En lille betragtning over tilværelsen

Normalt er jeg ganske godt tilfreds med min alder, hellere spændstigheden i sind, end spændstigheden i krop. Hellere visdommen styrke, end kroppens. (jeg er dog pt. mere fysisk stærk end nogensinde før, naturligt for en halvgammel gut som mig)

Hvad man ikke får af erfaring, viden, indsigt gennem tiden, det er ikke småting, og jeg vil ikke bytte.

Og det vil jeg så alligevel, for der er noget man mister, noget det gør meget ondt at miste, mere end den smerte som kroppen, undtaget i ekstreme tilfælde, kan diske op med.

Men det er ikke de unge jeg vil bytte med, det er babyen og det lille barn. At være baby og lille barn har også sine bagdele, i form af at man ikke selv bestemmer, hvem man bliver født h0s, eller hvor man ender i skole, og så videre.

Men der er en altoverskyggende fordel. Alt er nyt! Der er intet, man har set ti-tusinde gange før, intet man har repeteret til hudløshed, intet man har tænkt eller prøvet tusinde gange før.

Det er med andre ord let, at opleve noget nyt i ens liv, hvor med alderen bliver det meget sværere, alt det som folk nu gør, og som man selv en gang syntes var rigtig spændende, er det ikke rigtig mere.
Aviserne skriver det samme hver dag, politikerne taler på samme måde og er lige så inkompetente snakkehoveder som altid, med få undtagelser. Børnene i Afrika sulter stadig.
Borgerkrige bryder stadig ud her og der med jævne mellemrum. De gamle får stadig meget lidt i pension, sygehusvæsenet, det offentlige, har både fået flere ansatte og er blevet effektiviseret.

Religiøse galninge begår stadig massemord. Kommunister ødelægger stadigvæk hellere end de bygger op. Egoismen bliver større proportionalt med overfladiskheden. Islam er stadig en religion som alle andre.

Ja, jeg lyder som en gammel gnaven gut, det er ikke tilfældet. Jeg er blot gammel og ikke særligt meget er nyt i denne verden, medmindre jeg begiver mig på knævandring på en pilgrimsrute, springer faldskærmsspring, eller tager et dykkercertifikat.

Jeg kunne jo selvfølgelig få børn, bortset fra det kræver en kæreste for mit køns vedkommende. Hvis jeg kunne selv, havde jeg gjort det forlængst. Og så kunne jeg nyde lidt second hand, alting er nyt, plus blive sat i en ny rolle, som dog hurtigt bliver rutine.

Men det værste af det hele er. Ikke blot, ser jeg ikke meget nyt.

Da jeg var ung, selv op i tyverne, var jeg overbevist om, at jeg ville dø i en bedre verden, end den jeg var født i, ungdommens optimisme, endnu ikke kuet af virkeligheden.
I dag er jeg overbevist om det modsatte, den verden, eller det Danmark, rettere, jeg kommer til at dø i, er langt værre, end det Danmark jeg blev født i.

Ungdommen har sin styrke, ikke i kroppen, men i troen og i at så meget mere bærer nyhedens glans.