lørdag den 15. juni 2013

Hvordan hævder man ens kultur og rettigheder over for en taleban-kriger med en AK-47

Et af de argumenter, der går igen i debatten mellem Søren Krarup, Kasper Støvring og Simon Emil Ammitzbøll (efter spørgsmålet luftes af ordstyrer Kasper Elbjørn) på mødet hos Cepos forleden, er (videoforedrag her og sekvensen starter cirka 50 minutter inde). Argumentet går på, at kan man ikke forestille sig, at dansk kultur bliver stærkere i mødet med fundamentalistisk islam? At man finder ud af, hvad er man ikke, og hvad er man?

Kasper Støvring svarer "jo bestemt".

Jeg ville have svaret bestemt ikke. For det første behøver vi ikke at finde ud af, at dansk kultur ikke er:

Jihad og troen på 72 jomfruer i himlen.

Sharialov, hvor kvindens retsstilling er ringere end mandens. Dødsstraf eller hårde straffe for frafald fra Islam.

Arrangerede ægteskaber og æresvold.

Forbud mod at kritisere religion og en hvis profet.

At gå med tørklæder fordi en kvindes hår betragtes som særligt æggende.

At chikanere kvinder, der ikke går med tørklæde, eller klæder sig såkaldt udfordrende.

At kaste med sten efter brandfolk.

Overfalde personer, der spiser svinekød.

Det falder helt naturligt for os, at sådan handler og tænker man ikke. Vi ved ganske glimrende, at det intet har med dansk kultur at gøre.

For det andet, så er det meningsløst at snakke om en stærk kultur - altså argumentet, der går på, at hvis man frygter islam, så har man indforstået en frygt for, at ens egen kultur ikke er stærk nok. Det er uden relevans, når modstanderen er villig til at bruge alle midler, og det gælder for vores kultur, at det er vi ikke.

Hvordan skal en afghansk kvinde argumentere for, eller hævde sin ret til at gå i skole over for en talebankriger med en AK-47?

Hvordan skal en ung dansk kvinde hævde sin ret til at gå i miniskørt uden at blive gramset på eller kaldt en luder, og hvordan kan hun gøre det uden at blive overfaldet, chikaneret yderligere, truet osv.?

I dag er 11 kvindelige universitetsstuderende blevet sprunget i luften i Pakistan, fordi de krævede deres ret til at gå på universitetet. Hvordan skulle det styrke kvinders ret og vilje til at gå på universitet? Hvordan skulle det styrke en kultur, hvor det antages som naturligt, at kvinder uddanner sig?

Hvordan skal man frit kritisere religion med dødstrusler hængende over ens hoved?

Det har ingen gang i den virkelige verden. Religiøse fanatikere og terrorister har magt, selv om de ikke sidder på de øverste poster i landet. De har magt på gadeplan, og for dem som udsættes for denne magtudøvelse, gør det ingen forskel, at de religiøse fanatikere og terrorister ikke besidder den formelle magt.

Det gør ikke den store forskel for pigen i Afghanistan, at den øverste magt i landet tillader hendes skolegang. For der findes som sagt flere talebankrigere i nærheden bevæbnet med AK-47, der har en helt anden mening.

Ser vi egne breddegrader, så er tvangsægteskaber forbudt ifølge loven. Tvangsægteskaber er klart og tydeligt mod danske normer. Men loven har ingen betydning i forhold til at bremse et angiveligt fortsat stigende problem med tvangsægteskaber og æresrelaterede trusler og vold, og det er tvivlsomt, at lovændringen, der er på vej, vil ændre noget og få de første dømt for overtrædelse af loven.

Så konkret kan vi ikke hævde vores kultur på et så markant område. Vores kultur er her taberen over for den islamiske og ikke alene her.

Vi får måske ikke talebankrigere med AK-47 på patrulje lige med det samme, men omvendt er der flere eksempler fra fx. Frankrig og England på et selvbestaltet religiøst politi i muslimsk dominerede områder for at slet ikke tale om regulære baghold på politiet med skydevåben i Frankrig, når de formaster sig til at gå ind i et muslimsk domineret område. Samme trend er set i Danmark i Mjølnerparken med selvbestaltet religiøst politi. Hvordan vil hævde vores kultur over for sådanne grupper? Hvordan vil muslimske kvinder hævde deres ret eget liv omgivet af et hav af social kontrol?

Hvis vi en dag lykkes bedre med at assimiliere muslimske indvandrere. Lykkes bedre med at bekæmpe tvangsægteskaber, eller på andre områder lykkes med at håndhæve vores idealer og love. Så kan vi tale om styrken i vores kultur. Indtil det sker er det meningsløst at hævde styrken i vores kultur, der reelt viger pladsen og er på retræte.






0 kommentarer: