Når man ligger som man har redt

Går du tilbage i tiden har opbakningen til den danske flygtninge politik aldrig nogensinde været der, i hvert fald ikke efter indførelsen af de facto flygtninges ret til asyl og familiesammenføringsretten i 1983.

Den eneste forskel på dengang og i dag, er at man betragter spørgsmålet som langt mere vigtigt. Det som en naturlig konsekvens af udviklingen. Med flere og flere indvandrere i Danmark, vil dette blive et topspørgsmål, om ikke selve topspørgsmålet i dansk politik.

Det er simpel årsag og konsekvens og det sammen med problemerne - de spørgsmål der rejses - kan ikke snakkes væk.

Så modsat hvad mange tror, har indvandringspolitikken været en elitær trods af flertallet. En trods der i øvrigt har været karaktiseret af racismeanklager, dæmonisering af almindelige danskere og anklager om svinehundementalitet osv.
En permanent anklage af et flertals - fra elitært hold formodede - nedrige pøbelvælde og egoisme. En anklage der er en hån mod et dansk folk, som bekymrer sig mere for de svage i samfundet, end deres egen skæbne.

Find selv flere gode eksempler her, samt på Nomos hjemmeside - Antenora. På magtens visionsløse arrogance.

Dette er et demokratisk svigt af format, samtidigt med at det kun har gjort ondt værre. Du kan da ikke ændre en befolknings holdning, ved at ikke gøre noget som helst ved de kritikpunkter, de med rette har.

Det er næsten for mildt dømt. Det er så udemokratisk som noget kan være. Demokrati er ikke, hvad man kan slippe af med, når man har magten. Demokrati er evnen til at lytte til og respektere andres holdninger og lede forsigtigt til fordel for befolkning, nærmere end at bedrive et hasardspil med et lands fremtid.

Det er ikke med rette disse ledere kan kalde sig demokratiske, og oplyste har de heller aldrig været, de har om nogen lagt avnerne i ilden, handlet diktatorisk, formynderisk og mod bedre vidende.

Det skyldes dog næppe en kritik af indvandring i sig selv, når befolkningen har været i mod. Men nærmere dens omfang og den udnyttelse af godheden, som visse indvandrergrupper har kvittereret ved at blive kriminelle, samt en gruppe særdeles bevidste om deres sociale rettigheder, og i øvrigt det faktum, at det da var en velkendt hemmelighed, at mange f.eks libanesere ikke var mere forfulgte, end at de dengang og i dag rejser hjem.

Faktisk er der ikke mere svinehund og egoisme i befolkningen, end at holdningen til flygtninge som er personligt forfulgte er klar nok, at dem skal vi tage i mod vores andel af.

Problemet er de facto flygtningene og familiesammenføringerne. De kommer ikke nødvendigvis fra et land, hvor de risikerer forfølgelse eller død. Og forsøg på at snyde sig ind med falske papirer, eller "mistede" papirer gør ikke sagen bedre.

At forvente opbakning til, at alle som kalder sig flygtninge, skal vi lade tvivlen komme til gode og lade 20.000 - 30.000 - 40.000 tusinde flygtninge med familier komme ind årligt, med de konsekvenser det har for landets fremtid, for den sociale sammenhæng, muligheden for at få arbejde, finde bolig, for kriminalitetsniveauet, er en absurd forventning, der nærmere end at skyldes dumhed hos befolkningen, skyldes dumhed og manglende forståelse for konsekvenserne hos de politikere som støtter en liberal indvandringspolitik.

Det er simpel logik, at vi ikke kan løse verdens problemer med at indføre næsten ubegrænset ret til flygtningestatus på første klasse.
Det er for dyrt og løser ingen problemer.
Og uden at evne til at ty til fine ord og forklaringer, har befolkningen instinktivt fattet denne logik.

De facto flygtninge med familiesammenførte er der langt flere af, end vi overhovedet realistisk set kan kapere.

Modsat at være dumme eller egoistiske svinehunde, har flertallet af befolkningen blot indset dette, allerede i firserne.
De har indset dette i store flertal, man har forvekslet og blandet med rabiate, vrede stemmer som er et mindretal, der ikke formår at omsætte deres modvilje til en konstruktiv kritik.

Folkets mening har der aldrig været tvivl om, og vi taler flertallet - ikke skingre og vrede stemmer blandt fåtallet.
Og selv når en sober kritik har været formuleret, er det blevet skudt ned som racisme, det som er værre eller næsten lige så negativt.

Politikerne ligger som de har redt.

Flygtningene ligger som de har redt - uden de problemer de har disket op med, og de problemer som de ikke kunne undgå at diske op med, qua en hovedløs indvandringspolitik uden forståelse for de langsigtede konsekvenser, eller tilrådigheden af arbejdspladser, ville modstanden ikke være der.

Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at befolkningen er i mod at give irakerne asyl.

De ved, det er skruen uden ende. De ved, at det ikke er gratis. De ved, hvilke problemer tidligere indvandrere fra muslimske lande har disket op med.
At det er fåtallet, som giver de problemer, forandrer ikke noget, problemer er problemer, uanset om det er et mindretal eller flertal som skaber dem.

Under alle omstændigheder har vi ikke arbejde til 20.000 - 30.000 - 40.000 nye flygtninge, indvandrere, familiesammenførte om året.
Det ved befolkningen godt, og uanset hvor godt det artikuleres, eller hvor mange meningsmålinger der kommer frem, hænger store dele af eliten fast i samme dæmonisering, samme visionsløshed, samme formynderiske tone.

Vi ligger alle som vi har redt. Politikerne, befolkningen, indvandrerne.

Befolkningen har ikke vægtet problemet i forhold til dets tyngde - men de er heller ikke blevet hjulpet med oplysning og fakta, eller muligheden for indflydelse uden om et parti, de ikke nødvendigvis er generelt enige med.

Eliten har benægtet problemet og dets omfang, så vidt muligt.

Indvandrerne fra muslimske lande har ikke selv taget ansvar og været gode ambassadører for deres kultur og land.

Der skal folkeafstemning til her, det er et vigtigt spørgsmål. Et spørgsmål der er for vigtigt til at overlade en elite, der ikke forstår eller respekterer befolkningen.

Update: Og meget apropos denne post fra Snaphanen. En boganmeldelse i Weekendavisen af Klaus Wivel, der omhandler "Islam - et øjebliks uopmærksomhed". Om modstanden mod immigration i Europa og konsekvenserne af den søvngængeragtige elites holdning.