Musikalsk inderlighed af en anden verden

Nu er musiksmag jo noget meget subjektivt, lige som i øvrigt holdningen til alt anden kunst.

Nok findes der naturligvis det gyldne snit, de harmoniske overgange mellem toner, den lyriske berettermodels apoteose, eller den rigtige larm, beat osv. Men hvad den ene elsker, bliver aldrig, hvad den anden nødvendigvis, overhovedet ser noget som helst i.

Derfor er det også altid svært at anbefale musik til andre.

Men hvis der er en CD jeg vil anbefale, så er det denne her, Nigel Kennedy som spiller Sibelius Violin Koncert og i øvrigt også Tchaikovskijs.

Da jeg købte denne koncert for mange år siden med Nigel Kennedy, hørte jeg den tit op til ti gange om dagen, i en række måneder. Ikke en dag i den periode gik, uden jeg hørte den.
Dette stykke musik, specielt første satsen, var musik jeg aldrig vil høre bedre, mente jeg dengang og mener det stort set stadig.
Der findes naturligvis klassisk musik, der ikke er mindre godt, og mange vil mene i øvrigt bedre.
Men denne koncert er ikke bare genial, dyb, smuk, en som trænger dybt ind i sjælen. Den er fuldkommen unik, jeg har aldrig hørt noget som minder om den. Den har det slaviske, det russiske, følelsesintense sørgelige, med måde. Den har naturens skønhed, de små og sjældne, utrolige naturområder, der virker som skåret direkte ud af et eventyr, man kan finde hist og her i Norden. Den bølger op og ned som selve livet, toner ud og brøler tilbage,
Den har sin nødvendige del af den almindelige klassiske musiks sans for at musik skal stræbe op ad, trylle med tonerne og ikke køre i samme rille og riff.
Meget klassisk musik lyder ens, ikke ens i absolut forstand, man kan sagtens høre hvem komponisten er i mange tilfælde. Men ens i at den er Largo, Presto, adagio osv. At den er finkulturel arrogance, kompleks musikalsk genialitet, eller pomp og pragt, indsmigrende og skrevet for indgå i musikkens evige annaller, og for at følge en kontrakt med sin tids smag og ånd.
Sibelius violin koncert bryder en masse af disse konventioner. Den er ikke nødvendigvis kærlighed ved første lytning. Den forsøger ikke at indsmigre sig, men går nærmere så dybt ind i sjælen, sorgen, de dybe følelser, at det kan være ubehageligt.
Men når du lærer den at kende, er det noget af det smukkeste, der nogensinde er skrevet. Det er et stykke musik, som ingen andre komponister nogensinde har lavet noget, der minder om.

Et stykke musik, der faktisk brød med alt hvad senromantikken eksperimenterede med, et møde mellem både øst og vest, nyt og gammelt og så i øvrigt musik af en hel anden verden.

Desværre er det meget få violinister som formår at få dybden frem i dette stykke musik, teknisk er den vist ikke så kompliceret, men sjæleligt er den.

Jeg har kigget You Tube igennem og kan ikke finde Nigel Kennedys version. Det er ærgeligt, for den er i mine øjne suverænt den bedste, den version trænger netop ind i de dybe lag og følelser i denne koncert og bringer musik af en helt anden verden.

Men denne er ikke dårlig, nogle vil mene den bedste (I mine ører spilles den for overfladisk og hurtigt til tider) - jeg holder stadig på at Nigel Kennedy mestrer styrkevariationen, pausen, tempovariationen, lyrikken og følelsen og i øvrigt at spille perfekt uden at miste koncentrationen et øjeblik:



Tredjesatsen er også fantastisk og genial, mere ordinær i sin struktur, mindre varieret, dog stadig dette unikke møde mellem østlig og vestlig klassisk musik, de dybe instrumenter, rytmen, er som Mahler ville have brugt dem, violinen er slavisk/russisk og så mere til, synes i øvrigt hende her leverer en præstation som er tæt på Kennedys i indlevelse og elegance, hun spiller dog ikke nær så rent:



Og hvis der nogen som ikke kender Nigel Kennedy, så er der et par smagsprøver her: