Det allervæsentligste at se på, når vi taler om vækst i arbejdsmarkedet, og hvor der mangler arbejdskraft er først og fremmest, hvor stor en andel drejer sig om det offentlige?
Eller mest interessant, hvor stor en andel af væksten af arbejdspladser er sket i det offentlige?
Det er interessant, fordi der findes en makroøkonomisk forskel på offentlige og private ansatte. Som min gamle lærer handelsskolen udtrykte det, så selv vi snothamrende ukoncentrerede teenagere kunne følge med, "vi kan ikke leve af at klippe og barbere hinanden".
Før jeg bringer væksten i offentlige ansatte på banen, de offentlige ansatte udgør jo som sagt omkring 1/3 del af de ansatte, så vil jeg for god ordens skyld gentage noget fra del 2. af min kritik:
Historisk set er antallet af beskæftigede, altså selvforsørgende, gået op og ned.
I 1981 havde vi 2.551.858 millioner beskæftigede. I 1988 havde vi 2.741.407 Millioner. Så indtraf krisen og lavkonjunkturen, som den er ved at indfinde sig igen med en ny global recession, og vi havde et nyt lavpunkt i 1994, hvor der kun var 2.584.866 millioner beskæftigede.
Da Fogh overtog regeringsmagten i 2001 var beskæftigelsen oppe på 2.772.868 millioner.
Trods det opsving alle har talt om - de gode tider for Danmark, økonomi i topform osv. faldt antallet af beskæftigede faktisk med 68000 i forhold til Nyrups sidste år ved magten til 2.706.434 millioner i 2004. Det steg kun med omkring 3000 året efter.
Per 2. kvartal 2008 har vi en historisk høj grad af beskæftigede, nemlig 2.842.000 millioner. Men som det svarer kun til 100.000 mere end firsernes højdepunkt og 70.000 flere end Nyrups højdepunkt.
Hvorimod antallet af beskæftigede dykkede til 2.551.858 millioner under sidste økonomiske krise.
Antallet af beskæftigede går op og ned, og man kan ikke lave byggeboom og friværdi hvert år.
I følge "Danmark i tal" fra 2008 er antallet af offentlige ansatte vokset fra 786,000 tusinde i 1990 til 843,000 tusinde i 2006. Altså stigning på 57000.
Jeg tror dog ikke det tal er helt dækkende (der er tale om en anden måde at gøre det op på nemlig ved, hvor mange fuldtidstillinger, der er tale om, modsat individuelle ansatte), så har været inde og kigge i Statistikbanken på ansatte inden for følgende områder:
Offentlig administration
Undervisning
Sundhedsvæsen
Sociale institutioner
Foreninger, kultur og renovation
Enkelte af disse kan være både privatejede og have private kunder, men jeg tror også man kan regne med at de fleste repræsenterer offentlige udgifter.
Stigningen her er:
Fra 896,113 tusinde i 1993 til 998,392 tusinde i 2007, altså en stigning på over 100000, eller en stigning lig med forskellen mellem beskæftigede i 1988 og 2008!
En anden indikator som det er værd at kigge på i sammenhængen er stigningen i lønudgifter i det offentlige:
Fra 1988 hvor vi havde omkring 100000 færre beskæftigede end i dag, er væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet!
Vi mangler arbejdskraft i det offentlige. Faktisk i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er søgningen i det private ophørt, manglen på arbejdskraft er i det offentlige, først og fremmest læger, sygeplejersker, folkeskolelærere, hvor vi for først og sidstnævntes vedkommende har over 40 procent, der er over 50 år, altså på vej ud af arbejdsmarkedet, som kan læses i denne rapport.
Vi kan påregne, vi mangler færre ufaglærte, og at stigningen ikke vil ske i det private, men i det offentlige, generelt kan vi se frem til større arbejdsløshed grundet global recession. Vi vil mangle uddannet arbejdskraft, men vi har også rigeligt med folk at uddanne, fremfor at satse på at uddannet arbejdskraft falder ned fra himlen, bør vi uddanne den selv. Hvad angår læger og sygeplejersker, kan vi risikere at immigration af disse, betyder dødsfald i de lande de kommer fra.
Derfor må vi uddanne nok og sørge for, at de som bliver uddannet forbliver i Danmark med incitamenter. Det samme gælder med hensyn til SU incitament, evt. bonus for at fuldføre en uddannelse. Frafaldet på Sygeplejerskeskolerne er omkring 30 procent.
Folkeskolelærere kommer vi ikke uden om at uddanne selv.
Immigrationsmyten er altså overvejende et luftkastel fjernt fra virkeligheden, selv der hvor arbejdskraft mangler, er det naivt at satse på at andre uddanner den arbejdskraft for os.
Til gengæld bør det være let at få uddannet arbejdskraft ind, som vi mangler. Et underskrevet brev fra den lokale arbejdsformidling, om at de ikke kan levere varen, burde i princippet være nok.
Læs Immigrationskritik del 2 - myten om den lave arbejdsløshed her:
Og del 1 - Ideologi er noget bras her:
0 kommentarer:
Send en kommentar