A dream within a dream

Take this kiss upon the brow!
And, in parting from you now,
Thus much let me avow-
You are not wrong, who deem
That my days have been a dream;
Yet if hope has flown away
In a night, or in a day,
In a vision, or in none,
Is it therefore the less gone?
All that we see or seem
Is but a dream within a dream.

I stand amid the roar
Of a surf-tormented shore,
And I hold within my hand
Grains of the golden sand-
How few! yet how they creep
Through my fingers to the deep,
While I weep- while I weep!
O God! can I not grasp
Them with a tighter clasp?
O God! can I not save
One from the pitiless wave?
Is all that we see or seem
But a dream within a dream?

Edgar Allan Poe

Ovenstående er mit gamle absolutte yndlingsdigt, af nogen digter overhovedet taget.

Jeg reciterede det for nogle dage siden i mit hoved, og var forbavset over, at her over ti år efter jeg havde lært det udenad, uden at have memoriseret angiveligt i årevis, kan jeg faktisk stadig huske det udenad.

Digtet er både formfuldendt, smukt, kort og præcist som et digt skal være. Derudover rejser det spørgsmål, spørgsmål jeg har tænkt, og stadig tænker meget over.

Digtet er åbent for mange fortolkninger, som digte nu er, kun digteren selv kender hensigten, ja og så endda måske end ikke digteren selv, da der kører så mange spor i hovedet på en gang, når man skriver et digt. Og det kan være svært at bevare overblikket over alle de spor.

Men som jeg tolker det blandt andet. Så er de smukke øjeblikke i livet så få, at de nærmest virker uvirkelige. Mens de sørgelige stunder af magtesløshed over for skæbnen, er måske både flere, de står i hvert fald som mere virkelige i ens bevidsthed.

Jo man mindes de virkeligt smukke stunder, men mod baggrunden af alt de øvrige i tilværelsen, er de som en drøm, som en fantasi, som en drøm man nogle gange bliver i tvivl omkring var virkelig.

Var jeg virkelig der, oplevede jeg virkelig det? Det virker uvirkeligt.

Når man så til gengæld mister det man holder af, står fuldstændigt magtesløs i kampen for at holde fast i det, i kampen for at undgå det ubehagelige. Så er man ikke i tvivl, om at man var der.

Det skal dog siges, at det "onde" kan også tage form af det surrealistiske, noget man ikke fatter skete, altså en drøm. Holocaust, folkemord, et mennesker der voldtager et barn osv.

Altså, det som ikke overrasker, er det grå, det mellem det mest lyse, det mest mørke. De almindelige tårer og besvær. Den almindelige hygge og fornøjelighed. Det er vores liv.

Det er ikke en drøm, det er det virkelige, det som vi kan huske som en lang kæde af oplevelser gennem vores liv.

Men måske mere i det dybt mørkegrås favør, end det næsten hvide?

Som skæbner er vi forskellige. Nogle vil aldrig opleve det helt sorte på nært hold, andre vil aldrig opleve det helt lyse på nært hold. Nogle vil opleve begge dele, andre ingen af dem.

Men det gruelige er at erkende, der er kun lidt af det totalt smukke i verden, og der er langt i mellem.

Ikke alle tørster vi efter det smukke. Så kunne vi begrave os i det som faktisk er, af smuk kultur og musik.
Søge disse smukke mennesker, som der findes her og der, klistre os til dem.

Nej faktisk ønsker vi selv, at gå i mørket, vi kunne ikke forestille os livet uden mørke. Nogle ville endda slet ikke trives, men søger selvdestruktionens vej, per en indre drift, hverken de selv eller andre forstår.

Is all that we or seem, but a dream within a dream?