For sjældent brugt kategori på bloggen - aforismer

Enhver livsflamme bør brænde med et klart formål for en stund, før den slukkes.

Fordi for mange ord tit slører betydningen, nærmere end de stiller skarpt på den.

Haha Sasha Baron Cohen - for morsom

Den mand er simpelthen for sjov, han smed forleden aske over Ryan Seacrest, da han alligevel fik lov til at møde op til OSCAR-festen. Nu får han næppe en invitation igen. Den var grov, ja, men han er jo for meste rigtig, rigtig sjov.

Da OSCAR-akademiet tidligere ikke vil lade ham møde, som hans nyopfundne film-alter ego, Aladeen, lavede han denne video:



Utroligt så mange gange man kan flække af grin på et minut.

Selve den officielle trailer til hans nye film, der kommer i maj, er her:

Kvalitetsindlæg findes stadig i aviser

Jeg må indrømme, at de dage er ovre, hvor jeg holder Information og Weekendavisen og tager den tid, det kræver at læse dem.

Jeg er efterhånden langt mere til det mere letbenede i form af nyheder om fodbold.

Men en henvisning på 180Grader fik mig lige sendt over på Informations hjemmeside, hvor der ikke spor overraskende var et par særdeles læseværdige artikler.

Det første er et indlæg fra Ole Thyssen, der stiller spørgsmålet, om vores indsats for de svage i samfundet gør dem mere svage?

Er det muligt, at denne ’svaghed for de svage’ er med til at skabe svaghed? Kan det være fristende at genkende sig selv i svaghedens spejl, opgive sit ansvar, og se sig selv som et offer, som det er synd for?
Dette tab af værdighed støttes af, at hjælpen er nær. Mange lever af at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv.
De er formentlig hverken onde eller kyniske. Men når de ser verden i svaghedens lys, finder de den overalt og ser ingen grænser for deres indsats.
Samtidig vejrer politikere stemmer og gør velfærd til et mål i sig selv, og massemedierne kolporterer glad og gerne føljetoner om samfundets daglige svigt.
Mange hænder drejer velfærdens hjul. Er svaghed et personligt projekt, som styrkes af et kompleks af teori og praksis?
Eller er svaghed et moralsk projekt, hvor den svage slipper sin vilje og herefter leverer stadig nye beviser på, at han eller kun ikke kan?
Det filosofiske spørgsmål handler om, hvilket blik man skal anlægge. Og det kan hverken besvares med tal eller spørgeskemaer.

Læs også Paul Høis fantastiske blogindlæg, "De svage er de ukrænkelige"

Også opfølgningen "De svage er ukrænkelige II" er værd at læse. Fordi den viser, at vi kasserer mennesker fremfor at hjælpe dem. De kunne få oceaner af hjælp for det en førtidspension koster. I stedet for får de førtidspension og ingen hjælp i behandlingssystemet. Jeg har selv været i samme situation, som personen Paul Høi citerer i den anden blogpost. Jeg fik også tilbudt førtidspension, men jeg skulle dælme mig ikke nyde noget af at sidde med en meningsløs tilværelse og have masser af tid til at have det dårligt. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor syg og håbløs jeg finder denne tilgang til de svage.

Den anden perle fra dagens Information er af Rune Lykkeberg. En af Danmarks bedste journalister/skribenter, hvis du spørger mig. Han er ikke uddannet journalist, men naturtalent overgår studier.

Han tager fat på kronikken af Marlene Duus og på dogmet om at straf ikke hjælper kriminelle, og det gør han med denne helt knivskarpe underrubrik:

Det virker ikke, siger kriminologer og fornuftige politikere altid om højere straffe, men problemet er, at de må erkende, at man kan sige det samme om deres udsagn: Det virker ikke

Hatten for den! Og lidt næsegrus beundring. Læs det hele, for det indlæg angriber skarpt og logisk og reflekterende den fuldstændig latterlige tankegang, der har formået at dominere kriminologer og Memet dominerer også den danske skole med Flemming Balvig, Britta Kyvsgaard etc. i front.

Der mangler dog noget, som jeg vil tilføje. Forbrydere er ofte vaneforbrydere med eller uden kort straf. Kort straf betyder, at de hurtigere kommer ud i samfundet og dermed kan producere endnu flere ofre for deres forbrydelser.

Og endnu en supplering.

Hvis ikke forbryderne tager i betragtning, hvor lang strafferammen er, og hvor høj opklaringsprocenten er?

Hvorfor begås der så få bankrøverier og så mange indbrud og markant flere gaderøverier (to om dagen i København)? Gevinsten ved et bankrøveri er typisk noget højere, men hov, hvad er ellers højere i tilfældet med bankrøveri?

Godt at vi har Interpol til at sikre, at tankeforbrydere bliver dømt

En ung saudi-araber er blevet udleveret gennem Interpol - efter rygtet gennem Interpol - (Interpol benægter dog selv at have spillet en rolle) til Saudi Arabien fra Malaysia (Da han forsøgte at flygte til New Zealand) og risikerer i værste tilfælde dødsstraf.

Når det så er klart, lad os fokusere på, hvad det er, der kan koste ham livet?


Den unge mand, Nageeb Kashgari, er anklaget for blasfemi, og hans forbrydelse består i at Tweete følgende om profeten Muhammad:

Tweet 1: “On your birthday, I will say that I have loved the rebel in you, that you’ve always been a source of inspiration to me, and that I do not like the halos of divinity around you. I shall not pray for you.”

 Tweet 2: “On your birthday, I find you wherever I turn. I will say that I have loved aspects of you, hated others, and could not understand many more.”

  Tweet 3: “On your birthday, I shall not bow to you. I shall not kiss your hand. Rather, I shall shake it as equals do, and smile at you as you smile at me. I shall speak to you as a friend, no more.”

Det er kun ovenstående uskyldige udsagn, der kan koste en ung mand livet! Ingen bombe i turban, ingen Muhammad som hund. Det her, det er nok. Man er kun tilfreds med den ultimative censur, når talen falder på profeten Muhammad. Det både i form at, at man faktisk ikke må sige det mindste, der kan tolkes negativt om Muhammad og i den forstand, at personer, der alligevel ytrer sig formodet negativt om profeten, må lade livet som Theo Van Gogh.


Det skyldes specielt to forhold, at Muhammad fik etableret ham selv som et eksempel til efterfølgelse:

Koranen: 33.21 (Tre forskellige oversættelser)
YUSUFALI: Ye have indeed in the Messenger of Allah a beautiful pattern (of conduct) for any one whose hope is in Allah and the Final Day, and who engages much in the Praise of Allah.
PICKTHAL: Verily in the messenger of Allah ye have a good example for him who looketh unto Allah and the Last Day, and remembereth Allah much.
SHAKIR: Certainly you have in the Messenger of Allah an excellent exemplar for him who hopes in Allah and the latter day and remembers Allah much.

Og hvis man ikke følger hans eksempel:

33.36
YUSUFALI: It is not fitting for a Believer, man or woman, when a matter has been decided by Allah and His Messenger to have any option about their decision: if any one disobeys Allah and His Messenger, he is indeed on a clearly wrong Path.

9:63 Know they not that whoso opposeth Allah and His messenger, his verily is fire of hell, to abide therein? That is the extreme abasement.

Det er ikke tilfældigt, at denne unge mand risikerer at miste livet. Muhammad  selv, der jo er det evige eksempel til efterfølgelse, beordrede flere mennesker slået ihjel for smædevers eller kritik. Her i blandt slog en tilhænger af profeten en hyrde ihjel for følgende vers:

I will not be a Muslim as long as I live, And will not believe in the faith of the Muslims. 

Selv om dette mord ikke var direkte beordret af profeten, så roste han tilhængeren efterfølgende for mordet og bad for ham.


Så forstå at al kritik er forbudt af Islam, inklusiv at tage afstand fra religionen som overtro. Inklusiv skeptisk distance. Forstå, at selv ateisme og offentlig udtrykt tvivl er forbudt.


Det hører med til historien, at kort efter denne unge mand Tweets om Muhammad, der modtog han omkring 30.000 svar på 24 timer. 


Få dage efter var der en Facebook gruppe med over 26.000 tilhængere, der krævede den unge mand straffet for hans Tweets. Tal om mødet mellem det 21 århundrede og 8 århundrede.


Forstå også, at med European Arrest Warrant, der kan noget lignende ske i Europa. Eftersom fortolkningen af, hvad der er xenofobisk og racistisk er noget vilkårlig. Omend indrømmet ikke helt så vilkårlig, som fortolkningen af blasfemi i Saudi-Arabien.


Nyd demokratiets sidste årtier og dets aftenland.

Lånebobler får med højrebenet af Wenger

Store fodboldtrænere er ofte kloge mennesker, her Arsene Wenger om at låne på livet løs:

- Det utrolige er, at vi kører efter den model, som skulle være helt normal, og vi ser skøre ud. Det er for skørt, siger Arsène Wenger ifølge Skysports.

- Folk gør alt muligt dumt, men vi er ikke skøre, vi er helt normale. Vi spenderer en million, når vi tjener en million, og så spørger folk: Hvad laver I laver? Det er det helt vanvittige i vores verden, og hele kloden er bankerot på grund af det.

Dalrymple: EU har skabt en kæmpeversion af Titos Jugoslavien

Theodore Dalrymple. når han er bedst:

A Belgian journalist who interviewed me recently about the European debt crisis asked me whether I believed in the European Project. I replied that I would answer her question—if she would tell me what the European Project actually was. By revealing my doubts, I proved to her that I suffered from the strange kind of mental debility known as Euroskepticism, a condition supposedly compounded of low intelligence and aggressive xenophobia. The low intelligence manifests itself in the patient’s view of European institutions as a gravy train for a transnational nomenklatura, rather than as the beginning of a new, generous, and free-spirited type of postnational identity. The xenophobia manifests itself as a secret desire for conflict and war, the European Union and its predecessors supposedly having been responsible for the avoidance of war on the Continent over the last 65 years.

Det er godt set fordi, personer som denne journalist, og de som deler hendes synspunkt, kan simpelthen ikke se, at deres syn på verden er mere firkantet, mere sort og hvidt, end verdensanskuelsen hos mange af de EU-modstandere og skeptikere, som de gerne tænker det værste om.

Hvis man ikke ligefrem har et hemmeligt ønske om krig og konflikt, så er man som EU-skeptiker i det mindste ligeglad med, at det kan være konsekvensen af at ende EU-samarbejdet. Sådan er der desværre mennesker, der tænker.

The journalist then asked whether I thought that nationalism was dangerous. The question implied that the choice before Europe was between the European Union and fascism: that all that stood between us and the ascension to power of new Mussolinis, Francos, and Hitlers were the free lunches of senior Eurocrats. I replied that dangerous forms of nationalism existed, of course, but that in the present circumstances, supranationalism represented by far the greater danger. Not only was such supranationalism undemocratic, for it reflected no widespread demand or sentiment among the population; it also risked provoking the very kind of nationalism against which it was to stand as the bulwark. Further, the breakup of supranational polities in Europe tends to be messy, as history demonstrates.

Alternativet til EU er ikke nationalisme. Alternativet er de stater, man så efter anden verdenskrig og før EU kom på banen. Stater med selvbestemmelse og nærdemokrati. Stater, hvor alene de folkevalgte bestemmer. Stater, hvor man i mange tilfælde kunne råbe de folkevalgte op. Hvor politisk apati var langt mindre end i dag. Nationalisme var i disse stater et lille problem, og den form for nationalisme, vi ønsker så lidt af som muligt, den vil jeg give Dalrymple ret i, at det er meget muligt, at netop EU vil styrke nærmere end ende. Men den mulighed overvejes slet ikke, selv om da det brød løs i Eks-Jugoslavien var der mange, der tænkte at det samme kunne ske andre steder i Europa.
Dalrymple fortsætter med causerier over Belgien, der netop er et land, hvor store modsætninger lurer under overfladen:

Belgium has not had a central government for more than 500 days. While I must admit, as an occasional visitor to that country, that the difference between Belgium with and Belgium without a central government is not apparent on casual inspection, this interregnum may take the theory of limited government too far. (...)

Historical and economic factors deepen the division between the two regions. Wallonia, though it contained a minority of Belgium’s population, long dominated its culture and economy. Even the Flemish upper class spoke French at home, while Dutch was the language of the peasantry; until recently, Belgian schools forbade children from speaking Dutch in class. With the decline of Wallonia’s coal and steel industries and the economic rise of Flanders, however, the pattern of dominance changed. Flanders went from being the poor relation to being the rich one, albeit with something of an inferiority complex. In the process, it started to make large transfer payments to Wallonia, which suffered from comparatively high unemployment. (...)

It is no surprise, therefore, that the largest political parties in Flanders are either nationalist or free-market; both philosophies lead to reducing or stopping the transfer payments. It is equally unsurprising that the largest political party in Wallonia is socialist and wants the payments to continue or increase. The Wallonian socialist party’s patronage powers in its territory are almost feudal in nature and extent; the last thing that the party of social change wants is actual change. But neither the Flemish parties nor the Wallonian socialists are strong enough to impose a government on the whole country. (...)

Den manglende regering ville, som Dalrymple fortsætter ikke være et problem, hvis det ikke lige det var fordi, at Belgiens økonomiske situation er en af de værste i EU med gæld på omkring 100 procent af BNP og et årligt underskud på over 5 pct. af BNP. Og de to parter kan ikke finde en fællesløsning:

The Walloons want higher taxes to maintain the current arrangements; the Flemish want lower taxes and reduced spending to promote long-term growth. The result is a stalemate. Wallonia and Flanders are like a married couple who no longer can live together but find divorce impossible because of difficulties over the settlement.

Så påpeger han det ironiske i, at EU administrationen er placeret i Bruxelles i Belgien:

It happens that the central offices of the E.U. are located in Brussels. Yet the political difficulties of Belgium do not give the European unionists pause for thought—or, if they do pause, they reach a peculiar conclusion: that what has not worked in two centuries in a small area with only two populations will work in a few years in a much larger area with a multitude of populations. It does not occur to the unionists that different countries really are different: not a little bit, but radically, in culture, language, history, traditions, and economies.

Han skifter nu til eksemplet med Irland og Grækenland, to ekstremer i Europa. Irerne roser han, fordi han er af den opfattelse, at de er det eneste folk i Europa, der i udpræget grad har forstået deres egen medskyld i den økonomiske krise. Selv om de også har skudt mod bankerne og politikerne:

Most people seemed to understand that the seven fat—indeed, grossly obese—years simply had to be followed by the seven lean. The relation of the previous excess to the present hardship was obvious to everyone, and the population sought no scapegoats, even if, correctly, it blamed the politicians and bankers more than it blamed itself.

Irerne har til gengæld holdt fast i deres lave selskabsskat, og en absurd kritik er blevet rettet mod landet af den grund - lige så absurd, som den der blev rettet mod Tyskland for et par år siden.


Men Dalrymple er naturligvis selv den bedste til at udstille absurditeten i EUs holdning til Irland lave selskabsskat:

Since the crash, successive Irish governments have had the determination to fight to retain their low corporate tax, called “predatory” by the other Europeans. (It is symptomatic of Europe’s sickness that refraining from government seizure of money is now deemed by its political class to be predation.) The Irish economy may thus be poised for a quicker recovery.

Men den samme fordel, som Tyskland har af en fællesmønt kombineret med en utrolig stærk konkurrenceevne, kan være den bagdel, der vælter hele EU-læsset, som Dalrymple skriver:

For a time, the euro did seem to serve German interests, allowing countries to buy German goods that they might not otherwise have been able to buy. Meanwhile, Germany, with a determination not shown by other European countries, reduced payroll taxes and barely increased wages, having previously established a powerful manufacturing base. Savings rose, and Germany became the China of Europe. Now it has the problem of what to do with its trade surplus, larger than the trade deficits of France, Italy, and Spain combined.
Europeans have painted themselves into a corner. If the debts of European countries are mutualized, there can be only one country that lays down the rules of mutualization, and it won’t be France, struggling with a large deficit, large debts, and a large trade imbalance. The historian John Robert Seeley famously wrote that the British Empire had been formed “in a fit of absence of mind”; so could it be with German hegemony in Europe.

Den tyske model med tæring før næring og opbygningen af en stærk økonomi, stram styring og stærke krav til at skære i velfærden bliver heller ikke velmodtaget i de lande, der har problemer med gæld. 

Sat på spidsen, så skal resten af EU acceptere en ideologisk kolonisering af tysk økonomisk og politisk mentalitet, blive kolonier i et tysk imperie, eller hele EU-projektet falder fra hinanden, fordi resten af landene ikke formår at være konkurrencedygtige under en stærk euro, eller styre deres offentlige forbrug.

Her skal man også skelne imellem, at der er forskel på den tyske politiske elite, og den tyske befolkning, hvor modstanden mod EU og det at betale for andre landes manglende evne til at konkurrere og styre deres offentlige udgifter slår hårdt i gennem. I det tyske folkedyb forstår man næppe helt fordelen i, at de øvrige EU-lande tvinges til en kunstig høj valuta og, hvad det betyder for den tyske konkurrenceevne. 

Det er med andre ord en nærmest umulig situation, som Dalrymple også berører:

The alternative to sharing the debts seems to be the breakup of the euro. This might turn recession into prolonged slump, with the countries expelled from the eurozone forced into a default catastrophic for the banking system. I get dizzy just thinking about the bank account in which I hold euros: in the event of a breakup, will it be denominated in drachmas or deutschmarks, and who will decide? Like everyone else, I would prefer deutschmarks, a preference that will drive up the price of the currency to the point that German exports, no matter how high their quality, will be too expensive to buy.
No wonder German chancellor Angela Merkel appears indecisive: like every politician, she wants a painless solution to a problem. She does not want to throw Germany’s weight about, demanding every country’s Papieren, bitte. Yet she does not want to be responsible for rampant inflation or for the breakup of the euro, either. Whatever she decides, love of Germany in Europe will not grow.

Han slutter sit essay af med at konstantere, at de frygtelige tanker, som EU skulle afskaffe, har EU nu i stedet genoplivet. Og jeg er fuldstændig enig i den analyse, men håber det ender noget bedre, end man kan frygte:

In short, the incontinent spending of many European governments, which awarded whole populations unearned benefits at the expense of generations to come, has—along with a megalomaniacal currency union—produced a crisis not merely economic but social, political, and even civilizational. The European Union that was supposed to put an end to war on the continent has resuscitated antagonisms that might end in bellicosity, if not in outright war. And the European Project stands revealed as what any sensible person could have seen it always was: something akin to the construction of a massive, post-Tito Yugoslavia.

Læs hele Dalrymples artikel her på City Journal: 

Det siger ikke så lidt om det mobile guld

Jeg er glad for, at jeg i mange år har været kunde hos Lebara, men at de kan skovle milliarder ind på så billig telefoni, det siger noget om, hvor høje profitrater de andre selskaber har, omend det skal regnes ind, at de vel bruger flere hundredtusinde kroner om dagen på reklamer for deres dyre produkter.

Fra JP: 

Efter at have fået asyl i Norge begyndte Rasiah Ranjith Leon at arbejde på McDonalds med at vaske toiletter.

"For en times arbejde på McDonald's kunne jeg ringe hjem i tre minutter," siger Lebara-stifteren til norske Aftonposten.

Det fik vækket forretningsmanden i Rasiah Ranjith Leon.
Sammen med to venner besluttede han at oprette et selskab, der kunne opfylde det behov han selv og mange andre tilflyttede nordmænd havde, billigere telefoni over hele verden.
Firmaet der i dag er kendt som Lebara, er bredt ud over hele verden og opnåede 100.000 kunder alene i Norge, før det blev solgt for omkring 300 mio. danske kroner.

Hele firmaet er vurderet til over 5 mia. kroner, men den tamilske stifter har dog ingen planer om at trække stikket og nyde en tidlig pension som tilbagetrukket milliardær.

Det man gør i livet

De tre venner bag Lebara har ikke glemt, at de kom fra en ydmyg baggrund, og har udover at drive teleselskabet Lebara også oprettet Lebara-stiftelsen, der har en anslået værdi på næsten tre mia. kr.

"Jeg har ikke tænkt på, at jeg er så rig. Det er ikke så vigtigt, for man kommer til verden med ingenting, og man tager herfra med ingenting, og så er det eneste, der har betydet noget, det man har gjort i den tid, man er her, siger Lebara-stifteren til Aftonposten.

Lebara-stiftelsen har især fokus på hjælpearbejde i Asien, hvor der blandt andet er planer om at oprette et hjem til dårligt stillede indiske børn, der så senere kan få en uddannelse.

Tænk man kan støtte hjælpearbejde i stedet for irriterende og larmende reklamer via brugen af ens mobil!

Skift, skift, skift teleselskab.

Fuck idioter

Der er snart ikke noget sted, man kan læse uden at skulle læse stivnakker, hvis verdenssyn er så sort hvidt og stupidt, at man næsten ikke tror det.


Man kan mene meget om De Konservative - jeg synes ikke, at de har noget nyt eller anderledes at byde ind med. Det nytter heller ikke at bjæffe om om skattelettelser og andet, når man haft travlt med at hive pengene ind på andre kontoer:


Se den omfattende - men næppe komplette - liste over alle de afgifter, den tidligere regering indførte her:


Men i kommentarerne under en artikel om De Konservatives risiko for at ryge spærregrænsen på jp.dk. Der slår man godt nok skammeligt under bæltestedet - eksempler:

"Den største fejltagelse som Per Stig Møller og de Konservative har begået i nyere tid, var at de gik sammen med Anders Fogh i hans krigsforbrydelser i Iraq. En fejltagelse som vil blive husket ligesom deres facistiske fortid før anden verdenskrig.  Jens Hansen, Shanghai | Skrevet: 19. feb 12 kl. 10:48 "

"De konservative beundrede Franco og hans kollega i Italien. De forventede også meget af det nye tredie rige under Adolf den Første.  Martin Nielsen, Måløv | Skrevet: 19. feb 12 kl. 10:48"

"Det er gået lidt tilbage for partiet siden de marcherede på Frederiksberg Alle i tredverne. Det var et "stolt" syn, under Dannebrog i spidsbukser, lange sorte støvler og skrårem. Et parti der kan være stolt af traditionerne.  Vagn Schmidt, Frederiksberg | Skrevet: 19. feb 12 kl. 10:43"

"De konservatives afhængighed af de brune og bonderøvene har kostet dem livet. Erik Larsen, Kbhvn. | Skrevet: 19. feb 12 kl. 10:37"

Føj for et menneskesyn - endda vendt mod et parti, der til tider forsøger at være mere lyseblå end De Radikale og være det bløde blå parti på mange områder. Det er jo direkte absurd.

Nye journalister er mikrofonholdere

Søren Espersen leverer følgende slagside til journalister på Journalisten.dk:

"Jeg har selv oplevet, hvor let det er at få journalisterne til at gå ind på mine betingelser. Hvis der var noget, som Pia Kjærsgaard ikke gad snakke om, for eksempel intern uro i partiet, så kunne man sagtens lave en aftale om, at interviewet bliver uden det og det," siger han til Journalisten.dk. 

"Det er da ulækkert.Som journalist ville jeg da aldrig finde mig i, at jeg på forhånd skulle have at vide, præcis hvilke spørgsmål jeg måtte stille. Der savner jeg en presse, der siger: on your bike!" siger Espersen.

Jeg tror, at Søren Espersen har en pointe i, at der er gået for meget flinkeskole i journalistikken.


Han har også delvis ret i sin anklage mod Journalisthøjskolen:

"Når det gælder unge og nyansatte journalister, så gør de det nærmest af sig selv. De virker næsten hundeangste på forhånd og siger med det samme: du får selvfølgelig artiklen til gennemsyn. Og det overrasker dem altid, når jeg så siger, at jeg ikke gider se det," siger han.

Og det er ikke kun Søren Espersen selv, der har den oplevelse omkring de unge journalister. Han fortæller, at han har spurgt kolleger rundt omkring på Christiansborg om netop dette fænomen, og at mange bekræfter tendensen med, at journalisterne uopfordret tilbyder, at kilden kan godkende citater.

 Ansvaret, mener Espersen, ligger på journalistuddannelserne.

"Nogle gange tager jeg nærmest journalisterne i skole og spørger: hvorfor tilbyder du det her? Og svaret er så, at de har fået at vide på skolen, at det er en god ide for at bløde jorden op i forhold til kilden. Men det er da i hvert fald ikke den måde, jeg blev opdraget på Journalisthøjskolen. Dengang skulle kilderne næsten trække citaterne ud af os for at få lov at se dem. Jeg synes, det er helt galt, når man frivilligt overleverer redigeringsretten til kilden."

Selv mener jeg, at der har været lidt blandede signaler i denne sammenhæng på Journalisthøjskolen. Jeg er dog ret sikker på, at det, vi har lært, er, at hvis kilden ønsker citaterne til gennemsyn, så skal vi indgå på det præmis. Det er god skik at gøre det. Men det er ok helt at undlade, at selv give tilbuddet om citattjek.

Så problemet ligger måske et andet sted - nemlig i, at man som ung eller uerfaren journalist frygter at miste historien, hvis man ikke strækker sig langt i samarbejdet. Det har jeg selv gjort i visse tilfælde, hvor jeg fornemmede, at kilden stillede lidt tøvende op.

Mange er mistroiske over for journalister, selv om flertallet i professionen faktisk gør et hæderligt og ærligt arbejde, og endda også selv tager initiativ til at få det kilden siger til at lyde (endda lyve) bedre og mere sammenhængende.

Omvendt er denne holdningsændring fra rå citater, uanset hvor dumt kilden tager sig ud, til et samarbejde med kilden også opstået på den baggrund, at visse politikere har nægtet at lade sig interviewe, specielt af bestemte journalister. Og alle journalister har oplevet rigtig mange gange, at kilden - ikke kun politikere - trækker stikket undervejs, eller endda når artiklen er skrevet, eller hvis de ikke mener, at interviewet forløb særligt godt.

Og journalisten kan også være ret uhæderlig, hvilket får politikerne til at nægte interviews.

 "DF nægter selv at lade svenske journalister interviewe dem, fortæller Søren Espersen:

"Det er rigtigt, og forklaringen er, at svenske journalister er nogle slyngler, og det må du gerne citere mig for. De har kun en ting for øje, nemlig at manipulere. For at give dig et eksempel, så lavede jeg selv et interview med en avis i Göteborg. Interviewet var gengivet helt korrekt, men illustrationen var Johnni Hansen, der marcherede gennem gaderne. Så kan de rende mig! Derfor har vi sagt til svensk tv, at de gerne må interviewe Pia Kjærsgaard, men det bliver kun live, så de ikke kan manipulere med hende."

Journalisthøjskolen får også mulighed for et modsvar:

"Jeg ved ikke, om Søren Espersen tæskede ethvert citat, da han var journalist. Men jeg ved, at mange politikere og eksperter netop har problemer med, at de føler sig fejlciteret. Og hvis det skal undgås, er det jo ved, at man får lov at tjekke citaterne, siger Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef fra Journalisthøjskolen."

Det rigtige ord, her er "føler", fordi kilderne bliver i 99 procent af tilfældene citeret korrekt, men brokker sig egentlig over, at de ikke har formuleret sig ordentligt i forhold til den høje standard, de gerne vil levere, og giver journalisten skylden. Så sidder man som journalist med båndoptagelsen, der viser, at man har ret og en kilde, der bliver sur, hvis man holder fast i, "det var det, du sagde!"

Der findes også en anden forklaring på mere samarbejde med kilden, som Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef fra Journalisthøjskolen bringer på banen:

"Jeg kan nikke genkendende til, at der er sket en udvikling, også hos os. Vi går ind for større åbenhed og dialog mellem kilde og journalist. Hvis man kigger på troværdighedsmålinger, så ligger journalister side om side med politikere og roder nede i bunden. Og alt, hvad der kan redde journalistikken ud af den situation, skal være velkomment. Så det, at vi har en ny generation, der er mere åbne og ærlige, og som gerne vil skabe transparens, det kan jeg da kun hylde."

Det er ikke optimalt, men lad os også slå fast, at der er nogle, der vil nægte interviews, hvis de ikke får denne ret.


Jeg er helt enig i, at man som journalist skal være hæderlig, men man skal også stikke nogle spørgsmål, som ikke lige var planlagt og holde på nogle trumfer, specielt hvis man står over for en politiker, der vil vende spørgsmålene med spindoktoren først. Sol og vind skal fordeles ligeligt,


Det er kedeligt, at vi nu har en udvikling, hvor det hele sker på politikernes præmisser, og jeg synes, at der bliver lagt for lidt arbejde i at finde på kritiske spørgsmål, selv når de stilles. Det er nok et større problem.


Interviewet med LA under den sidste valgkamp er et glimrende eksempel, på en kritisk vinkel, man på redaktionen på TV2 burde have undersøgt ordentligt og selv skudt ned, i stedet for at bliver ved med at køre i samme rille under selve live-interviewet.


Mon ikke, det er sådanne situationer, der først og fremmest giver journalister et dårligt rygte - nemlig manglen på viden og manglende evne til at indse, at man har valgt en forkert hest at sætte ens væddemål på.


Ligeledes har journalister mindre tid til at skrive gode artikler nu om dage. Det gælder ikke alle, de gode, der kan lavere kvalitet lidt hurtigere end de andre, får angiveligt og efter sigende lov - på de store aviser, der fortsat har lidt råd.


Men mange artikler bærer i dag præg af, at det er noget lala, der er liret hurtigt af - Hvorfor skulle man egentlig læse det og betale for det? Når man kan få den slags hurtige nyheder gratis på nettet?


Men jeg kan virkelig ikke se, at en tandløs mikronfonholdning skulle gøre rygtet bedre, det tvivler jeg stærkt på, selv om jeg gerne er retfærdig over for og samarbejder med min kilde - den gyldne middelvej - tak!

Radikale: Rygning burde være forbudt - Politiko | www.b.dk

Radikale: Rygning burde være forbudt - Politiko | www.b.dk

Vi er liberale, men den personlige frihed be damned.

Camilla Hersom ville gerne forbyde rygning helt og aldeles.

- Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint. Og jeg er overbevist om, at hvis cigaretten blev opfundet i dag, så ville den være forbudt, siger Camilla Hersom til Radio24syv.

Hvad med at forbyde den biltrafik, der også giver kræft, luftvejssygdomme, blodpropper osv.

Eller hvad med alkohol, der resulterer ikke bare i helbredsskader, men har følgevirkninger i form af vold, både inden og uden for hjemmets vægge? Eller siden, der findes personer, der kan administrere deres forbrug, så kunne man indføre personlig drikketilladelse eller sætte kvoter på forbruget, lige som de har gjort med spilleautomater i Norge.

Hvor langt vil man egentlig bevæge sig i andre menneskers privatliv med forbud, reguleringer, krav og holdningsændrende afgifter?

Royksopp - And the Forest Began to Sing

Nummeret er langt fra Royksopps bedste, men det er en fænomenal video:

Volbeat - still counting

Jeg har været fordomsfuld og overset Volbeat - troede, det var noget med larm og growling.


Men god damn - simpelthen for godt til at være sandt:

Counting all the assholes in the room
Well I'm definitely not alone, well I'm not alone

Mike Stern - Outta Town

En af verdens absolut bedste guitarister. Det er min erfaring at ikke alle er lige så begejstret for dette musiknummer, som jeg er. Fordi han spiller improviseret og med abstrakte toner i forhold til resten af bandet.

Det er nok et spørgsmål om tilvending, for man skal sætte sig ind i musik på en helt ny måde. For mig findes der knap noget bedre og mere opløftende, afslappende, fantastisk, end dette nummer: