Et lille miniessay om frygt.

Nogle af de mest bevingede ord, nogensinde sagt af en amerikansk præsident, efter Thomas Jefferson naturligvis, er Franklin D. Roosevelts, "nothing to fear, but fear itself", ved hans indsættelsestale i 1933:

This is preeminently the time to speak the truth, the whole truth, frankly and boldly. Nor need we shrink from honestly facing conditions in our country today. This great Nation will endure as it has endured, will revive and will prosper. So, first of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory. I am convinced that you will again give that support to leadership in these critical days.

Et recitations mesterstykke som kan høres her:



En tale for alle tider. Specielt i en tid præget af økonomisk angst og frygt for hvad man siger.

Jeg har aldrig været helt og aldeles frygtløs, dvs. der var en kort periode, hvor jeg faktisk var det, men ikke mere end jeg faktisk blev utryg ved mig selv og den styrke som ligger i at være helt uden frygt.
Men jeg har aldrig elsket frygten, har aldrig brudt mig om den, for den er oftere en ufornuftig hindring, end en fornuftig en. Forstået sådan, at fornuften i sig selv skaber handling med omtanke. Frygten i den sammenhæng er omtrent fuldstændig nytteløs, medmindre da fornuften under alle omstændigheder svigter.
Min modstand mod frygten går længere tilbage, end min kritik af Islam, skal det lige siges. For frygten hæmmer en igennem hele livet, skaber en tilknytning til resultater, der hæmmer enhver handling, om det er så er privat eller professionelt, drejer sig om lægge an på en kvinde, eller søge et arbejde, uanset i hvilket tilfælde man tager en chance, så er frygten en hæmsko og i reglen en fuldstændig irrationel af slagsen.

Nogle gange skaber frygten, præcis det problem man frygter. De økonomiske kriser er et tegn på dette. Aktie og valutamarkeder er ikke en uvæsentlig del hysteri. Et hysteri der så udnyttes af spekulanter.
Et berømt eksempel på dette er familien Rothschilds børskup i London efter slaget ved Waterloo, hvor de øvrige på børsen forventede af Rothschild var bedre informeret om slagets udkomme. Da Rothschild så begyndte at sælge alle deres aktier, troede de øvrige at Wellington havde tabt, kurserne rutchede ned og på et tidspunkt købte Rothschildfamilien aktier tilbage for billige penge, mangedoblende deres formue.

Omend Rothschilds familens første tanke ikke var at tjene på efterretningen, de underrettede regeringen om slagets udkomme som det første og begivenheden er blevet brugt til antisemitisk propaganda, så er dog noget hold i historien stadigvæk, det er muligt at spekulere i hysteri, og det sker den dag i dag.

Et andet eksempel er 2. verdenskrig. Hvor frygten for krig, eller respektivt håbet om fred, gjorde situationen langt værre.
Hitler tog til München med frygt for at den mobiliserede engelske flåde ville åbne ild. I virkeligheden var England og Frankrig endnu mindre forberedt på krig, end han kunne frygte. Hvis man fra deres side havde oprustet og reageret i tide, ville krigen måske aldrig havde indtruffet, under alle omstændigheder blevet mindre omfattende. Det er naturligvis lettere at skue bagud end forud. Men der kan ikke være tvivl om at beredtheden på krig, havde givet et andet resultat end en ikke beredthed baseret på fornægtelse.

På den anden side kan man sige at frygten for konsekvenserne spillede en rolle i afblæsningen af Cuba krisen.

Alligevel vil jeg påstå, at vi generelt er bedre stillet uden frygt end med.

Der findes intet som strengt nødvendiggør frygt, men mange situationer hvor frygten afholder os fra at gøre det rette.
Der findes givet også situationer, hvor frygten rationaliseres, således at ærligheden over for motivationen kræver et dybere spadestik ind i ens sjæl.

Muhammadtegningerne og de mange der siden intellektuelt fik positioneret sig på frygtens side, nærmere end respektens som eksempel. De samme mennesker vil ikke have et problem med at fornærme personer, de intet havde at frygte fra. Deres forsvar for at holde hovedet dukket, er gennemintellektualiseret.

Dog kan det måske siges, at for nogle er deres motivation drevet af et fjendebillede, der gør DF til en større fjende end Islam.

Men effekten er til at få øje på, uden den store intellektualisering. Instruktøren af animationsfilmen, "Rejsen til Saturn", formåede at dybt fornærme Kristendommen og afstod bevidst fra at fornærme Islam. Selv Jens Jørgen Thorsen, måtte i sin tid sande, at der er forskel på at fornærme Jesus og Muhammad, og han bøjede sit hoved.
Det er naturligvis korrekt, at der skal være grænser for fornærmelsen, i hvert fald når vi taler fornærmelsen, for fornærmelsens egen skyld.
Men Westergaards Muhammadtegning er noget mere tro mod virkeligheden, end Thorsens Pornojesus var det.
Hvad angår sandheden, skal intet holdes tilbage, selv om sandheden gør ondt eller fremføres polemisk eller satirisk. Slet ikke mod religioner, hvis fredede status nærmere hviler på tradition end fortjeneste.

Det er religioner, der er førende i produktionen af menneskelige lidelser, sammen med de religiøst prægede og anti-demokratiske politiske ideologier.

Fra decideret folkedrab og forfølgelse, til rituel omskæring, undertrykkelse af kvinder og vold, drab, til nedvurdering af mennesker som tilhører en anden tro. Fra pariaer, til kvinder som brændes fordi deres tilgift er for ringe. Fra bekæmpelse af prævention og vaccination mod kønssygdomme. Fra fornægtelse af denne verden til accept af lidelse som karma og arvesynd.
Modsat andre lidelser, afhængige af tid og sted, diktatorer og konger, har religioner reproduceret død og elendighed i århundrede efter århundrede og de fortsætter den dag i dag.

Hvad får mennesker til at følge religionen? Jeg synes et godt bud er frygt, ikke som enestående faktor, men som væsentlig faktor, den væsentligste. Frygt både for ens skæbne efter døden, samt frygt for ens status i samfundet og sociale liv. Religion har altid udgjort et subtilt diktatur. Hvad angår de Abrahamæiske religioner, med en subtil diktator som ikke kan væltes. Hinduismen har om ikke en Jahve. Så dog sit kastesystem og ringe status for kvinden.
Buddhismen sit lave fokus på materiel udvikling.

Det er frygten for det nye og det anderledes, der holder os tilbage, både som individer og som samfund.

Vores evne til at rationalisere denne frygt er omfattende, men ændrer ikke ved det grundforhold, at vi klynger os til, det vi kender, eller som udgør en ny variation af det som vi kender.

Frygten antager en skikkelse som virkeligheden ikke altid honorerer. Frygten for Islam, frygten for Socialisme, frygten for DF. Frygten for upopulære politiske beslutninger, eller frygten for at tale med hinanden. Frygten for afslag, eller frygten for at blive misforstået, frygten for at ikke slå til, frygten for at miste, variationerne er mange. Frygt er frygt.

Vi er på alt for mange områder slaver af frygten, og som sådanne bærer vi lænker ingen anden end os selv, i sidste instans har lænket os med.

Bekymre sig, det kan man altid gøre, leve, det kan man kun nu!

Vi vil aldrig mangle fjender, modstand og besværligheder i livet. Men glem aldrig at ens største fjende er en selv. Den største modstand og de største besværligheder findes inde i en selv.
Et menneskes egen mentalitet er dets bedste ven, eller dets største fjende! Din egen sjæl er din dæmon eller engel.

Livet ender, der hvor vi frygter, begynder først der hvor vi lever uden frygt.
Et frygtsommeligt liv, er et liv levet i et selvpålagt fangenskab.

Spild ikke tid på frygten, tag livet i strakt arm som det kommer.
Men lad aldrig noget, der virker ved frygt, få den mindste magt over dig. Religion eller meningsdiktatur, trusler om dette eller hint. Gå alt i møde med hovedet rejst højt og åben pande, den som lader sig kue en gang, kalder blot på næste gang og næste gang igen.