorities. Even worse, the new government might abet their terrorist activities, providing the use of embassies and missions abroad for staging operations.
In the end, we would be left with an extremist-controlled Pakistan, infested with violence, an almost completely dysfunctional economy, harsh laws and even-harsher methods for imposing them, and above all a nuclear-armed nation controlled by terrorist sympathizers.
THE EFFECTS of an extremist takeover would not end at Pakistan’s borders. A worsening conflict between Sunni and Shia could easily seep into the rest of the Muslim world...
A militant Islamic state in Pakistan, the second-largest Muslim country and the only one with a nuclear arsenal, would have a massive ripple effect across the Islamic world. All of the existing Muslim regimes would be alarmed by the prospect of their own jihadists finding a new refuge and training facilities; the extremists would then have a new base from which to fight their home governments. The psychological impact on Muslim nations would be far more profound than previous Islamic takeovers in relatively remote or marginal states like Afghanistan, Sudan, Somalia or Gaza.
The global Islamic jihad, spearheaded by al-Qaeda, would proclaim the liberation of the ummah, or community, was at hand. In Pakistani-diaspora communities in the United Kingdom and the Gulf states the risk of terrorism would be even greater than it is today. The United States would have to take steps to curb travel by its citizens of Pakistani origin to their homeland. The damage that could be wrought is many magnitudes greater than the capabilities lent to al-Qaeda through having a safe haven in Afghanistan. Our options in facing down an extremist-controlled Pakistan would be far more limited than those we had in 2001 after the 9/11 attacks...
Military options would be unappealing at best and counterproductive at worst. The United States would discover the same difficult choices Indian leaders have looked at for a decade. Striking terrorist training camps achieves virtually nothing since they can easily and cheaply be rebuilt. The risk of collateral damage—real or invented—probably creates more terrorists than the raids could kill. Even a successful operation creates new martyrs for the terrorists’ propaganda machines...
A jihadist, nuclear-armed Pakistan is a scenario we need to avoid at all costs. That means working with the Pakistan we have today to try to improve its spotty record on terrorism and proliferation. There is good reason for pessimism. Working with the existing order in Pakistan may not succeed. But there is every reason to try, given the horrors of the alternative.
Læs endelig hele Essayet på The National Interest:
Vi kan hurtigt gøre det hele langt værre ved at trække os ud. hvad værre er, kan vi risikere i værste konsekvens en reel ny verdenskrig, der får nuværende krig og konflikt til at blegne, til sammenligning.
Det skal dog ikke forstås sådan, at der er nogen garanti for at vi undgår en fundamentalistisk magtovertagelse i Pakistan, ved at blive i regionen.
Men vi gør vejen der til noget sværere. Jo mere vi satser, militært og økonomisk.
I både Afghanistan og Pakistan, har få valgt side til fordel for Taleban, eller demokrati og vesten.
Det store flertal tør ikke vælge side, fordi de ikke kan stole på, at USA og vesten bliver der. At den økonomiske og militære støtte fortsætter.
De som har valgt vores side, er modige, for deres liv er allerede i fare. Hvis vi forlader landet, vil det være i endnu større fare.
I Pakistan er man nu så bange for Taleban, at man håber at USA vil blive. Ikke fordi man elsker USA, men fordi mange dog trods alt synes at Taleban og beslægtede islamister, er langt værre.
I følge PEW har kun 16 procent af befolkningen i Pakistan en positiv opfattelse af USA, men 53 procent ønsker forbindelsen til USA forbedret og 57 procent betragter Taleban som en meget alvorlig trussel.
47 procent støtter endda missilangreb foretaget af USA på Pakistansk jord.
Hvad angår støtten til drakoniske sharialove er flertallet dog alligevel for. Så en anden form for islamisk fundamentalisme ville stadig være velkommen i Pakistan:
78 procent ønsker dødsstraf for frafald fra Islam. 83 procent støtter stening af utro. 71 procent ønsker mere magt til religiøse dommere og 80 procent støtter afhugning af hænder for tyveri.
Det som skiller Taleban fra resten, er blandt andet deres syn på kvinder og uddannelse. Hvor de fleste Pakistanere, 87 procent, mener der skal være lige adgang til uddannelse for både mænd og kvinder.
Læs alle resultaterne fra PEW Globals undersøgelse:
Pakistan kæmper med en enorm befolkningsvækst, som økonomien ikke kan følge med i. Per capita er de blevet markant fattigere de sidste tyve år, når man korrigerer for inflation og dollarens relative værdi.
Pakistan er en tikkende bombe, og en sejr til Taleban og Al Qaida og Afghanistan, ville bringe denne bombe tættere på udløsning.
torsdag den 10. september 2009
Kulturkløfter og hulebygning
I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.
Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.
Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.
Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!
Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.
Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.
For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.
Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.
Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.
Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.
Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.
Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.
Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.
Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."
Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.
I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.
I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.
Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.
Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.
Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.
Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.
Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.
Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.
Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.
I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.
Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.
Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.
Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.
Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:
Men her er et mindre og udvalgt referat:
Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:
Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.
Horowitz fortsætter lidt efter:
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.
Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.
I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.
Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.
Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.
Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:
Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?
Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)
Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.
Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:
USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.
Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.
Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:
Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.
Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.
Horowitz fortsætter:
Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.
Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.
Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.
Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.
Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:
Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.
Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.
Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?
Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.
1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.
2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.
3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.
Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.
Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.
Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.
Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?
Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.
Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.
Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.
Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.
Intet skete, netop derfor!
I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.
Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.
Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.
Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.
Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.
Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.
Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.
Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.
Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!
Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.
Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.
For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.
Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.
Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.
Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.
Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.
Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.
Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.
Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."
Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.
I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.
I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.
Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.
Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.
Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.
Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.
Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.
Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.
Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.
I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.
Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.
Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.
Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.
Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:
Men her er et mindre og udvalgt referat:
Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:
"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?
Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.
Horowitz fortsætter lidt efter:
"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.
Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.
I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.
Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.
Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.
Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:
"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.
Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?
Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)
Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.
Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:
USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.
Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.
Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:
"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".
Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.
Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.
Horowitz fortsætter:
"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."
Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.
Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.
Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.
Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.
Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:
Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.
Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.
Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?
?
Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.
1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.
2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.
3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.
Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.
Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.
Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.
Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?
Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.
Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.
Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.
Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.
Intet skete, netop derfor!
I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.
Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.
Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.
Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.
Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.
Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.
tirsdag den 11. august 2009
Glemt Historie - El Cid
El Cid, eller Rodrigo Díaz de Vivar, er Spaniens national helt, født i 1040. Han er ikke specielt kendt, dog mest kendt (rettere eneste kendte) af de spanske reconquistahelte og Will Durant giver ham kun en halv side i sin 32 binds "verdens kulturhistorie". Og i øvrigt kun Spaniens første 400 år under Maurerne, i alt fire sider.
Men for Europa, var han omtrent lige så vigtig, som Karl Martel. På et tidspunkt hvor Europa var svagt, på grund af den tidstypiske infight, vandt han et afgørende slag.
Han var dog en opportunist, en lejesoldat, som lod sig hyre af både muslimer og kristne. Han var ikke nogen engel, og skal heller ikke fremhæves som en sådan.
Han skal fremhæves som et eksempel på, hvad mod og strategisk geni kombineret, kan betyde i en farefuld situation. Han var kaldt "uden frygt, uden for dadel". Det første mere tilfældet, end det andet.
Som sagt var hans loyalitet i høj grad hos dem som betalte ham. Det betød, at han fik uvenner (Kongen Alfonso VI) og blev landsforvist, og skilt fra sin kone og børn. Han lovede ifølge kilderne med tårer i sine øjne, at han skulle overleve og komme tilbage til sin familie "og give hans døtres hænder bort i giftemål," personligt.
Alfonso VI selv var en magtfuld konge på det tidspunkt. Kalifatet i Cordova, var i denne tid langt fra et kalifat. Det var splittet op i over 30 forskellige "kongeriger". Og hvor splittelsen blandt europæerne tidligere havde gjort det let for for muslimerne at erobre Spanien, gjorde splittelsen blandt muslimerne det nu let for Alfonso VI at erobre by efter by og flytte grænsen sydpå.
En af de lokale muslimske miniaturekonger fra "kongedømmet" i Sevilla, Mutamid, tilkaldte hjælp i Nordafrika, datidens Marokko, Algeriet, Tunesien, hvor berberkongen, Yusuf ibn Tashufin, regerede.
Almoraviderne, som det dynasti han tilhørte hed, var datiden talebanere. Rigoristiske, simple muslimer for hvem en bedetæppe og jihad form for Islam, var hele livet. De afviste luksus og haremmer, bestod af hærdede ørkennomader og bjergfolk, berbere og tuareger. Deres leder Yusuf var oven i en stor taktisk begavelse, som kæmpede i en kvadratisk falanks form, hvor fronten bestod af en mur af spyd og skjolde, mens de bagerste rækker haglede de lange spyd ned over modstanderen.
Derudover havde han en større kavaleri styrke.
Han landede i Spanien med en større frygtindgydende hær af sine hærdede krigere, der med trommer og kampråb, deres ukuelige mod, skræmte skræk i livet på de fleste.
Da Alfonso VIs hær troppede op, begyndte de flest af de lokale muslimers hære at flygte, vant til det rige og behagelige liv, som de var, brød de sig ikke om synet af en stor pansret ridderhær.
Yusuf foretog sig intet, udover at betragte de flygtende kujoner, uværdige som muslimer i hans øjne, blive slagtet af den kristne hær, mens de flygtede.
Da de så var slagtet, gik han og hans tropper selv i kamp og slagtede Alfonsos hær, hvoraf ganske få, inklusive Alfonso overlevede.
Yusuf erobrede derefter nogle områder, og tog tilbage til Nordafrika.
Nu indså Alfonso VI, at han havde brug for El Cid og besluttede at tage ham til nåde.
El Cid greb chancen, til at vinde et kongerige til ham selv, hans kone og børn, som han ikke havde adgang til i flere år. Han vandt Valencia, brændte den muslimske hersker på et bål. Ikke nogen englehandling, men muslimerne dræbte ofte alle mænd og byggede en minaret oven på stablen af de afhuggede hoveder.
Tilbage vendte nu Yusuf, med en ny hær på 50.000 mand. For at fortsætte sin erobring af Spanien og hvem ved, hvor langt han kunne gå? Frankrig og England lå jo i krig på det tidspunkt og hærgede hinanden.
Han belejrede Valencia i 1094, med El Cid inden i, som havde en lille hær på omkring 4000 ryttere og et ukendt antal fodsoldater.
Men El Cid var ikke en, der ventede på at sulten og døden ankom. Han samlede sine 4000 riddere. Delte dem i to dele, lavede et udfald fra byen, hvor den ene halvdel skulle angribe Yusufs hær bagfra og den anden forfra.
Overrumplet af både selve udfaldet, og det at blive angrebet bagfra, med fuld kraft, faldt Yusuf styrker fra hinanden og efter sigende overlevede kun i alt 104, inklusive Yusuf selv, som stak af i fuld gallop, efter at have været blevet ramt tre gange, af selveste El Cid, som skulle have været uden lige i personlige kampegenskaber.
El Cid herskede i Valencia fra 1094 til sin død i 1099 og vandt endnu et stort slag over Almoraviderne. I en anden konflikt, overgav hans fjender sig øjeblikkeligt, på grund af hans blotte nærvær og personlige lederskab af hæren.
Yusuf endte alligevel med at kontrollere det meste af Spanien, men som sagt ikke alt, han blev standset af en mand og leder uden lige i datidens Spanien. I 1102, indtog Almoraviderne Valencia. Alfonso VI, mente ikke han kunne forsvare den og besluttede at brænde den.
Yusuf frygtede kun El Cid og El Cid frygtede intet.
Der skulle gå i alt næsten 800 år, før muslimerne blev smidt ud af Spanien i 1492, og den gyldne tidsalder i Andalusien. Ja, den varede kun de 100 år af dem. Modsat perestrojkaen i Sovjet, ledte den ikke til et permanent fremskridt.
Middelaldersang fra Spanien (angiveligt af noget ældre dato end El Cid):
Kilder: Wiki, Enclopædia Britannica og bogen "Jihad" af Paul Fregosi.
Men for Europa, var han omtrent lige så vigtig, som Karl Martel. På et tidspunkt hvor Europa var svagt, på grund af den tidstypiske infight, vandt han et afgørende slag.
Han var dog en opportunist, en lejesoldat, som lod sig hyre af både muslimer og kristne. Han var ikke nogen engel, og skal heller ikke fremhæves som en sådan.
Han skal fremhæves som et eksempel på, hvad mod og strategisk geni kombineret, kan betyde i en farefuld situation. Han var kaldt "uden frygt, uden for dadel". Det første mere tilfældet, end det andet.
Som sagt var hans loyalitet i høj grad hos dem som betalte ham. Det betød, at han fik uvenner (Kongen Alfonso VI) og blev landsforvist, og skilt fra sin kone og børn. Han lovede ifølge kilderne med tårer i sine øjne, at han skulle overleve og komme tilbage til sin familie "og give hans døtres hænder bort i giftemål," personligt.
Alfonso VI selv var en magtfuld konge på det tidspunkt. Kalifatet i Cordova, var i denne tid langt fra et kalifat. Det var splittet op i over 30 forskellige "kongeriger". Og hvor splittelsen blandt europæerne tidligere havde gjort det let for for muslimerne at erobre Spanien, gjorde splittelsen blandt muslimerne det nu let for Alfonso VI at erobre by efter by og flytte grænsen sydpå.
En af de lokale muslimske miniaturekonger fra "kongedømmet" i Sevilla, Mutamid, tilkaldte hjælp i Nordafrika, datidens Marokko, Algeriet, Tunesien, hvor berberkongen, Yusuf ibn Tashufin, regerede.
Almoraviderne, som det dynasti han tilhørte hed, var datiden talebanere. Rigoristiske, simple muslimer for hvem en bedetæppe og jihad form for Islam, var hele livet. De afviste luksus og haremmer, bestod af hærdede ørkennomader og bjergfolk, berbere og tuareger. Deres leder Yusuf var oven i en stor taktisk begavelse, som kæmpede i en kvadratisk falanks form, hvor fronten bestod af en mur af spyd og skjolde, mens de bagerste rækker haglede de lange spyd ned over modstanderen.
Derudover havde han en større kavaleri styrke.
Han landede i Spanien med en større frygtindgydende hær af sine hærdede krigere, der med trommer og kampråb, deres ukuelige mod, skræmte skræk i livet på de fleste.
Da Alfonso VIs hær troppede op, begyndte de flest af de lokale muslimers hære at flygte, vant til det rige og behagelige liv, som de var, brød de sig ikke om synet af en stor pansret ridderhær.
Yusuf foretog sig intet, udover at betragte de flygtende kujoner, uværdige som muslimer i hans øjne, blive slagtet af den kristne hær, mens de flygtede.
Da de så var slagtet, gik han og hans tropper selv i kamp og slagtede Alfonsos hær, hvoraf ganske få, inklusive Alfonso overlevede.
Yusuf erobrede derefter nogle områder, og tog tilbage til Nordafrika.
Nu indså Alfonso VI, at han havde brug for El Cid og besluttede at tage ham til nåde.
El Cid greb chancen, til at vinde et kongerige til ham selv, hans kone og børn, som han ikke havde adgang til i flere år. Han vandt Valencia, brændte den muslimske hersker på et bål. Ikke nogen englehandling, men muslimerne dræbte ofte alle mænd og byggede en minaret oven på stablen af de afhuggede hoveder.
Tilbage vendte nu Yusuf, med en ny hær på 50.000 mand. For at fortsætte sin erobring af Spanien og hvem ved, hvor langt han kunne gå? Frankrig og England lå jo i krig på det tidspunkt og hærgede hinanden.
Han belejrede Valencia i 1094, med El Cid inden i, som havde en lille hær på omkring 4000 ryttere og et ukendt antal fodsoldater.
Men El Cid var ikke en, der ventede på at sulten og døden ankom. Han samlede sine 4000 riddere. Delte dem i to dele, lavede et udfald fra byen, hvor den ene halvdel skulle angribe Yusufs hær bagfra og den anden forfra.
Overrumplet af både selve udfaldet, og det at blive angrebet bagfra, med fuld kraft, faldt Yusuf styrker fra hinanden og efter sigende overlevede kun i alt 104, inklusive Yusuf selv, som stak af i fuld gallop, efter at have været blevet ramt tre gange, af selveste El Cid, som skulle have været uden lige i personlige kampegenskaber.
El Cid herskede i Valencia fra 1094 til sin død i 1099 og vandt endnu et stort slag over Almoraviderne. I en anden konflikt, overgav hans fjender sig øjeblikkeligt, på grund af hans blotte nærvær og personlige lederskab af hæren.
Yusuf endte alligevel med at kontrollere det meste af Spanien, men som sagt ikke alt, han blev standset af en mand og leder uden lige i datidens Spanien. I 1102, indtog Almoraviderne Valencia. Alfonso VI, mente ikke han kunne forsvare den og besluttede at brænde den.
Yusuf frygtede kun El Cid og El Cid frygtede intet.
Der skulle gå i alt næsten 800 år, før muslimerne blev smidt ud af Spanien i 1492, og den gyldne tidsalder i Andalusien. Ja, den varede kun de 100 år af dem. Modsat perestrojkaen i Sovjet, ledte den ikke til et permanent fremskridt.
Middelaldersang fra Spanien (angiveligt af noget ældre dato end El Cid):
Kilder: Wiki, Enclopædia Britannica og bogen "Jihad" af Paul Fregosi.
fredag den 7. august 2009
Pakistan - verdens terrorstat nummer 1 - del 2
I 1970`erne voksede radikale islamister i både antal og i fanatisme og mod. Som min tidligere artikel beskrev, blev Pakistans militær i stigende grad infiltreret af Jamaat - e - Islami. Og Pakistan endte i hænderne på en islamistisk diktator, Zia - ul - Haq.
Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.
Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.
Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.
Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.
Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.
For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.
Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.
Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.
På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.
Det gjorde det af flere årsager:
1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.
2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.
3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.
Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.
I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.
Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.
I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.
Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.
Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.
Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.
I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.
Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.
Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.
Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.
Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.
Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.
Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.
Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.
Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.
For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.
Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.
Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.
På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.
Det gjorde det af flere årsager:
1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.
2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.
3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.
Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.
I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.
Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.
I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.
Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.
Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.
Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.
I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.
Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.
Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.
Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.
onsdag den 5. august 2009
Pakistan - verdens terrorstat nummer 1
I internationale medier og i Washington, opererer man ikke ikke længere med krigen i Afghanistan, som en selvstændig konflikt, men som AFPAK, eller som nogle vil sige, PAKAF, for det største problem ligger i Pakistan, hvor Taleban og Al Qaida i dag har hovedbase.
I de næste dage, vil jeg lave en serie artikler om Pakistan. Denne første artikel vil fokusere på
Abu Alal Maududi - hovedfaderen til radikal islam i Pakistan og i øvrigt også en ideologisk vigtig brik for radikal Islam - eller neo-politisk, jihad aktivistisk, Islam - på globalt plan.
Senere artikler vil fokusere på Aghanistan/Pakistan konflikten historisk. Pakistans stærke støtte til Taleban, da de vandt magten i Afghanistan og den fortsatte støtte op til i dag, hvor store dele af Pakistans militære elite holder hånden over Taleban, samt aktivt hjælper dem.
Ligeledes vil der blive et fokus på relationen mellem Saudiarabien og Pakistan og spredningen af Wahhabisme. Samt fokus på radikal Islam i Pakistan i dag.
Pakistan er en kompleks stat, som på den ene side har valgt en kvinde, Benazir Bhutto, som var en sekulær og demokratisk til leder, som på den anden side huser et betragteligt antal radikale muslimer, er hovedsæde for Al Qaida. De fleste nutidige terrorplots og angreb har direkte links til Pakistan.
Hvad der er knap så kendt, er at der er tegn på at personer fra Pakistans efterretningstjeneste deltog direkte i planlægningen og finansieringen af 9/11, men mere om det i en senere artikel.
Maududi blev født i 1903 i Indien og døde i 1979 i Pakistan, hvor en million mennesker deltog i hans begravelsesoptog.
Han skrev sin første bog som 13 årig og skrev allerede i en alder af en 24 år sin første "blockbuster" bog om Islam.
I 1941 oprettede han sit parti Jamaat-e-Islami, (JI): Et parti med en hård kerne af kadrer, inspireret af bolchevismen og som i øvrigt var en vigtig inspirationskilde for det Islamiske broderskabs hovedideolog Sayyid Qutb. Der hældte til nødvendigheden af samme Islamistiske avantgarde.
Ligeledes blev hans idéer om revolutionær Islam, flittigt læst af Ayatollah Khomenei, som udlevede han idéer i Iran. Omvendt var Maududi inspireret af Hassan -al -Banna, som stiftede det Muslimske Broderskab.
Organisationen var og er primært en politisk organisation, som så vidt muligt uden vold skulle udbrede Islam til hele verden, oprette Sharia, hvilket er kernekriteriet for en islamisk stat i deres øjne.
Maududi ønskede allerede Sharia indført ved Pakistans oprettelse i 1947, men fandt ikke klangbund for denne idé.
JI er et aktivistisk parti og kunne på sig højdepunkt mobilisere 2 millioner mennesker til demostrationer. I dag er det blot et Islamistisk parti i mængden.
Maududis filosofi:
Som Marx, der betragtede det kommunistiske samfund som det naturgivne og verdslig, vestlig civilisation som en kunstig konstruktion, så Maududi hele verden naturligt muslimsk. Ikke blot mennesket, hele universet, fra hans bog "Towards understanding Islam":
Som i læste tidligere, foretrækker JI at bruge fredelige aktivistiske midler. Men har brugt voldelige midler og støttet jihad i Kashmir.
Maududi, derimod, afviste ikke brugen af vold. Centralt i hans lære var doktrinet Jihad, med alt hvad det indbefatter:
Jihad og Sharia er for Maududi og de fleste islamister centralt, meget centralt, her Mawdudi igen:
Kræver de sender en saudiarabisk prins for at bekræfte deres dedikation.
I stedet sender de en ung mand ved navnet Osama Bin Laden.
USA var allerede involvereti Afghanistan før Russerne gik ind, fordi regimet var kommunistisk. Relationen mellem Pakistan og USA havde et kort brud mellem 1979 og 1981 hvor støtten ophørte, på grund af Pakistans udvikling af A våben, indtil nyvalgte Reagan genoptog støtten og udvidede den, for at styrke kampen mod Sovjet.
Fortsættes.
I de næste dage, vil jeg lave en serie artikler om Pakistan. Denne første artikel vil fokusere på
Abu Alal Maududi - hovedfaderen til radikal islam i Pakistan og i øvrigt også en ideologisk vigtig brik for radikal Islam - eller neo-politisk, jihad aktivistisk, Islam - på globalt plan.
Senere artikler vil fokusere på Aghanistan/Pakistan konflikten historisk. Pakistans stærke støtte til Taleban, da de vandt magten i Afghanistan og den fortsatte støtte op til i dag, hvor store dele af Pakistans militære elite holder hånden over Taleban, samt aktivt hjælper dem.
Ligeledes vil der blive et fokus på relationen mellem Saudiarabien og Pakistan og spredningen af Wahhabisme. Samt fokus på radikal Islam i Pakistan i dag.
Pakistan er en kompleks stat, som på den ene side har valgt en kvinde, Benazir Bhutto, som var en sekulær og demokratisk til leder, som på den anden side huser et betragteligt antal radikale muslimer, er hovedsæde for Al Qaida. De fleste nutidige terrorplots og angreb har direkte links til Pakistan.
Hvad der er knap så kendt, er at der er tegn på at personer fra Pakistans efterretningstjeneste deltog direkte i planlægningen og finansieringen af 9/11, men mere om det i en senere artikel.
Maududi blev født i 1903 i Indien og døde i 1979 i Pakistan, hvor en million mennesker deltog i hans begravelsesoptog.
Han skrev sin første bog som 13 årig og skrev allerede i en alder af en 24 år sin første "blockbuster" bog om Islam.
I 1941 oprettede han sit parti Jamaat-e-Islami, (JI): Et parti med en hård kerne af kadrer, inspireret af bolchevismen og som i øvrigt var en vigtig inspirationskilde for det Islamiske broderskabs hovedideolog Sayyid Qutb. Der hældte til nødvendigheden af samme Islamistiske avantgarde.
Ligeledes blev hans idéer om revolutionær Islam, flittigt læst af Ayatollah Khomenei, som udlevede han idéer i Iran. Omvendt var Maududi inspireret af Hassan -al -Banna, som stiftede det Muslimske Broderskab.
Organisationen var og er primært en politisk organisation, som så vidt muligt uden vold skulle udbrede Islam til hele verden, oprette Sharia, hvilket er kernekriteriet for en islamisk stat i deres øjne.
Maududi ønskede allerede Sharia indført ved Pakistans oprettelse i 1947, men fandt ikke klangbund for denne idé.
JI er et aktivistisk parti og kunne på sig højdepunkt mobilisere 2 millioner mennesker til demostrationer. I dag er det blot et Islamistisk parti i mængden.
Maududis filosofi:
Som Marx, der betragtede det kommunistiske samfund som det naturgivne og verdslig, vestlig civilisation som en kunstig konstruktion, så Maududi hele verden naturligt muslimsk. Ikke blot mennesket, hele universet, fra hans bog "Towards understanding Islam":
In Short, ours is a law-governed universe and everything in it is following the course that has been ordained for it. This powerful, all-pervasive law, which governs all that comprises the universe, from the tiniest specks of dust to the magnificent galaxies in high heavens, is the law of God, the creator and ruler of the universe. As the entire creation obeys the law of God, the whole universe, therefore, literally follows the religion of Islam-for Islam signifies nothing but obedience and submission to Allah, the Lord of the universe. The sun, the moon, the earth, and all other heavenly bodies are thus ‘Muslim’. So is the case with air, water, and heat, stones, trees, and animals. Everything in the universe is ‘Muslim’ for it obeys God by submission to his laws. Even a man who refuses to believe in God, or offers his worship to someone other than Allah has perforce to be a ‘Muslim’ as far as his bodily existence is concerned. For his entire life, from the embryonic stage to the body’s dissolution info dust after death, and every tissue of his muscles and every limb of his body follow the course prescribed for each by God’s law. His very tongue which, on account of his ignorance, advocates the denial of God or professes multiple deities, is in its very nature a ‘Muslim’.Og på alle verdens problemer fandtes der i hans optik kun et eneste svar - Islam!
This is Islam, the natural religion of man, the religion, which is not associated with any person, people, period, or place. It is the way of nature, the religion of man. In every age, in ever country, and among every people, all God-knowing and truth-loving men have believed and lived this very religion. They were all Muslim, irrespective of the fact whether they called that way Islam or anything else. Whatever is name was, it signified Islam and nothing but Islam.Dette er blandt hvad Bernard Lewis mener, med at moderne radikal Islam har taget en ny retning, kraftigt præget af Kommunismen og Nazismen i dette århundrede. hvilket ikke skal forveksles med at militant og aktivistisk Islam er et nyt fænomen, det er det ikke.
Som i læste tidligere, foretrækker JI at bruge fredelige aktivistiske midler. Men har brugt voldelige midler og støttet jihad i Kashmir.
Maududi, derimod, afviste ikke brugen af vold. Centralt i hans lære var doktrinet Jihad, med alt hvad det indbefatter:
"'Islam is a revolutionary doctrine and system that overturns governments. It seeks to overturn the whole universal social order...and establish its structure anew...Islam seeks the world. It is not satisfied by a piece of land but demands the whole universe...Islamic Jihad is at the same time offensive and defensive...The Islamic party does not hesitate to utilize the means of war to implement its goal.'"I hans meget respekterede kommentar til koranen. Om sura 9 i koranen skriver han følgende:
If we keep in view the preceding background, we can easily find out the problems that were confronting the Community at that time. They were:
- to make the whole of Arabia a perfect Dar-ul-Islam,
- to extend the influence of Islam to the adjoining countries,
- to crush the mischiefs of the hypocrites, and
- to prepare the Muslims for Jihad against the non- Muslim world.
...
In order to enable the Muslims to extend the influence of Islam outside Arabia, they were enjoined to crush with sword the non- Muslim powers and to force them to accept the sovereignty of the Islamic State. As the great Roman and Iranian Empires were the biggest hindrances in the way, a conflict with them was inevitable. The object of Jihad was not to coerce them to accept Islam they were free to accept or not to accept it-but to prevent them from thrusting forcibly their deviations upon others and the coming generations. The Muslims were enjoined to tolerate their misguidance only to the extent that they might have the freedom to remain misguided, if they chose to be so, provided that they paid Jizyah (v. 29) as a sign of their subjugation to the Islamic State.
....
In order to prepare the Muslims for Jihad against the whole non-Muslim world, it was necessary to cure them even of that slight weakness of faith from which they were still suffering. For there could be no greater internal danger to the Islamic Community than the weakness of faith, especially where it was going to engage itself single-handed in a' conflict with the whole non-Muslim world. That is why those people who had lagged behind in the Campaign to Tabuk or had shown the least negligence were severely taken to task, and were considered as hypocrites if they had no plausible excuse for not fulfilling that obligation. Moreover, a clear declaration was made that in future the sole criterion of a Muslim's faith shall be the exertions he makes for the uplift of the Word of Allah and the role he plays in the conflict between Islam and kufr. Therefore, if anyone will show any hesitation in sacrificing his life, money, time and energies, his faith shall not be regarded as genuine.
Jihad og Sharia er for Maududi og de fleste islamister centralt, meget centralt, her Mawdudi igen:
"'Islam wants the whole earth and does not content itself with only a part thereof. It wants and requires the entire inhabited world. It does not want this in order that one nation dominates the earth and monopolizes its sources of wealth, after having taken them away from one or more other nations. No, Islam wants and requires the earth in order that the human race altogether can enjoy the concept and practical program of human happiness, by means of which God has honoured Islam and put it above the other religions and laws. In order to realize this lofty desire, Islam wants to employ all forces and means that can be employed for bringing about a universal all-embracing revolution. It will spare no efforts for the achievement of this supreme objective. This far-reaching struggle that continuously exhausts all forces and this employment of all possible means are called jihad.'"I 1970 erne indtog JI i stigende grad vigtige pladser i det Pakistanske militær og i efterretningstjenesten ISI via infiltration. Og var en vigtig faktor i de uroligheder som ledte til Ali Bhuttos fald i 1977. Hvor en Islamisk general og beundrer af Maududi , Muhammad Zia-ul-Haq, overtog magten (1977-1988). Han indskriver jihad i Pakistans konstitution og begynder at sponsorere jihad i både Kasmir og Afghanistan. Til dette formål kontakter han Saudi Arabien for at få økonomisk og principiel støtte.
Kræver de sender en saudiarabisk prins for at bekræfte deres dedikation.
I stedet sender de en ung mand ved navnet Osama Bin Laden.
USA var allerede involvereti Afghanistan før Russerne gik ind, fordi regimet var kommunistisk. Relationen mellem Pakistan og USA havde et kort brud mellem 1979 og 1981 hvor støtten ophørte, på grund af Pakistans udvikling af A våben, indtil nyvalgte Reagan genoptog støtten og udvidede den, for at styrke kampen mod Sovjet.
Fortsættes.
tirsdag den 28. juli 2009
Lalleglade Europa
Følgende stammer fra en undersøgelse fra PEW:
I Sverige virker manglen på information naturligvis. Og jeg kan kun mistænke manglen på Information for at indtage en hovedrolle i at om lande tager gladeligt imod immigranter eller ej.
Det er en anerkendelse af et informeret samfund, selvfølgelig tager stilling til den information, der foreligger. Ønsker man ikke at mennesker gør det, skal man blot undlade at informere dem, eller misinformere dem.
Hvordan folket så vil tage det, når det en dag er klart for alle, at de er blevet taget grundigt ved snuden.
Det er så en anden sag.
Der er i stor forskel på forskellige landes holdning til indvandring.
Jeg tror at når både Tyskland og vi er mere skeptiske, skyldes det vores tendens til at ikke fraholde politisk ukorrekte nyheder og meninger fra medierne, men lade dem fylde godt.
Tyske tidskrifter og aviser har så vidt jeg ved skrevet ofte og åbent omkring problemer med kriminalitet, arbejdsløshed, og integration.
Men tyskerne er så lige så kritiske over for indvandring fra østlandene. Det kunne jo også bare skyldes, at man i en tid med arbejdsløshed og hvor den tyske økonomi har haft det svært længe, efter genforeningen. Faktisk synes at indvandring er en dårlig idé, fordi det gør det sværere for en selv og omgangskreds, at finde et arbejde. Fordi man ved at mennesker ikke er gratis.
I det øvrige Europa, er holdningen overvejende positiv. Altså man har gjort et godt arbejde med spinne positive frem og undlade uheldige følgevirkninger såsom kriminalitet, og manglen på arbejdspladser, for at slet ikke tale om det lange demografiske perspektiv.
Det er for så vidt godt gået, for en politik der findes så få rationelle argumenter for, om overhovedet nogle! Hvis de findes, vil jeg gerne høre om dem.
Men giver man ikke mennesker muligheden for at forholde sig til begge sider af sagen, så har de selvfølgelig ikke grundlaget for at kunne træffe en velovervejet beslutning. Det som man forsøger her i Danmark, og omend forgæves, så dog i høj grad lykkedes med for 15-25 år siden.
På Snaphanen savner man oprør i Danmark, som man ser det i andre lande i Europa. Men her har vi ikke fået oprør, her har vi fået debat, trukket nogle streger i sandet. Så hvorfor skulle vi have et oprør?
---
Men Europa er dog ikke helt så lalleglad, at de ikke kan se Islam udgør et problem. Måske er det forestillingen at Islam kan udgøre et stort problem det kniber med, fra BBC:
Er jeg den eneste der ser kampen mellem en offermentalitet og eget ansvar?
Mellem kollektivisme og individualitet.
Vesntrefløjen er begejstret for muslimer med god grund, jeg anbefaler dem at flytte til mellemøsten, langt flere stemmer at hente dernede på rendyrket offer og bøddel politik, kritik af individualismen og troen på kollektivismen.
Faktisk er det ekstremt svært at høre forskel på en stærkt venstreorienteret og en muslim, når talen falder på dyder og synder i politisk forstand.
Var det araberere som udførte 9/11?
I Sverige virker manglen på information naturligvis. Og jeg kan kun mistænke manglen på Information for at indtage en hovedrolle i at om lande tager gladeligt imod immigranter eller ej.
Det er en anerkendelse af et informeret samfund, selvfølgelig tager stilling til den information, der foreligger. Ønsker man ikke at mennesker gør det, skal man blot undlade at informere dem, eller misinformere dem.
Hvordan folket så vil tage det, når det en dag er klart for alle, at de er blevet taget grundigt ved snuden.
Det er så en anden sag.
Der er i stor forskel på forskellige landes holdning til indvandring.
Jeg tror at når både Tyskland og vi er mere skeptiske, skyldes det vores tendens til at ikke fraholde politisk ukorrekte nyheder og meninger fra medierne, men lade dem fylde godt.
Tyske tidskrifter og aviser har så vidt jeg ved skrevet ofte og åbent omkring problemer med kriminalitet, arbejdsløshed, og integration.
Men tyskerne er så lige så kritiske over for indvandring fra østlandene. Det kunne jo også bare skyldes, at man i en tid med arbejdsløshed og hvor den tyske økonomi har haft det svært længe, efter genforeningen. Faktisk synes at indvandring er en dårlig idé, fordi det gør det sværere for en selv og omgangskreds, at finde et arbejde. Fordi man ved at mennesker ikke er gratis.
I det øvrige Europa, er holdningen overvejende positiv. Altså man har gjort et godt arbejde med spinne positive frem og undlade uheldige følgevirkninger såsom kriminalitet, og manglen på arbejdspladser, for at slet ikke tale om det lange demografiske perspektiv.
Det er for så vidt godt gået, for en politik der findes så få rationelle argumenter for, om overhovedet nogle! Hvis de findes, vil jeg gerne høre om dem.
Men giver man ikke mennesker muligheden for at forholde sig til begge sider af sagen, så har de selvfølgelig ikke grundlaget for at kunne træffe en velovervejet beslutning. Det som man forsøger her i Danmark, og omend forgæves, så dog i høj grad lykkedes med for 15-25 år siden.
På Snaphanen savner man oprør i Danmark, som man ser det i andre lande i Europa. Men her har vi ikke fået oprør, her har vi fået debat, trukket nogle streger i sandet. Så hvorfor skulle vi have et oprør?
---
Men Europa er dog ikke helt så lalleglad, at de ikke kan se Islam udgør et problem. Måske er det forestillingen at Islam kan udgøre et stort problem det kniber med, fra BBC:
Many Westerners see Muslims as fanatical, violent and intolerant, according to the study by the Pew Research Center in Washington.
Muslims, for their part, tend to view the West as selfish, immoral, and greedy - as well as fanatical and violent - the survey says.
It says that Muslims and Westerners blame each other for deteriorating relations.
Muslim people "have an aggrieved view of the West" and are "much more likely than Americans or Western Europeans to blame Western policies for their own lack of prosperity", the authors contend.
By contrast Western publics say Muslims are held back by "government corruption, lack of education and Islamic fundamentalism", they add.
Er jeg den eneste der ser kampen mellem en offermentalitet og eget ansvar?
Mellem kollektivisme og individualitet.
Vesntrefløjen er begejstret for muslimer med god grund, jeg anbefaler dem at flytte til mellemøsten, langt flere stemmer at hente dernede på rendyrket offer og bøddel politik, kritik af individualismen og troen på kollektivismen.
Faktisk er det ekstremt svært at høre forskel på en stærkt venstreorienteret og en muslim, når talen falder på dyder og synder i politisk forstand.
Var det araberere som udførte 9/11?
British Muslims: 56% No
French Muslims: 46% No
Indonesia: 65% No
Egypt: 59% No
Turkey: 59% No
Jordan: 53% No
For lidt debat = for gode vilkår for sølvpapirshatte. Omend det ærligt skal tilståes, at man ikke kan sige at 9/11 ikke har været debatteret rigeligt.
Så en debat må altså skære ind til benet, og problemet er nok, at tro spiller en større rolle i den daglige debat, end logik og efterprøvelse gør det.
De lande som undertrykker en debat, vil opleve en skarp reaktion, når troen viser sig at være uden grundlag, i den almindelige barske virkelighed.
PEW rapporten som BBC bruger kan findes her:
Lidt udpluk fra Rapporten:
Det jeg bider mærke i at, er forskellen mellem muslimer i Europa og i de muslimske lande.
Bid mærke i at Pakistan scorer lavest, Pakistan som nok har det mest forfærdelige kvindesyn, næst efter Taliban, som også er en del af deres lokale problem.
Læg også mærke til britiske muslimer, deres holdning er typisk mere rabiat. De kommer netop typisk fra Pakistan og Bangladesh, Indien.
Her har vi klassikeren. Man kan se på det positive. De fleste muslimer synes ikke det nogensinde er retfærdiggjort at dræbe civile med selvmordsangreb.
Selv Taleban lover i et etisk manifest at skrue lidt ned for den slags angreb, for at vinde hjerter og sjæle.
Men man kan også se på det negative. En pæn andel har ingen skrupler med hensyn til at gøre civile til et direkte mål i krigsførelse. Her er der i øvrigt ikke forskel på Britiske og Franske muslimer, hvor i mod de mange tyrkiske tyske muslimer er mindre opbakkende.
Mange tyrkere er i øvrigt alevier, mon de kommer med i sådanne undersøgelser som muslimer? Hvilket de i princippet ikke er. De har en unik tro, omend den baserer sig løst på Islam.
Denne er også uhyre interessant. Hvorfor synes jeg det? Jo fordi faktisk de to lande som har haft demokrati, mere eller mindre, Tyrkiet og Pakistan, er de lande hvor man mindst tror på at demokrati og Islam kan forenes. Erfaring er nogle stærkere end tro, men ikke altid.
Demokrati er jo ikke et system i en lukket kasse, hvor hvis du kan stemme på dine ledere, så har du demokrati. Det er noget med en demokratisk indstilling hos individer gennem hele samfundet. Hvis retten til at stemme er nok, så har du demokrati i Afghanistan. Det vil jeg nok mene, man endnu ikke har noget som er i nærheden af demokrati.
Rapporten indeholder mange flere interessante oplysninger og i øvrigt en række citater som afspejler forskellige holdninger på begge sider af sagen.
Men som en sidste detalje. Der skal ikke være tvivl om at de fleste muslimer har et moderat syn på Islam. Men min erfaring er at markante andele af befolkningen støtter fundamentalister.
Det skal huskes at disse fundamentalister ikke er demokrater. De bruger gerne vold for at få magten. Det skal huskes at de angiveligt også føder flere børn end de moderate - fremtiden tilhører for så vidt dem.
Specielt i lande som Pakistan og Indonesien, to af de mest folkerige og stærke islamiske lande er der en radikalisering i gang.
Undersøgelsen har også et spørgsmål som undersøger om de mest støtter modernisering eller fundamentalisme:
For lidt debat = for gode vilkår for sølvpapirshatte. Omend det ærligt skal tilståes, at man ikke kan sige at 9/11 ikke har været debatteret rigeligt.
Så en debat må altså skære ind til benet, og problemet er nok, at tro spiller en større rolle i den daglige debat, end logik og efterprøvelse gør det.
De lande som undertrykker en debat, vil opleve en skarp reaktion, når troen viser sig at være uden grundlag, i den almindelige barske virkelighed.
PEW rapporten som BBC bruger kan findes her:
Lidt udpluk fra Rapporten:
Det jeg bider mærke i at, er forskellen mellem muslimer i Europa og i de muslimske lande.
Bid mærke i at Pakistan scorer lavest, Pakistan som nok har det mest forfærdelige kvindesyn, næst efter Taliban, som også er en del af deres lokale problem.
Læg også mærke til britiske muslimer, deres holdning er typisk mere rabiat. De kommer netop typisk fra Pakistan og Bangladesh, Indien.
Her har vi klassikeren. Man kan se på det positive. De fleste muslimer synes ikke det nogensinde er retfærdiggjort at dræbe civile med selvmordsangreb.
Selv Taleban lover i et etisk manifest at skrue lidt ned for den slags angreb, for at vinde hjerter og sjæle.
Men man kan også se på det negative. En pæn andel har ingen skrupler med hensyn til at gøre civile til et direkte mål i krigsførelse. Her er der i øvrigt ikke forskel på Britiske og Franske muslimer, hvor i mod de mange tyrkiske tyske muslimer er mindre opbakkende.
Mange tyrkere er i øvrigt alevier, mon de kommer med i sådanne undersøgelser som muslimer? Hvilket de i princippet ikke er. De har en unik tro, omend den baserer sig løst på Islam.
Denne er også uhyre interessant. Hvorfor synes jeg det? Jo fordi faktisk de to lande som har haft demokrati, mere eller mindre, Tyrkiet og Pakistan, er de lande hvor man mindst tror på at demokrati og Islam kan forenes. Erfaring er nogle stærkere end tro, men ikke altid.
Demokrati er jo ikke et system i en lukket kasse, hvor hvis du kan stemme på dine ledere, så har du demokrati. Det er noget med en demokratisk indstilling hos individer gennem hele samfundet. Hvis retten til at stemme er nok, så har du demokrati i Afghanistan. Det vil jeg nok mene, man endnu ikke har noget som er i nærheden af demokrati.
Rapporten indeholder mange flere interessante oplysninger og i øvrigt en række citater som afspejler forskellige holdninger på begge sider af sagen.
Men som en sidste detalje. Der skal ikke være tvivl om at de fleste muslimer har et moderat syn på Islam. Men min erfaring er at markante andele af befolkningen støtter fundamentalister.
Det skal huskes at disse fundamentalister ikke er demokrater. De bruger gerne vold for at få magten. Det skal huskes at de angiveligt også føder flere børn end de moderate - fremtiden tilhører for så vidt dem.
Specielt i lande som Pakistan og Indonesien, to af de mest folkerige og stærke islamiske lande er der en radikalisering i gang.
Undersøgelsen har også et spørgsmål som undersøger om de mest støtter modernisering eller fundamentalisme:
onsdag den 17. juni 2009
Dagens alternative overskrift
Tre danske forkæmpere for demokrati i Afghanistan MYRDET med koldt blod.
Forkæmpere for totaldiktatur og genindførelse af mørk middelalder i Afghanistan, har i dag myrdet endnu tre unge mænd, som var i Afghanistan for at sikre landets demokrati og fremtid, samt kvindernes ret til uddannelse og en menneskelig tilværelse.
Mordene skete på sædvanlig kujonagtig vis, med en vejsidebombe.
Dette bringer de danske tabstal op på 25 personer. Hvilket angiveligt stadig gør os til det land der i forhold til befolkningen har mistet flest liv i Afghanistan.
Men vi skal forstå, at vi trækker os ud, kommer en masse mennesker til at dø, fordi Taleban kan gøre præcis som de har lyst til.
De vil genvinde magten, og skabe et af de mest forfærdelige diktaturer på jorden.
At forandre dette land kommer til til at tage generationer og det er den tidsramme, vi kan forvente at blive i landet i.
Forkæmpere for totaldiktatur og genindførelse af mørk middelalder i Afghanistan, har i dag myrdet endnu tre unge mænd, som var i Afghanistan for at sikre landets demokrati og fremtid, samt kvindernes ret til uddannelse og en menneskelig tilværelse.
Mordene skete på sædvanlig kujonagtig vis, med en vejsidebombe.
Dette bringer de danske tabstal op på 25 personer. Hvilket angiveligt stadig gør os til det land der i forhold til befolkningen har mistet flest liv i Afghanistan.
Men vi skal forstå, at vi trækker os ud, kommer en masse mennesker til at dø, fordi Taleban kan gøre præcis som de har lyst til.
De vil genvinde magten, og skabe et af de mest forfærdelige diktaturer på jorden.
At forandre dette land kommer til til at tage generationer og det er den tidsramme, vi kan forvente at blive i landet i.
søndag den 19. april 2009
Venstrefløjen ønsker Taleban til magten
Jeg har været på besøg, hos DRs "Find din kandidat" (til Folketinget.
Ikke for at teste, hvem jeg selv ville stemme på. Mit resultat er stadig det samme, som i al den tid jeg har taget testen. Der kommer kun kolonihave nazister og konservative røvhuller op som resultat.
Nej, formålet har været, at kigge lidt på de enkelte folketingskandidater og medlemmers holdning til vores tilstedeværelse i Afghanistan.
Der er en klar tendens. Enhedslisten og SF er naturligvis overvejende i mod. Lidt mere blandet er det i Socialdemokratiet, men der er faktisk mange, der er i mod.
Jeg havde egentlig regnet med, at de var mere pragmatiske.
Men man synes åbenbart, vi er værre end Taleban, og hvis trækker os ud, kan det kun blive bedre.
Enten er det et tegn på en ligegyldighed med Afghanerere, eller en komplet uvidenhed omkring hvad Taleban er.
Eller så er det bare det gamle hak, de ikke kan komme ud af, og deler med Taleban. Den religiøse tro på den store SatanUS(A)?
Under alle omstændigheder, Taleban har rigtig meget medvind, og venstrefløjen synes de skal have endnu mere af den, så de kan få deres sharia diktatur genindført, og reducere kvinden til et lænket husdyr.
Ikke for at teste, hvem jeg selv ville stemme på. Mit resultat er stadig det samme, som i al den tid jeg har taget testen. Der kommer kun kolonihave nazister og konservative røvhuller op som resultat.
Nej, formålet har været, at kigge lidt på de enkelte folketingskandidater og medlemmers holdning til vores tilstedeværelse i Afghanistan.
Der er en klar tendens. Enhedslisten og SF er naturligvis overvejende i mod. Lidt mere blandet er det i Socialdemokratiet, men der er faktisk mange, der er i mod.
Jeg havde egentlig regnet med, at de var mere pragmatiske.
Men man synes åbenbart, vi er værre end Taleban, og hvis trækker os ud, kan det kun blive bedre.
Enten er det et tegn på en ligegyldighed med Afghanerere, eller en komplet uvidenhed omkring hvad Taleban er.
Eller så er det bare det gamle hak, de ikke kan komme ud af, og deler med Taleban. Den religiøse tro på den store SatanUS(A)?
Under alle omstændigheder, Taleban har rigtig meget medvind, og venstrefløjen synes de skal have endnu mere af den, så de kan få deres sharia diktatur genindført, og reducere kvinden til et lænket husdyr.
onsdag den 15. april 2009
Socialismens betingede reflekser
Ovenstående viser kvinder fra Lahore i Pakistan, hvor venstrefløjen arrangerede en demonstration rettet mod Taleban og terrorisme. No to taliban Justice, var blandt parolerne.
Omend demoen, arrangeret af et bredt spektrum af politiske og aktivistiske grupper, kun kunne mønstre omkring 2000 mennesker, så kunne de dog i det mindste finde ud af at protestere mod Taleban.
Herhjemme er det mere sandsynligt, at finde venstrefløjen i en demo rettet mod tilstedeværelsen (militært) i Aghanistan, altså netop det forhold som holder Taleban helt og absolut fra magten, altså en de facto pro-demo for at Taleban skal tilbagevinde magten.
Historisk har venstrefløjen jo ikke haft den store fingerspidsfornemmelse for det totalitære.
Men lad os give den, i egen selvopfattelse, veloplyste venstrefløj ignorantens undskyldning.
De ved ikke, hvad de taler om, og de vil helst heller ikke vide det, og dermed blive tvunget til at revurdere deres samlede tro.
Venstrefløjen i Pakistan har ikke råd til den luksus.
Nu har Pakistan byttet fred med Sharia i landets SWAT region. Når man læser aviserne her, betyder det stening af utro, hænder der bliver hugget af tyve.
Men det betyder meget mere end det, det betyder at kvinder som færdes frit i selskab med mænd, risikerer at blive dræbt.
Det stopper ikke der, Talebans fortolkning af sharia går videre end den traditionelle. Den betyder ingen skolegang til kvinder, i det hele taget ingen frihed til kvinder, i deres egne ord:
"
Women will not be allowed either to go to jobs or markets because we do not want to make them show-pieces," he said.
For at gøre ondt værre, så parallelt med den nuværende udvikling vil Verdensbanken donere op til seks milliarder dollar til Pakistans dysfunktionelle demokrati.
Pakistan er et komplekst land, som både er moderat og har haft en kvindelig præsident, men nu giver de efter til den mest middelalderlige, totalitære mentalitet endnu i live på jorden.
Vi er så glade for demokrati og dialog. Men Taliban er ligeglade med dialog og demokrati. Støtter flertallet i SWAT regionen talibans regime og Sharia? Det ved vi ikke, men ingen har spurgt dem og Taliban er ligeglade med begge dele. Deres nidkærhed går kun i en retning. Flere og maksimum indrømmelser. Med vold og hæmningsløst pres kan alle folk kues. Det er den lektion vi alle kan lære og burde have lært forlængst. Selv hvor demokratiet hersker, kan mørk teologi ende ved magten som i Gaza, Algeriet, Iran, - hvor flertallet nu en gang stemte på Admadinejad. Ja selv i Tyrkiet, Islams bedste eksempel på et demokrati, er en glidebane i gang i den retning.
Pakistan er verdens farligste nation. Allerede har AQ Khan, Pakistans "A-bombefader", hjulpet med at sprede nuklear teknologi. Men det værste er at Islamismen kun er få hårsbredder fra den totale magt og udviklingen glider i den forkerte retning - fundamentalistisk, demografisk, økonomisk, stiger fattigdommen og desperationen og korrupt har landet altid været, kursen i den største og nukleare militærmagt inden for Islam er katastrofal.
Hvilket stemmer som Arnaud de Borchgrave, tidligere chefredaktør for Washington Times, i årevis har advaret mod, så er landet på en radikal og faretruende kurs, kraftigt hjulpet af saudiske oliepenge til spredning af wahhabistisk indoktrinering gennem moskeer og madrassas, oven i alle de andre former for kunstigt åndedræt landet modtager.
Venstrefløjen og den kulturelle elite, taler meget om nuancer og oplysning. Men hvad angår de mørke og lyse nuancer i henhold til Taleban, Islam, og oplysningen omkring hvad der foregår i den del af verdenen, falder de helt uden for deres egne idealer, sammen med det meste af befolkningen.
Vi har grundlæggende ikke andet end en meget vag idé omkring, hvad vi er oppe i mod.
Tilgiv os, thi vi ved ikke, hvad vi gør.
søndag den 5. april 2009
Kunsten at lave politiske film
To af de film, der har gjort absolut mest indtryk på mig de seneste år, er filmene, The kingdom, og, Lions for lambs, to film som begge har krigen mod terror som hovedtema.
Begge er de skrevet af Matthew Michael Carnahan, og selv om skuespillerne i begge film gør et fantastisk stykke arbejde, er det først og fremmest de utroligt velskrevne manuskripters styrke, at de med få og meget præcise ord, rejser spørgsmål og indrammer dillemaer på stribe, symbolisere og behandle dette årtis allerstørste internationale politiske spørgsmål, CO2 debatten forsmået. Det er ikke Shakespeare, til gengæld er det velartikulerede mennesker med idéer og tanker.
Af de to film er The kingdom blevet modtaget bedst, hvor i mod Lions for Lambs har modtaget en del rådne tomater. Personligt synes jeg, at Lions for lambs er en lige så interessant film og giver endnu mere at tænke over, end The kingdom gør.
Jeg syntes faktisk, The kingdom til tider er lidt for kedelig, flader ud (ikke mange minutter, men mister drivet lidt her og der), og bliver lidt for klassisk Hollywood kliché og karikaturagtig.
Plottet i The kingdom handler om, at der begåes et terrorangreb mod amerikanske borgere inde i Saudi Arabien.
Agenter fra FBIs antiterror enhed, presser på og lykkes, mod tidligere praksis og forventning, med at få lov til at komme ind Saudi Arabien og lave en egen efterforskning. Filmen følger denne gruppes arbejde under tidspresset, de får nemlig kun få dage til rådighed, og et noget mangelfuldt samarbejde fra de saudiske myndigheders side.
Når filmen scorer bedre end Lions for lambs, er det dog ikke helt ubegrundet. Filmen er klassisk lineal og velsmurt i sin opbygning, samtidigt med at den formår at overraske.
Scenerne fra terrorangrebet er autentiske, dramatiske, og de gør indtryk uden splatterfilm kitch. Men det bedste ved filmen er de sidste ti minutter. De er simpelthen noget af det mest intense, velspillede, dybt sjælerystende, jeg nogensinde har set på film og rummer, fuldender, krøller en loop, med tilbageholdt information, som både overrasker og overrumpler en som seer. Mig chokerede den, ikke nogen garanti for samme effekt hos alle.
Det er dog en slutscene, man husker!
Det gode ved disse film, er at de er politiske på en bred måde. Der går ingen Oliver Stone agtig ensporet konspirationsvinkling, eller Independence day patriotisme i foretagendet. Hovedpersonerne er en smule karikerede og forstærkede, men de er langt fra utroværdige og repræsenterer forskellige, rigtige mennesker, i et koncentreret format.
Der er ingen rendyrkede helte og totalt dunkle skurke, der er rum til nuancerne mellem de forskellige skikkelser, selv om Carnahans synspunkter skinner i gennem, specielt i Lions for Lambs, så bliver der ikke leveret færdige svar, men debatteret via dialogerne, så der er rigtig meget at tænke over.
For at komme kort ind på Carnahans synspunkter, som kan opleves i et Clement Kjærsgaard interview her. Så mener han, at USA aldrig skulle have gået ind i Irak, men fokuseret på at vinde krigen i Afghanistan. Han støtter og beundrer de amerikanske tropper, og er fortaler for at man genindfører værnepligt, for at få nok militær manpower, til at vinde krigen.
Lions for lambs, er ikke bygget op som en typisk film, hvilket er en del af årsagerne til dens manglende popularitet. Den har ikke de grafiske, visuelt imponerende scener som gør indtryk, men er mere en film, der skal mane til eftertanke.
Filmen er på en måde delt i tre forskellige historier som sideløbende flettes sammen.
Dels har vi en professor, spillet af Robert Redford, glimrende skuespil i øvrigt, som forsøger at mobilisere en talentfuld elev til at gøre en forskel, en spændende debat mellem engagement og apati.
Dels har vi en kritisk journalist, spillet igen fantastisk af Meryll Streep, i debat med en ung Republikansk høg, spillet skarpt af Tom Cruise.
Til sidst har vi de to unge symbolfigurer -af dem som bærer den tungeste byrde i krigen og konkretiserer fysisk de andre personers debat, nemlig som kæmpende soldater - som er fanget i Afghanistan i en truende kampsituation.
De to er naturligvis en afro og en latino amerikaner, som kommer fra fattige kår, områder som Robert Redfords, professorkarakter i filmen, udtrykker det, Amerika kun bekymrer sig om, når der er en opstand, eller en drive by shooting, og som alligevel vil kæmpe for USA og gøre en forskel.
Dette kan virke karikeret, men er på mange måder tro mod virkeligheden, for de er den typiske soldat, omend mange af de unge afro og latino amerikanere, nok er soldater, fordi ellers har fremtiden ingen jobs eller uddannelsesperspektiver at tilbyde dem.
Disse to kunne godt have valgt en karriere og færdiggjort et universitetsstudie. De repræsenterer en tro på at yde sit og kæmpe for det, man tror på.
Dette er en dristig opbygning af en film i en lunefuld genre, og nok en pæn grund til at filmen gav underskud.
En anden grund, er at nogle nok kan føle sig belært, mere end underholdt, sidstnævnte nok de flestes forventning til en film.
Jeg synes ikke filmen er belærende, tvært i mod!
Den skaber en flersidig debat og rejser en masse spørgsmål, nærmere end det andet.
Men mange mennesker bryder sig generelt ikke om politiske film og er decideret hypersensitive på området. Jeg kan sagtens selv komme i tanke om nogle, jeg får kvalme af.
Men filmen er som sagt baseret på et virkeligt godt manuskript, der leverer nogle filosofiske overvejelser og one-liners i et sprog som nok er præcist og velskrevet, men ikke akademisk og holdt på jorden.
Jeg synes faktisk manuskriptet er så godt, at man kunne nøjes med at læse det, men det er naturligvis værd at tage de gode skuespillere med.
Det afhænger naturligvis af, om det er spørgsmål man gerne vil stille sig selv, eller spørgsmål man helst vil være fri for, eller vil have i en bestemt udgave?
Jeg synes filmen stiller mange spændende spørgsmål og kommer med mange vinkler på et nutidigt meget vigtigt problem.
Begge film kan meget varmt anbefales!
Her følger nogle udvalgte citater fra manuskriptet af Lions for Lambs. Først professoren og den apatiske, men dygtige elev:
Begge er de skrevet af Matthew Michael Carnahan, og selv om skuespillerne i begge film gør et fantastisk stykke arbejde, er det først og fremmest de utroligt velskrevne manuskripters styrke, at de med få og meget præcise ord, rejser spørgsmål og indrammer dillemaer på stribe, symbolisere og behandle dette årtis allerstørste internationale politiske spørgsmål, CO2 debatten forsmået. Det er ikke Shakespeare, til gengæld er det velartikulerede mennesker med idéer og tanker.
Af de to film er The kingdom blevet modtaget bedst, hvor i mod Lions for Lambs har modtaget en del rådne tomater. Personligt synes jeg, at Lions for lambs er en lige så interessant film og giver endnu mere at tænke over, end The kingdom gør.
Jeg syntes faktisk, The kingdom til tider er lidt for kedelig, flader ud (ikke mange minutter, men mister drivet lidt her og der), og bliver lidt for klassisk Hollywood kliché og karikaturagtig.
Plottet i The kingdom handler om, at der begåes et terrorangreb mod amerikanske borgere inde i Saudi Arabien.
Agenter fra FBIs antiterror enhed, presser på og lykkes, mod tidligere praksis og forventning, med at få lov til at komme ind Saudi Arabien og lave en egen efterforskning. Filmen følger denne gruppes arbejde under tidspresset, de får nemlig kun få dage til rådighed, og et noget mangelfuldt samarbejde fra de saudiske myndigheders side.
Når filmen scorer bedre end Lions for lambs, er det dog ikke helt ubegrundet. Filmen er klassisk lineal og velsmurt i sin opbygning, samtidigt med at den formår at overraske.
Scenerne fra terrorangrebet er autentiske, dramatiske, og de gør indtryk uden splatterfilm kitch. Men det bedste ved filmen er de sidste ti minutter. De er simpelthen noget af det mest intense, velspillede, dybt sjælerystende, jeg nogensinde har set på film og rummer, fuldender, krøller en loop, med tilbageholdt information, som både overrasker og overrumpler en som seer. Mig chokerede den, ikke nogen garanti for samme effekt hos alle.
Det er dog en slutscene, man husker!
Det gode ved disse film, er at de er politiske på en bred måde. Der går ingen Oliver Stone agtig ensporet konspirationsvinkling, eller Independence day patriotisme i foretagendet. Hovedpersonerne er en smule karikerede og forstærkede, men de er langt fra utroværdige og repræsenterer forskellige, rigtige mennesker, i et koncentreret format.
Der er ingen rendyrkede helte og totalt dunkle skurke, der er rum til nuancerne mellem de forskellige skikkelser, selv om Carnahans synspunkter skinner i gennem, specielt i Lions for Lambs, så bliver der ikke leveret færdige svar, men debatteret via dialogerne, så der er rigtig meget at tænke over.
For at komme kort ind på Carnahans synspunkter, som kan opleves i et Clement Kjærsgaard interview her. Så mener han, at USA aldrig skulle have gået ind i Irak, men fokuseret på at vinde krigen i Afghanistan. Han støtter og beundrer de amerikanske tropper, og er fortaler for at man genindfører værnepligt, for at få nok militær manpower, til at vinde krigen.
Lions for lambs, er ikke bygget op som en typisk film, hvilket er en del af årsagerne til dens manglende popularitet. Den har ikke de grafiske, visuelt imponerende scener som gør indtryk, men er mere en film, der skal mane til eftertanke.
Filmen er på en måde delt i tre forskellige historier som sideløbende flettes sammen.
Dels har vi en professor, spillet af Robert Redford, glimrende skuespil i øvrigt, som forsøger at mobilisere en talentfuld elev til at gøre en forskel, en spændende debat mellem engagement og apati.
Dels har vi en kritisk journalist, spillet igen fantastisk af Meryll Streep, i debat med en ung Republikansk høg, spillet skarpt af Tom Cruise.
Til sidst har vi de to unge symbolfigurer -af dem som bærer den tungeste byrde i krigen og konkretiserer fysisk de andre personers debat, nemlig som kæmpende soldater - som er fanget i Afghanistan i en truende kampsituation.
De to er naturligvis en afro og en latino amerikaner, som kommer fra fattige kår, områder som Robert Redfords, professorkarakter i filmen, udtrykker det, Amerika kun bekymrer sig om, når der er en opstand, eller en drive by shooting, og som alligevel vil kæmpe for USA og gøre en forskel.
Dette kan virke karikeret, men er på mange måder tro mod virkeligheden, for de er den typiske soldat, omend mange af de unge afro og latino amerikanere, nok er soldater, fordi ellers har fremtiden ingen jobs eller uddannelsesperspektiver at tilbyde dem.
Disse to kunne godt have valgt en karriere og færdiggjort et universitetsstudie. De repræsenterer en tro på at yde sit og kæmpe for det, man tror på.
Dette er en dristig opbygning af en film i en lunefuld genre, og nok en pæn grund til at filmen gav underskud.
En anden grund, er at nogle nok kan føle sig belært, mere end underholdt, sidstnævnte nok de flestes forventning til en film.
Jeg synes ikke filmen er belærende, tvært i mod!
Den skaber en flersidig debat og rejser en masse spørgsmål, nærmere end det andet.
Men mange mennesker bryder sig generelt ikke om politiske film og er decideret hypersensitive på området. Jeg kan sagtens selv komme i tanke om nogle, jeg får kvalme af.
Men filmen er som sagt baseret på et virkeligt godt manuskript, der leverer nogle filosofiske overvejelser og one-liners i et sprog som nok er præcist og velskrevet, men ikke akademisk og holdt på jorden.
Jeg synes faktisk manuskriptet er så godt, at man kunne nøjes med at læse det, men det er naturligvis værd at tage de gode skuespillere med.
Det afhænger naturligvis af, om det er spørgsmål man gerne vil stille sig selv, eller spørgsmål man helst vil være fri for, eller vil have i en bestemt udgave?
Jeg synes filmen stiller mange spændende spørgsmål og kommer med mange vinkler på et nutidigt meget vigtigt problem.
Begge film kan meget varmt anbefales!
Her følger nogle udvalgte citater fra manuskriptet af Lions for Lambs. Først professoren og den apatiske, men dygtige elev:
Professor Stephen Malley: The decisions you make now, bud, can't be changed but with years and years of hard work to redo it... And in those years you become something different. Everybody does as the time passes. You get married, you get into debt... But you're never gonna be the same person you are right now. And promise and potential... It's very fickle, and it just might not be there anymore.
...
"-You think it's better to have tried and failed than failing to try, right?
-Yeah.
-But what is the difference if you end up in the same place?
-At least you did something."
...
Om de to etniske minoriteter, blandt hans tidligere elever som filmen følger parallelt i Afghanistan:
-They went to these high schools in the area where they grew up, godforsaken places that bear no resemblence to the schools you went to, metaldetectors on every door, teachers carrying Mace. These awful places did them not one favour.
I saw the same thing in Vietnam.
-What?
-The first guys to sign up, are the guys this country doesn´t treat well. Here are Ernest and Arian growing up in those neighbourhoods where people butcher each other for simple-minded shit -You were raised in a neighbourhood two blocks south from mine - Bam!
The rims on your car is better than mine - Bam!
What do they do after scraping themselves up and getting outta of there in one piece?
Fight for the country that ignores those neighbourhoods.
---
Senatoren og journalisten:
Senator Jasper Irving: OK, let's play this out, we walk and afghan reverts back to the Taliban. Only now the Taliban has metastasis into something infinitely more vicious and potent because they are now 2-0 against superpowers. They butcher the people that helped us who voted and were stupid enough to put their faith in our word. So call it not only the end of hope for 10s of millions of Afghans but the end of American credibility but the end of America as a voice of Righteousness in the world. And when we are forced to go back in a couple years. We will be faced against a shattered Iraq, a hopeless Afghanistan and a nuclear Iran. How many troops are we going to need then? I guarantee you will be adding some zeros.
...
-And the military part has to come first - Why?
-Because only after we´ve eradicated the enemy, can we get down to the true work of keeping of this new democracy breathing.
-So - it´s basically kill people to help people?
-No. That is not what I said.
...
-So you think that the number of troops that we have now i Afghanistan is enough?
-I do. And a big part of why we are able to do more with less in Afghanistan... is the superior nature of our elite forces.
-It really reminds me of Abrams in 1968.
-What?...
-Can´t get the Vietcong in big fights, so we´ll send smaller groups they can´t resist ambushing.
At least we´ll be fighting, 58000 names say that strategy didn´t work out so well.
...
-It is not only our choice to stop these insurgents, but our moral obligation. We simply cannot allow their form of evil and terror to spread
...
(efter en debat over mediedækningens svæven i vinden)
Jane, we both put our fighting men at risk. Now I´ll admitted my mistakes, when will you admit yours?
---
(Flashback) De to unge frivillige i Afghanistan debaterer deres beslutning med deres medstuderende:
-We don´t get a level playing ground, unless there is draft...
-We could all with the degree and money we made, go hide in a big house with big walls.
(anden elev)-When hasn´t a big house with big walls been the American dream?
-July 5th, 1776
What about december 8th, 1941?
September 12th, 2001?...
Robert Redford forsøger at overtale dem til at ændre mening:
-You two could pick any Grad School in any field...
These starched collars, which started this war and that are running it now, nowhere near the best and brightest, not even in the same galaxy...
They are the ones that say shit like; "we bloodied our noses, but we learned from our mistakes".
De svarer:
-We already know how the system works...
-Because it goes badly, it makes it even more important Doc...
-If we captured Bin Laden, or the Shiites greeted us with a ticker-tape parade.
We would never have to think about, who are these people?
Does religion really preach murder?
Do they need a dictator to stop massacring each other?
The greatest military in history can´t catch three guys - come on.
And how do we preach democracy, and still send billions to Saudi kings far from it?...
(Redford)-So load your self on the beach...
The men who lead, do work when there´s work to be done.
Will you step up when your needed, or will you just sit back?
And let the other do the lifting?
They are simple questions.
(Redford)-With potentially awful answers...
Abonner på:
Opslag (Atom)
