onsdag den 1. juli 2009

Fup og fidus grænsen

Når jeg læser en historie som denne her:

DAGBLADET har haft adgang til en enkelt kunde-case. Her havde en fraskilt kvinde med en årsindtægt på cirka 255.000 kroner en ejendom, som var vurderet til cirka 2,5 millioner kroner og en restgæld på 458.000 kroner i BRF-Kredit.

Efter mødet med Roskilde Bank blev der optaget et nyt lån på to millioner kroner - nu i Roskilde Banks eget Totalkredit, med en fast rente på fem procent og afdragsfrihed i de 10 første år.

Herefter blev restgælden på de 458.000 kroner i BRF-Kredit indfriet, låneomkostningerne betalt til banken, og de resterende 1,4 millioner kroner blev i maj 2007 investeret i udenlandske obligationer i højrentelande via 'Aktiv Boliginvest'. Det ville ifølge bankrådgiverens beregninger reducere kundens husleje fra 6000 kroner om måneden til knap 300 kroner om måneden.

Er nu dybt forgældet
Men kursen på de udenlandske obligationer raslede pludselig ned. Samtidig blev investeringsforeningens formue sendt på retur, fordi afkastet nu skulle findes i foreningens formue. Værdien af kvindens eget hus faldt samtidig dramatisk.

Nu står kvinden med en værdiløs investering og en restgæld på to millioner kroner, samt et hus, som formentlig er betydelig mindre værd end lånets størrelse.

Så kan jeg godt blive lidt i tvivl om grænsen mellem fup og fidus og business as usual er sat det rigtige sted.
Der findes personer der lader sig lokke til pyramidespil og andre tvivlsomme opfindelser af plattenslagere.

Men der er endnu flere mennesker der lytter til deres bankrådgiver. Det kan man ofte også gøre uden den store risiko, men som tilfældet her viser, kan man det ikke altid.

Vi griner angiveligt lidt af gamle mennesker der gemmer penge i hovedpuden, men hvis valget stod mellem hovedpuden eller Roskilde Bank og lignende - hovedpuden!

Jeg ved godt at det at investere vil altid være risikofyldt, men når en bank investerer for andre, må de også have et medansvar.

Fup og fidus er der rigeligt af. Jeg har for eksempel svært ved at se en god grund til at Knorrs Bearnaise sovs koster det halve i Sverige, af hvad den koster i Danmark. Sverige er da logistisk set et større land, med mindre befolkningstæthed.

Jeg afleverer selv min egen personlige kommentar til plat og fidus i mine daglige indkøb. Er det for lidt, man får for lidt for mange penge, køber jeg det simpelthen ikke.

Det er naturligvis delvist inspireret af lavindkomst, men der er også noget der hedder principper, og de kommer nok aldrig nok til at helt ryge, selv om jeg kommer til at tjene det firdobbelte eller mere.

0 kommentarer: