Ondskabens ulidelige eksistens og den intellektuelle rebrush

De to terrorister skyder først de to sikkerhedsvagter. Inde i hospitalet prajer de en mand til at hente dem noget vand. Da han har givet dem vandet, skyder de ham og en anden.
Skydende vildt omkring sig bevæger de sig mod deres mål. Fødegangene på fjerde og femte sal. De gravide og mødrene med nyfødte børn i deres arme.
De hamrer og banker på de låste døre, truer forgæves kvinderne til at åbne op.
Der går seks timer før sikkerhedsstyrker ankommer for at befri Kvinderne og babyerne fra truslen.
Men i denne omgang slap de med skrækken, den havde de næppe sluppet med, hvis terroristerne var sluppet ind.
Denne nyhed har jeg kun set, i politiken her, det havde nok ikke været tilfældet, hvis terroristerne var sluppet ind til de gravide. Derfor forsvinder denne nyhed nok i mængden, på trods at af den er et markant eksempel på den afstumpethed, som terrorister betjener sig af.

På bloggen Snaphanen har man i denne anledning genbragt en gammel artikel fra 2004 omhandlende gerningerne omkring Beslan fra Berlingske Tidende, hvor Peter Thielst og Jacob Dahl Rendtorff afviser nedskydningen af børn som ondskab.

Peter Thielst i artiklen definerer ordet ondskab som "glæden ved andres lidelse"
Han uddyber at "intentionen hos »gerningsmanden« ikke er at være ond."

Lad os følge denne logik til dørs. Så eksisterer ondskaben knapt nok. For når ondskaben kun kan defineres som sadistisk fryd, bliver ondskaben jo ikke et parameter, så snart andre drivkræfter kan findes. Altså, selv om muslimerne glæder sig over at vantro ryger i helvede, så findes der jo mange andre årsager, såsom såkaldt forfølgelse, oprigtig tro på koranen, ønske om at selvstyre osv. Find et af disse motiver og vi taler så ikke længere om ondskab.
I denne optik bliver heller ikke Saddam Husseins tyranni, eller Stalins ditto til ondskab, motivationen var jo at bevare magten og holde folk kuede. 30 års krigen og massakren af op til 1/3 del af den Tyske befolkning bliver heller ikke ondskab. Udryddelsen af Buddhister i Indien, forfølgelse og massedrab på Hinduer, Armeniere, Congorianere, Rwandanere, Sudanesere, Belfast og Bosnien bliver heller ikke til ondskab. For ondskab er jo kun, når man er ond for ondskabens egen skyld og glæder sig over andres lidelse.
Med andre ord, sort og gennemført had, totalt manglende værdisættelse af andres liv, racistisk og religiøst motiveret reducering af andre mennesker til værende værdiløse væsener eller satans uvæsen er ikke ondskab. Kynisk og direkte mord på små uskyldige børn er ikke ondskab.
Begrebet "ondskab" er hermed reduceret til et nihil, et ikke eksisterende og meningsløst begreb som man ikke rigtig kan bruge til noget.
Altså bliver vi hermed (forsøgt) tvunget til at diskutere terrorisme som frihedskamp, eller andet.

Det er godt gjort, jeg tror bare ikke Thielst vil være med til at videreføre hans egen tankegang i dens naturlige videreførelse til Stalin, Hitler og Saddam.

Da jeg oplevede Beslan, var min tanke en helt anden. Min tanke var, hvordan man kan hade så meget, regne menneskeliv for så lidt, at man kan skyde et barn, direkte og kynisk, med klart fokus i sigtekornet?
Jeg forstod det ikke og vil heller ikke forstå det. Men om noget fortjener at blive kaldt ondskab, så er det dette.

Hvad så med Hiroshima og Dresden, var det ikke ondskab? Jo det synes jeg faktisk det var. Man var godt klar over at kvinder og børn, gamle ville dø og gjorde intet for at begrænse det. Men næppe nogen af de piloter som udførte disse bombninger, ville have været i stand til at tage et gevær og sigte på et barn, en kvinde, et gammelt menneske og skyde det direkte uden at blinke, i det hele taget være i stand til at trykke på aftrækkeren.
Det var tyskerne så til gengæld, indoktrineret med deres overlegenhed og andres værdiløshed, hvis de ikke mente det selv, var de tvunget af kommandosystemet.

Hadets afstumpethed i alle afskygninger er ondskab og ingen har været bedre til at producere denne end religionerne (åndelige og politiske) og racismen, selv nazisternes jødeforfølgelsen var jo en kontinuering af et historisk had rettet mod jøder, dets fatale yderste konsekvens.

Mennesker kæmper for deres frihed, kæmper med de midler de har. Men intet retfærdiggør drabet på uskyldige, de som kæmper retfærdigt, forsøger at minimere uskyldiges lidelse, de sigter ikke direkte mod den uskyldige og børn skal aldrig gøres til skyldige.
Ondskaben er også i det overordnede, at mennesker ikke kan leve i fred med mennesker.
At fremelske konflikt, offensiv krig er ondskab, retten til at forsvare en selv, bør ingen tage fra en. Men når freden ikke søges som første løsning, taler vi ikke længere om retten til at forsvare en selv. Når børn skydes, taler vi ikke længere om frihedskamp.

Hvis man starter en krig, må man også tage konsekvenserne, man har udløst menneskets ret til at forsvare sig selv, dog ikke med alle midler.

Men i en storkonflikt, vil der ikke være plads til humane hensyn, i den grad der er i en isoleret konflikt. Når terrorister tilsidesætter alle hensyn i små begrænsede konflikter, udsætter de dem selv og andre muslimer for en stigende trussel.
Hvis de nogensinde får held med at true de demokratiske lande på deres eksistens, vil reaktionen også være brutal og skammelig for eftertiden, traumatiserende for hele menneskeheden.

Så terroristerne bør droppe ondskaben og kæmpe for friheden med fredelige midler og hvor de ikke rækker, med acceptable militære midler.
At de handler sådan i det små, kan kun skabe uro for hvad de vil gøre, hvis de får magt som de har agt.
Historien er rig på eksempler hvordan religioner og lignende kan reducere andre mennesker til rent slagtekvæg.

Jacob Dahl Rendtorff:

"I KZ-lejren var det tættere på at være ondskab. Der var elementer af sadisme og man systematiserede drabene."

Det var der sandelig også i nedslagtningen af Hinduer og Buddhister i Indien. I Stalins udryddelseslejre.

Der ville også være det, hvis det terroristerne fik magt som de har agt, at de kan og vil, udføre det de gør på trods af magtmæssig og militant underlegenhed, at de i det hele taget gør det, er vel næppe noget som bør gøre os trygge.

Jacob Dahl Rendtorff mener, at de såkaldte tjetjenske frihedskæmpere måske har haft en form for humanistisk retfærdiggørelse af deres forehavende a la:

»Vi kan ikke lide vold, men vi bliver nødt til at anvende vold, for ellers går vi til grunde«, og det var let for dem at skyde børnene ned bagfra.«

Det siger nok mere om Rendtorff snævre forståelsesramme, end om terroristerne.
Eksemplerne i historien er legio på at religion afføder umenneskelighed af et utroligt omfang, er en supremacisme lige så slem som racismen og dog nyder en fredet status, på grund af dens blandede kulturelle ballast og simpel vanetænkning, baseret på historisk samkvem.

At Hitler afskaffede arbejdsløsheden og stabiliserede økonomien, hævede levestandarden for det tyske folk, gav dem folkebiler og autobahns, gør jo hverken ham eller nazismen til et gode.