Negationisme - nogle dyr er mere lige end andre

Konraed Eelst, den fæle nationalist, som ligner en konspirationteoretiker i følge Raapil, har begået et værk som hedder, Negationism in India, hvor han på aldeles konspiratorisk vis sammenligner opfattelsen af nazismens forbrydelser, og det tabu det er at fornægte dem, med det forhold, at Indernes holocaust, er der ingen der bryder sig om, det er faktisk udbredt og almindeligt, at man fornægter det selv i Indien.

Eelst har sammenfattet ti virkemidler eller strategier som benægtere betjener sig af, i kan finde gode eksempler på alle sammen på Raapils blog, han mestrer kunsten, kører med den store apologi, kulturrelativisme og benægtelsesklat.

Prøv blot at kigge på debatten her, hvordan han igen igen forsøger at få gjort muslimerne til ofre, mens Hindus og Israelere er slynglerne:

Lidt i udvalg:

Raapil: Hinduland er altså ikke erobret af Pakistan eller af de indiske muslimer, og de pogromer der foretages i Indien (mod såvel kristne som muslimer), de foretages af radikale hinduer.

Kan du slet ikke se forskellen på at føre kamp på basis af en ongoing og uløst konflikt og så i Indien på basis af gammelt nag til muslimerne og mere eller mindre ekstrem nationalisme?

Jeg har skrevet som svar:

I Pakistan blev omkring 600.000 hinduer dræbt under partitionen, i 1971 blev måske op til 3 millioner mennesker dræbt, primært hinduer eller Bengalesere af anden tro end ortodoks islam, vil du ikke kalde det en ongoing konflikt? Der findes mennesker i dag som personligt har oplevet det.

De skal naturligvis bare tilføjes som en bæk til den flod af blod Islam har frembragt i Indien og i øvrigt i resten af verden, hvilket jeg kun er nået til toppen af isbjerget omkring her.

Raapil fortsætter:

Israel jagede 600.000-700.000 arabere på flugt, så den israelske stat blev mere jævn og ikke overfyldt med perkere.

Og nej det er usandt, de forlod selv stedet så muslimerne som Azzam Pasha udtrykte det kunne slagte alle jøderne og på grund af paranoid propaganda fra araberne selv:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."Azzam Pasha arabisk ligaleder.

Enkelte steder i Israel blev de bønfaldt om at blive, og Israels egen uafhængighedserklæring sagde:

"we call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.

* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"

Mange arabere valgte at blive i Israel og deres efterkommere lever der endnu, det er altså direkte, meget direkte løgn, hvad Raapil siger.

De som flygtede fik så tilgengæld ikke lov til at rejse hjem igen, de blev syndebukke for, hvad de arabiske nationer havde gjort.
Det samme gjorde 450.000 jøder rundt omkring i den arabiske verden, de blev syndebukke, de blev smidt til Israel og fik deres ejendom konfiskeret, Israelerne betragter den situation som en bytter.
De flygtede jøder er kommet videre, mens Palæstinenserne hænger fast i deres skæbne som ofre, godt hjulpet af FN som har det palæstinensiske folk som yndlingsofre.
I dag vil Hamas, stadig havde flygtninge og efterkommere tilbage, for at ville indgå en 50 årig våbenhvile, som de ganske åbent og ærligt kun vil indgå midlertidigt, for at opbygge styrke til deres store projekt, at overvinde staten Israel og ligge den under Islamisk herredømme.

Hvis Araberne og palæstinenserne aldrig havde terrorangrebet Israel på stribe, var dette her aldrig sket, Palæstinenserne ville have haft deres egen stat og levet i fred og velstand.

Golda Meir har ret i, at hvis Israel nedlagde våbnene, ville der ikke være noget Israel mere. Men hvis Palæstinenserne gjorde det samme, ville der blive fred. Det er sagens kerne.

Mere om Israel som man normalt ikke ved her:

Alligevel synes Raapil, at Palæstina rimer mere på offer, end Hinduerne gør.

Men nu til Konraed Eelsts formulering af de ti negationistiske strategier, som i som sagt kan finde eksempler på Raapils blog.

Head-on denial: The crassest form of negationism is obviously the simple denial of the facts. This is mostly done in the form of general claims, such as: "Islam is tolerant", "Islamic Spain was a model of multicultural harmony", "the anti-Jewish hatred was unknown among Muslims until Zionism and anti-Semitism together entered the Muslim world from Europe". Since it is rare that a specific crime of Islam is brought to the public's notice, there is little occasion to come out and deny specific crimes. Exceptions are the Armenian genocide, officially denied in Turkey and the entire Muslim world,

Til den kan man tilføje sådan noget som, "Jihad betyder en fredelig indre kamp." Og "Muhammad var en stor og moralsk leder." Karen Armstrong, Jørgen Bæk Simonsen, den slags rosenrøde løgne skriver man gerne om Islam og dens profet, men ikke om Nazismen eller Israel, eller DF, hvor hver lille sten skal vendes for at finde noget negativt - indrømmet, samme tendens findes blandt enkelte Islamkritikere, hvor intet er for småt til at blive fundet frem i blandt.

2. Ignoring the facts: This passive negationism is certainly the safest and the most popular. The media and textbook-writers simply keep the vast corpus of inconvenient testimony out of the readers' view.

Fokusere på andre træk end de blodige lig, naturligvis den mest brugte og i øvrigt gennemgående i det meste af historieskrivningen, "den som udelader, lyver ikke" som en spin-regel siger.

3. Minimizing the facts: If the inconvenient fact is pointed out that numerous Muslim chroniclers have reported a given massacre of unbelievers themselves, one can posit a priori that they must have exaggerated to flatter their patron's martial vanity - as if it is not significant enough that Muslim rulers felt flattered by being described as mass-murderers of infidels.

Betvivle omfanget af holocaust, det ville være en dårlig idé, men hvad angår Islams massakrer, er det helt ok, eller Stalins osv. Det kalder man også kulturrelativisme, en nyvariant af det uforglemmelige citat fra Kammerat Napoleon, "Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre".

4. Whitewashing: When one cannot conceal, deny or minimize the facts, one can still claim that on closer analysis,, they are not as bad as they seem. One can call right what is obviously wrong. This can go very far, e.g. in his biography of Mohammed, Maxime Rodinson declared unashamedly that the extermination of the Medinese Jews by Mohammed was doubtlessly the best solution.

Hvidvask, jo det er forståeligt nok, at de stakkels undertrykte Palæstinensere simpelthen er nødt til at blæse civile Israelere ihjel og i småstykker, i den grad at 2/3 dele af de Israelske døde er civile og selv om Israel slår flere ihjel, så slår Palæstinenserne langt flere civile ihjel relativt.

5. Playing up unrepresentative facts: A popular tactic in negationism consists in finding a positive but uncharacteristic event.

Ellers koranvers, som "den der dræber et menneske dræber menneskeheden," siges Muhammad jo at have sagt, med de tusinder han personligt fik dræbt, eller folk under hans kommando, har han dog dræbt menneskeheden mange gange.

6. Denying the motive: Negationists sometimes accept the facts, but disclaim their hero's responsibility for them. Thus, Mohammed Habib tried to exonerate Islam by ascribing to the Islamic invaders alternative motives: Turkish barbarity, greed, the need to put down conspiracies brewing in temples. In reality, those rulers who had secular reasons to avoid an all-out confrontation with the unbelievers, were often reprimanded by their clerical courtiers for neglecting their Islamic duty.

Raapil er et glimrende eksempel på dette, det har intet med kultur og religion at gøre, men skyldes almindelig magttrang og imperialisme. Hvilket er en dårlig forklaring, når millioner og atter millioner bliver dræbt, eftersom de kunne have beriget en imperialist med skatter eller i det mindste som slaver, eller er det magten over liv og død som kan være forklaringen alene?
Det er for så vidt lige meget, faktum som illustreret af historien er at kun totalitære ideologier og mennesker med en slags overmenneske mentalitet gør den slags i stor stil. Udrydder man et hjælpeløst folk der ikke skyder igen, betragter man det også som mindre menneske end en selv. Der findes masser små Saddam Husseins, hvis eneste felt for udøvelse af magt er konen og børnene og svage mænd omkring dem. Men de helt store folkemord kræver konsekvent ideologi eller undermenneske billede.

7. Smokescreen: Another common tactic consists in blurring the problem by questioning the very terms of the debate: "Islam does not exist, for there are many Islams, with big differences between countries etc." It would indeed be hard to criticize something that is so ill- defined. But the simple fact is that Islam does exist: it is the doctrine contained in the Quran, normative for all Muslims, and in the Hadis, normative at least for all Sunni Muslims. There are differences between the law schools concerning minor points, and of course there are considerable differences in the extent to which Muslims are effectively faithful to islamic doctrine, and correspondingly, the extent to which they mix it with un- islamic elements.

Islam er mange ting, ja men gennem 1400 år har den konstant været drab og forfølgelse i stor stil og med måske over 100 millioner dræbte til følge, hvorfor skulle den egentlig være anderledes i dag, når den i øvrigt stadig er årsag til mange dræbte, forfulgte og undertrykte hvert år. Her taler vi ikke om forfulgte af kritik eller tonen, men konkrete fysiske drab og forfølgelser. Inden for de sidste 50 år, er op omkring 5 millioner blevet dræbt alene i Pakistan og Sudan. Tilbage i tiden blev hele egne ladt totalt øde, alle dræbt som ikke flygtede.
Hvis en ideologi ikke kan gøre en forskel, hvad er så forskellen på Syd og Nordkorea, forskellen på demokrati og nazisme, forskellen på Islam og jainisme? Ingen? Det er for dumt at påstå at der ikke er en forskel og en i øvrigt en stor en.

8. Blaming fringe phenomena: When faced with hard facts of Islamic fanaticism, negationists often blame them on some fringe tendency, now popularly known as fundamentalism. This is said to be the product of post-colonial frustration, basically foreign to genuine Islam. In reality, fundamentalists like Maulana Maudoodi and Ayatollah Khomeini knew their Quran better than the self-deluding secularists who brand them as bad Muslims.

Ja, gøre det hele til en lille ubetydelig klike, som Bolchevikkerne, Hitlers partisoldater, Taliban, Hamas, er jo glimrende eksempler på ubetydelige kliker, hvis fanatiske tro på en sag og villighed til at bruge alle midler intet betød overhovedet. Der er slet, slet heller intet mainstream over fundamentalistisk islam, den sendes slet ikke åbent og ærligt i de store medier i mellemøsten, nej dada, de ser Matador og Morten Korch, Aftenshowet lige som os andre.

9. Arguments ad hominem: If denying the evidence is not tenable, one can always distort it by means of selective quoting and imputing motives to the original authors of the source material.

Raapils yndlingsstrategi og i en verden der ikke kan skelne argumenter fra tilsvininger virker den. Kan man skyde budbringeren slipper man jo helt for at argumentere for værdien af ens påstande og underkende modstanderens. Kan man finde blot et lille slemt citat af en DFer, eller en inkrimerende gerning af hindunationalister, så må man helt og aldeles betragte dem som værende untouchables, uanset hvor mange millioner langt værre gerninger og udsagn prominente muslimer kommer med. Disse citater og gerninger kan så generaliseres i en grad man bestemt ikke må generalisere mod Islam, hvilket også burde være overflødigt, eftersom Islam klarer generaliseringen selv.

Helt ufrivilligt morsomt bliver det i eksempeldebatten, som jeg allerede har linket til flere gange over dette, hvor et Citat af William Durant, som fejlagtigt tillægges Hr. Konraed Eelst, helt og aldeles afvises, fordi det jo er denne fæle konspirationsteoretiker med knyttede bånd til ubehagelige hindunationalister.

I sennelsdebatten blev alt brugt i et forsøgt karaktermord, og når det ikke virkede blev noget nyt forsøgt, ad hominem, og mere til, når det er bedst.

10. Slogans: Finally, all discussion can be sabotaged with the simple technique of shouting slogans: prejudice, myth, "racism/communalism".

Nazisme og racisme kortet er efterhånden overbrugt, men så kan man jo kalde folk for alt muligt andet, den dæmonisering, man gerne vil anklage andre for, praktiserer man i højere grad og mindre velbegrundet selv, hykleri af værste skuffe.