fredag den 10. juli 2009

Musikalsk inderlighed af en anden verden

Nu er musiksmag jo noget meget subjektivt, lige som i øvrigt holdningen til alt anden kunst.

Nok findes der naturligvis det gyldne snit, de harmoniske overgange mellem toner, den lyriske berettermodels apoteose, eller den rigtige larm, beat osv. Men hvad den ene elsker, bliver aldrig, hvad den anden nødvendigvis, overhovedet ser noget som helst i.

Derfor er det også altid svært at anbefale musik til andre.

Men hvis der er en CD jeg vil anbefale, så er det denne her, Nigel Kennedy som spiller Sibelius Violin Koncert og i øvrigt også Tchaikovskijs.

Da jeg købte denne koncert for mange år siden med Nigel Kennedy, hørte jeg den tit op til ti gange om dagen, i en række måneder. Ikke en dag i den periode gik, uden jeg hørte den.
Dette stykke musik, specielt første satsen, var musik jeg aldrig vil høre bedre, mente jeg dengang og mener det stort set stadig.
Der findes naturligvis klassisk musik, der ikke er mindre godt, og mange vil mene i øvrigt bedre.
Men denne koncert er ikke bare genial, dyb, smuk, en som trænger dybt ind i sjælen. Den er fuldkommen unik, jeg har aldrig hørt noget som minder om den. Den har det slaviske, det russiske, følelsesintense sørgelige, med måde. Den har naturens skønhed, de små og sjældne, utrolige naturområder, der virker som skåret direkte ud af et eventyr, man kan finde hist og her i Norden. Den bølger op og ned som selve livet, toner ud og brøler tilbage,
Den har sin nødvendige del af den almindelige klassiske musiks sans for at musik skal stræbe op ad, trylle med tonerne og ikke køre i samme rille og riff.
Meget klassisk musik lyder ens, ikke ens i absolut forstand, man kan sagtens høre hvem komponisten er i mange tilfælde. Men ens i at den er Largo, Presto, adagio osv. At den er finkulturel arrogance, kompleks musikalsk genialitet, eller pomp og pragt, indsmigrende og skrevet for indgå i musikkens evige annaller, og for at følge en kontrakt med sin tids smag og ånd.
Sibelius violin koncert bryder en masse af disse konventioner. Den er ikke nødvendigvis kærlighed ved første lytning. Den forsøger ikke at indsmigre sig, men går nærmere så dybt ind i sjælen, sorgen, de dybe følelser, at det kan være ubehageligt.
Men når du lærer den at kende, er det noget af det smukkeste, der nogensinde er skrevet. Det er et stykke musik, som ingen andre komponister nogensinde har lavet noget, der minder om.

Et stykke musik, der faktisk brød med alt hvad senromantikken eksperimenterede med, et møde mellem både øst og vest, nyt og gammelt og så i øvrigt musik af en hel anden verden.

Desværre er det meget få violinister som formår at få dybden frem i dette stykke musik, teknisk er den vist ikke så kompliceret, men sjæleligt er den.

Jeg har kigget You Tube igennem og kan ikke finde Nigel Kennedys version. Det er ærgeligt, for den er i mine øjne suverænt den bedste, den version trænger netop ind i de dybe lag og følelser i denne koncert og bringer musik af en helt anden verden.

Men denne er ikke dårlig, nogle vil mene den bedste (I mine ører spilles den for overfladisk og hurtigt til tider) - jeg holder stadig på at Nigel Kennedy mestrer styrkevariationen, pausen, tempovariationen, lyrikken og følelsen og i øvrigt at spille perfekt uden at miste koncentrationen et øjeblik:



Tredjesatsen er også fantastisk og genial, mere ordinær i sin struktur, mindre varieret, dog stadig dette unikke møde mellem østlig og vestlig klassisk musik, de dybe instrumenter, rytmen, er som Mahler ville have brugt dem, violinen er slavisk/russisk og så mere til, synes i øvrigt hende her leverer en præstation som er tæt på Kennedys i indlevelse og elegance, hun spiller dog ikke nær så rent:



Og hvis der nogen som ikke kender Nigel Kennedy, så er der et par smagsprøver her:



2 kommentarer:

37g sagde ...

Nogle gange undrer det mig, så meget nørdviden yngre mennesker har fået. Netop smag for musik kræver jo mere end at læse i en bog. At få et forhold til f.eks. både klassisk musik og rockhistorien kræver jo oceaner af tid.

Selv har jeg stadig de fleste store klassiske værker til gode, og spørgsmålet er om ens temperament er til det. Jeg kender således ikke Sibelius.

Men jeg har dog en enkelt klassisk kommentar. For mange år siden blev jeg påduttet den meget romantiske/rørstrømske violinkoncert af Mendelssohn. Den var gribende mente også jeg dengang. Solisten var Yehudi Menuhin. Flere år senere hørte jeg en version med det lækre skår Anne-Sophie Mutter, og hvilken skuffelse! Hun var den store stjerne dengang, men det mindede mig lidt om diverse fjolsers forsøg på at "tolke" Beatles.

Mit oprindelige kassettebånd er slidt op eller væk. På Amazon ligger Anne Sophie Mutter øverst, Menuhin er gemt længere nede på listen. Nigel Kennedy har også lavet en version. Koncerten shippes stadigvæk ofte med Max Bruch, som vist også er "engang romantik" af værste skuffe..

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Musik er pæne andele subjektivt, jeg har aldrig fattet begejstringen for Anne Sophia Mutter, slet ikke når man hører hende på en cd.

Hvis man ser en live koncert, er det lidt noget andet, hun er karismatisk, formår at sætte sit personlige præg på en koncert, er direkte i sin kontakt med publikum, udover at hun jo i øvrigt ser ganske dejlig ud.

Jeg har selv Mehunins, Mendelsohn og mener også jeg har hørt Mutters, som en skuffelse.

Hun spiller teknisk uangribeligt, men at sætte hende til at spille en koncert, der kræver man smider følelser og blidhed, meditatition ind i foretagendet er et overgreb på en sådan koncert. Men det er de færreste violinister der evner det.
Kennedy har i øvrigt også en tendens/præference til at spille hurtigt og energisk og fokusere på det tekniske, men han kan ramme de stille og blide passager uden at det virker famlende og eksperimentelt, eller som om vedkommende læser noderne direkte af.

Du har en meget vigtig pointe, med andre bands kunstnere der forsøger at imitere Beatles. Det er netop den klassiske musiks problem, komponisten er som regel død, resten er fortolkning. Derfor er der stor forskel på, hvor godt en koncert fortolkes, såvel som forskel i smag.

Så det er er svært at tage hul på den klassiske musik, da en koncert som man i en anden version vil blive fuldt betaget af, kan man faktisk synes er dårlig, i den forkerte version.

Beatles ville aldrig blive forkastet på grund, af et dårligt cover.