Et af de spørgsmål jeg stiller mig selv tit, er hvad der psykologi i økonomien, og hvad der er reelt empirisk grundlag.
Når vi har en krise som nu, så mister folk arbejde, ja, men det bliver selvforstærkende i psykologisk forstand, ved at man ophører med at forbruge.
Jeg tror en stor del af denne krise skyldes reelle forhold såsom lånbaseret overforbrug, afhængigt af en friværdi i ens hus, hvis pris var sat for højt i forhold til markedets bæreevne.
Altså værdi man troede man havde, og pludselig fandt ud af var overvurderet.
Ligeledes spiller det en rolle, at bankerne har lånt for meget ud i forhold til deres reelle kapital.
Men når forbruget falder så meget, og konsekvenserne bliver så dybe.
Så får jeg en mistanke om at vi psykologisk gør det værre end det er. At vi kunne undgå store dele af denne krise ved at simpelthen anlægge en anden psykologisk tilgang, have mere is i maven kort sagt.
Det er blot en af mange årsager, til at jeg gerne vil studere økonomi. Den primære årsag er dog politisk.
Skal man have løsninger på udviklingen i fremtidens verden, skal man være stærk i økonomi.
Skal man kunne kritisere politik, skal man forstå, hvad de gør galt i økonomisk forstand.
Statsbudgettet og velfærdsstaten handler om økonomi i sidste ende. Er der er ikke penge, er der ikke råderum økonomisk. Er der ikke råd, må der prioriteres.
For økonomien er per demografiske og psykologiske forhold, under stærkt pres.
Det psykologiske ligger i manglen på eget ansvar og offerroller, velfærdsinflation, samt ovennævnte psykiske overreaktion.
Det demografiske ligger i at vi bliver flere mennesker, og er der ikke et fornuftigt forhold mellem væksten i mennesker og væksten i økonomi, bliver vi fattigere, kort og simpelt og et forsøg på at skrue på fordelingen via højere skatter, gør blot at vi saver den gren over, vi sidder på.
fredag den 24. juli 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar