Berlingeren træder i rørte vande

Jeg elsker når aviser skaber debat, tør tage et emne op som skaber røre i sindene i Danmark. Bare synd der er en masse områder, de ikke kunne drømme om at bevæge sig ud på.

Men i Berlingeren har man sat enlige kvinder, som vælger kunstig befrugtning til diskussion. Det er sigende ting, der kommer frem. Om navlefornemmelser og næsetipsradius i beskuelsen af tilværelsen, for at nævne de forskellige egocentriske tendenser hos kønnene, som nu om dage ikke er klar at over, at frihed ikke ligger i manglen på ansvar, eller i at få sin vilje så parallelt med ens snudetip som muligt. Der er mere frihed i at kunne påtage sig et ansvar og ikke lade sig genere af det. Friheden ligger i de byrder man bærer ubesværet, nærmere end i det umulige, overvejende fravær af disse.

Indlæggende i debatten byder på guldkorn som denne her:

»I bund og grund handler det om, at kvinderne er blevet for kloge og mændene for dumme. De fleste kvinder vil gerne have en kernefamilie, men de kan ikke finde en mand, der matcher deres krav,« siger han.

Den kan man jo så vende og dreje på mange måder, blandt andet spørge om virkelig er hold i selve påstanden, hvilket jeg tvivler på, for de færreste mænd er dumme og mange kloge mænd er faktisk singler. Men spørgsmålet er om kloge mænd gider moderne kvinder, der mener de har den gyldne løsning på hvordan alting skal styres derhjemme og forventer at manden skal indpasse sig i det system, jeg gider i hvert fald ikke. Jeg vil nemlig ikke laves om, det er der ingen grund til. Hvis der er en grund skal jeg nok selv finde den.
Det her spørgsmål stikker noget dybere ind i den tid vi lever i, som man kan sætte mange vinkler og begreber på, som blandt andet:

Voksne forkælede pattebørn, der aldrig har lært hvad det vil sige at være voksne, endsige børn og alligevel har forstokket sig selv i en selvopfattet mig mig og atter mig har ret tilværelse.

En forskruet opfattelse af parforhold, hvor der fokuseres på småting og overfladiske forhold, men hvor det allervigtigste glemmes. Nemlig lev og lad leve, og behold sympatien for et menneske der er anderledes og skal have lov til at være anderledes.

Kvindens fristilling, som var lige så meget mandens frigørelse fra redens lænker, som gør at hun føler sig berettiget til at bestemme, nu manden har "gjort" det tidligere. Og manden føler at ansvaret er noget man skal flygte fra så længe som muligt. Specielt når hans rolle knap nok værdsættes nu om tider, men han betragtes som barn - "plus" - i forholdet.

Fra den anden side af spektret lyder det:

Børn, der af den ene eller anden grund vokser op uden en far, vil helt givet mangle en mandlig rollemodel eller modstykke på et helt eksistentielt plan, som vil påvirke deres selvfølelse og relationer til andre mennesker, siger han og advarer de enlige mødre om at gøre børnene til ’projektbørn’, da det kan give børnene lav selvfølelse at vokse op i evigt fokus.

Vinklen er for så vidt ok, men med de individuelle forbehold som det nu kræver. Men det er en videreudvikling af problemet. En datter har nok lettere ved at være med sin mor, da hun er den primære rollemodel, men omvendt er det naturligvis for drengebørnene, hvis hormoner trækker i en anden retning og som af naturlige årsager kan have svært ved at finde en rollemodel i deres mor.
Men der findes individuelle forbehold, for man kan være mere end sit køn, man kan være et stort menneske uanset køn. Et stort menneske alle kan lære en masse af.

Så er der en anden reel vinkel:

De fleste mænd vil helst gifte sig nedad, så de fremstår stærke og maskuline.

Men den er ikke mere reel, end at der findes en helt anden på selv samme problematik.
Mænd finder nok livet med en kvinde som er under vedkommendes status som noget mindre kompliceret, end med en kvinde som er over.

Det skyldes ikke kun stolthed - ikke at det ikke spiller en rolle. Det skyldes såkaldte stærke kvinder, der for så vidt ikke er mere stærke end de klynger sig til nogle forestillinger om at de har fundet de vises sten. Om det så nok så meget reelt kun er navlefornemmelser.
Det skyldes at netop selvsamme kvinder ser sig berettiget til at blande sig i mandens liv. Fra alt til hans tøj, til hans fornøjelser osv. Samt at der selvfølgelig ikke skal være tvivl om hvem der bestemmer derhjemme. Er man en stærk kvinde kan man klare sig alene, altså manden må jo indse at han kun lever på nåde.

Jeg har tidligere satiriseret over kvindens opfattelse af det hjemlige pointsystem:

Men som sagt har artiklerne skabt debat, og det er herligt når medierne går ind på områder der skaber debat med høj bølgegang. Ikke overraskende er de fleste forargede mænd:

Lidt eksempler på reaktioner her:

- Det er egoisme når det er værst. At kvindens ret og krav til at få et barn nu står højere hævet end barnets ret til en far. Faren er såmænd ikke blevet frasorteret, fordi han er alkoholiker eller på anden måde syg og uegnet som far, men alene fordi kvinden med statens velsignelse nu får lov til helt at frasortere en far, fordi hun har et egoistisk og feministisk behov for at blive mor.

Det er et samfundsproblem, at en mand og en kvinde ikke er villig til at leve i et parforhold, fordi det indskrænker deres personlige frihed (…). Dette betyder nemlig, at den manglende vilje til at tage hensyn til andre er lille og sandsynligvis mindskes, jo længere man er 'fri'. Heri ligger et ordentligt søm til velfærdsstatens ligkiste,

De bliver i forvejen bombarderet med kvindelige værdier i hele institutionstilværelsen, så et velfungerende hjem med både en far og en mor er eneste garanti for at børnene kan fungere nogenlunde normalt når de kommer ud på den anden side af pasnings- og uddannelsestilværelsen, skriver han og beder os andre overveje den omvendte situation: en stigende tendens til mænd, der opfostrer børn helt alene - ’Claus Poulsen’ har en formodning om, at det ville afstedkomme et ramaskrig fra kvinder, der var bekymrede for de små poders mangel på omsorg og tryghed,

For at flette lidt på sidste, så udgør det et væsentligt samfundsproblem, at den mandlige halvdel af befolkningen på denne måde tilsidesættes og drenge skal indpasses i et system der for de klogeste af dem betyder en kedelig tilværelse uden at deres behov bliver mødt, og for de andre, at de ikke får forbilleder som ligger tættere på deres natur.