Churchill - Chamberlain - Auken - Pia

Visse personer bliver symboler på bestemte store begiveheder og strømninger i et samfund og verdenen. Det gælder alle de ovennævnte og er angiveligt, eller tydeligt, trættende for mange. Så meget at det bliver til endnu en omgang motivanalyse, tu qouque.

Men disse personer bliver frivilligt, eller ufrivilligt, referencepunkter, som både symboliserer og konkretiserer, foreksempel pacifisme = symboler som Ghandi, Martin Luther King osv.

Ole Hyltoft har skrevet en egentlig glimrende kronik, som jeg var så heldig at være blevet gjort opnærksom på, via ovenstående kritik.

Den er ekstremt point on og at folk ikke kan se det, skal ikke lastes Ole Hyltoft.

For at starte med Auken:

DR's Jes Stein Petersen spurgte i Deadline, om Svend Auken da ligefrem var Dansk Folkepartis fader. Svaret er ja. For selv om Auken kunne være folkelig, var det de folk, der læste hans læber, han satte pris på. Af natur var han folkeopdrageren, ikke den der lagde øre til folkets røst.

Auken var folkelig, når det passede ham. Det er gælder langt fra kun Auken, men folkeopdrageren kommer vi ikke uden om.
Manden der var Mr. Gore of Denmark og bestemt afviste folkedybet på indvandringsområdet.

Demokrati består nu engang i at ikke blot lade som om man lytter til folket, hvilket de fleste politikere gør. Men at faktisk tage konsekvensen af - hvad folket ønsker. Ellers kunne vi lige så godt afskaffe demokratiet og indføre elitevælde på stedet. Kom så EU, hep hep, i er godt på vej.
Hvis dette går passé, så lad os blot holde fast i, at der er forskel på at ønske en pluralistisk debat, med eller uden krydsede klinger og så at mene, at folk bør mene noget bestemt og tabuisere en bestemt mening.

At tro at lige ens private store vision har mere ret, fordi den tjener det store abstrakte fælles bedste, end hvad pøblen/flertallet går og mener. Det har intet med demokrati at gøre. Det mente Hitler og Lenin, Muhammad også.
Det kan foregå ved tegnebrættet, i debatten, men hører ikke til som praktisk ført politik.

Der er stor forskel på at have sin egen mening og sige den, og så nægte andre at have deres og hermed mener jeg at skide på folkets mening om indvandring, som mange politikere fortsat ville have gjort endnu i dag og de stort set alle gør - hvad angår EU. Det er den ultimative fornægtelse af en holdning, når vi taler folkevalgt politiker i et demokrati, for det er praktisk fornægtelse, forkastelse og ikke blot uenighed. Forstået sådan at en politiker skal kæmpe/argumentere for sin sag og udtrykke sin uenighed, men respektere folkets valg, selv om det er helt modsat det som P selv ville have taget. Hvilket bringer mig til en anden detalje i kronikken:

Forleden fandt følgende episode sted ved et bedre borgerligt middagsselskab i Århus. En pæn herre ved middagsbordet bekendte, at han havde stemt på DF i flere år. En dame forlod straks bordet og gik ud i køkkenet, fyldte en skål med vand, kom tilbage og hældte vandet ud over hovedet på gæsten. Han trængte jo til at blive stueren.

Enhver der stemmer DF, ved at dette ikke er en utypisk respons. "Tak for bekendtskabet" osv. responsen er ALDRIG: "Fedt", "wow!".

Nu er politik et betændt emne, såvel som religion, hvorfor i nogle sammenhænge er det simpelthen af praktiske årsager bandlyst at tale om emnerne for den sociale freds skyld.

Men alle dyr er alligevel ikke helt lige der. Hvis jeg mødte en kommunist, ville jeg tænke, fint nok, derfor kan du da godt være klog på andre områder. Jeg ville ikke foragte denne person, uanset hvor meget kommunismen har resulteret i Gulag, Pol Pot, kulturrevolution osv.

Andre til højre for midten ville handle anderledes, men jeg tror ærligt talt de fleste til højre stemmer godt overens med flosklen, "at selvfølgelig skal man være venstreorienteret, indtil man bliver klogere, eller har man intet hjerte osv."
Kort sagt jeg adskiller individet og synspunktet. Jeg kan være rivende uenig med synspunktet og give det med hammeren, men personen har andre synspunkter og selv om vedkommende er kommunist, så mistænker jeg kort sagt ikke vedkommende for at individuelt støtte massemord.

En DFer derimod bliver med al tydelighed, mistænkt for lidt af hvert. Der bliver sat så ofte en moralsk ekvivalens mellem nazisme og DF, islamisk fundamentalisme og DF, selv om afstanden mellem socialister og stalinister, ærligt talt er mindre end den der er mellem DF og de klassiske associationer.

Tilbage til Hyltoft:

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen'erne, er de fine. Folket, Grundtvig'erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation. Og hvis de ikke som geniet Grundtvig har en kong Frederik VI og trofaste grundtvigianere til at hjælpe sig, kan det godt se sort ud for dem.

Det er måske ikke et uddrag fra en manual i flinkeskolen. Men er det usandt? Hvem har bedst karrieremuligheder, kommunisten eller DFeren, forudsat deres uddannelse, kompetence er den samme? (Jeg er også enig i at der til det patetiske er "kendisklæbere")
Der er et lille indspist stasisamfund midt i Danmark, som omgår demokratiet, så langt de kan slippe afsted med. En heksejagt der fører til fyringer, eksklusioner og en ideolgisk nepotisme som fører til ansættelser osv. Det er sådan det er, det skal ikke overdrives, men det eksisterer og er en faktor og det er aldrig skønt. Det er social kontrol og uværdigt for et frit samfund.

Og nu til Churchill og Chamberlain. Den klassiske personsymbolik, som sikkert hænger mange ud af halsen.

Men grunden til at den er så brugt, er fordi den passer som fod i hose i forhold til den problematik vi står over for i dag.

Churchill blev kaldt krigsmager, fordi han kritiserede Hitler, som Islamkritikere i dag bliver beskyldt for opildne til og eskalere en konflikt.

Chamberlain var den godmodige, der af oprigtigt hjerte ikke ønskede krig. Men hensigter har det med at virke modsat, i blandt.

Dette var netop tilfældet her, for det var Chamberlain som var den krigmager, man beskyldte Churchill for at være.

For Hitler var Hitler, uanset hvad Churchill og Chamberlain ønskede, mente og sagde.

Hvis man havde lyttet til Churchill, så havde man oprustet. Man havde sendt et klart signal til Hitler om at han skulle passe på, hvor han trådte. Havde dette ikke virket helt afskrækkende på diktatoren, så havde man i det mindste været bedre forberedt og kunne have vundet en lynkrig - i stedet for at tabe den.

Det havde faktisk været en mulighed, at Hitler kunne have nøjes med Sudeterlandet, endda følt sig presset til at trække sig ud, endda i det hele følt sig nødsaget til at passe på, hvad han gjorde i fremtiden.
Det havde krævet et ordentlig samarbejde, en massiv oprustning - en kold krig, men den kolde krig var vel også at foretrække i forhold til den varme mellem 1939-1945?

Hitler gamblede og vandt ved topmødet i Münich, han udtalte selv efterfølgende at han havde været bange for at engelske flåde, som var udkommanderet, havde åbnet ild. Hvis han havde haft mere at frygte, ville det have gjort indtryk.

Men han fik blot mod på mere.

Det vi står over for i dag, Islamismen, opererer efter samme princip, bakker vi tilbage, går den frem. Ryster vi, så fatter den yderligere mod.

Her virker ikke dialog, men streger i sandet og et skarpt øje på hver bevægelse.

Der er plads til Islam i Danmark, som tro på gud, som bøn, som privatanliggende.

Men der er ikke plads til Islam som politisk kraft, som kønfascisme, som magtsøgende kultur.

Det vil udslette alt, hvad demokratiet har som fundament og i sagens natur selve demokratiet.

Dette sker ikke fordi muslimer er 5-10 procent af befolkningen, omend det allerede påvirker samfundet og ikke til det bedre.

Det sker på sigt - hvor Hitler byggede kanoner, føder muslimerne mange børn, groft sagt, det er sådan det foregår i dette tilfælde. Ikke kanon for kanon, men barn for barn og salamiskive for salamiskive af politisk indflydelse. En demografisk trussel.

Det står ikke i vores magt, at bestemme hvor mange, eller hvor få børn, hverken vi eller de skal føde.

Men det står i vores magt, at trække streger i sandet over for sammenblandingen af religion og politik, for evige forsøg særrettigheder, for hvordan man behandler kvinder, for hvordan man opfører sig osv.

Og det står i vores magt at stoppe indvandringen. For hvordan man end vender og drejer det, vil det betyde store forandringer med stigende andel muslimer her i landet.

Og hvis nogen med troværdighed kan argumentere for at det er til det bedre, i forhold til hvad vi havde før, er de velkomne.
Jeg vil ikke sætte mine penge og landets fremtid, gamble fortsat løs, på den konto. Helt uden god grund og med et meget uvist resultat.