Sagens kerne i denne var, at de samme fem spekulanter havde solgt og gensolgt den samme ejendom mellem hinanden, så værdien var blevet kunstigt hævet.
På blot 4 år, mellem 2004 og 2008, blev ejendommen solgt for først 11.5 millioner og til sidst for 46 millioner. Altså en firdobling af prisen.
Med flere pantebreve og dermed større friværdi har de fortsat denne spekulation og været i stand til at låne, flere og flere penge.
Når banken så standser gildet, går en af parterne konkurs, men før dette sker, er systemet jo malket godt og grundigt.
Dette er en spændende historie, men ikke så meget på grund af et fåtal af hæmningsløse spekulanter, plattenslagere, der gør sig rige på den her måde, laver et veritabelt, indirekte, lovligt bankrøveri.
Nej, mest spændende er det fordi, det de har gjort er kun en ekstrem variant af den murstens-økonomi, vi har opbygget. Priserne er blevet blæst vanvittigt højt op, fordi mennesker har regnet med et "samarbejde", med andre mennesker om at sælge og købe mursten til fuldstændig absurde priser. Fordi rentecirkusset har kørt til alles fornøjelse, i hvert fald banker og pengeinstitutters, murstensejerenes eller middelklassens, håndværkerene og de politikere, som fik lidt ekstra vækst og beskæftigelse at prale af.
Men nok bliver bankerne røvet af både de kloge og mindre kloge. Men de kan næppe ses som tabere i dette spil, alene Danske Banks koncernbalance er på 2 gange det samlede BNP.
Som Professor i Økonomi, Jesper Jespersen, skriver i ovenlinkede artikel:
Der var ikke taget højde for, at den øgede konkurrence mellem bankerne ville udmønte sig i en betydeligt mere aggressiv udlånspolitik. Ikke mindst bankerne var bange for at tabe markedsandele til dels andre banker dels andre finansielle institutioner, der begyndte at operere i det traditionelle bankmarked.
En af konkurrenceparametrene i kampen om udlånskunderne var et mindsket krav om (værdifast) sikkerhed og evt. opsat rentebetaling. Disse lån var problemfri, så længe priserne på boliger (og andre aktiver) steg år for år, og samtidig kunne de mest aggressive bankdirektører stikke en stor bonus i lommen, ligesom de havde svært ved at tilbageholde et 'hvad sagde jeg' over for de mere forsigtige kolleger i branchen. Der var kun hån tilovers for de finansmarkedsdirektører, der fortsat krævede fuld sikkerhed for nye udlån. Disse banker tabte markedsandele og indtjening - og deres ledelse blev hurtigt udskiftet med mere driftige folk.
Men der er grænser for, hvor langt en økonomi kan løbe fra realøkonomien. Men både bankerne og boligejerne har i fælles stafet løbet langt væk fra den.
Bankerne har kun lovpligt til at otte procent af aktiverne skal være egenkapital.
Når der sker en værdiforringelse af aktier og flere udlån trues af manglende tilbagebetaling, presses bankerne på deres egenkapital og regeringer må gribe ind med hjælpepakker. For vores økonomi roterer omkring bankerne, hvis de går bankerot, står masser af mennesker uden en mulighed for at hæve penge eller bruge deres dankort.
Så bankerne kan altså i princippet presse citronen helt og aldeles og samtidigt blive reddet på stregen af staten. Selv Danske Bank har måtte have hjælp, de har ikke handlet så uansvarligt som andre, det ville koste dem tillid og forringe deres aktier. Men alligevel er de endt med at skulle have et sikkerhedsnet under sig.
Af verden top 500 Multinationale selskaber er 64 banker, den største er Deutche Bank, som ligger nummer 31 på listen.
De top 50 multinationale selskaber omsætter for 2.700.000.000.000.000.000 Dollars om året. (John T. Rourke, "international politics on the world stage, kap. 14).
Vi har vandret fra krise til krise, de sidste 20 år. Oliekriserne havde bund i reelle forhold, nemlig prisen på olie. Vores økonomi i dag er mindre afhængig af olie, til gengæld er idéen om det selvregulerende penge og handelsmarked atter udbredt og åbner os for helt nye kriser, frembragt af spekulation og store luftbobler på områder hvor troen er større, end den jord den vandrer på.
0 kommentarer:
Send en kommentar