Ny mand på dollartronen

Jeg må tilstå, at jeg har ikke fulgt særlig meget med i den amerikanske valgkamp. Jeg mangler det religiøse forhold til politik. For mig er det blot en ny topchef for den amerikanske virksomhed, der vil levere nogenlunde samme produktlinje som altid.

Men alle spekulationer om at race kunne koste posten, er da heldigvis blevet gjort til skamme. Selv om man sagtens kan finde nogle racistiske idioter at interviewe, så er gennemsnitsamerikaneren ikke racist eller sexist for den sags skyld.
Jeg har aldrig været i tvivl om at Obama ville vinde, ellers havde Hillary gjort det.

jeg vil ikke spå om, hvor godt eller dårligt Obama vil gøre det, men som det er nu, kan han næsten kun gøre det bedre, det er til at begynde med til hans fordel, men på lang sigt bliver det til hans bagdel, når messiaseffekten er et afsluttet kapitel.
På kort sigt kan Obama kun være en succes, men langt oppe er også langt at falde, på langt sigt kan han næsten kun skuffe, som sagt, korporationen USA fortsætter, selv Jimmy Carter satte sin "moderathed" bag Carter doktrinen: "oliestop i månedvis = invasion".

Til gengæld vil jeg spå om at Nostradamus tilhængere, som konstant nyfortolker Nostradamus` profetier, nu har fundet en ny MABUS. Dommedag er nær, nu den ikke var det under Bush alligevel og Admadinejad ikke har leveret varen endnu.

Apropos religiøsitet, 60 procent af amerikanerne vil ikke stemme på en præsident som ikke er religiøs, det vil naturligvis sige kristen.
Obama er naturligvis også religiøs, han har sin egen lille Hal Lindsay, eller Jerry Falwell i baggrunden, berygtet for sine hadefulde udfald mod de hvide. Jeg håber at en del af den transatlantiske slavehandels stridsøkse kan blive begravet nu.
Men jeg håber først og fremmest, at han kun er skinhellig, at Obama ikke er så religiøs, at han hører guds stemme i sit indre, får gode råd om guds store plan med menneskeheden, hvisket ind i sit øre, under sine små ydmyge stunder i from bøn.
Et er en præsident som befolkningen mener er en messias, noget andet er en præsident, der selv mener han er det.
Grundlæggende tror jeg Obama er en rigtig forsigtigper. Det bliver ikke de helt store planer, invasioner, ingen dristig og kontroversiel politik, alt bliver smooth og helst populært. Økonomien bliver rettet op.
Der bliver heller ikke bakket i kampen mod terror, det er der nogle, der håber, men at bakke bliver man aldrig populær af i USA, så det gør Obama ikke.

Både de som er fulde af sorg i dag, og de som er euforiske, de står overfor at elevatoren en dag kommer til at køre den anden vej - korporation USA fortsætter, per ardua ad dollar.

Bush, præsidenten som fik amerikanere til at flytte til Canada.
Til at begynde med, i 2000, vendte det sig inde i mig når han talte, retorikken og den bibelske glød, bliver aldrig min kop te.
Men omvendt, så er rationaliten i mig ikke noget, der kan anerkende en følelelsdom over et menneske, så mit syn ændrede sig undervejs, han fortjener som alle andre at blive vurderet af fornuften, fremfor følelserne.
Nogle har kaldt ham en stor præsident som Reagan, andre den værste amerikanske præsident i historien.
Jeg hælder nok mest til en position midt i mellem. Jeg tror, at havde han været foruden 9/11, var han blevet en ret anynom præsident i historien - ham bibelbælte retorikeren, der konverserede med vorherre, kendt for skattelettelserne og "no child left behind" Kyoto, manglende lyst til at drikke te og underskrive internationale traktater, og en masse pænt kloge, neoimperialistiske idealistiske hoveder bag sig, som ville skabe et nyt amerikansk århundrede.
Nu ville skæbnen, eller rettere Osama Bin Laden, det anderledes.

Så arven taler om en præsident, der følte et selektivt kald, fri verden for Saddam Hussein og skab demokrati per militær force, en mand der burde have læst John Stuart Mill i stedet for biblen, demokrati skabes ved et folks enighed derom og deres egen stræben efter demokrati.
Jeg deler mig i støtte til krigen i Aghanistan, det var vigtigt, der blev eksemplificeret en vilje til at slå igen, som direkte respons på et terrorangreb.
En ny terrorbalance er desværre nødvendig, når man har en modstander for hvem både målet og midlet er helligt.
Men når vi taler om Irakkrigen, har den aldrig haft min støtte. Jeg vil sige, det er USAs største udenrigspolitiske fejltrin siden de væltede Mossadegh i Iran for over omkring 50 år siden.
Den forkerte krig på det forkerte tidspunkt, den forkerte stædighed og trods mod et menneskehav, der betragtede det som et skridt for meget, men det var nok ikke så meget stemmen fra gud der hviskede i øret, lige i det tilfælde.
Beslutningen var dømt til at splitte vesten, dømt til at skabe raseri og mere støtte til Osama Bin Laden i den muslimske verden (dog mindsket efterhånden af Al qaida gennempsykopatiske massemord af Irakere), dømt til at være umulig at sælge som andet end figenblads demokratistøtte, oliehanesmøring, neoimperialisme - kort sagt propagandakrigen var tabt på forhånd.
Ikke at olien var nær den primære grund til invasionen, det er i så fald verdens ABSOLUT dyreste olie,, men i propagandastreet, var slaget tabt for længst, visionen om eksponering af USAs multiteater militære magt, benevolent hegemon strategisk placeret i regionen som skaber af demokratibølger, på alle punkter er der fejlet.

Nu blev han præsidenten med selektiv demokratiindførelse, manglende finger på pulsen, invasioner og primaeksemplet på at humanitær intervention kun er en dårlig undskyldning for klassisk imperialistisk og egoistisk adfærd. præsidenten for økonomisk kollaps og en statsgæld, der vil få selv Anker Jørgensen til at ligne en økonomisk vismand.

Men Obama kan lige så hurtigt blive en lige så dårlig præsident. Alt hvad det kræver, er at Osama Bin Laden tror at korporation Amerika nu har skiftet produktlinje.
Han vil nok snart teste den nye præsident, stay tuned for endnu en omgang menneskelig idioti.
Når den mørke middelalder clasher med neoimperialistisk power politik, så kommer det til at koste menneskeliv.

I dag er ingen messias kommet til magten, ej heller er softpower eller USAs resignation over for terrorens blodige opportunisme.