torsdag den 30. oktober 2008

Hvem var Profeten Muhammad - Et studie i et dårligt eksempel på adfærd

Da JP tegningerne, med forsinket fornærmelse, skabte røre over hele jorden kunne man fra tid til anden høre en muslim beklage sig, "at Muhammad var ham kærere, end hans eget blod".

For muslimer er Muhammad den sidste profet, et eksempel til alle tider og til alle folk:

The Prophet set a new standard of moral behavior that he and his Companions practiced in daily life. This serves as a model for all generations to follow.


Eller som Abul A’la Mawdudi skriver, på det muligvist mest besøgte og såkaldt moderate islamiske websted: Islamonline.net, så er, og var profetens rolle:


The message of Muhammad (peace and blessings be upon him) was not meant for any particular people, place, or period. He was raised as the world’s Prophet; the Messenger of the truth for the whole of mankind: (O mankind, I am God’s Messenger to all of you) (Al-A`raf 7: 158). He has been described as (a mercy for all (the people of) the worlds) (Al-Anbiya’ 21: 107) and his approach was universal. That is why after him there remains no need for new prophethood, and he has been described by the Qur’an as khatam-un-Nabiyyin (the last of the chain of the true prophets).

Therefore, now, the only source for the knowledge of God and His way is through Muhammad (peace and blessings be upon him). We can know of Islam only through his teachings which are so complete and so comprehensive that the world does not need any new prophet, it needs only such people who have faith in Muhammad


Det er værd at nævne at Mawdudi, udover at være en af mest læste kommentatore til koranen, var forud Khomenei med hensyn til at forstå islam, som ikke blot en totalitær og altomfattende ideologi, men et revolutionært doktrin:

"Islam is a revolutionary doctrine and system that overturns governments. It seeks to overturn the whole universal social order ... and establish its structure anew ... Islam seeks the world. It is not satisfied by a piece of land but demands the whole universe ... Islamic jihad is at the same time offensive and defensive ... The Islamic party does not hesitate to utilize the means of war to implement its goal."


For de fleste muslimer, selv i dag, er profeten et eksempel, man skal følge, et menneske så blidt som Jesus.

Muhammad selv gjorde det noget lettere for efterfølgende muslimer at komme til den konklusion:

Koranen: 68.004
YUSUFALI: And thou (standest) on an exalted standard of character.

Koranen: 33.21
YUSUFALI: Ye have indeed in the Messenger of Allah a beautiful pattern (of conduct) for any one whose hope is in Allah and the Final Day, and who engages much in the Praise of Allah.


Og for at muslimer ikke skulle være i tvivl om vigtigheden af at følge ham, eller straffen for at ikke gøre det, så fortæller mere end 20 koranvers, at man skal adlyde Muhammad:

Koranen: 33.36
YUSUFALI: It is not fitting for a Believer, man or woman, when a matter has been decided by Allah and His Messenger to have any option about their decision: if any one disobeys Allah and His Messenger, he is indeed on a clearly wrong Path.

Koranen: 4:65 But nay, by thy Lord, they will not believe (in truth) until they make thee judge of what is in dispute between them and find within themselves no dislike of that which thou decidest, and submit with full submission.

Koranen: 8:13 That is because they opposed Allah and His messenger. Whoso opposeth Allah and His messenger, (for him) lo! Allah is severe in punishment.

Koranen: 9:63 Know they not that whoso opposeth Allah and His messenger, his verily is fire of hell, to abide therein? That is the extreme abasement.


I en hadith, ud af mange, forklarer Muhammad om sig selv:

¨Muslim Book 004, Number 1062:
Abu Huraira reported that the Messenger of Allah (may peace be upon him) said: I have been given superiority over the other prophets in six respects: I have been given words which are concise but comprehensive in meaning; I have been helped by terror (in the hearts of enemies): spoils have been made lawful to me: the earth has been made for me clean and a place of worship; I have been sent to all mankind and the line of prophets is closed with me.


Med Muhammads rolle i Islam skitseret, kan vi nu bevæge os til, hvem han egentlig var?
Dette bliver ikke en udfyldende biografi om et menneske, der er skrevet tusindvis af sider om, men en rejse ind i de mørke skygger, der findes bag al skønlyrikken om profeten Muhammad. Den sublime moral, eksemplet for alle tider, har nogle mørke sider, som de fleste ikke kender, som den dag i dag fører til en karakteristisk adfærd.

Men før jeg begynder, kommer der lige en kort introduktion til det kildemateriale, som religionen bygger på.

Koranen: Den indeholder udelukkende de ayats, eller vers, som det hedder sig Gud udtalte gennem Muhammad. Det er altså (den såkaldte) Guds stemme til alle mennesker, til alle tider.
Den er hurtigt læst og findes i en kritisk gennemlæst, og overskuelig udgave, her:
Den er ikke kronologisk, men starter med de længste suraer.
Der findes en lang række kommentarer til koranen (Tafsir), som også læses flittigt, og ses som strengt nødvendige for at holde hoved og hale i den noget fragmentariske Koran.

Hadithsamlingerne: Dem er der seks af, der betragtes som troværdige. De mest kendte er samlingerne af Muslim og Bukhari. Hadiths er traditioner om profeten, som omhandler andre personers beretninger og vidnesbyrd om hans ord og gerning, opdelt i tusindvis af små enkelte hadither. De spiller, og har spillet en stor rolle for de skriftkloge muslimer, når de skulle udlede praksis for muslimer, baseret på profetens "eksempel for alle mennesker til alle tider".
Flere hadith samlinger kan findes her, hvor man både kan søge på stikord, som f.eks jihad, og søge under bestemte emner/stikord.

Siraerne: Er kronologiske historiebøger om Muhammad og hans liv. De er historisk brugt lige som hadiths, til at danne baggrund for praksis og adfærd, eller sunna, for muslimer gennem alle tider.
Muslimer har dog den vane, at betragte beretningerne her som usande, eller usikre, når det ikke passer dem, og det modsatte når de gør. Den her bryder de sig til eksempel ikke om:

Now then, O people, you have a right over your wives and they have a right over you. You have [the right] that they should not cause anyone of whom you dislike to tread your beds, and that they should not commit any open indecency (fahishah). If they do, then God permits you to shut them in separate rooms and to beat them, but not severely. If they abstain from [evil], they have the right to their food and clothing in accordance with custom (bi’l-maruf). Treat women well, for they are [like] domestic animals (‘awan) with you and do not possess anything for themselves. You have taken them only as a trust from God, and you have made the enjoyment of their persons lawful by the word of God.

Al-Tabari, Abu Ja’far Muhammad b. Jarir. The History of al-Tabari. Vol.IX: The Last Years of the Prophet. Translated and annotated by Ismail K. Poonawala. State University of NewYork Press, Albany, 1990


Delvist tilsvarende til ovenstående finder man i dette vers i koranen:

Koranen 4.34: Men are the maintainers of women because Allah has made some of them to excel others and because they spend out of their property; the good women are therefore obedient, guarding the unseen as Allah has guarded; and (as to) those on whose part you fear desertion, admonish them, and leave them alone in the sleeping-places and beat them; then if they obey you, do not seek a way against them; surely Allah is High, Great.


Når det er til deres fordel, vil de gerne tage Siraens ord for gode varer. Det kommer der et eksempel på senere, hvor en af Muhammads mest kontroversielle handlinger ikke kommer i nærheden af en undskyldning, uden brug af siraen.
En Sira kan findes online her i forkortet udgave:

Men Muhammad blev født i 570 e.kr. i Mekka. Indtil han blev 40 år gammel levede han et ganske normalt liv, han begyndte dog at søge væk i blandt, for at meditere i en hule uden for byen. Det var under sådan en meditation at et overnaturligt væsen, som repræsenterede sig selv som ærkeenglen Gabriel, henvendte sig til ham.
I følge historien var Muhammad først skeptisk, han overvejede endda at begå selvmord.
Muhammad var kendt for at falde om på jorden og gå i trance, hvad man vil ligge i dette, må man selv om, måske hørte han virkelig noget, så et eller andet og troede selv på det? Måske var han bedrager og en coldreader, måske blandede han begge dele? Det er ikke min hensigt at spekulere over dette, blot at fremlægge resultatet af det, de ikke altid heldige ord og gerninger det medførte, så enhver selv kan vurdere det.
Fra 610 e.kr. til 622 e.kr., levede og prædikede Muhammad i Mekka. Normalt skelner man mellem Mekka fasen og Medina fasen. I Mekka prædikede Muhammad overbærenhed, ydmyghed, tålmodighed. Han var ædelmodig, men han havde også meget ondt af sig selv, og hånte de lokales tro. Det siges blandt muslimer, at han var forfulgt, der er dog ingen tegn på, at han var personligt forfulgt.
Muslimerne udførte det første fysiske angreb, omvendt blev enkelte af dem udsat for trusler og måtte flygte og en enkelt kilde nævner, at en muslimsk kvinde blev dræbt.

Men Muhammad selv blev ikke udsat for noget overgreb udover hån, han var beskyttet af sin magtfulde onkel Talib. Det tætteste han kommer på at blive udsat for et overgreb, er da han truer med, at han er kommet for at bringe død til byen (Ishag 131). Det fik nogle til at gribe fat i ham, men de slap ham hurtigt igen.
At Muhammad til gengæld var noget af en "pain in the ass" tyder dette vers fra Siraen på, som referet her:


"According to Muhammad’s biographer Ibn Ishaq, in a section of his biography preserved by Tabari, “the apostle was anxious for the welfare of his people” -- the pagan Quraysh -- and “longed for a way to attract them.” However, ultimately it was the leaders of the Quraysh who came to him with an offer. They would give him wives and money, and even make him their king -- if he would in turn accept their condition. “This is what we will give you, Muhammad, so desist from reviling our gods and do not speak evilly of them. If you will not do so, we offer you one means which will be to your advantage and to ours."


I denne situation, i ca. 619 e.kr. forsøger Muhammad så at indsmigre sig, ved at anerkende de Mekkanske månegudinder, han får nogle åbenbaringer som godkender dette. Men disse fortryder han hurtigt, og påstår at han var blevet misledt af Satan.
Det er de såkaldte Sataniske vers som Salman Rushdie valgte som titel til hans kontroversielle bog. De sataniske vers stiller naturligvis et vist forbehold overfor Muhammads øvrige åbenbaringer, og udgør et kontroversielt emne.

I 622 e.kr. efter 12 års forgæves prædiken, i forsøget på at omvende Mekkanerne til hans nye tro, hvor han ikke har opnået særlig stor succes, men kun har et følge på under 100 hengivne, får han en invitation fra en anden by af repræsentanter for de 12 ledende klaner der, om at bosætte sig i den. Han får en slags mellemforhandler position, fordi byen længe har været plaget af blodfejder mellem klanerne.
Denne by er Yathrib, Eller Medina, som den snart blev omdøbt til.

Muhammad ændrer nu taktik og hans åbenbarede vers bliver stadigt mere voldelige og intolerante.
Muhammad forklarer hvorfor han tog i mod tilbuddet i en hadith. Allah befalede ham at gøre det, for denne by ville "opsluge" andre byer. Det skulle vise sig at holde stik i løbet af mindre, end den tid han have brugt i Mekka, for hans nye strategi var noget mere effektiv, her er hadithen:

Bukhari Volume 3, Book 30, Number 95:
Narrated Abu Huraira:
Allah's Apostle said, "I was ordered to migrate to a town which will swallow (conquer) other towns and is called Yathrib and that is Medina


Det er en sigende detalje, at muslimsk tidsregning, tager afsæt i det år Muhammad emigrerede til Medina.

Det følgende år 622 e.kr. til 623 e.kr. forløb dog fredeligt. Meget tyder på at Muhammad forventede, at de tre jødiske stammer i byen ville være de første, til at slutte sig til ham, grundet ligheden mellem de to trossystemer. Han forsøgte at forklare dem, at han var en profet Toraen beskrev ville komme, Han ændrede antallet af daglige bønner til tre, morgen, middag, aften, lige som jøderne, før havde muslimerne kun bedt morgen og aften. Han indførte den muslimske faste, på samme tid som Yom Kippur, hans tilhængere bedte i retning af Jerusalem, lige som jøderne. Han forbød sine tilhængere at fortære svinekød og blod.
Dette er kun et af mange eksempler på den opportunisme, der prægede Muhammads liv.
Jøderne skuffede ham fælt, de var faktisk dem som var mindst tilbøjelige til at omvende sig. De hånede ham for hans fejl og hans manglende torakendskab. Han svarede igen med bitre koranvers.

Under det første halvandet år i Medina, beordrede Muhammad syv forskellige angreb på Mekkanske handelskaravaner, dog uden nogen succes. Først i 624 e.kr. opnåede han det første succesfulde raid mod en karavane.
Det samme år ændrede han bederetningen til Mekka, flyttede fridagen fra lørdag til fredag og ramadanen blev grundlagt.
Succesen mod en karavanen ved Nakhlam fik lederen af AW stammen, til at slutte sig til Muhammad.

Et par måneder efter fulgte det berømte slag ved Badr. Muhammad havde nu omkring 300 mand villige til at kæmpe for sig. De begav sig ud for at kapre en karavane på kurs mod Mekka. Karavanen fandt ud af planen, sendte bud efter hjælp i Mekka, som sendte en hærstyrke på omkring 900 mænd ud for at hjælpe. Muslimerne forsøgte at undgå den hær og finde karavanen. Og karavanen på sin side forsøgte at undslippe, ved at bevæge sig væk fra ham.
De to styrker mødtes ved Badr, hvor Muhammad og hans mænd havde sat sig på den eneste brønd i området.
De tørstige Mekkanere var splittet mellem dem, som ville kæmpe, og dem som ikke ville af frygt for at starte en større konflikt.
En kort, tre versus tre, tvekamp startede slaget, hvorefter lidt pile blev skudt frem og tilbage. Da Muslimerne stormede 300 mand mod 1000 mand, overtog den manglende lyst til krig Mekkanerne, og de stak halen mellem benene. Dette blev en vigtig sejr for Muhammad.

En hel Sura, eller kapitel i koranen, er dedikeret til dette slag, nemlig Sura 8.
En hel masse principper blev grundlagt her, foreksempel fordelingen af bytte, hvor Muhammad fik 20 procent og de sidste 80 procent blev fordelt mellem de kæmpende. Et princip som siden kom til at gælde plyndringer som muslimer foretog over hele verden, hvor kaliffen eller lederen fik 20 procent, resten fordeltes mellem dem som førte sværdet. Muhammad brugte dog ikke så mange penge på sig selv som kalifferne, det meste blev investeret i våben og heste, også givet til fattige.

Tilbage i Medina, var Muhammad nu en succesfuld krigsherre, nye tilhængere kom til, og de første af hans mange henrettede kritikere, taget til fange fra Mekkastyrken, blev dræbt på hans ordre.
Først Blev Al-Nader henrettet, på grund af hans hån af Muhammad i Mekka, og fordi han hævdede havde fortalt bedre historier, end profeten.
Så Abu Muayt, ligeledes for at have hånet Muhammad. Da han kort før sin henrettelse bønfaldte Muhammad med spørgsmålet: "Hvem skal tage sig af mine børn?". Fik han det korte svar: "Helvede", af profeten med den sublime moral, eksemplet til alle tider.
Henrettelserne forsatte. Digterene var dengang Arabiens aviser, de satte begivenheder på vers og oftest med sarkastisk glød, et par stykker af dem i Medina måtte også lade livet:
Asma bint Marwan: Hun dadlede ganske vist medinerne for at ikke slå Muhammad ihjel, men det skulle hun aldrig havde gjort. Hun blev slået ihjel, mens hun var gravid.
Kab bin al—Ashraf: Var aldrig glad for Muhammad, han betragtede ham som en problemmager, efterfølgende slaget ved Badr, skrev han et digt der lamenterede hans sejr, han blev også slået ihjel på Muhammads ordre. Resten af familien blev tvunget til at omvende sig til Islam, for en blodshævn, ville være udelukket, så det var den eneste løsning.
Der blev dræbt flere kritikere senere, ovenstående link nævner de fleste.
Det er altså ikke tilfældigt når kritikere af Islam bliver truet på livet, eller slået ihjel. Det er igen en emulering af profetens eksempel.

Muhammad var nu stærkere, men han manglede våben og penge til sine tilhængere.
Han raidede flere karavaner og hedenske stammer.
I Medina var det en af de jødiske stammer, Banu Qaynuqa, der havde sat sig på våbensmederiet og guldsmederiet i byen, der blev første mål blandt mange jødiske stammer. Muligvis med en lille hændelse som figenblad, hvor muslimer have dræbt en Jøde, for en practical joke rettet mod en muslimsk kvinde, hvorefter nogle jøder havde svaret igen med blodhævn.
Under alle omstændigheder kaldte han lederne fra stammen til møde, henviste igen til hans kald og status som profet, hans sejr ved Badr, hjulpet af "1000 engle" og bød hele stammen, at omvende sig til islam, ellers ville de blive forvist.
Stammen nægtede. I 15 dage var de belejrede, før de gav op uden betingelser. Det skulle vise sig at være en farlig ting at gøre. For Muhammad ville i første omgang slå dem alle ihjel, men han blev bønfaldt om at lade være af en stammeleder, der havde sluttet sig til ham.
I stedet fik jøderne lov til at emigrere, mod at de lod deres værdier og værktøj blive tilbage.
Den lille konflikt på markedpladsen meriterede hverken ønske om drab på en hel stamme, fratagelse af ejendom eller udvisning.
Det er svært at se bort fra at denne handling må skyldes forsmåelse og vrede over deres afvisning, samt at denne stamme var specielt rig, og lavede våben og rustninger.

Siraen beretter hvordan Muhammad bliver nærmest sort af vrede i ansigtet, da Abdullah ibn Ubayy beder for jødernes liv:

"Abdullah b. Ubayy b. Salul went to him when God had put them in his power and said, “O Muhammad, deal kindly with my clients” (now they were allies of Khazraj), but the apostle put him off. He repeated the words, and the apostle turned away from him, whereupon he thrust his hand into the collar of the apostle's robe; the apostle was so angry that his face became almost black. He said, “Confound you, let me go.” He answered, “No, by God, I will not let you go until you deal kindly with my clients. Four hundred men without mail and three hundred mailed protected me from all mine enemies; would you cut them down in one morning? By God, I am a man who fears that circumstances may change”' The apostle said, “You can have them.” (Ibn Ishaq 546)"


Men Mekkanerne havde ikke glemt slaget og vanæren ved Badr, de sender en styrke på 3000 fodsoldater og 200 kavalerister mod Medina. Dette er kendt som slaget ved Uhud i 625 - et år efter Badr. Muhammad hører i god tid, at de er på vej, og overvejer i første omgang at fortificere sin underlegne styrke, som på det tidpunkt er omkring 1000 fodsoldater og knap noget kavaleri.
Men stolte muslimer, blandt hans styrker, vender sig mod den strategi, finder det ikke værdigt for dem at gemme sig.
Så de begiver sig ud for at møde Mekkanernes hær. Abdullah ibn Ubayy som tidligere talte for Jøderne i Qaynuqas liv, forlader Muhammads hær med 300 mand, måske fordi han var uenig i at kæmpe uden for byen.
Muhammad har nu kun 700 mand, men vender ikke selv om. Parterne mødes, Muslimerne driver Mekkanerne tilbage og vinder slagets første afdeling, men da de bryder slagformationen og begynder at plyndre Mekkanernes lejr, bliver de udsat for et kavaleri angreb.
Selv om slaget ikke var en sejr for nogen, blot et talmæssigt nederlag til Muslimerne, blev det et hårdt slag i hovedet på muslimerne, som havde forventet engle i ryggen, og en sejr som ved Badr.
Muhammad og hans styrke trak sig tilbage, efter at havde begravet deres døde. De trak sig tilbage til Medina, hvor Mekkanerne slog lejr udenfor nogle dage, før de vendte snuden hjem igen, måske tilfredse med lidt oprejsning og en æresejr.

Nu lidt mindre optimistisk endte Muhammad i en krise, fordi hans tilhængere ved en fejl kom til at slå to mænd ihjel fra en forkert stamme. Anerkendende fejlen indvilligede han i at betale blodpenge. Han begav sig til en af de to resterende jødiske stammer, Banu Nadir i Medina og bad dem om et bidrag, det var han ikke berettiget til. Men de indvilligede og gik ind for at hente penge.
Muhammad rejser sig op, før de kommer med pengene, og haster bort. Han forklarer sine tilhængere, at han har modtaget en åbenbaring om, at de ville dræbe ham, ved at smide en sten i hovedet på ham fra en tagtop.
Han samler sine styrker og underkaster Banu Nadir en belejring. Da de overgiver sig, beder han dem om at emigrere, og efterlade deres ejendom.
Der er logiske mangler i den her historie. Muhammad havde følgesvende med, hvordan skulle de slippe afsted med at dræbe ham med en sten, uden at de vakte opsigt? Hvad nu hvis de slet ikke ramte. Hvis de ville dræbe ham, hvorfor så ikke hente nogle knive, skjule dem på sig og stikke ham ihjel, i stedet for besværet med en stor sten?
Under alle omstændigheder, retfærdiggør enkeltpersoners brøde ikke udvisningen af en hel stamme.
Muhammad havde ganske vist dræbt deres leder tidligere, og der kunne være mistanke om blodhævn en dag.
Muhammad fik efterfølgende følgende åbenbaring:

"Koranen, 59:3 And if Allah had not decreed migration for them, He verily would have punished them in the world, and theirs in the Hereafter is the punishment of the Fire"


Allah skulle nok tage sig af dem senere i helvede.

Er par år passerede igen uden de store begivenheder, Muslimernes styrke voksede og flere sluttede sig til, men Muhammads forsøg på at få stammer allieret med Quraishstammen i Mekka, til at bryde deres alliance slog fejl.

I 627 marcherede Mekkanerne og allierede mod Medina endnu en gang, nu med en styrke på over 10000 mand. Muhammads styrke på det tidspunkt var omkring 3000 mand.
Slaget, som aldrig blev til andet end en 14 dages belejring, kendes i dag som Dækningsgravens slag (battle of the trench).
Efter slaget ved Uhud var muslimerne ikke drevet af samme optimisme i kampen mod overlegne styrker. En perser under Muhammad fik den idé at grave en dækningsgrav rundt om Medina, for byen var ikke noget fæstningsværk.
Det skulle vise sig at være en god idé, for Mekkanerne vidste ikke rigtig, hvad de skulle stille op over for den barriere.

Nu kommer vi til en af de mest kontroversielle begivenheder i Muhammads liv, og en som har kostet millioner af liv, da muslimer selv den dag i dag følger eksemplet til punkt og prikke i Sudan.
Nemlig udryddelsen af den sidste jødiske stamme i Medina, Banu Qurayza.
Som nævnt i begyndelsen af denne minibiografi, vil nogle muslimer afvise Siraen, når den ikke er til deres fordel. I følge Siraen havde Banu Qurayza lederne kontaktet Mekkanerne under belejringen om muligheden for at danne fælles front. Banu Qurayzas del af Medina var et selvstændigt fort, hvor der ikke var gravet dækningsgrav omkring, altså hvis de åbnede portene kunne de strømme frit ind i byen.
For at modvirke dette havde muslimerne sendt en agent ud, både Mekkanerne og Jøderne havde tillid til, først til Qurayza, som havde rådet dem til, at hvis de skulle kunne stole på Mekkanerne vilje til angreb, burde de først sikre sig gidsler blandt deres ledere, for at holde dem forpligtet.
Agenten drog derefter ud til Mekkanerne og sagde, at hvis Banu Qurayza kom til dem og spurgte dem om gidsler, så skulle de sige nej, fordi Banu Qurayza ville slå dem ihjel for at vinde Muhammads tillid.
Således siges det blev samarbejdet mellem Mekkanerne og Banu Qurayza forpurret og slaget blev ikke til noget.

Med den undskyldning angreb Muhammad, efter Mekkanerne havde trukket sig tilbage, Banu Qurayza.
Efter en belejring overgav Banu Qurayza sig ubetinget, under den forudsætning at det ikke blev Muhammad som bestemte deres skæbne. Muhammad spurgte dem, om Sad bin Muadh måtte bestemme deres skæbne. Sad bin Muadh var dødeligt såret af en pil i slaget. Nogle vil påstå, at netop han blev foreslået, fordi Muhammad vidste han hadede jøderne i Banu Qurayza. Under alle omstændigheder var hans dom i følge denne hadith kort:

Bukhari, Volume 5, Book 58, Number 148:

Narrated Abu Said Al-Khudri:

Some people (i.e. the Jews of Bani bin Quraiza) agreed to accept the verdict of Sad bin Muadh so the Prophet sent for him (i.e. Sad bin Muadh). He came riding a donkey, and when he approached the Mosque, the Prophet said, "Get up for the best amongst you." or said, "Get up for your chief." Then the Prophet said, "O Sad! These people have agreed to accept your verdict." Sad said, "I judge that their warriors should be killed and their children and women should be taken as captives." The Prophet said, "You have given a judgment similar to Allah's Judgment (or the King's judgment)."


Muhammed indvender under alle omstændigheder ikke noget mod dommen, men erklærer den tværtimod som "lignende Allahs dom".

Tallene fra forskellige kilder varierer, men mellem 600 og 900 mænd, defineret ud fra om de havde pubeshår eller ej, fik efterfølgende hugget hovedet af. Alle kvinder og børn blev overgivet som slaver.
Denne handling har siden tjent som eksempel, og millioner af mænd er blevet dræbt på samme måde, millioner af kvinder og børn er endt som slaver, og som sagt, præcis samme skæbne lider animister den dag i dag i Sudan.

Muhammad sikrede sig selv en kvinde blandt slaverne, hun hed Rayhana og forblev i hans harem resten af hans liv. Nogle kilder siget hun aldrig giftede sig med ham, afslog hans tilbud og forblev jøde, med en slavindes rettigheder, andre siger at efter noget tid bøjede hun sig.

Selv om Banu Qurayza, virkelig var skyldig i at forhandle med, og overveje at slutte sig til Mekkanerne. Var der så noget i vejen for at Muhammad krævede lederne udleveret, i stedet for at dræbe alle stammens mænd?
Under alle omstændigheder tog Banu Qurayza ikke det endelige skridt og lukkede Mekkanerne ind i Medina. Man kan også sige, at hvis de virkeligt var på krigsfod, og ville dræbe profeten, havde de chancen, da Muhammad angreb den første Jødiske stamme og siden, de var en stor stamme.
Straffen var under alle omstændigheder hård og konsekvenserne efterfølgende for andre byer og stammer, der faldt under angreb og kæmpede i mod, var tragisk.
Desuden nævner Hadithsamlingerne en anden baggrund for angrebet, Muhammad var simpelthen beordret af Gabriel til at angribe Banu Qurayza, var det nødvendigt, hvis han allerede havde en klar årsag?

Narrated 'Aisha: When Allah's Apostle returned on the day (of the battle) of Al-Khandaq (i.e. Trench), he put down his arms and took a bath. Then Gabriel whose head was covered with dust, came to him saying, "You have put down your arms! By Allah, I have not put down my arms yet." Allah's Apostle said, "Where (to go now)?" Gabriel said, "This way," pointing towards the tribe of Banu Quraiza. So Allah's Apostle went out towards them. [Sahih Bukhari. Book: 52, Hadith: 68]


Sikkert også 627 e.kr. (Buddene på året varierer fra 626-628) Angreb Muhammad endnu en jødisk stamme, Banu Mustaliq.
Rygterne gik, at denne stamme lagde planer sammen med Mekkanerne om et angreb på Medina.
Der er flere årsager til at betvivle denne historie. For det første; der var stammer som var tættere allieret med Mekka, end de jødiske stammer, som han kunne have angrebet i stedet. Der er intet, der tyder på andet, end at de stammer blot ønskede at leve en fredelig og neutral tilværelse. Stammen var rig, og Muhammad fik lokket en ny stamme over i sin fold, med udsigten til en overdådig plyndren. Raidet var populært, og han fik let samlet 700 mand.
Under alle omstændigheder, blev de Banu Mustaliq aldrig tilbudt forhandling, omvendelse, eller afgift, de blev angrebet uden varsel:

Sahih Muslim Book 019, Number 4292:
Ibn 'Aun reported: I wrote to Nafi' inquiring from him whether it was necessary to extend (to the disbelievers) an invitation to accept (Islam) before meeting them in fight. He wrote (in reply) to me that it was necessary in the early days of Islam. The Messenger of Allah (may peace be upon him) made a raid upon Banu Mustaliq while they were unaware and their cattle were having a drink at the water. He killed those who fought and imprisoned others. On that very day, he captured Juwairiya bint al-Harith. Nafi' said that this tradition was related to him by Abdullah b. Umar who (himself) was among the raiding troops.



Dette angreb har muslimer ofte brugt som undskyldning, for at angribe uden at tilbyde omvendelse eller underkastelse først. Islamiske teologer har konkluderet, at efter som Banu Mustaliq godt kendte til Islams eksistens og dermed havde indirekte fået chancen for at omvende sig, så var et mere formelt kald til Islam ikke nødvendigt. Muslimer har tit slagtet hele byer, uden at give dem chancen for omvendelse, eller ventet tre dage med det.
Denne begivenhed er blandt de vigtigste til at retfærdiggøre dette.

Byttet var stort fra raidet, de overraskede stammen, dræbte nogle få mænd, tog nogle kvinder som bytte.
Nu bevæger vi os ind et andet meget kontroversielt felt, et som henholdvist er benægtet eller relativiseret af muslimer i dag, ja mange muslimer kender slet ikke denne historie.
Da Muslimerne have taget fanger i Banu Mustaliq, henvendte de sig til Muhammad med spørgsmålet, om de måtte have lov til at voldtage nogle af fangerne? De lovede, at de ville afbryde samlejet, så der ikke kom børn ud af det. Muhammad ikke bare gav lov, han sagde at hver sjæl som skal fødes, bliver født alligevel:

Muslim Book 008, Number 3371:

Abu Sirma said to Abu Sa'id al Khadri (Allah he pleased with him): 0 Abu Sa'id, did you hear Allah's Messenger (may peace be upon him) mentioning al-'azl? He said: Yes, and added: We went out with Allah's Messenger (may peace be upon him) on the expedition to the Bi'l-Mustaliq and took captive some excellent Arab women; and we desired them, for we were suffering from the absence of our wives, (but at the same time) we also desired ransom for them. So we decided to have sexual intercourse with them but by observing 'azl (Withdrawing the male sexual organ before emission of semen to avoid-conception). But we said: We are doing an act whereas Allah's Messenger is amongst us; why not ask him? So we asked Allah's Mes- senger (may peace be upon him), and he said: It does not matter if you do not do it, for every soul that is to be born up to the Day of Resurrection will be born.


Altså var der intet til hinder for, at de forlystede sig med de stakkels kvinder.

Muhammad selv fik udset sig en i særklasse smuk, ung jødisk kvinde, Juwairah som han "reddede" fra en af krigere, ved at tilbyde hende at gifte sig med ham selv. Muhammad holdt angiveligt bryllupsnat med hende samme dag, efter han havde slået hendes mand ihjel. Aisha var og forblev Jaloux på Juwairah:

As soon as I saw her at door of my room, I took a dislike to her, for I knew that he would see her as I saw her.


Juwairah tilbragte dog en del af sit liv med at bede, muligvis for at gøre sig svært tilnærmelig for Muhammad, så meget at han måtte anmærke det og Ali Sina giver et bud på et hendes situation:

Let us look at this situation from a more realistic perspective. Put yourself in the shoes of a young woman who has just fallen into the lot of a murderer of her husband who also happened to be her cousin! As relatives, they grew up together. They were more than just husband and wife. They were first playmates, then lovers and companions for life. If you were a woman in Juwairiyah’s situation, how would you feel about the killer of your husband and many of your relatives and loved ones? Suppose further you don’t have anywhere to go to. Without any viable options for escape, your only choice would be to surrender as a sex slave to this old man, one who is the king of his people and has plenty of money or to be given away to one of his soldiers. Under whose captivity would you rather be? I believe the answer is clear. Juwairiah had no choice but to accept Muhammad’s offer to marry her. Now what would any woman do if such an old man as this came to her for sex or company? She probably would devise a survival ploy. That is what Juwairiyah did. Any time she noticed Muhammad is coming, she pretended that she was busy praying, hoping that he would leave her and go to his other wives to satisfy his wretched lust. Yet, as we see, Muhammad was a cunning old man. He soon prescribed a sentence and told her that this “will be heavier in the scale” than praying all day long, robbing her from excuses to shun him when he desired her.


Hvad enten man vil det eller ej, eller hvor meget man end væver over det, Banu Mustaliq, som profetens eksempel til alle folk til alle tider, har i gennem historien beseglet skæbnen for millioner af mennesker, sammen med de angreb på de jødiske stammer.


Året efter i 628 e.kr. beluttede Muhammad, at det var på tide at udføre en pilgrimsrejse til Mekka. Da rygtet spredte sig om at Muhammad var på vej mod Mekka med 1400 muslimer, sendte Mekka en kavaleripatrulje ud. Muhammad erklærede han kom med fredelige hensigter, tilbød en fredsaftale, traktaten ved Hudaybiyyah. Denne traktat igen, har tjent som eksempel til muslimer i generationer, at man godt kan indgå en midlertidig, men kun midlertidig, fredstraktat.
Mange muslimer var dog utilfredse med traktaten, den gav for mange indrømmelser til Mekkanerne. Den tillod dem foreksempel først pilgrimsfærden året efter, og var uretfærdig med hensyn til udveksling af flygtninge og tilbageholdte.
Men Muhammad insisterede, og traktaten blev indgået.

Nu kastede Muhammad sig for en gangs skyld over en anden rig jødisk stamme ved Khaybar, indehaver af noget af det rigeste og mest frugtbare land i datidens Arabien. Mange fra Banu Nadir havde flygtet dertil, og det var angiveligt det største jødiske samfund på den tid. Der var ikke nogen åbenlys grund til angrebet, igen blandt muslimer bliver standard-undskyldningen brugt, at de var allierede med Mekkanerne og plottede i al hemmelighed. Men det forklarer ikke, hvorfor Muhammad igen og igen kastede sig over rige jødiske stammer i sig selv. Der var mange andre stammer, som ikke bare var allierede med Mekkanerne, men deltog i deres krige. I øvrigt, hvis Khaibar virkelig var allierede med Mekkanerne, så brød Muhammad Hubaybiyyah traktaten ved at angribe dem.

Under alle omstændigheder blev dette rige samfund angrebet og for første gang mødte Muhammad alvorlig modstand. Overmagten var dog for stor og til sidst måtte Khaibar Jøderne overgive sig.
Muslimerne gik straks i gang med at plyndre, de vidste at jøderne i Khaibar havde en stor skat og de hev lederen af stammen til side, Kinana. Men han nægtede ethvert kendskab til, hvor den var. Da de fandt en del af den, men mente der måtte være mere, og at Kinana vidste hvor. Derfor gav de sig til at torturere ham. De brændte hans bryst med gløder, men han fortalte stadig, han ikke vidste hvor. Til sidst mistede muslimerne tålmodigheden og huggede hovedet af ham. Denne historie taler for sig selv.

Nogle af Jøderne blev taget til fange, andre blev bortvist, nogle bønder tiggede om at få lov til at blive mod at betale skat til Muhammad, de fik lov og det skabte en ny idé hos Muhammad som udmøntede sig i det finale standardtilbud som by efter by, landområde efter landområde sidenhen skulle blive tilbudt, i et af de sidst åbenbarede koranvers:

Quran- 9:29, Fight those who believe neither in Allah nor the Last Day, nor hold that forbidden which hath been forbidden by Allah and His Messenger, nor acknowledge the religion of Truth (Islam), even if they are of the People of the Book (Christians and Jews), until they pay the Jizya with willing submission, and feel themselves subdued.


Skæbnen ville, at der blandt de tilfangne var en særdeles ung, og smuk kvinde ved navnet Safiyyah, hvis fader Muhammad oprindelige havde slået ihjel ved nedslagtningen af Banu Qurayza. Skæbnen ville også, at Saffiyah var gift med lederen af Khaibar, Kinani, som Muhammad lige havde fået tortureret, og slået ihjel. Skæbnen ville også, at hun var tildelt en menig muslim, men en anden muslim skyndte sig til Muhammad, fortalte hvor smuk og ædel hun var, og mente at hun kun var værdig til profeten selv.
Muhammad blev betaget, tilbød "ejeren" alle andre slavekvinder end Safiyyah. Muhammad fik hende så. Da valget var mellem at være slavinde eller hustru, valgte Safiyyah at blive hustru. De blev straks gift og Muhammad tilbragte natten med hende, efter han havde angrebet hendes stamme, tortureret og dræbt hendes mand, efter hun var kastet rundt mellem begærlige blikke. Fra Siraen kan vi læse, omend vi nok selv kan regne det ud:

Abu Ayyub al-Ansari guarded the tent of the Prophet the whole night. When, in the early dawn, the Prophet saw Abu Ayyub strolling up and down, he asked him what he meant by this sentry-go; he replied: "I was afraid for you with this young lady. You had killed her father, her husband and many of her relatives, and till recently she was an unbeliever. I was really afraid for you on her account". The Prophet prayed for Abu Ayyub al-Ansari (Ibn Hisham, p. 766)


Det var efter Khaibar en anden jødisk kvinde angiveligt forsøgte at forgive Muhammad, han erklærede selv, da han døde nogle år senere, at han havde lidt og været døende siden den dag.

Nu skete der et brud på traktaten mellem Mekkanerne og Muhammad. Muhammad gav dem muligheden for at straffe forbryderne, eller betale blodpenge, eller ophæve traktaten. Mekkanerne, som havde kæmpet i overtal indtil nu, valgte det sidste. Det viste sig at være en fejlvurdering af Muhammads styrke.
I år 630 e.kr. vandrede Muhammad mod Mekka med en styrke på over 10000 mand. Byen overgav sig uden kamp og Muhammad fik henrettet en gruppe af sine gamle arvefjender.

Kort efter kæmpede hans mod sin sidste store modstander på den Arabiske halvø, ved slaget ved Hunayn med 12000 mand mod 4000.

Efter 12 års prædiken i Mekka, havde Muhammad intet opnået, efter blot seks års opportunistisk, militant, del og hersk, jihad kunne han mønstre en hær på 30000 mand, som han straks drog afsted med mod det Østromerskes riges grænse. Han slog lejr der, men besluttede af uvisse årsager, eller forståelig respekt for deres styrke, at holde sig fra væk fra det Byzantinske rige, som han i stedet profeterede, at hans efterfølgere skulle erobre. I stedet begyndte han at forberede en kampagne mod Jerusalem. Han døde i 632 e.kr. inden den blev fuldført.

Hans efterfølgere, de 3 - første - kaliffer, fejede henover de omliggende stater og på ganske kort tid havde de erobret kæmpeområder:



Muhammad var en kompleks person og hans opportunistiske natur, har skabt muligheder for at vælge mellem en lang række konfliktende handlinger. Men stort set alle muslimer ser ham som et eksempel til efterfølgelse, og der har vi grundproblemet. Nogle muslimer vælger at se bort fra Medina versene, undskylder adfærden dengang med at disse handlinger var nødvendige for Islams overlevelse, modsat i dag, hvor Islam kan klare sig alene med fredelig missionering. Andre igen ser Muhammads opportunistiske adfærd som eksemplet i sig selv, at når man er svag, skal man holde lav profil og vælge sine slag med omhu, men som ens styrke vokser, kan man føre offensiv jihad, og at de sidste vers står over første, navnligt Sura 9. Den sidstnænvte vinkel er mest i overenstemmelse med islams historie og teologi.
Fælles for alle muslimske lærde, er dog målet om at omvende hele jordens befolkning til Islam og at bruge Muhammad som eksempel til at opnå dette mål. For de fleste helliger målet midlet.

Når jeg siger alle muslimske lærde, er det bevidst.
For Islam består af adskilte elementer, Sunnaen, som er profeten Muhammads ord og gerninger som grundlag for eksempel. Ulemaen som er de lærde som danner Sharia og udsteder Fatwaer på grundlag af denne, og med den handlefrihed, eller mangel på samme i det. Til sidst kommer de almindelige muslimer, der ikke nødvendigvis følger særligt meget af Sunna og Sharia, eller ønsker det, men har en individuel tilgang.

Muhammad var nogle gange værre end menneskene omkring ham, andre gange var han blidere end dem, som sagt var han et komplekst og opportunistisk menneske, måske troede han virkelig han hørte Gud, måske var han blot en charlatan?
Men han bragte krig og strid, intolerance i et uset omfang, selv for den tid.
Dog er problemet jo ikke hans noget kantede moral i sig selv som historisk fænomen. Problemet er, at hans liv og eksempel tjener til efterfølgelse den dag i dag, og efterfølgelsen har kostet millioner af døde i et omfang, de færreste aner. De højeste bud går på langt over 100 millioner, men det ville kræve et livstidsstudie og gruppeprojekt at undersøge Islams blodige fortid omhyggeligt, for det er spredt over århundreder og kontinenter. Men det er ikke kun et historisk problem. Når Muslimer i dag dræber alle mændene i en stamme, tager kvinder og børn som slaver i Sudan, så gør de det med profeten som eksempel.
Når militante Jihadister og terrorister griber til våben overalt, så gør de det med henvisning til Muhammads adfærd og koranens 111 jihadvers.
Når de dræber kritikere og skærer hovedet af folk, ja så sker det igen med henvisning til Muhammad, og for at følge hans eksempel.
Islam er en lang kæde af regler og bud, der overgår alle andre religioner i detaljer, for alt hvad Muhammad gjorde og sagde tjener til eksempel.
At hans bud tit er i konflikt med tidligere bud, løses generelt med at erklære at senere bud erstatter tidligere, Muhammad fandt hele tiden på nye idéer, hvilket ikke helt svarer til at en alvidende Gud talte til ham.
Hvis Islam nogensinde skal reformeres, kan det kun ske ved at fravælge profeten som eksempel for alle tider.

Relevant og læseværdig litteratur til videre læsning:

Bøger:
Ibn Warrag, Why I am not a moslem.
Robert Spencer: The truth about Muhammad

Online bøger:

Artikler fra frafaldne muslimer og andre:

Artikler fra frafaldne muslimer som er konverteret til kristendom og farvet deraf:

Ellers er der relevante links gennem artiklen.

Teksten her som PDF (Uden links).

mandag den 27. oktober 2008

Lovens blinde vinkel

Justitia er jo som sagt blind, men nogle gange også lidt for blind:


En ven og jeg var på vej hjem i morgentoget efter en bytur.


På hovedbanegården kom der 4-5 larmende elementer ind i det næsten tomme tog, de begyndte at ødelægge og udøve hærværk, til sidst begyndte de at genere en ung pige, og det endte med at de prøvede at flå tøjet af hende, der greb vi ind og kom i klammeri med de pågældende bøller.

Det endte med, at min ven fik banket den ene voldsmands hoved ind igennem en af de tykke ruder, som er mellem gang og kupe, og en anden fik en brækket næse.

Nu kommer det paradoksale, min ven kom i fængsel i 4 måneder, og jeg fik en dom og samfundstjeneste i 60 timer.


De accepterer hærværk, de accepterer chikane, først da gruppen begynder at flå tøjet af en kvinde griber de ind.

Vi kender naturligvis ikke de nærmere detaljer og at smadre en mands ansigt gennem en rude er nok under alle omstændigheder en del i overkanten. Men det interessante kommer her:


Jeg mener, at er det OK, at gribe ind overfor disse uroelementer, men indgrebet skal stå i forhold til det uroelementerne har gjort.


Jeg mener ikke, at det er OK, at personer, der udøver hærværk og generer andre mennesker, skal have hovedet trykket gennem en rude og en anden have brækket næse. Jeg vil vurdere, at personerne skulle være fastholdt og overgivet til politiet. Politiet kan så herefter straffe disse for de overtrædelser de måtte have forøvet.


Altså to personer, skulle have kastet sig ud i at overmande og tilbageholde 4-5 åbentlyst og relativt uberegnelige personer med simple brydergreb og have afholdt sig fra alt som kunne give skader på disse personer. Urealistisk! man kan muligvis overmande en, men ikke to.

Altså hvis du ser en flok i færd med at ødelægge et andet menneskes liv, skal du gribe ind, men må kun gøre det på en måde som udsætter dig selv for fare, på en måde som ikke har en chance for at bringe situationen under kontrol i mange scenarier.
Møder du en 120 kilo bodybuilder i amokadfærd, skal du ind og bryde med ham, lægge ham ned på jorden og må ikke brække hans næse eller gøre andet som sender ham til langvarig tælling?
Alternativt kan du bryde loven ved at lade folk i stikken, noget som næppe medfører de store sanktioner, men bidrager til at ødelægge ofrets liv og tillid.
Men kan du ikke leve med det, må du vælge mellem at ryge på skadestuen selv, eller sende nogle af dine modstandere på den og blive straffet selv.
Kun i en 1vs1 situation, mod en rimeligt overkommelig modstander, kan man leve op til det her, eller hvis man er flere om en.

Jeg ved godt selv hvad jeg ville vælge, for jeg vil ikke lade et stakkels menneske i stikken, ej heller vil jeg ende på skadestuen eller værre, fordi loven stiller urimelige krav i en umulig situation. Så alt jeg kan håbe på, er at jeg aldrig ender i en sådan situation, eller hvis jeg gør, som jeg har gjort, at modstanderen eller modstanderne bakker ud.

Lovens blinde vinkel skal man helst ikke ende i.

søndag den 26. oktober 2008

Er det bare mig?

Eller er trafikken ved udvikle sig til et kaos af ligegyldighed og aggression, gennemgående dårlig, langt ude, adfærd.

Bilist slog gravid kvinde i maven

jeg mindes ikke det var sådan tidligere, for nylig skulle jeg katastrofebremse 3 gange for personer der kom fra en sidevej på 10 minutter. De gange jeg har gjort det inden for de sidste år overstiger mange, mange gange, de gange, jeg har måttet gøre det i sidste årti.

Personer kører ud foran en selv om de har set en og der kommer med garanti en over for rødt visse steder, hver morgen!

Sådan var det ikke tidligere, så hvad fanden er det lige der sker?

søndag den 19. oktober 2008

Hurra hvor vi dog alle føler

Jamen det er jo så smukt, afviste? flygtninge i et parcelhus. Feelgood and no reason forcen i Danmark har fået sin ultimative sejr.

Skal vi ikke også have nogle afviste Kososva Albanere ind i en Villa? De har jo så meget grund til at flygte dernede, der kan Sudanesere, Congorianere osv. slet ikke være med.

Apropos Darfur og Kosova, det her er godt nok nogle år gammelt 1999, men i Afrika findes der rigtige flygtninge, i rigtige flygtningelejre, lejre hvor de slås om det vand, der er til rådighed og får en youghurt og halv banan om dagen.
Lejre hvor de dør af Kolera og der nogle stedet kun er en læge per 100000 flygtninge.

“The UN High Commissioner for refugees spends about 11 cents a day for each refugee in Africa, as opposed to $1.23 for every refugee in the Balkans. Often, Kosovar Albanians receive food rations consisting of coffee, foil-wrapped cheeses, fruit tarts and chicken pate. And these refugees, unlike their African counterparts, are not dying of cholera and other public health-related diseases.


Hurra for “not in my backyard mentaliteten”, men ovre på den anden side af middelhavet, lad dem sejle i sit eget sand.

Hurra, for følelserne til magten flokken.

Hurra, for alle dem som vil stjæle læger fra den tredje verden, fordi vi ikke kan finde ud af at uddanne dem selv.

Hurra for dem som vil have flygtninge på første klasse og aldrig tænker på flygtningene i Afrika, samtidigt med at de brokker sig over fort Europa.

Hurra for miljøaktivister der elsker genbrug, der er mere skadeligt for miljøet end nybrug.

Hurra for miljøpræster, der hader Bjørn Lomborg fordi han bruger sin fornuft og siger det bedre kan betale sig, at bruge penge på de fattige i Afrika - hader ham fordi han ikke føler mere end han tænker, men tænker samtidigt med at han føler.

Hurra for nødhjælpsorganisationer, der bruger masser af ressourcer og penge på at fragte nødhjælp til afrika, i stedet for at putte penge i befolkningens hånd så de kan købe hos de lokale bønder, så det kan betale sig for dem at dyrke fødevarer, eller penge i bøndernes hænder så de kan gøre det der kræves for effektiv høst.

Hurra for de rene og frelste, der fik afskaffet DDT sprøjtningen så, millioner er døde af malaria.

Hurra for følelserne, for fanden, hvor er man bare menneskelig, når man føler derud af.

Hurra for mennesker der ikke fatter, at penge ikke gror på træer og presser og presser for alle de forkerte løsninger på de rigtige problemer

De længe leve, hip hip Hurra!

Få dog et barn i Børnefonden! Rigtige mennesker, rigtige problemer, børn der får uddannelse, penge i hænderne som bruges på det lokale marked, penge der støtter både barnet, deres familie og de lokale bønder og firmaer med et smæk.

Update:

To uafhængige EU-rapporter har på det seneste sagt, at når asylsøgere i Danmark har det bedst i Europa, så er det Dansk Røde Kors' skyld. Vi skammer os ikke over den indsats, vi gør over for asylsøgerne," siger han

fredag den 17. oktober 2008

Konklusioner og perspektivering - immigrationskritik del 4

De tre poster om immigrationsmyten og arbejdsløsheds/markeds-myten:

Del 1.

Del 2.

Del 3.

De små årgange i firserne (1982-1990) er opsuppleret af allerede foretaget indvandring, med et gennemsnit på 23188 ekstra børn.

De som udgjorde de 438600 0-4 årige i 1948, den største population af børn i den alder nogensinde, er faldet til 374291 af 60-64 årige i 2008.

Af gruppen de 60-66 årige, "som snart går på pension", er per 2008, allerede 295035 på pension.

Vi har over 800000 tusinde uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder, plus ledige, vi er altså bare i færd med at flytte mennesker fra en kategori af overførselsindkomst/pension til en anden.

Kun 50,6 procent af dem over på 55 år eller derover er faktisk beskæftigede.

Det reelle antal arbejdsløse, når man fraregner folk på revalidering, voksenlærlinge, orlov, feriedagpenge, sygedagpenge, efterløn, førtidspension, barselsorlov, altså dem som i forskellige former for aktivering og jobtræning, opkvalificering + dem som er fuldtidsledige er på ca. 225000 mennesker.

Samlet set ryger alle på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder næsten op på 900000.

Vi har historisk set ikke skabt mange arbejdspladser, der var 2.741,407 millioner beskæftigede i 1998.
Et lavpunkt på 2.584,866 millioner beskæftigede i 1994 under sidste lavkonjunktur.
Der var 2.772.868 millioner beskæftigede da Fogh overtog posten.
Der var 2.706,434 millioner beskæftigede i 2004, altså et fald på 68000 i forhold til 2001, hvilket ikke afholdt visse fra at tale om fald i arbejdsløsheden.
Der var rekord beskæftigelse i 2. kvartal 2008, på 2.842,000 millioner. Altså 100000 tusinde mere end i 1988.
Alligevel blev der sat en rekord, med hensyn til mennesker uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008.
Det skyldes at vi har fået over 300000 flere borgere at beskæftige. Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.

I perioden 1995-2008:
Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.

Antallet af offentlige ansatte er minimum vokset med 57000 og muligvis med op over 100000, alt efter hvordan man regner det ud. (se del 3.)
Altså er de lig med væksten på 100000 beskæftigede, fra højdepunktet i 1988 til højdepunktet i 2008. (se del 2.)

Fra 1988 til 2007 væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet, desuagtet mængden af udlicitering.

Vi mangler ikke decideret arbejdskraft og står over for en recession, hvor antallet af beskæftigede kan falde med over 100000.
Vi mangler kun uddannet arbejdskraft inde for begrænsede felter, mest det offentlige, som løsning på dette problem giver det at uddanne flere, holde dem fast på uddannelsen og på det danske arbejdsmarked med økonomisk incitament, mere raison end at håbe på at udenlandsk arbejdskraft falder ned fra himlen.
Immigration er altså generelt den forkerte løsning på et knapt eksisterende problem, vi har ikke haft vækst i de arbejdspladser som udgør det private erhvervsliv for alvor, og den vi har haft skyldes i høj grad friværdiboblen og byggeboom. Et midlertidigt fænomen.
En immmigrant er per definition, en som skal have et understøttelsesgrundlag, helst uden for offentligt understøttelsesregi, en som skal have bolig, lægehjælp, skolegang til sine børn. Alle disse områder er voldsomt presset, økonomisk og arbejdskraftmæssigt. Derfor giver immigration næsten uden grund, absolut ingen logisk mening.
En åbenhed over for at ansætte kompetent udenlandsk arbejdskraft, efter devisen: "arbejdskraften kan ikke skaffes lokalt", giver mening efter i forholdet: 1. stilling = 1. immigrant. Men det giver langt mere mening at udnytte allerede eksisterende demografiske reserver og uddanne dem.

For stor indvandring kan ganske vist sætte gang i byggebranchen igen og måske et nyt friværdiræs og gøre det nær umuligt at få bolig, altså afsat de dyre luksusboliger som kollektiver for mennesker som ikke har andet valg.
Men taberne i dette spil, bliver de fattige i Danmark:

163000 mennesker i dagens Danmark, alle 20 år eller derover, tjener under 74999 kroner om året.

193000 mennesker, 20 år eller derover, tjener mellem 75000-99999 kroner.

251000 mennesker, +20 år, tjener mellem 100000-124999.

Med stigende fødevarepriser, leveomkostninger og få almennyttige boliger, som er for dyre at bygge med nutidens priser på håndværkere og byggematerialer, grund osv. med ringere mulighed for at komme ud af gruppen på permanent, eller næsten permanent overførselsindkomst, bliver de, de helt store tabere.

Med pres på sociale og offentlige udgifter risikerer vi store nedskæringer, der nok næppe kommer til at ramme, hvor det er bedst.
Vi får jo allerede som situationen og reglerne er nu, trods 24 års regel osv. stadig en nettotilstrømning af immigranter.
Altså øgede offentlige udgifter.

Immigrationspolitikken skal væk fra spørgsmålet om kolonihaver og fremmede, og derhen hvor den bliver til en nøgtern matematisk vurdering med dens langsigtede sociale konsekvenser med i betragning.

Denne post bliver placeret link under "udvalgte blogposts".

Offentlig vækst - immigrationskritik del 3

Denne post bliver ganske kort, for immigrationsmyten hænger i den grad sammen med arbejdsløshedsmyten og to myter sammenlagt ophæver ikke hinanden.

Det allervæsentligste at se på, når vi taler om vækst i arbejdsmarkedet, og hvor der mangler arbejdskraft er først og fremmest, hvor stor en andel drejer sig om det offentlige?
Eller mest interessant, hvor stor en andel af væksten af arbejdspladser er sket i det offentlige?
Det er interessant, fordi der findes en makroøkonomisk forskel på offentlige og private ansatte. Som min gamle lærer handelsskolen udtrykte det, så selv vi snothamrende ukoncentrerede teenagere kunne følge med, "vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden".
Før jeg bringer væksten i offentlige ansatte på banen, de offentlige ansatte udgør jo som sagt omkring 1/3 del af de ansatte, så vil jeg for god ordens skyld gentage noget fra del 2. af min kritik:


Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.


I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede
. I 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjunkturen, som den er ved at indfinde sig igen med en ny global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.

Trods det opsving alle har talt om - de gode tider for Danmark, økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.


Per 2. kvartal 2008 har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100.000 mere end firsernes højdepunkt og 70.000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.


I følge "Danmark i tal" fra 2008 er antallet af offentlige ansatte vokset fra 786,000 tusinde i 1990 til 843,000 tusinde i 2006. Altså stigning på 57000.

Jeg tror dog ikke det tal er helt dækkende (der er tale om en anden måde at gøre det op på nemlig ved, hvor mange fuldtidstillinger, der er tale om, modsat individuelle ansatte), så har været inde og kigge i Statistikbanken på ansatte inden for følgende områder:

Offentlig administration
Undervisning
Sundhedsvæsen
Sociale institutioner
Foreninger, kultur og renovation

Enkelte af disse kan være både privatejede og have private kunder, men jeg tror også man kan regne med at de fleste repræsenterer offentlige udgifter.

Stigningen her er:

Fra 896,113 tusinde i 1993 til 998,392 tusinde i 2007, altså en stigning på over 100000, eller en stigning lig med forskellen mellem beskæftigede i 1988 og 2008!


En anden indikator som det er værd at kigge på i sammenhængen er stigningen i lønudgifter i det offentlige:

Fra 1988 hvor vi havde omkring 100000 færre beskæftigede end i dag, er væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet!

Vi mangler arbejdskraft i det offentlige. Faktisk i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er søgningen i det private ophørt, manglen på arbejdskraft er i det offentlige, først og fremmest læger, sygeplejersker, folkeskolelærere, hvor vi for først og sidstnævntes vedkommende har over 40 procent, der er over 50 år, altså på vej ud af arbejdsmarkedet, som kan læses i denne rapport.

Vi kan påregne, vi mangler færre ufaglærte, og at stigningen ikke vil ske i det private, men i det offentlige, generelt kan vi se frem til større arbejdsløshed grundet global recession. Vi vil mangle uddannet arbejdskraft, men vi har også rigeligt med folk at uddanne, fremfor at satse på at uddannet arbejdskraft falder ned fra himlen, bør vi uddanne den selv. Hvad angår læger og sygeplejersker, kan vi risikere at immigration af disse, betyder dødsfald i de lande de kommer fra.
Derfor må vi uddanne nok og sørge for, at de som bliver uddannet forbliver i Danmark med incitamenter. Det samme gælder med hensyn til SU incitament, evt. bonus for at fuldføre en uddannelse. Frafaldet på Sygeplejerskeskolerne er omkring 30 procent.
Folkeskolelærere kommer vi ikke uden om at uddanne selv.

Immigrationsmyten er altså overvejende et luftkastel fjernt fra virkeligheden, selv der hvor arbejdskraft mangler, er det naivt at satse på at andre uddanner den arbejdskraft for os.

Til gengæld bør det være let at få uddannet arbejdskraft ind, som vi mangler. Et underskrevet brev fra den lokale arbejdsformidling, om at de ikke kan levere varen, burde i princippet være nok.

Læs Immigrationskritik del 2 - myten om den lave arbejdsløshed her:

Og del 1 - Ideologi er noget bras her:

Om religionskritik

Min religionskritik er ikke drevet af nogen fingeret fairness, den fairness kommer kun til, når den virkelig er på sin plads.

Den er heller ikke drevet af had til religion, jeg er en agnostiker, og mener man skal være åben over for det spirituelle, men med fornuften og skepsissen i funktion. Jeg afviser konsekvent alle religioner, som organiseret dårskab og hykleri.

Min kritik er drevet af harme. Af harme over at religioner som Kristendom og Islam, der har ført så meget formørkelse med sig. Været årsag til at så mange mennesker er dræbt og stadigvæk betragtes, som noget nobelt og ædelt, ja endda som væsentlige bidrag til civilisationen.

Man hører påstande fra islamiske teologer såsom, at islam fra begyndelsen var i mod slaveri - hvilket er så meget løgn, som noget kan være.
Man hører påstande om at kristendommen afskaffede slaveriet - hvilket er langt fra sandheden, omend kristendommen ikke altid var begejstret for slaveriet.

Men værst bliver det, når man giver religioner andel i videnskabelige fremskridt, i demokrati og velstand, osv.

Intet kunne være mere fra sandheden. At de ikke kunne kæmpe mod disse eller holde dem nede, eller var indifferente, det er langt fra det samme, som at de aktivt bidrog til dem.

Ikke blot har de effektivt og aktivt hindret både videnskabelig, økonomisk og politisk udvikling. Med vold og undertrykkelse, forfølgelse af jøder som blev for succesfulde, solidt diktatorisk greb om tankefriheden osv. Den tid hvor religionen herskede næsten totalt i åndsriget, har nu en gang været sammenfaldende med de perioder, hvor fremskridt har været lig med nul. Det samme mønster kan man se over alt. Jo mere oppe i det mentale højsæde religion er, jo mere fattig og materielt underudviklet er en kultur. Den regel er uden meget få historiske modsigelser.

Men passivt alene, bidrager religion også til formørkelse i kraft at mentale og tidsmæssige ressourcer, som kunne være brugt bedre, når de spildes på vås og overtro.

Buddhismen er næsten den eneste verdensreligion, som har min delvise respekt, fordi den er den eneste, der de facto respekterer andre udlægninger, men den har stadig ikke været beneficial, hvad angår videnskabelige og materielle fremskridt, altså den passive berøvning.
Tættest på noget som både er rummeligt og muliggør materielt fremskridt kommer måske Taoismen?

Kristendommen og Islam, har begge hævdet monoteismens overlegenhed samtidigt med, at de i en herretrofølelse har været de mest blodige, supremacistiske, intolerante religioner verden nogensinde har set.
Disse religioner skal ikke have status af noget nobelt, undtaget Jesus gerninger i sig selv, jeg holder da meget af nogle af lignelserne og specielt den historie om steningen af "horen" Magdalene, "den der er uden synd kan kaste den første sten".
Det var jo ikke den historie, som gjorde kirken til anstandsdame over tro med nidkær intolerance. Omvendt kan jeg kun drage en lige linje mellem hans helvedestaler og kirkens fanatiske tiltro til sig selv som den eneste vej til frelse.
Religionerne skal ikke betragtes som noget nobelt.

For at vende tilbage Jøderne, vil jeg gerne lige nævne denne lille minihistorie fra Jødernes liv i Europa. Nazismen byggede blandt andet på noget, som var gammelt som oldkirken:

Chilperic tvang alle jøder i 581 til kristendommen eller få stukket øjnene ud.

Sisebut tvang dem til omvendelse eller til at flygte, da var de blevet udelukket fra embeder, Egica forød dem at eje jord (693).
Til gengæld bød Jakob 1 dem jord og velkomte dem på Mallorca, i Valencia og i Katalonien. De havde en tid frem og tilbage der, med åbne arme og forfølgelse fra både muslimer og kristne på skift.
i 1313 blev jøderne mærket på den Spanske halvø - det havde, de dog lært fra muhammedanerne - med en gul farve som foretrukne markør. De fik senere en kopskat eller ejendomsskat på 33 procent + skat på varer.

De Engelske jøder udgjorde ved korstogets tid en kvart procent af befolkningen, men betalte otte procent af skatten til Richard 1. korstog.
I Tyskland erklærede en greve i 1463, at man måtte brænde jøder frit, efter gammel skik, eller tage en tredjedel af deres ejendom, hvis man ville vise nåde.

I Nordeuropa i den sene middelalder forbød stater på stribe, at jøder kunne arbejde med håndværk, de blev forbudt at sælge en del varer på markedet. De kastede sig over købmandskab og handel, og de stod for det meste af slavehandlen skal det lige siges i samme ombæring. Men Venedig forbød jødiske købmænd at lande i havnen og snart fulgte Hansaforbundet med i den politik. Så indenrigshandel blev alt de havde med restriktion på de varer de måtte sælge oven i. De kastede sig over bankvæsen, men der fik kristne siden også lov. Begge anvendte ågerrenter, men kun jøderne risikerede konfiskation af penge.
Innocens III for at give flere råd til at deltage i korstoget mod Albigenserne - i sig selv en makaber historie - tvang renteeftergivelse i gennem for kristne hos jødiske bankierer.
Ludvig IX for sin sjælefrelses skyld og andre kristnes eftergav en tredjedel af al gæld til jøder.
Henrik den 2. i 1187 påtvang Englænderne særskat, hvor en tiendedel af englændernes ejendom skulle beskattes, mens det var 25 procent for jøderne. i 1210 krævede kong Johan alle jøder skulle smide en skat på 66000 mark, alle jødiske mænd kvinder og børn blev fængslet, hvis nogen blev mistænkt for at skjule værdier blev en tand trukket ud indtil de tilstod.
Igen i 1230 og 1239 blev de afkrævet en trediedel af løsøre.

60000 mark, hvilket svarede til kongens hele normale årlige indtægt, afkrævedes igen i 1244 i England. Flere afgifter få år efter gjorde jøderne så desperate, at de bad om at måtte forlade landet i hobetal, de blev nægtet det. Edward beordrede endelig alle jøder fængslet og al deres ejendom konfiskeret, 280 blev hængt, sprættet op og parteret.
I 1290 blev alle Englands jøder, 16000, forvist fra England, efter al ejendom var frataget dem.

Jøderne blev mærket med gul stofmølle eller cirkel i England 1218, Frankrig 1219,
Ungarn 1279.
Innocens den tredje, en "herlig" fyr, også primus motor bag nedslagtningen af Katharerne, krævede det jødiske kendemærke, altså mærke på tøjet og fastslog Jødernes "evige trældom" på grund af korsfæstelsen af Kristus. Dog holdt pavestolen også sine beskyttende hænder over jøderne i blandt, De blev aldrig drevet væk fra Rom. Fra Justinian og århundreder frem blev jøder også forfulgt af Byzans kejsere, og udsat for tvangskonverteringer.

Korstogets nedslagtning af omkring 4000 jøder i Tyskland er nok kendt. Men at xxxx jøder efterfølgende blev brændt og hele menigheder udslettet er knap så kendt:
1243 hele den jødiske befolkning i Belitz brændt.
1285 blev 180 jøder brændt inde i en synagoge.


1298 Alle jøder i Röttingen brændt. Würzburg, hele den jødiske menighed brændt og 698 jøder dræbt i Nürnberg og 140 jødiske menigheder udraderet på et halvt år.
Mange jøder havde dog immigreret til islamisk territorie, hvor de så også blev forfulgt, eller til Polen som endnu ikke havde forfulgt dem.

Under korstoget mod Albigenserne, blev 3000 jøder trampet til døde under hestehove, da de ikke ville omvende sig.
Philip den smukke udviste ca 10000 jøder fra Frankrig i 1306, med proviant til en enkelt dag.

Alt fra Will Durant bind 11 pp. 47-81.

Selve inkvisitionen med dens millioner af ofre er nok velkendt, den er vel en totalitær institution og et terrorregime som kun Stalins hemmelige politi kan konkurrere med.

Linken mellem imperialismens drab på millioner af mennesker og kristendommens supremacisme og pres for konvertering, kan nok etableres noget tættere end linken mellem videnskab og religion.

Men naturligvis står ikke kun religioner bag folkedrab, det kan være supremacistiske politiske monopoliideologier, som kommunismen, eller slet og ret overherrefolk som Tyskerne og japanerne:

Måske er det godt nok, at vi ikke er mere fremskredne civilisatorisk, da det betyder evnen til at slå mere effektivt ihjel?
Men omvendt ville følgende næppe have været sket, hvis vi havde givet demokrati, fornuft, videnskab, filosofi og filosofisk etik, individets værdi som tænkende væsen samme opmærksomhed og dyrkelse som de totalitære monopolideologier. Det hypotetisk set, for det kræver jo at fornuften og videnskaben, demokratiet ikke er et mindretalsforetagende.

Den mørke "civilisatoriske" dødsliste

Den er dog noget ufuldstændig, hvad angår muslimernes drab og imperialisme, men den får en post for sig selv, senere.

onsdag den 15. oktober 2008

Religion og civilisation

Når man læser eller hører om, hvor avancerede de Græske og Romerske kulturer var, hvor meget som først blev genopfundet eller genopdaget sidenhen, så kan man kun undre, hvor mange hundrede år, religionerne Kristendom og Islam, kostede af vores teknologiske og civilisatoriske udvikling?
Man krediterer Islam og videbegærlige kristne munke for at have genoplivet den græske arv, men hvorfor behøvede den genoplivelse i første omgang, hvor forsvandt tusinder af filosofiske og videnskabelige skrifter hen?
Alexandria, var en summen af intellektuel aktivitet i fortiden, de første slag blev rettet af de kristne mod Hypatia, som blev slået ihjel hvorefter Alexandrias hedenske lærde, indså det var bedst at flygte til Athen, Skrifter blev spærret inde på klostre, kirken indtog et monopol på at læse og skrive, de havde alene retten til at læse og tolke biblen, privat personer i besiddelse af bøger risikerede i nogle tilfælde at blive dømt for heresi, som fra 435 e.kr var behæftet med dødsstraf.
Justinian nedlagde sidenhen skolerne i Athen i 529, og forbød hedninge at undervise, Som Will Durant kortfattet konstaterer:

"Efter elleve hundrede år var det slut med den græske filosofi"
(Will Durant, Verdenskulturhistorie, bind 10, pp. 203-204)


Tilføjelse 17/10/08: En af de undskyldninger som oftest bruges omkring opståelsen af den mørke middelalder, er at bøger blev brændt og forsvandt på grund af den barbariske hærgen. Problemet i den sammenhæng er blot, at det ikke var tilfældet for Konstatinopel, som også var i besiddelse af et stort bibliotek.

Will Durant igen fra Verdens kulturhistorie bind 11, pp. 156-157:

Mindst halvdelen af denne kultur var indstillet på i al fremtid at bevare denne uvidenhed. Her måtte ikke udvikles nogen videnskab eller filosofi, der kunne anfægte denne uvidenhed og i tusind år øvede den græske kultur intet bidrag til menneskets kendskab.


Og videre pp. 158, lbid:

"Den overleverede og bevarede - indtil 1204 plyndredes af korsfarerne - nidkært de tekstkopier, hvori det antikke Grækenlands litteratur, videnskab og filosofi levede videre. Munke som flygtede fra billedestormende kejsere, bragte græske håndskrifter til Syditalien, hvor de genoplivede kendskabet til den græske litteratur. Græske professorer som i lige grad afskyede muhammadanere og korsfarere, forlod Konstatinopel slog sig ofte ned i Italien og tjente dermed som formidlere af den klassiske sæd."


Bøger blev brændt af kristne i stor stil, ikke af barbarer alene. Fra koncililet i Nikæa i 325 til 1200, var der en hårdhændet dogmatisk ensretning som kostede tusinder af mennesker livet, som låste inde eller brændte gud ved hvor mange manuskripter.
Jeg mener, at selv om jeg ikke huske, hvor jeg har læst det, så var der i nogle dele af Europa i begrænsende tidsrum, direkte trussel om dødsstraf, hvis en privatperson var i besiddelse af bøger.
Kirken indsisterede på sin ret, at de også alene måtte eje, læse, og formidle biblen, et forbud der eksisterede langt op i middelalderen.

I øvrigt blot som en lille tragikomisk anekdote angående den tids kristendom. Så solgte Venezianerne kristne slaver til araberne, som de byggede helligdomme til deres helgener for.



Islam var i første omgang mere åben over den græske arv og gjorde at den ikke helt forsvandt, det var dog kun en periode som sluttede med Al-Ghazali som repræsenterer en overgang til et koran og hadith baseret verdenbillede med det mystiske (mysticisme, meditation) og religiøse i centrum. Han afviste fornuften som førende til tvivl, intellektuel bankerot, moralsk fornedring, samfundmæssigt sammenbrud. (Will Durant - Verdens kultur historie, bind 10, pp. 532.)
Han blev derved bærende filosofisk kraft i at den mørke tidsalder ramte Islam, som Augustin blev det i sin tid for kristendommens vedkommende.
Hvor kristendommen startede med en mørk middelalder, endte Islam med en, som ikke kan siges at være ovre endnu.

Men den muslimske åbenhed overfor fritænkning var også begrænset. Koranen blev erklæret officielt statsdogme under kalliffen Al-Mamun, ligeledes blev en islamisk inkvisition oprettet, den blev dog standset igen kort efter.
Men flere kaliffer forfulgte dem som faldt uden for den vedtagne dogmatik.
Omvendt kunne man også i blandt finde i den islamiske verden, en vidtgående tolerance over for meget religions kritisk tænkning. Al-Razis "kætterske" skrifter har dog sjovt nok ikke overlevet eftertiden.
Men de fleste filosoffer og videnskabsmænd inde for islamisk kultur blev udsat for forfølgelse og undertrykkelse, fængsling, trusler og drab. Som Renan er citeret for i Ibn Warrags. "why I am not a moslem" pp.274:

"Science and philosophy flourished on Musalman soil during the first half of the Middle Ages; but it was not by reason of Islam, it was in spite of Islam. Not a Musalman philosopher or scholar escaped persecution...

"To give Islam the credit of Averroes and so many other illustrious thinkers, who passed half their life in prison, in forced hiding, in disgrace, whose books were burned and whose writings almost suppressed by theological authority, are as if one were to ascribe to the Inquisition the discoveries of Galileo, and a whole scientific development which it was not able to prevent.""


Udviklingen i videnskab, filosofi, fritænkning, skete under alle omstændigheder med basis i den gamle græske tradition, det er der vi har hentet det meste af vores kulturgods fra. Når religiøse mennesker valgte at sætte deres religiøse bøger over den arv, og det gjorde de, så betød det naturligvis et tilbageskridt. At skyde skylden på barbariske invasioner er forkert og fejlvisende, de religiøse skrifter og dogmer havde jo ingen problemer med at overleve disse.
At arven fra den græske civilisation har overlevet trods religiøs undertrykkelse, kan vi kun være glade for. Men vi bør også stille det spørgsmål: Havde vi mon ikke udviklet os hurtigere uden de intolerante monoteistiske religioner?
Hvis den græske tradition havde været, hvad vi byggede på hele tiden, kunne civilisationen angiveligt have udviklet sig noget hurtigere, At de havde slaver og kvindens stilling var svag, det forandrede sig jo ikke med kristendommen, tværtimod fulgte drab og forfølgelse på anderledes troende, undertrykkelse af viden, en overherre-mentalitet kategoriserede andre som mindreværdige, en fast tro på at kun deres vej førte til paradis og som udtrykt af Augustin
-hellere lidt pine af kættere på denne jord end deres evige fortabelse i helvede.
Islam og kristendom har været intolerante ud over alle grænser, har dræbt xxx millioner mennesker i religionens navn.
Som Russell skriver:

That is the idea -- that we should all be wicked if we did not hold to the Christian religion. It seems to me that the people who have held to it have been for the most part extremely wicked. You find this curious fact, that the more intense has been the religion of any period and the more profound has been the dogmatic belief, the greater has been the cruelty and the worse has been the state of affairs. In the so-called Ages of faith, when men really did believe the Christian religion in all its completeness, there was the Inquisition, with all its tortures; there were millions of unfortunate women burned as witches; and there was every kind of cruelty practiced upon all sorts of people in the name of religion.
-- Bertrand Russell, "Why I Am Not A Christian,


Men som der snart kommer en lang post om her på bloggen, så leder Islam klart i drab og undertrykkelse, intolerance og forfølgelse, af de to.
Den blotte trussel om drab, for at tænke anderledes, skal ikke undervurderes, se blot effekten af et mord alene, det på Theo Van Gogh.
Jeg ville have foretrukket, at vi havde fulgt den græske arv i stedet, med demokrati og videnskab, filosofi og fritænkning i centrum.

Oldtidens kundskaber i udvalg:

Aristoarchos fra Samos var den første som fik den idé at jorden drejede om solen som vi har kendskab til.

Eratosthenes målte jordklodens omkreds med næsten fuldstændig præcision.

Antikhytera mekanikken
er betragtet som verdens første mekaniske computer, den simulerede himmellegemernes bevægelse.

Vandurets udvikling.


Nogle græske bidrag:


Romersk teknologi.


Og en artikel: The Tragedy of Theology: How Religion Caused and Extended the Dark Ages

"Nor was proscription for heresy limited to those who challenged specific tenets of the faith. All original thinkers lived under threat of condemnation. For example, from Boethius in the 6th century to Abelard in the 12th—a full 600 years—there was merely one original thinker in philosophy: John Scotus Erigena (810–877). So, naturally, several of his conclusions were condemned in 855—and one of his books so successfully burned that not a single copy of it survived."


During the medieval period, the freethinking human mind, best exemplified by heretics and dissidents, lived under perennial threat of condemnation, proscription, book-burning, excommunication, decrees of perpetual silence, even execution. Stark’s assertions to the contrary notwithstanding, the Church conducted relentless, pervasive, often lethal warfare against the independent mind.


Stark knows, of course, but makes little mention that the preponderance of Aristotle’s writings were lost in the West during the Dark Age of the 5th–9th centuries—and that, not accidentally,

tirsdag den 14. oktober 2008

Myten om den lave arbejdsløshed - Immigrationskritik del 2

Vores arbejdsløshed i dag, hedder det sig, er så lav som under 50000 ledige, det er sket inden for det sidste halve år:

Ledige på kontanthjælp: 19171 i 1. kvartal 2007 faldt til 10700 i 2. kvartal 2008.
Ledige dagpenge: 79927 i 1. kvartal 2007 faldt til 34089 i 2. kvartal 2008.

Der er bare det problem, at personer uden ordinær beskæftigelse udgør per 2. kvartal i 2008: 247591. I begyndelsen af 2007 var der 56000 flere.

Disse mennesker er hverken på førtidspension, eller efterløn. De er heller ikke på sygedagpenge, når vi tæller sidstnævnte med, ryger vi op over 800000 mennesker i den arbejdsdygtige alder. De er i aktivering, på kursus, under opkvalificerende forløb, jobtræning, i fleksjob, voksenlærlinge, orlov til børnepasning, osv.

De roterer med andre ord stadigvæk rundt i den mølle, vi har oprettet for at camouflere antallet af ledige, eller for at have et sted at placere det store overskud af arbejdskraft, vi har.
De er henvist til de sidespor, man oprettede, fordi vi havde overskud af arbejdskraft i cirka halvandet årti.

Vi mangler i følge myten arbejdskraft, til at supplere en stadig hendøende arbejdsstyrke og et stigende antal pensionister - som man jo kan læse i del 1. af denne kritik, oftest allerede er gået på pension/efterløn.

Men vi har også haft en nettoimmigration, der udgør en ekstra arbejdsstyrke.

Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.


Men det mest interessante at undersøge i den sammenhæng, er ikke om vi har demografiske ressourcer til rådighed, for det har vi - vi har en større arbejdstyrke i dag, det er, om vi historisk set har evnet at skabe arbejde til dem?

Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.

I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede
, i 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjukturen, som den er ved at indfinde sig igen med global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.
Trods det opsving alle har talt om, de gode tider for Danmark, Økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.

Per 2. kvartal 2008, har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100000 mere end firsernes højdepunkt og 70000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.

Når vi nu har så mange beskæftigede, burde det jo kunne ses i summen af de mennesker som er uden ordinær beskæftigelse, som er på overførselsindkomst, kan man det?

Det kan man faktisk ikke, tværtimod satte antallet af personer, som ikke er arbejdsløse, (de arbejdsløse kommer oven i) men på anden måde uden for arbejdsstyrken i den arbejdsduelige alder 15-66 år en ny rekord på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008 set i forhold til perioden helt fra 1995.

Som det ser ud i dag, har de middelaldrende danskere mellem 30-54 år, den højeste beskæftigelsesprocent på 88,1 procent.
Mens de store generationer, "som snart går på pension", aldergruppen 55-66 har den laveste beskæftigelsesprocent på kun 50,6. (Statistikbanken)
Altså, antallet af beskæftigede er vokset, det samme er antallet af mennesker på folkepension, som har forladt arbejdsmarkedet, men det kan ikke ses på det antal at mennesker i den arbejdsdygtige alder, 15-66, som ikke har ordinært arbejde, deres antal er også steget og ligger tæt på 900000 samlet set.


Ser vi til sidst, i denne omgang, på antallet af timer de beskæftigede arbejder:
Så er der også sket en forandring på det seneste (1995-2008):

Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.

Altså der arbejdes muligvis færre timer i dagens Danmark og samtidig viser den stigning i overarbejde, at der er uddannet arbejdskraft som er nød til at arbejde mere, men manglen på uddannet arbejdskraft, er ikke det samme som manglen på arbejdskraft generelt.

(Her slutter del. 2.
I del 3 vil jeg kigge på hvor arbejdskraften mangler.)

mandag den 13. oktober 2008

Ideologi er noget bras - Immigrationskritik del 1.

Sagde en hvis Schlüter og erklærede med bestemt artikulation i en anden sammenhæng, at "unionen er stendød".

I det første havde han ret, i det andet havde han noget så uret.

Jeg har været EU modstander fra Maastricht og frem efter, så det seneste tiltag fra EUs side er altså kun noget, som har gjort min tvivl mindre angående mit oprindelige standpunkt.
EU gør intet godt for demokratiet og Europas fremtid. Beslutninger tages hinsides demokratisk rækkevidde, det har katastrofale følger for specielt velfærdssamfundet Danmark og det ganske udmærkede demokrati, vi havde opbygget.

EU er så sandelig beviset på, at ideologi er noget bras, og unionen er mere end levende.

At ideologi står over fornuft inden for EU og unionen, som med Lissabon traktaten faktisk er så politisk magtfuld, at den kan gennemføre alt via gummiparagraffen, er denne nyhed et tegn på:

Brussels economists claim Britain and other EU states will “need” 56 million immigrant workers between them by 2050 to make up for the “demographic decline” due to falling birth rates and rising death rates across Europe. 

The report, by the EU statistical agency Eurostat, warns that vast numbers of migrants could be needed to meet the shortfall in two years if Europe is to have a hope of funding the pension and health needs of its growing elderly population.

...

The proposals include the creation of a “blue card” system, based on the American green card, that provides full working and welfare rights. 

Blue card holders would be entitled to move freely across the EU, setting up home in any of the 27 member states. 


Immigration er blevet et dogme - en erstatningsreligion for humanister, socialister og neoliberale, som har samme trosforhold i forhold til deres politiske idealisme, som den religiøse har til sine religiøse skrifter.

Skulle jeg være grov, og det er jeg! Findes der lang mere omhyggelig dokumentation og argumentation for de religiøse dogmer, end dette politiske dogme.

I virkeligheden bygger immigrationskulten kun på denne ene forestilling:

At vi i kraft af en stor generation, som skal på pension, som skal understøttes af en lille generation, kommer til at mangle arbejdskraft.

Argumentet hviler i sig selv på dets egne præmisser, men præmisserne udgør langt fra totalsummmen af de præmisser, der slutteligt vil afgøre, om vi virkelig kommer til at mangle arbejdskraft.

Desuden udgør en lille generation unge også på lang sigt en lille generation ældre.
Det er i bedste fald et midlertidigt problem, som kan gøres permanent med eksponentiel kraft

Den arbejdskraft man vil åbne for, udgør heller ikke den arbejdskraft, vi vil få brug for.

Jeg vil starte med at kigge på demografien, er det virkelig så galt med forskellen i de små og store årgange:

Først og fremmest: i perioden 1940 til 1950 udgjorde gruppen 0-4 årige i snit 382954.

Denne gruppe er perioden 1960 til 1970 lig med gruppen af 20-24 årige som er 370827 i snit. Altså er 12000 døde eller emigreret.

lad os så kigge på de små årgange fra firserne:

I perioden 1980-1992 var antallet af 0-4 årige 285578 i snit

Dette var dog kortvarigt, for i perioden 1993 til 2006 har snittet for 0-4 årige været på 334842.

Altså producerer vi godt med små babyer igen.

Dertil kommer, at vi allerede har haft en pæn indvandring, det betyder, at de lave fødselstal, de børnefattige firsere med under 300000 børn i alderen 0-4 (perioden 1982 - 1990), er blevet opsuppleret udefra. Det med et gennemsnit på 23188 børn via indvandring.

Altså, hvor der i 1985, det år vi havde færrest 0-4 årige, var der kun 264764 af dem. Til gengæld var antallet af 20-24 årige i 2005, 20 år efter, 289173 - en vækst på 24409 i årgangsgruppen.

Den højeste vækst ser vi fra 1988 til 2008 hvor antallet på 274120 af 0-4 årige i 1988 er vokset med 33538 - op over smertegrænsen - til 307658 af 20-24 årige 2008.
Altså, vi har allerede ekstra arbejdskraft i hus, spørgsmålet er, om vi har brug for den?

Nu vender jeg tilbage til dem som var mellem 0-4 år i perioden 1946 til 1950, det store baby boom efter krigen, det største antal 0-4 årige i Danmarkshistorien finder man i 1948, det er på 438600 i antal.

Men hvor mange af dem er i live i dag?, det svarer til de 60-64 årige i 2008, svaret er 374291. Hvor mange der er døde, hvor mange indvandrere der er kommet til i den aldersgruppe, hvor mange der er emigreret. Det er et andet spørgsmål, men de 438600 af 0-4 årige i 1948 er faldet til 374291 af 60-64 årige i 2008 ikke desto mindre!

Før jeg kaster mig ud i at undersøge arbejdsmarkedet - arbejdstyrken? Hvor mange arbejdspladser, der er skabt de sidste årtier? Hvor de er skabt? Hvilken arbejdskraft vi mangler? Synes jeg lige vi skal kaste et hurtigt blik på gruppen af 60-66 årige og deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Af gruppen de 60-66 årige, "som snart går på pension", er per 2008, allerede 295035 af dem gået på pension, eller på anden måde ikke-beskæftigede. Det er vel at mærke en noget dyrere ydelse, de er på, end den lave folkepension.

Da vi har over 800000 tusinde uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder, er vi altså bare i færd med at flytte mennesker fra en kategori af overførselsindkomst/pension til en anden!


Dette var del 1. af en immigrationspolitisk kritisk analyse, der bliver ret så omfattende og kommer til at strække sig over flere poster.


Kilder i Statistikbanken:

HISB4: Folketal pr. 1. januar efter alder (5-års intervaller) og køn

BEF6: Middelfolketallet (Folketal 1. juli) efter kommune/amt, civilstand, alder og køn

BEF607: Middelfolketallet (Folketal 1. juli) efter kommune/region, civilstand, alder og køn

RAS207: Befolkningen efter bopælsområde (nye kom.), socioøkonomisk status (13-grp), herkomst, alder og køn.