Balvig - kører atter med myterne

Balvig og Kyvsgaard er ude med en ny rapport. Næsten intet nyt under solen.

Men lige et par enkelte detaljer, til min tidligere kritik af Lex Balvig.

Vold er ikke noget, man skal relativisere. Der findes et offer for hvert voldstilfælde, et menneske, som får ødelagt sit liv. At fokusere på den kriminelles vanskæbne ved at ryge i fængsel og anlægge en diskurs, at straf ikke hjælper eller afskrækker - hvilket den sjovt nok gør ved bankrøverier, som straffes relativt hårdt, så der af samme grund ikke er så mange af dem - det er at glemme ofrene. 50 procent af alle som er fængslet for vold, begår vold igen.

I følge en anden rapport, Vold mod mænd i Danmark - Omfang og karakter 2008, er antallet af personer som årligt udsættes for vold følgende:

Det skønnes ud fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i 2005, at knap 89.000 mænd i alderen 16-64 år årligt udsættes for nogen form for fysisk vold.
...
Det skønnes, at ca. 32.000 kvinder og 40.000 mænd var udsat for grov fysisk vold i
2005.

Vi taler altså om over 100000 personer om året, 72000 udsat for grov vold, ikke et uanseeligt antal. Volden er stigende, blandt både unge og rettet mod kvinder, og selv om den ikke var det, skal den formindskes alligevel, men den er stigende! Det samme er våbenbrug i forbindelse med vold, som i følge Balvigs og Kyvsgaards nye rapport er steget fra 12 procent i perioden 1995-1996, til 20 procent i 2005-2007.
Ligeledes er andelen af unge mænd mellem 16-24, som melder de er blevet udsat for vold i løbet af det relevante år, steget fra fem procent til seks procent. Netop denne op og nedrunding af procenter er en af mine anker mod Balvig, Kyvsgaard, da den unødvendigt skjuler om det er 4,51 procent, der er steget til 6,49 procent, hvilket det i teorien kunne være. Foreksempel er den selvrapporterede vold mod kvinder i samme aldersgruppe både i perioden 1995-1996 og perioden 2005 og 2007 på 1 procent. Det skal sammenlignes med skadestuerne, som i følge rapporten, "Vold mod mænd i Danmark - Omfang og karakter 2008", rapporterede:

Mænds skadestuekontakter har ikke vist nogen stigning over de seneste ti år. Dette
står i modsætning til især yngre kvinders skadestuekontakter, hvor der er registreret
en stigning på 115 % blandt 15-19-årige og 73 % blandt 20-29-årige i perioden 1995 til
2005.

Vanen tro, postulerer Balvig og Kyvsgaard på side 23:

"Alle viser de, at 2-3 pct. udsættes for vold hvert år, og der i de sidste 20 år hverken er nogen tendens til stigning eller fald i befolkningens faktiske udsathed for vold."

Det på trods af, at antallet af voldsdomme steg i perioden mellem 1990 og 2006 med over 100 procent (se tabellen STRAF4 i Statistikbanken). En lille del af denne stigning kan forklares med at politiet er blevet bedre til at opklare voldsforbrydelser, men ikke det hele. Balvigs egen rapport nævner, side 4, at politiet i perioden 2005-2007 får fat i voldsmanden i 58 procent af tilfældene, mod 55 procent i perioden 1995-1996, en stigning på lidt over 5 procent.

Ligeledes elsker Balvig og Kyvsgaard at referere til undersøgelser i Odense, som viser at antallet af skadestuebesøg som følge af vold har ligget på et stabilt niveau siden omkring 1994, mest med fald i antallet. Det gør Balvig/Kyvsgaard vanen tro igen, på side 26, også denne gang.
Dette er ren cherrypicking, Balvig/Kyvsgaard burde vide, at siden 1. januar 1995 har alle landets skadestuer indberettet oplysninger om deres virksomhed til Sundhedsstyrelsens Landspatientregister!
Hvad siger disse undersøgelser så? I følge Skadestuernes virksomhed 2000, var antallet af kontakter med skadestuen i 1995 som følge af vold lig med 17207 tilfælde.
I følge, Skadestuernes virksomhed 2006, var antallet i 2006 lig med 21025 tilfælde af patienter som søgte behandling på grund af vold.

Altså, om igen Balvig/Kyvsgaard.