De Radikale falder ned på jorden

De Radikale opgiver nu, mere eller mindre, kampen mod 24 års reglen og tilknytningskravet.

I stedet vil de fokusere på kamp mod Robin Hood skatteoplægget:

I avis-interviewet - foretaget fredag, men først bragt onsdag - erkender Margrethe Vestager, at slaget om udlændingepolitikken alligevel er tabt på forhånd:

- Jeg kan konstatere fuldstændig nøgternt, at uanset hvor meget jeg er imod 24 års regel og tilknytningskrav, så kræver det 90 mandater at få det ændret, siger hun og fortsætter:

- S går ind for reglerne, og SF har accepteret dem, så derfor har det godt nok lange udsigter at samle de 90 mandater.

Helt nede på jorden, er man dog ikke endt.

Selv om de radikale er modstandere af millionærskatten og de varslede stigninger i selskabsskatten.

Så mener De Radikale dog, at man på anden måde bør gøre livet mere besværligt for det danske erhvervsliv, og save den gren over, som er det indtægtmæssige grundlag, for alle de verdenfrelser og velfærdsinflationære tiltag, som oppositionen ellers gerne så indført:

I udspillet "Skat der virker" ønsker de Radikale højere grønne afgifter, især for erhvervslivet og transport, samt en markant lempelse af topskatten.

De Radikale kræver grænsen for topskattebetaling hævet med 50.000 kr., så topskat først skal betale af indkomster over 460.000 kr. Idag betaler mange almindelige lønmodtagere topskat - herunder mange lærere og sygeplejersker, siger partiet.

Både Socialdemokraterne og SF afviser at lempe topskatten. Skal skatten lempes, skal det ske i bunden, ikke i toppen, siger de.

Stem for et Danmark med mådehold, der bevarer pengene til en indsats hvor den er strengt nødvendig, og bevarer grundlaget for denne indtægt. Fremfor at skabe en generel inflation i velfærd, som vi ikke har råd til, ender med gæld og dermed yderligere udgifter.

Tiden er løbet fra Robin Hood politik og der bliver mindre penge til velfærd per dansker i fremtiden.

Bonus læsning:

De penge kan kun findes to steder via besparelser eller via forhøjede skatter – hvis man altså går uden om den reelle, men politisk urealistiske tredje mulighed, der hedder en afskaffelse af velfærdsstaten. Og den udfordring er ifølge Greve langt mere væsentlig at se på end f.eks. en vækstpakke, som tvivlsomt kan nå at blive sparket i gang, fordi der allerede er mange investeringer i gang i anlægssektoren. Det er problemet med underfinansieringen af de offentlige udgifter, der er den virkelige udfordring. En problematik, der formentlig vil ramme os i 2011. Og det vel at mærke oven i den finanskrise, som vi, hvis uheldet er ude, stadig kan mærke...

Det Økonomiske Råd hos vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Olien er inde over, fordi indtægten er aftagende. Det er nogle dejlige indtægter, der forsvinder, som sammenholdt med det måske vigtigste – den stigende forsørgerbyrde – gør, at reformer er nødvendige. Det er selvfølgelig en indtægt, som vi skal lære at klare os uden,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.