tirsdag den 19. maj 2009

Et optimistisk og et pessimistisk digt

Jeg startede med at skrive digte i cirka 1992. Jeg har stadig min allerførste digtsamling, og det er jeg glad for.
Den var nemlig noget af det værste amatøriske brækværk, der nogensinde er skrevet. Som sådan et manifest i forhold til hvor meget man kan udvikle sig.

Digtene var bundløst naive, de var bevidst gjort endnu mere naive. Forbilledet var Rabindranath Tagore nærmere end Strunge, eller nogen anden vestlig digter.
Og det bevidst naive, ja, det var vel bare en erkendelse af, at jeg dengang var en naiv person.

Min næste digtsamling var noget bedre, dog langt fra god nok. Den havde dog sine lyspunkter, som følgende digt, der har begejstret flere tilhørere, når jeg i sin tid var ude og læse op.

Digtet er, hvad jeg i mange år kaldte, halvt i spøg og halvt i alvor, mit eksistentialistiske manifest:

Jeg Lever!





Jeg lever!


jeg er!


Dagene trækker spor

igennem rummet.


Længslen mod at svæve

ud i fremtidens

grænseløse land,

lever i mit bryst.


Øjne ser mangfoldige

formers boltren sig i væren.

Kroppen vrider sig

danser gennem tunneller,

mens følelser jubler, favner,

stiger og falder

i uendelige strømme.

Og tanker

fødes

dør,

analyserer og sorterer

gennem livets

udfald mod døden.


Jeg lever!

Og livet hvirvler

sig omkring stilheden,

omkring intetheden,

omkring tomheden.


Jeg er begge!


Jeg lever!




Anden digtsamling var dog heller ikke god, og jeg sendte den dog ind alligevel, men forstod godt hvorfor den blev afvist.
Jeg startede på en ny og tredje, hvor 200 digte i løbet af årene var inde eller ude af, og kun 1/5 del af dem overlevede.
Efterhånden forstod jeg, at hvis jeg skulle have en chance, så skulle jeg ikke bare skrive. Jeg skulle skrive på en bestemt måde. Jeg skulle skrive langt mere intellektualiseret, stringent, formfuldendt, minimalistisk, og have det typiske digtepublikum i mente.
Et af de sidste digte jeg skrev i 2000, er fra den tid hvor jeg til fulde forstod dette og i øvrigt overvejede det, indtil jeg gjorde op, at det aldrig ville blive mig, at andre lige så godt kunne gøre det som mig, det var ikke mig, ikke min natur, ikke noget jeg ville gøre.

Her er jeg i dag, journaliststuderende i stedet. Forklaringsproblem? Det synes jeg ikke. Journalistikken har et langt større og mere alsidigt publikum, med rum til lidt af hvert og flere friheder. Desuden er jeg også blevet mere kompromisøgende, og journalistik står ikke mit hjerte nært, på samme måde som poesien, ej heller er der nogle krav om, at den skal være formfuldendt i kunstnerisk grad, hvis den skulle vise sig at være det, mod forventning, er det da kun til glæde.
Desuden blev jeg klar over, at der var flere tanker inden i mig, end poesien kunne udtrykke.
Folk forstod slet ikke, hvad mine digte betød, det ville jeg egentlig hellere have, de gjorde, end være en abstrakt digter.

Så i stedet for at sadle om, overvejede jeg at forbedre, hvad jeg allerede gjorde, vel vidende inden i, at det var en kamp op ad bakke, som jeg egentlig ikke gad længere:
Mit sidste digt, bortset fra nogle enkelte skriblerier, nogle dedikerede kærlighedsdigte, som selv om det er noget af det bedste, jeg har skrevet, heldigvis er forsvundet ved harddisknedbrud, blev følgende noget af det sidste jeg skrev i digtform:

Forfaldet´s triplicitet




1.


Som en Big Bang parade

på salighedens nathimmel

Slæber ubevægelighedens Maraton

sig frem i sekundets navn.

Vinden hensover

i pulsen af mørke

som et Titanorgie

af henfaldent støv.

Vi er stadig radioaktiv kraft

i kaskader af metropoler

der eksploderer som blodstrømme

i jordskorpens årer.

I vulkan skrig

skælver Mahatma mundi

For Helvede er løs

og Paradis

stadig under opbygning.


2.


En Anorexiprinsesse

går i et

Med striberne fra

stroboskop lyset.

Som en stregtegning

af kvinden med leen

på jagt efter sig selv.

Verdenen er ikke længere;

Nazistisk.

Kommunistisk.

Kapitalistisk.

Demokratisk.

Blot stressistisk

jagen i vejr og vind,

hæng dig som en Harlekin Amøbe

I livets træ.

Under R kompleksets evindelige,

Uendelige desperate kamp

Hænger gadeskiltene

som ord uden mening i McWorld.

Snup dig en snack

og køb dig en mikrobølge ovn

For i dag er passé!


3.


Engel og Dæmon

Uden paraply

venter på at luften kollapser.

Dette er blod og angst

det skal briste før det bærer!

Skrukke haner og galende høns

Griber med klør og sultne blikke

Atomernes sitren i livets nu,

bølgende i kærlighedens safter.


Pyramider af fortvivelse,

sorg,

desperation,

frygt,

klagesang,

depression,

undertro,

mavesmerte,

tankefragmentation,

følelsesknive,

Stiger på livets vej

mod himlen

der aldrig, aldrig daler ned.


0 kommentarer: