"Demokratiet" Tyrkiet

En ung tyrkisk kvinde i en rød kjole virker åbentbart så faretruende for det tyrkiske politi, at de er nødt til at oversprøjte hende med tåregas:

Et billede siger mere end tusind ord, siger man jo. Men at tyrkiet i 2012 fængslede flere journalister end både Iran og Kina burde have sagt meget mere.

Efter Breivik - Nordens Al Qaida wannabee

Følgende er egentlig møntet som kommentar til denne post på Uriasposten, men burde være det blogindlæg, jeg selv skrev, hvis jeg ellers gad.



Troels Toftkær:

"Det modsatte, ”monokultur”, kan jeg kun forestille mig som ufrihed og tvang. Jeg bryder mig kort sagt ikke om at få påduttet et fællesskab, som jeg ikke vælger selv, som f.eks. når nogen fortæller mig at jeg som dansker har en dansk kultur og så over i købet vil fortælle mig, hvad den kultur går ud på."

Se det bryder, jeg mig heller ikke om, det ville jo være et totalitært samfund af værste skuffe.

Men så melder spørgsmålet sig, Troels:

Hvor mange samfund ud af over 50 med flertal af muslimer, eller store mindretal, kan du pege på, som ikke er monokulturelle? Endda i den forstand at anderledes tænkende, andre religioner, kvinder uden tørklæder, eller som vover at vælge kæresten selv osv., i værste tilfælde forfølges og dræbes i hobetal?

Et samfund, hvor islamismen tilsigter et monokulturelt islamisk samfund, ønsker jeg i hvert fald ikke, gør du?

Så tænker du sikkert, jamen herregud, vi taler 4-5 procent af befolkningen.

Men det var 1 procent for 30 år siden, og indvandringen fortsætter. De føder mere end to børn per kvinde. Faktisk føder de seks største muslimske landegrupper 1,7 gange så mange børn som Danske kvinder i gennemsnit. Danske kvinder føder 1,8 barn per kvinde, hvilket betyder, at dine og mine efterkommere faktisk vil være skrumpet til 4 millioner om 100 år.

http://logisksnit.blogspot.com/2009/05/nye-demografiske-betragtninger.html

Så selv om det har lange udsigter med et monokulturelt muslimsk Danmark, er det en fremtid, du ønsker for dine tipoldebørn?

Og lad mig tilføje, det er i princippet lige meget, hvad vi gør, for vores gode gamle nabo, der før har voldt os problemer på grund af landets store størrelse og styrke - Tyskland - er i princippet allerede uhjælpeligt demografisk kaput. 1/3 af børnene fødes af indvandrere den dag i dag, og der er for det meste tale om muslimer.
Tyskerne selv føder så få børn, at de vil skrumpe til cirka 20 procent af deres nuværende antal om 100 år.

Det samme gælder Spanien, Italien og selv Frankrig risikerer muslimske flertal i dette århundrede.

Så lad mig sige det sådan, selv om vi ligger lunt i svinget, og den nuværende indvandring faktisk kun består af cirka 15-20 procent muslimer, dermed risikerer vi ikke at blive et muslimsk domineret monokulturelt samfund. Så er det lige meget, eftersom specielt Tysklands og Europas skæbne vil sætte grænser for fornøjelsen.

"Hvis man flittigt sorterer, og kun omtaler de cykeltyve, voldtægtsmænd osv. der er muslimer, så kommer verden ganske rigtigt til at tage sig truende ud. Det giver bare ikke et retvisende billede af virkeligheden og det bliver ikke til videnskab bare fordi man kalder der for ”emperi”."

Vi lever i et samfund, der længe har forsøgt at bilde os ind, at indvandrere og flygtninge ikke er mere kriminelle end andre.

Faktisk forsøger man stadigvæk at spinne en sådan virkelighed.

www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/413514:Danmark--Flygtninge-er-ikke-mere-kriminelle-end-danskere

Virkeligheden er, at mindre end 1/5 del af vores indvandrere står for over halvdelen af den grove kriminalitet, der begås af indvandrere totalt i Danmark.

Indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan, Libanon, Somalia, Irak, Marokko stod samlet set for (Ubetingede fængselsdomme årene 2000, 2002, 2004, 2005, 2006, 2007 som dækket i STRAFNA1 - tabel i Statistikbanken):

15,70 procent af voldtægtsdommene.
14,67 procent af dommene for manddrab.
13,11 procent af domme for røverierne.
10,49 procent af vold mod offentlig myndighed.
7,32 procent af den simple vold.
9 procent af alle domme for voldsforbrydelser.
10,46 procent af den alvorligere vold.
11,13 procent af domme for trusler.
9,47 procent af brud på våbenloven.
8,63 procent af særligt alvorlig vold.


Deres andel af unge mænd i Danmark er 3,1 procent af alle 18-42 årige mænd (2009 tal.) Og 1,8 procent af den mandlige befolkning, når der ikke er korrigeret for alder. Og de vil altid fylde mere i befolkningen blandt unge mænd end personer af dansk herkomst, da nævnte landegrupper simpelthen føder flere børn.

Ovenstående er vel at bemærke kun den kriminalitet, hvor indvandrere er dømt i forhold til straffeloven. Efterkommeres kriminalitet kommer oven i, de er langt færre i antal i en alder over 14 år, men deres kriminalitetsrate er højere.

Ovenstående tal skygger også over, at indvandrere fra to lande står for deres broderpart af ovenstående forbrydelser:

Somaliske og libanesiske indvandrere udgør 0,42 procent af befolkningen i Danmark, men har samlet, målt over seks forskellige år, været idømt ubetinget fængselsstraf i 4,78 procent af ALLE sagerne for alvorligere vold, 6,90 procent af voldtægtssager, 7,28 procent af røverierne, samlet set stod de for 6,7 procent af alle straffelovsdomme i 2007 men udgjorde 0,42 procent af befolkningen på landsplan.

Samme grupper er tilfældigvis, de som har den højeste fertilitet per kvinde, der er med andre ord langt flere på vej helt uden nyindvandring.

logisksnit.blogspot.com/2009/09/foredraget-pa-nomos-hstmde.html

Faktisk har jeg regnet mig frem til, at hvis somaliske efterkommere fortsætter med at føde så mange børn, så vil alene somaliernes efterkommere være halvdelen af Danmark befolkning om cirka 200 år.

Det med udgangspunkt i 4881 somaliske kvinder i alderen 0-25 år i dag.

Lyder absurd? Det er matematik. 4 børn er lig med 2 kvinder og 2 mænd.

Det vil sige at 4881 kvinder bliver til 8962 kvinder og ditto mænd. fortsætter du det i otte generations led, så taler vi om 3 millioner efterkommere, da de sidste tre led i generationskæden overvejende vil være i live. Prøv selv at gange antallet med to i alt otte gange. Danskerne føder 0,9 kvinde per kvinde (1,8 barn) ganger du 5 millioner med 0,9 otte gange ender du omkring 3 mio.

Jeg siger ikke, at de nødvendigvis vil fortsætte med den høje fødselsrate, men alternativt skal den kulturelle arv skal hele tiden udviskes 100 procent hvert generationsled, både hvad angår kriminalitet og fødselsrater, og den tror jeg slet ikke på.

Ofrene for denne ofte grove kriminalitet er ikke spor abstrakte, og fokus derpå er nødvendigt at to årsager.

1. Denne kriminalitet er ikke flertallet, men den er et unødvendigt tilvalg på grund af en indvandring, der grundliggende er meningsløs og i høj grad er samfundet til last, økonomisk såvel som socialt. Vi kunne satse på udelukkende kvalificeret indvandring, vi behøver ikke andet. Jo grovere kriminaliteten er, jo større er overrepræsentationen blandt muslimske indvandrere og enkelte østeuropæiske lande. Det er altså grov kriminalitet, vi øger mere end andet.

2. Det bliver langt værre endnu med flere ofre til følge, hvis vi ikke får ændret indvandringspolitikken. Det bliver det alligevel på grund af de demografiske mønstre og EU, men nyindvandring øger en masse problemer, og gør det i øvrigt sværere at finde ressourcer, økonomiske som menneskelige, til at løse de problemer, som vi allerede har. Gruppen af efterkommere er større end indvandrergruppen, når vi taler for eksempel somaliske og libanesiske indvandrere, netop fordi de føder så mange børn. Og med størst antal i bunden blandt de 0-5 årige.

Jeg har af andre årsager næsten lukket min blogvirksomhed ned. Jeg tror ikke på nogen lykkelig ende, specielt med situationen i andre europæiske lande taget i betragtning - Tyskland i særdeleshed. Danmark, isoleret set, skulle nok klare den med den nuværende indvandringspolitik fastholdt og forbedret.

Til gengæld er forholdet mellem statens indtægter og udgifter ude af balance, og en hvilken som helst indvandring (omkring 25000 netto årligt lige nu) øger generelt det problem. Vi mister 100.000 arbejdspladser og øger befolkningen i den arbejdsdygtige alder med 25.000 om året, det burde alle da kunne regne ud halter lidt i et samfund, der renset for flere offentlige arbejdspladser ikke engang har skabt så meget som 100.000 flere arbejdspladser de sidste 30 år. Et samfund hvor alternativet til arbejdspladser er 400 mia. kr. årligt til overførselsindkomster - Det skulle man da tro kunne få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang. Men tilsyneladende har pointen svært ved at finde rum blandt gloriepudsningen, idealerne om den globaliserede verden, samt FN og EU, der holder os grundigt i ørerne.

Så jeg vil sige det på denne måde. Jeg gider ikke både blive svinet til for at kritisere en håbløs politik, betragtet som en paria, og så oven i købet skulle betale for vanviddet via kommende skatte og afgiftsforhøjelser.

Jeg tror til gengæld fuldt på demokratiet. Vi er ikke alle enige og flertallet må nødvendigvis bestemme ved stemmeboksen, alt andet er vejen til helvede og anarki. Et mindretal må aldrig bestemme, selv om det mener, at det har ret.

Så hvis et flertal af befolkningen vil stemme for fortsat lånefinansieret offentlige overforbrug, så er det fint med mig, men jeg vil forsøge at undgå at være med til at betale for meget af regningen og håber, at jeg en dag kan få arbejde i udlandet.

Jeg tror også, at ovenstående generelt er reelt er den farligste reaktion, som man forvente fra den kulturkonservative højrefløj. De som ikke længere tror på redningsplanken og på, at slaget kan vindes demokratisk, men som langt overvejende grundlæggende tror på og sværger til demokratiet (eller måske synes du, at dem som fortsat tror på demokratiet og bliver og insisterer på debatten er værre?).
Så er der dem på begge fløje, som ikke tror på demokratiet og dertil er villige til at bruge vold som politisk middel. Det er dem som er problemet og gør forskellen. Det er ved gud ikke demokratisk sindede mennesker, eller tilhængere af lov og orden, der begår den slags.

Breivik er et totalt sygt og forskruet menneske. Dem findes der heldigvis få af.

Hvor meget mening giver det, at kalde sig islam-kritiker og så forfalde til et Al-qaida lignende angreb?

Al-Qaida myrder massevis af unge, fordi de er gæster på et diskotek. De er med andre ord en synlig og håndgribelig andel af den druk og hor kultur, som Al Qaida foragter, og dermed et legitimt mål.

Totalt samme tankemåde havde Breivik, der ledte efter symbolet for den multikulturelle politik og begik massemord på endda en børneflok, der for ham symboliserer "synden."

Han deler også islamisternes syn på demokrati, demokratiet skal afskaffes, fordi nogle mener, at de har patent på sandheden. Tempelherrer eller mullahs, som overlords?

Breivik mener blot, at hans diktatur er bedre islamisternes, men mindre sygt er det ikke.

Hvis man ikke er kritiker af islamismen, fordi man netop er kritiker af terrorangreb og massemord og målet om at afskaffe demokratiet og indføre et elitært "sådan skal du tænke samfund - ellers!"? Hvad hulen laver man så blandt islamkritikere, spørger jeg?

Hvad forskruede hoveder finder på, skal man altså ikke laste beslægtede mennesker til højre og venstre.

Forestil dig, at en ekstrem venstreorienteret gik på jagt med håndvåben på et møde hos DF. Det er faktisk lige så fuldt muligt, som det Breivik gjorde. Ville dit budskab så være, at Politiken har leveret musikken, vedkommende dansede til?

Hvad med miljøfascisten i Finland, der begik massemord for at tynde ud i den forurenende vestlige menneskehed. Skal folk der er bekymrede for miljøet skrue ned for retorikken og dommedagsscenarierne, fordi en enkelt forskruet galning fik omsat det hele til et massemord?

Skal Beatles med Helter Skelter lastes for Mansons blodrus?

Marilyn Manson lastes for Columbine High?

Er Lars Von Trier også medskyldig, når hans film - Dogville, med massakrescenen til sidst, var Breiviks yndlingsfilm?

Ved du hvad, det værste er, som du gør - Troels Toftkær. Du er måske ikke klar over det, men lad mig forklare.

Du undlader at konkretisere, som så mange andre, hvad det er for en musik, som du mener denne blog har bidraget med, og som Breivik dansede til. Dermed siger du i princippet, hold nu helt kæft til alt og alle, og ophør med at gøre det, som i gør.

Netop den holdning, som er klassisk og har fulgt indvandringsdebatten siden undfangelsen, skaber om noget vrede og frustration og gang i trykkogeren.

Jeg vil ikke sætte det på spidsen og sige, at folk som dig har skabt trykkogeren Breivik, for det har nok først og fremmest en psykologisk brist koblet med de oplevelser, han har været ude for personligt.

Men hvis du faktisk tror, man kan lukke debatten, og så går alting godt. Så hold øje med Sverige, for det er nemlig det, de gør der. Jeg kan personligt ikke se, at det skulle gavne noget.

Det absurde er, at venstreekstremisterne har en parole, der hedder tryk avler modtryk, uden at de har forestillet sig, at netop det samme kan være tilfældet for dem, som de forsøger at trykke ned.

Jeg har det fint med saglige retningslinjer for debatten, men lad os så pege disse ud, for det andet minder mere om "Hold nu bare kæft i umennesker. Betal for festen og smil."

Desværre lige midt i sigtekornet

Når satire er bedst og værst. Grundlæggende er det tragisk og svært at grine af. For det er fuldstændigt absurd.

Men spot on er det. De vil blive demokratiske som Skandinavien, som Europa vil de tale og tale og blive de rene Chamberlains og fredelige lam. Yea right!

Selv om det en overgang lykkes at stable nogle moderate partier på benene og give dem regeringsmagten, hvad tror man så der sker, når velstanden udebliver, arbejdspladserne ikke bliver flere. Selv de klogeste ledere kan ikke udrette mirakler, og det vil være uerfarne ledere, de får og korrupte tilmed.
Hvis fundamentalistisk Islam ikke vinder i første omgang, så tror jeg den vinder senere, når de frustrerede unge, der mangler levegrundlag og arbejdspladser igen går på gaden.

De eneste lande jeg måske er en smule optimistisk med hensyn til. Det er Tunesien og måske Marokko.

Love
Freedom
Kill the jews.

Den revolution det folk har brug for er en mental en, hvor Islam forkastes eller gøres til en underordnet faktor af relativ lav styrke og kvinderne slippes fri.

The road to hell is paved with good intentions

Lad mennesket selv bestemme, hvad det ønsker, og hold de store forkromede tanker i fantasiens verden, hvor de hører til.

Citatet her taler for sig selv:

“We were told that the euro would achieve peace in Europe forever, but I am sad to say that the opposite is true.”

Wilhelm Nolling
Germany's Bundesbank governing council member

Ingen tvivl om de gode hensigter, der var også gode hensigter bag Mao's kulturrevolution, bag den franske revolution også videre.

Trækker tyskerne stikket i Euro-zonen? Not!

Hvis du spørger befolkningen, KLART JA! Og et parti, som lover at gøre det, og har en nogenlunde fornuftig politik kan sikkert hurtigt gå hen og vinde store vælgerandele.

Nu er spørgsmålet, om tyskerne reelt har nogle fornuftige alternativer til pro-euro og lunken på euro-segmenterne politikerne.

Men lad for guds skyld være med at tolke udtalelser fra Angela Merkel og finansministeren Wolfgang Schaüble, som om at Tyskland er ved trække stikket, nej, se nærmere på hvad sidstnævnte siger ifølge Børsen:

"Vi har brug for nye former for international ledelse, for global ledelse og for europæisk ledelse," siger Wolfgang Schäuble i et interview med Financial Times.

"De internationale markeder forstår ikke rigtig den meget specifikke konstruktion af euroen. Vi har en fælles monetær union, men vi har ikke en fælles finanspolitik..."


"Schäuble sagde dog videre, at han er overbevist om, at Tyskland på længere sigt vil være parat til at opgive dele af deres suverænitet i forhold til det nationale budget."

Ergo, vi har nogle krav, og det primære krav er, at markedet - det vil sige dem, der investerer i statsobligationer, de skal bære tabene. Det vil Tyskland nemlig ikke gøre, og den mest oplagte kandidat må være "spekulanterne." Unionen skal styrkes og samarbejdet udvides.

For at tage den i klarsprog:

Den tyske finansminister advarede samtidig om, at hvis ikke private ejere af statsobligationer løber en risiko ved at investere i statsobligationer, og påtager sig en del af tabet, når en stat ikke kan overholde sine gældsforpligtigelser, så kortslutter man den måde som markedet fungerer på.

"I enhver markedsøkonomi skal der være en sammenhæng mellem risiko og muligheder, ellers vil vi miste enhver støtte til legitimiteten af vores økonomiske og i sidste ende, vores politiske orden, siger Schäuble.

Så, set fra det tyske synspunkt er euroen langt fra død, markedet er problemet, selv når det er staterne, der bruger flere penge, end de tjener, og markedet må bære tabene - ikke Tyskland.
Løsningen er ikke de euroobligationer, som markedet tigger og beder om, men en strammere finanspolitisk union og mere centraliseret samarbejde og styring, altså efter at investorerne er blevet tvunget til at æde tabet uden salt på - hvornår har man nogensinde oplevet, at unionens problemer ikke skulle løses med mere union?

Tyskerne er modstander af EU-obligationer, da de mener med rette, at det vil påvirke det renteniveau, som den tyske stat kan låne til.

Det er i det lys, at Angela Merkels - ("trusler ") - udtalelser skal ses. My way or the highway:

Merkel said that, political will aside, she did not think eurobonds were feasible under the current European Union treaties.

"It is our firm conviction that the contract does not allow for eurobonds, that is uniform interest rates between all European member states," the chancellor said, adding that would remove an important "competitive element" for member states.

"Interest rates are an incentive to become better and meet the requirements of the Stability and Growth pact," Merkel added.

Altså tegner det sig i horisonten, at det bliver investorerne, der kommer til at betale, når x antal lande går bankerot, EU vil holde dem kunstigt i live indtil 2013, hvor de har lovet investorerne, at før kommer de ikke til at sluge afskrivninger af gælden.

Hvem er det så, der ikke forstår markedet?

De som investerer i statsobligationer, investerer altså ikke med risiko, de investerer for at tjene sikre penge. Det afkast, de får, er ikke meget bedre end en sikring mod inflation.
Hvis de ville investere med risiko, så investerede de i aktier, der er risikoen knap større end i græske statsobligationer, men mulighederne for at få et ordentligt afkast over 10 pct., eller bedre, er der til gengæld.

Det som tyskerne nu gør, for at slippe for at skulle betale andre landes gæld, er at give storeslem videre til markedet. Hvis bankernes situation ikke var så skrøbelig - franske og tyske banker har tilfældigvis mange statsobligationer i PIIGS-landene - var det sikkert sket før 2013. Men EU kan nok lige klare at holde Grækenland med flere oven vande indtil da.

En sådan udmelding er i sig selv nok til at sikre, at markedet presser renterne op, når det forsøger at komme ud af PIIGS-obligationer, før det går galt. Det vil sælge de obligationer til stadig lavere kurs, og vil kræve stadig højere rente for både nye obligationslån og gamle. For hvis der er noget obligationskøbere ikke gør, så er det at løbe risiko.

Det tyskerne gør, er at slippe ræven fri uden for hønsegården, og åbent fortælle, at om et par timer spærrer de den inde i hønsegården sammen med hønsene.

Jeg tror egentlig, at de fint forstår, hvad de gør. Det ville bare være indenrigspolitisk selvmord i Tyskland, at indvilge i at betale for andre landes overforbrug, hvilket ikke drejer sig vægtigt om den nuværende låne!pakke, hvor EU og IMF får renter på 5-6 pct. tilbage, men når et EU land går bankerot, og siger til långiverne. "Vi har ganske vist lånt en milliard af jer, men vi er kun i stand til at betale de 700 mio."
EU og Tyskland har dog øget risikoen for konkurser ved at nægte at stille ubegrænset likviditet og lånegarantier, finansieret af EU-obligationer, eller seddelpressen i EU til rådighed, begge sidstnævnte løsninger uhørte i Tyskland.

Falder Euroen sammen? Nej den gør ej, det vil hele EU-lobbyen, bureaukratiet og lokale sympatisører hellere dø end se ske - efter 2013 kommer markederne til at bære æde tabene og de lande som går bankerot bliver tvunget ud af euroen, og nogle forlader den måske også frivilligt.

Ellers kommer der strammere styring, kontrol af Euro-zone landene, tyskerne får naturligvis deres vilje. Undtaget det tyske folk, naturligvis.
Alternativt opretter man et eurosamarbejde i to tempi, en stærk og svagere euro. En A og B euro.

Men Eurozonen forsvinder ikke, før borgere i de europæiske lande stemmer for at aflevere en udmeldelsesblanket, hvilket kan have lange udsigter.

Nok kan jeg forstå tyskernes modvilje mod at skulle betale for andre landes overforbrug, men det er altså ikke markedet, der har frarøvet PIIGS-landene deres konkurrenceevne ved at insistere på en stærk valuta, har frarøvet dem muligheden for at lade deres valuta flyde frit, eller givet dem EU-støtte og fået dem til at føle sig rigere, end de er og dermed overforbruge i et forsøg på at efterligne de rige EU-lande.

Men det er in, at give bankerne og markederne skylden for alt ondt, den kryptomarxistiske arv længe leve.

Grundtvig genopstår af den jyske muld

Der er ikke mange gode nyheder for tiden, hvis man ikke er til dronninge-fødselsdage. Men gårsdagen bød på en af rang, nemlig at et nyt og virkeligt truende politisk alternativ opstår, der ikke er sovset ind i ideologi, symbolpolitik og et højt DJØF-tal.

Her sigter jeg til annonceringen af partiet, fælleslisten. De opstiller til folketingsvalget.

Hans Engell var klar over, at her var der en langt alvorligere trussel mod de etablerede partier, specielt til højre for midten, end Liberal Alliance nogensinde vil blive. Det skyldes ikke kun politikerlede. Det her er ikke et oprør fra midten, fra højre eller venstre. Dette er et oprør fra provinsen. Men spørger i mig, er det potentielt meget mere end det.

Dette er folkestyret, der genopstår i sin urkraft. Det er nærdemokratiets tilhængere, der hæver deres røst. Det er Grundtvigånden og folkelighedens træthed over afstanden til Christiansborg, hvor politikerne lever i deres egen lille indspiste centraliserede verden med det meget blokerede udsyn gennem DJØF og Ideologi hornbrillerne.

Politikere der afkræver mere skat, centraliserer og lader EU centralisere. Jo kommunalreformens bagsider gør allermest ondt ude i provinsen. Men manglen på folkestyre og demokrati gør ondt på stort alle andre end det mindretal, der ser tingene gå i hak med deres visioner og surfer gennem livet med fordelene.

I bund og grund vil der altid være en sund træthed og frustration over at ikke blive hørt og blive skaltet og valtet med, i en tilstand af magtesløshed.

Dette er sundt for landet.

Der er ingen roser uden torne, det kan beklageligvis ende med,, at de borgerlige taber deres flertal. Det kunne de så have gjort alligevel, og det her kan også betyde et skred, der gør det nemmere for dem at vinde det.

Det store langsigtede problem vil være for Fælleslisten, at undgå at ende som en landsbytosseparti med masser af skænderier, og få ting man er enige om. Men uanset partiets videre skæbne, er der sendt et nyt momentum ind i dansk politik, der var absolut tiltrængt. Et nødvendigt krav om mere demokrati, om mere nærdemokrati, og mere lytten til folket, frem for en Christiansborg-vide-bedre-mentalitet.

Jeg tror, at Fælleslisten kommer ind til næste valg, jeg tror de bliver endnu større ved næste valg igen. Uanset hvor meget de nuværende partier forsøger at miseren i opløbet, vil mange sige, at de har haft årevis til at lytte.

Som det eneste kan jeg frygte, at det her øger det offentlige forbrug i en situation, hvor vi har allermindst brug for det. Omvendt mener jeg ikke, at nærdemokrati koster, eller centraliseringer, som dem i den fiasko man kalder kommunalreformen, skaber besparelser.

Der er fordele i det nære. Det forstår man måske bedst ude i provinsen?

Stordriftsfordele virker for virksomheder, for det offentlige virker det kun, når der skal indkøbes materialer og bøger. For min skyld måtte alle politikere gerne sidde på de samme stole, indkøbt billigt via storkøb. Men demokratiet og specielt nærdemokratiet, skal de holde sig fra.

Ytringsfrihed og mafiametoder

Ulla kom mig i forkøbet, men jeg vil som undskyldning fremhæve, at jeg har brygget på denne post siden weekenden - det efter først sagen med Ditte Okmans "frivillige" afgang og så Ingemann Olsens "mystiske" afgang.

Ikke at forglemme ældre sager, hvor en anden rådgiver for Venstre kom til at kalde journalistmafiaen for dumme, da de overså Løkkes genistreg ved Hopenhagen med fuld grøn ble på.
Det var dumt, for det er en mafia, der kan svare igen med brutale metoder, men det var ikke en dum mening, det var en legitim mening.

Så var der en politibetjent, som kom til udtrykke frustration over, at friweekenden gik og affaldcontainer- og brændende bilers røg, da the usual gadeurolighedssuspects no 1. gik amok.

De skal i manges øjne alle havde den i mellemste mafia-gear, og lære at holde kæft skal de, og for at remse op, hvad man ikke må ytre sig for kritisk om, så er det blandt andet - men også langt mere omfattende - socialistiske hellige køer, som det offentlige og dets medarbejdere, miljø, journalister og perkere.

Og så naturligvis tilfældige kategorier af undertrykte mindretal, som naturligvis ikke indbefatter de få, som efterhånden tør sige deres mening, hvis de overhovedet eksisterer mere i rendyrket form?

Der er med andre ord lagt totalt tabulåg over ærlige meninger på en lang række områder, som gør, at folk knap tør mene noget.
Dette er opnået med mafiametoder: fyringer, fysiske sanktioner, altså noget der slægter mafiaen på, og ikke har det fjerneste med demokrati og ytringsfrihed at gøre.

Er der nogen, der begræder, hvad der sker, og faktisk har den mening, at det er helt forkert, så tør de knap sige det, men holder synspunktet i krogene og de lukkede cirkler, med folk de er sikre på, at de kan stole på.

Her taler vi ikke om pædofili, nazisme, kommunisme, islamisme og andre reelt forkastelige synspunkter, men om legitime synspunkter, der stiller spørgsmålstegn ved status quo og den faktiske virkelighed.

Resultatet af denne meningsdressur, er der og har et omfang, der er noget større, end de fleste mennesker med deres dukkede nakker kan se.

Stadig færre mennesker tør mene stadig færre ting, og det er vanvittigt forkert og skadeligt, i forhold til at vi udvikler os, diskuterer åbent og takler problemer, i stedet for at tabuisere dem på stribe.

Det er en feminisering af samfundet, på linje med at man ikke må slå en prut, for det hører ikke til det fine menneske, at det nu en gang i mellem er fuld af tarmgas. Hvilket sjovt nok, alle mennesker er!

Hele menings-tabu-menageriet burde tvangsindlægges til daglige ophold af flere måneders varighed i et godt skurvognsmiljø i Danmark. så ville de forhåbentlig regne ud, at blot fordi man siger sin mening, er man ikke nødvendigvis verdens farligste menneske og forsidestof i ugevis.

Jeg kan dog let forestille mig, at det ville være spildt, og skabe en forøget trang til at flygte ind i sine lille boble, hvor mennesker ikke er mennesker og virkeligheden ikke er virkelighed.

Hvad er hundrede procent sikkert, at fyre mennesker fordi de udtrykker en anden mening end den mafiosiske konsensus, det er riv-rav-ruskende forkert og omkring så anti-demokratisk, som det næsten kan blive, set bort fra tortur og total frarøvelse af rettigheder og ejendom.

Det er ikke de personer, som har udtrykt deres mening , der skal skamme sig. Selv ikke Ditte Okman. Det er meningsmafiaen og pressen og personer, der fyrer på grund af pres fra meningsmafiaen.

Og for at tage en hel anden vinkel på det, så frarøver det os muligheden for at vide, hvad mennesker faktisk mener, uden at de holder op med at mene det. Uden at de får kvalificeret modspil. Ingen har ret til at diskutere og tænke, ergo så fastfryser meningerne og kommer ingen vegne.

Churchill - Chamberlain - Auken - Pia

Visse personer bliver symboler på bestemte store begiveheder og strømninger i et samfund og verdenen. Det gælder alle de ovennævnte og er angiveligt, eller tydeligt, trættende for mange. Så meget at det bliver til endnu en omgang motivanalyse, tu qouque.

Men disse personer bliver frivilligt, eller ufrivilligt, referencepunkter, som både symboliserer og konkretiserer, foreksempel pacifisme = symboler som Ghandi, Martin Luther King osv.

Ole Hyltoft har skrevet en egentlig glimrende kronik, som jeg var så heldig at være blevet gjort opnærksom på, via ovenstående kritik.

Den er ekstremt point on og at folk ikke kan se det, skal ikke lastes Ole Hyltoft.

For at starte med Auken:

DR's Jes Stein Petersen spurgte i Deadline, om Svend Auken da ligefrem var Dansk Folkepartis fader. Svaret er ja. For selv om Auken kunne være folkelig, var det de folk, der læste hans læber, han satte pris på. Af natur var han folkeopdrageren, ikke den der lagde øre til folkets røst.

Auken var folkelig, når det passede ham. Det er gælder langt fra kun Auken, men folkeopdrageren kommer vi ikke uden om.
Manden der var Mr. Gore of Denmark og bestemt afviste folkedybet på indvandringsområdet.

Demokrati består nu engang i at ikke blot lade som om man lytter til folket, hvilket de fleste politikere gør. Men at faktisk tage konsekvensen af - hvad folket ønsker. Ellers kunne vi lige så godt afskaffe demokratiet og indføre elitevælde på stedet. Kom så EU, hep hep, i er godt på vej.
Hvis dette går passé, så lad os blot holde fast i, at der er forskel på at ønske en pluralistisk debat, med eller uden krydsede klinger og så at mene, at folk bør mene noget bestemt og tabuisere en bestemt mening.

At tro at lige ens private store vision har mere ret, fordi den tjener det store abstrakte fælles bedste, end hvad pøblen/flertallet går og mener. Det har intet med demokrati at gøre. Det mente Hitler og Lenin, Muhammad også.
Det kan foregå ved tegnebrættet, i debatten, men hører ikke til som praktisk ført politik.

Der er stor forskel på at have sin egen mening og sige den, og så nægte andre at have deres og hermed mener jeg at skide på folkets mening om indvandring, som mange politikere fortsat ville have gjort endnu i dag og de stort set alle gør - hvad angår EU. Det er den ultimative fornægtelse af en holdning, når vi taler folkevalgt politiker i et demokrati, for det er praktisk fornægtelse, forkastelse og ikke blot uenighed. Forstået sådan at en politiker skal kæmpe/argumentere for sin sag og udtrykke sin uenighed, men respektere folkets valg, selv om det er helt modsat det som P selv ville have taget. Hvilket bringer mig til en anden detalje i kronikken:

Forleden fandt følgende episode sted ved et bedre borgerligt middagsselskab i Århus. En pæn herre ved middagsbordet bekendte, at han havde stemt på DF i flere år. En dame forlod straks bordet og gik ud i køkkenet, fyldte en skål med vand, kom tilbage og hældte vandet ud over hovedet på gæsten. Han trængte jo til at blive stueren.

Enhver der stemmer DF, ved at dette ikke er en utypisk respons. "Tak for bekendtskabet" osv. responsen er ALDRIG: "Fedt", "wow!".

Nu er politik et betændt emne, såvel som religion, hvorfor i nogle sammenhænge er det simpelthen af praktiske årsager bandlyst at tale om emnerne for den sociale freds skyld.

Men alle dyr er alligevel ikke helt lige der. Hvis jeg mødte en kommunist, ville jeg tænke, fint nok, derfor kan du da godt være klog på andre områder. Jeg ville ikke foragte denne person, uanset hvor meget kommunismen har resulteret i Gulag, Pol Pot, kulturrevolution osv.

Andre til højre for midten ville handle anderledes, men jeg tror ærligt talt de fleste til højre stemmer godt overens med flosklen, "at selvfølgelig skal man være venstreorienteret, indtil man bliver klogere, eller har man intet hjerte osv."
Kort sagt jeg adskiller individet og synspunktet. Jeg kan være rivende uenig med synspunktet og give det med hammeren, men personen har andre synspunkter og selv om vedkommende er kommunist, så mistænker jeg kort sagt ikke vedkommende for at individuelt støtte massemord.

En DFer derimod bliver med al tydelighed, mistænkt for lidt af hvert. Der bliver sat så ofte en moralsk ekvivalens mellem nazisme og DF, islamisk fundamentalisme og DF, selv om afstanden mellem socialister og stalinister, ærligt talt er mindre end den der er mellem DF og de klassiske associationer.

Tilbage til Hyltoft:

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen'erne, er de fine. Folket, Grundtvig'erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation. Og hvis de ikke som geniet Grundtvig har en kong Frederik VI og trofaste grundtvigianere til at hjælpe sig, kan det godt se sort ud for dem.

Det er måske ikke et uddrag fra en manual i flinkeskolen. Men er det usandt? Hvem har bedst karrieremuligheder, kommunisten eller DFeren, forudsat deres uddannelse, kompetence er den samme? (Jeg er også enig i at der til det patetiske er "kendisklæbere")
Der er et lille indspist stasisamfund midt i Danmark, som omgår demokratiet, så langt de kan slippe afsted med. En heksejagt der fører til fyringer, eksklusioner og en ideolgisk nepotisme som fører til ansættelser osv. Det er sådan det er, det skal ikke overdrives, men det eksisterer og er en faktor og det er aldrig skønt. Det er social kontrol og uværdigt for et frit samfund.

Og nu til Churchill og Chamberlain. Den klassiske personsymbolik, som sikkert hænger mange ud af halsen.

Men grunden til at den er så brugt, er fordi den passer som fod i hose i forhold til den problematik vi står over for i dag.

Churchill blev kaldt krigsmager, fordi han kritiserede Hitler, som Islamkritikere i dag bliver beskyldt for opildne til og eskalere en konflikt.

Chamberlain var den godmodige, der af oprigtigt hjerte ikke ønskede krig. Men hensigter har det med at virke modsat, i blandt.

Dette var netop tilfældet her, for det var Chamberlain som var den krigmager, man beskyldte Churchill for at være.

For Hitler var Hitler, uanset hvad Churchill og Chamberlain ønskede, mente og sagde.

Hvis man havde lyttet til Churchill, så havde man oprustet. Man havde sendt et klart signal til Hitler om at han skulle passe på, hvor han trådte. Havde dette ikke virket helt afskrækkende på diktatoren, så havde man i det mindste været bedre forberedt og kunne have vundet en lynkrig - i stedet for at tabe den.

Det havde faktisk været en mulighed, at Hitler kunne have nøjes med Sudeterlandet, endda følt sig presset til at trække sig ud, endda i det hele følt sig nødsaget til at passe på, hvad han gjorde i fremtiden.
Det havde krævet et ordentlig samarbejde, en massiv oprustning - en kold krig, men den kolde krig var vel også at foretrække i forhold til den varme mellem 1939-1945?

Hitler gamblede og vandt ved topmødet i Münich, han udtalte selv efterfølgende at han havde været bange for at engelske flåde, som var udkommanderet, havde åbnet ild. Hvis han havde haft mere at frygte, ville det have gjort indtryk.

Men han fik blot mod på mere.

Det vi står over for i dag, Islamismen, opererer efter samme princip, bakker vi tilbage, går den frem. Ryster vi, så fatter den yderligere mod.

Her virker ikke dialog, men streger i sandet og et skarpt øje på hver bevægelse.

Der er plads til Islam i Danmark, som tro på gud, som bøn, som privatanliggende.

Men der er ikke plads til Islam som politisk kraft, som kønfascisme, som magtsøgende kultur.

Det vil udslette alt, hvad demokratiet har som fundament og i sagens natur selve demokratiet.

Dette sker ikke fordi muslimer er 5-10 procent af befolkningen, omend det allerede påvirker samfundet og ikke til det bedre.

Det sker på sigt - hvor Hitler byggede kanoner, føder muslimerne mange børn, groft sagt, det er sådan det foregår i dette tilfælde. Ikke kanon for kanon, men barn for barn og salamiskive for salamiskive af politisk indflydelse. En demografisk trussel.

Det står ikke i vores magt, at bestemme hvor mange, eller hvor få børn, hverken vi eller de skal føde.

Men det står i vores magt, at trække streger i sandet over for sammenblandingen af religion og politik, for evige forsøg særrettigheder, for hvordan man behandler kvinder, for hvordan man opfører sig osv.

Og det står i vores magt at stoppe indvandringen. For hvordan man end vender og drejer det, vil det betyde store forandringer med stigende andel muslimer her i landet.

Og hvis nogen med troværdighed kan argumentere for at det er til det bedre, i forhold til hvad vi havde før, er de velkomne.
Jeg vil ikke sætte mine penge og landets fremtid, gamble fortsat løs, på den konto. Helt uden god grund og med et meget uvist resultat.

Schweizerosten er fuld af hulller

Men det er det Schweiziske demokrati ikke. Jeg finder det dybt anstødeligt og fornærmende, at man ser et problem i at et helt folk tillader at have sig en anden mening og straks skal finde de skarpeste anklager frem.
Det er demokratisk analfabetisme, der vil noget.

En oplyst elite vide bedre, selv om de ikke ved bedre. De er ikke en del af folket, de er en DJØFghetto midt i samfundet.
De taler om at respektere fremmede, men vil ikke respektere deres eget folk.

Det demokrati som Schweiz har, burde vi også have.

Folkeafstemninger om indvandring, om Lissabon traktaten, om Irakkrigen, om kommunalreformen, om lavalder for kriminalitet om alt som folket finder så vigtigt, at de kan samle 100.000 underskrifter.

Deathbed democracy

En glimrende udtryk for den demografiske forvandling af Europa. Frihedens træ skal fornyes med nyt blod, det betyder nu om dage ikke så meget krig, som at sikre en befolkning med demokratisk sindelags overhånd og flertal.

Dette flertal vil ikke alene forsvinder, et mindretal viser allerede hvor let det er at sætte dagsorden, med alt andet end demokratiske midler.
Manglen på energi, "civilisation exhaustion", statens overtagelse af menneskets ansvar.

Interview med Mark Steyn - "The fall of Europe and the coming of Eurabia":










Citat:

"Islam is as opportunist, as the broader society allows. The problem is that the modern european multicultural state is acknowledging, even if you wanted to assimilate, how could you?"

Kulturkløfter og hulebygning

I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.

Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.

Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.

Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!

Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.

Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.

For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.

Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.

Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.

Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.

Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.

Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.

Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.

Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."

Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.

I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.

I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.

Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.

Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.

Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.

Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.

Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.

Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.

Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.

I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.

Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.

Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.

Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.

Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:

Men her er et mindre og udvalgt referat:

Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:

"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".

Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?

Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.

Horowitz fortsætter lidt efter:

"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".

Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.

Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.

I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.

Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.

Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.

Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:

"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".

Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.

Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?

Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)

Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.

Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:



USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.

Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.

Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:

"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".

Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.

Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.

Horowitz fortsætter:

"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."

Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.

Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.

Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.

Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.

Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:





Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.

Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.

Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?

?

Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.

1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.

2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.

3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.

Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.

Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.

Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.

Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?

Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.

Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.

Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.

Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.

Intet skete, netop derfor!

I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.

Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.

Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.

Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.

Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.

Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.

Demokrati på Afghansk

Så er loven, tidligere behandlet på denne blog, vedtaget:

Afghanske mænd kan ifølge loven tilbageholde hel basale fornødenheder som penge og mad, hvis konen nægter at have sex med ham. Desuden er det kun fædre og bedstefædre, som kan få forældremyndigheden over eventuelle børn. Kvinder skal også have tilladelse af deres mænd, hvis de ønsker at tage et arbejde uden for hjemmet.

Den shamede nation

DF blive aldrig stuerene, mente Nyrup. Der tager han fejl, men indtil videre virker shamingen af DF glimrende.

Vi er i den bizarre situation, at landets tredje største parti, hvis mærkesag over flertallet af befolkningen er enige i - og en næsten lige så stor andel, deler DFs ønske om at stærkt begrænse EUs magt.
Dette parti ønsker kun 20,1 procent af vælgerne i en regering. Fordi de mener, at DF mener noget forfærdeligt, og mere forfærdeligt end for eksempel SF, som dæmoniseringsfløjen har gjort sit bedste til at bilde dem ind.
Hvor man konkret kan gå ind og sige, at SF er forfærdelige i forhold til noget konkret, nemlig statskassen. Kan man ikke ikke sige helt det samme om DF. Der er det noget mere ukonkret, tonen, nationalisme, nazisme. hvilket svarer til en komplet dæmonisering af SF, fordi de er socialister, og "fordi fordi fordi, ja socialister" og ikke videre, "fat det dog, de er socialister, dermed forfærdelige" helst så forvrænget, og fraværende fra praksis og konkrete eksempler, som muligt.
Helst ned i så små latterlige detaljer, som kan bekræfte hvor forfærdelige DF er, uden at betragte det større billede, at DF faktisk er et parti med legitime synspunkter og holdninger, og en vision om at bevare et godt samfund - et demokratisk parti.

Hvis DF nu gik op i kolonihaver? Det gør de ikke, de går op nationalarv, almindelig kultur og vestlig civilisation, hvilket er bredere og større, end den snævre tankegang man pålægger DF en snæver tankegang med. Hvad så?

DF går op i kolonihaver og Pia kan godt lide Richard Ragnvald. Er det værre? end at kunne lide EU og dets mangel på demokrati? DF har sine mærkesager, hvem har ikke mærkesager som politikere? Er DFs virkelig så meget anderledes og forfærdelige, end de andres?

Dæmonisering virker og selv samme dæmonisering som de anstændige, mener er forkert mod Islam, er helt ok, når der er tale om DF.

Mod dumheden, eller rettere manglen på selvstændig tænkning, kæmper selv guderne forgæves.

Bonus: en lille komisk detajle fra artiklen:

Den typiske vælger, som ønsker, at Dansk Folkeparti kommer med i regeringen, er en mand på over 70 år, som bor i Sønderjylland, har en erhvervsuddannelse og tjener mellem 400.000 og 600.000 kroner - og som stemmer på partiet.

En 70 årig som tjener mellem 400.000 og 600.000, wow DF forgylder virkelig de gamle.

Nej, bid mærke i. Man siger at DF vælgere er knap så akademiske og højtuddannede, men de tjener åbenbart godt med penge, for det er nok primært dem som stemmer på DF, der støtter optagelse i regeringen.

Altså, jeg tror godt man kan regne med, at den gren man sidder på, er man ved at save over på flere steder på en gang.
Mennesker der tænker fornuftigt, og ikke lader sig kue af politisk korrekthed, og tjener godt med penge. De bliver de første til at sige, lad det her land sejle i sin egen sø.
Det er ikke et samfund jeg genkender, føler mig velkommen, eller hørt i. Ikke et samfund jeg gider at bidrage til med S/SFs evige trang til høj beskatning af de rigeste. Det giver da sig selv

Ikke så meget nu, men om 20-40 år, hvor prisen for den nuværende manglende omtanke for alvor skal betales.

Superstat eller ikke superstat

En journalist stiller spørgsmålet, hvis EU ikke er en superstat, hvad er det så? til kommisionens formand Barroso.

Det er det samme som at sende en politiker ud af en lang, vævende tangent. For unionen er som sagt hele tiden stendød, indtil den dukker op igen med mere skæg, hat og blå briller.

Barroso væver: "nej, ikke en superstat" - dette upopulære ord. Han kan ikke se britisk eller tysk nationalitet forsvinde sådan lige med det samme, hvilket så siger intet omkring, om han ikke hellere så en europæisk identitet i stedet.


Som han indrømmer: EU færdrene havde forestillet sig. Så er det en skridt for skridt bevægelse for at skabe en "føderal solidaritet", som de/han foretrækker at kalde det. Som Schuman deklarationen allerede i 1950 omtalte som det første skridt mod en føderation i Europa. Vi er jo "uidentificerede politiske objekter", det vil sige formbart ler, omend man skal have tålmodighed, når man vil presse kameler ned i halsen på Europas befolkning, i bogstaveligste forstand.
Han prøver et mere, forhåbentligt populært ord, som ikke skurrer så meget i ørene. At Europa er en "organisation af imperier". Tænk hvor store vi kan blive! Tænk hvor stort! Når over 500 millioner mennesker fra Øst-Europa til Nordafrika er samlet under en fælles politisk overenhed, som er meget lidt glad for lokal nationalisme og nærdemokrati, men elsker tanken om en supernationalisme med det besværlige demokrati vingeskudt. Mærker i suset? Af historiens vingeslag, når den helt unikke konstruktion - EU - vokser til verdens største union og skridt for skridt får dannet en føderal identitet i hjerterne på mennesker på kryds og tværs.
Tidligere imperier var dannet med magt. havde en diktator i midten. EU er anderledes, Lande der "fuldstændigt samarbejder", når man altså lader være med at spørge befolkningen.

Margot Wallström bryder ind, med formildende humor - som nogle siger, for at forstå EU skal man enten være et "geni eller fransk", dette forsøg på humor kan stå helt for sig selv og er værd at tænke over.
Men så er det man kan italesætte det hele så smukt, "solutions united", ih hvor det lyder. Når man italesætter en gennem udemokratisk, centraliseret kommision der spytter så mange love og regulativer ud, at ingen kan overskue dem.

EU er stort! Og skal helst blive endnu større, strække sig fra mellemøsten til Nordpolen, Fra Island til Sorte havet.

17 lande kaldet de outer seventeen har fået stillet følgende i udsigt, hvis de laver tilstrækkelige reformer:

“This initiative offers the EU’s neighbouring partners, in exchange for tangible political and economic reforms, gradual integration into the expanded European internal market and the possibility of ultimately reaching the EU’s four fundamental freedoms: free movement of goods, services, capital and people. Ministers are also expected to back the Commission’s proposal1 to set up a Euro-Mediterranean Foundation for the Dialogue of Cultures, a Euro-Mediterranean Parliamentary Assembly.”

Med andre ord, så skal Europas økonomiske magt og Nordafrikas og Mellemøstens demografiske magt kombineres i det største sociale og politiske eksperiment nogensinde, så Europa kan blive en samling af imperier, eller rettere verdens største superstat. Selv om det er er et tabuord. Stykke for stykke har vi bevæget os i den retning siden 1950.
Bid for bid oprettes denne stat, helst uden om folket, lettere ubemærket, uden at tage et for stort og kontroversielt skridt af gangen.

Barroso for åben skærm:

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.