Kulturkløfter og hulebygning

I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.

Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.

Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.

Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!

Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.

Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.

For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.

Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.

Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.

Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.

Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.

Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.

Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.

Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."

Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.

I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.

I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.

Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.

Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.

Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.

Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.

Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.

Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.

Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.

I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.

Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.

Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.

Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.

Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:

Men her er et mindre og udvalgt referat:

Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:

"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".

Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?

Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.

Horowitz fortsætter lidt efter:

"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".

Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.

Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.

I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.

Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.

Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.

Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:

"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".

Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.

Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?

Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)

Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.

Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:



USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.

Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.

Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:

"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".

Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.

Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.

Horowitz fortsætter:

"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."

Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.

Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.

Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.

Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.

Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:





Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.

Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.

Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?

?

Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.

1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.

2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.

3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.

Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.

Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.

Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.

Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?

Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.

Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.

Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.

Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.

Intet skete, netop derfor!

I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.

Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.

Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.

Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.

Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.

Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.