At bøje sig i støvet

Nogle mener jo, at det er ydmyghed at tro på gud, smukt at man anerkender, at noget som er større, end en selv. Jeg tænkte selv sådan en gang, da jeg var mindre kritisk over for det religiøse.

Jeg synes blot ikke den Gud som skitseres i Biblen og Koranen er særlig stor. Slet ikke i retfærdighedssans, eller hvad angår respekt for mennesker som tænker anderledes, end vedkommende selv. Slet ikke i sin dom til helvede og en formodet præference for forfængelige idioter som nyder tanken om at lige præcis de bliver frelst og ryger i paradis.

Faktisk lyder denne denne gud mere som et magtliderligt, forstokket menneske af en diktator, end af en gud.

Hvis gud er gud, så bliver han ikke fornærmet, han/hun burde være klog nok til at vide hvad jeg mener, og stor nok til at være ligeglad med, om jeg logrer med halen eller ej.

Nej, jeg ser ikke en ydmyghed som bøjer sig støvet. Jeg ser frygt og et snævert menneskes forestilling om at gud er snæver.

Men jeg bøjer mig gerne for noget som er større end mig selv.

Altså kvalificeret større end mig selv, ikke blot per nominel autoritet.

Jeg bøjer mig gerne i støvet for dem som skaber fremskridt i denne verden. Dem som gør livet bedre for os andre, ved at opfinde teknik og medicin, andre goder for menneskeheden.
Jeg bøjer mig gerne for dem giver os gode oplevelser, dem som skænker os fantastisk kunst, musik, kultur osv.
Jeg bøjer mig gerne i støvet for en smuk solnedgang eller opgang - sidstnævnte ser jeg ikke så tit :P

Jeg bøjer mig gerne i støvet for det store, uendelige, fantastiske univers og de store gigantiske stjerner, se selv her:



Hvad jeg ikke bøjer mig for, er en demagog og tyran, med totalitære tilbøjeligheder og uretfærdig magtudøvelse, uanset om han hedder Allah, Jehova eller Saddam Hussein.