Konklusioner og perspektivering - immigrationskritik del 4

De tre poster om immigrationsmyten og arbejdsløsheds/markeds-myten:

Del 1.
Del 2.
Del 3.

De små årgange i firserne (1982-1990) er opsuppleret af allerede foretaget indvandring, med et gennemsnit på 23188 ekstra børn.

De som udgjorde de 438600 0-4 årige i 1948, den største population af børn i den alder nogensinde, er faldet til 374291 af 60-64 årige i 2008.

Af gruppen de 60-66 årige, "som snart går på pension", er per 2008, allerede 295035 på pension.

Vi har over 800000 tusinde uden for arbejdstyrken i den arbejdsdygtige alder, plus ledige, vi er altså bare i færd med at flytte mennesker fra en kategori af overførselsindkomst/pension til en anden.

Kun 50,6 procent af dem over på 55 år eller derover er faktisk beskæftigede.

Det reelle antal arbejdsløse, når man fraregner folk på revalidering, voksenlærlinge, orlov, feriedagpenge, sygedagpenge, efterløn, førtidspension, barselsorlov, altså dem som i forskellige former for aktivering og jobtræning, opkvalificering + dem som er fuldtidsledige er på ca. 225000 mennesker.

Samlet set ryger alle på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder næsten op på 900000.

Vi har historisk set ikke skabt mange arbejdspladser, der var 2.741,407 millioner beskæftigede i 1998.
Et lavpunkt på 2.584,866 millioner beskæftigede i 1994 under sidste lavkonjunktur.
Der var 2.772.868 millioner beskæftigede da Fogh overtog posten.
Der var 2.706,434 millioner beskæftigede i 2004, altså et fald på 68000 i forhold til 2001, hvilket ikke afholdt visse fra at tale om fald i arbejdsløsheden.
Der var rekord beskæftigelse i 2. kvartal 2008, på 2.842,000 millioner. Altså 100000 tusinde mere end i 1988.
Alligevel blev der sat en rekord, med hensyn til mennesker uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder på 837000 mennesker per 1. kvartal i 2008.
Det skyldes at vi har fået over 300000 flere borgere at beskæftige. Fra 1980 til 2007 er befolkningen i Danmark vokset fra 5.135.000 millioner til 5.447.000 millioner.

I perioden 1995-2008:
Antallet af arbejdstagere der arbejder mellem 15 og 36 timer om ugen er steget med næsten 160000.
Antallet af arbejdstagere som arbejder 37 timer om ugen er faldet med 253000
Antallet af arbejdstagere som arbejder mellem 38-48 timer om ugen er steget med 280000.

Antallet af offentlige ansatte er minimum vokset med 57000 og muligvis med op over 100000, alt efter hvordan man regner det ud. (se del 3.)
Altså er de lig med væksten på 100000 beskæftigede, fra højdepunktet i 1988 til højdepunktet i 2008. (se del 2.)

Fra 1988 til 2007 væksten i lønudgifter i offentligt regi vokset fra 136 milliarder til 284,5 milliarder! Altså over fordoblet, desuagtet mængden af udlicitering.

Vi mangler ikke decideret arbejdskraft og står over for en recession, hvor antallet af beskæftigede kan falde med over 100000.
Vi mangler kun uddannet arbejdskraft inde for begrænsede felter, mest det offentlige, som løsning på dette problem giver det at uddanne flere, holde dem fast på uddannelsen og på det danske arbejdsmarked med økonomisk incitament, mere raison end at håbe på at udenlandsk arbejdskraft falder ned fra himlen.
Immigration er altså generelt den forkerte løsning på et knapt eksisterende problem, vi har ikke haft vækst i de arbejdspladser som udgør det private erhvervsliv for alvor, og den vi har haft skyldes i høj grad friværdiboblen og byggeboom. Et midlertidigt fænomen.
En immmigrant er per definition, en som skal have et understøttelsesgrundlag, helst uden for offentligt understøttelsesregi, en som skal have bolig, lægehjælp, skolegang til sine børn. Alle disse områder er voldsomt presset, økonomisk og arbejdskraftmæssigt. Derfor giver immigration næsten uden grund, absolut ingen logisk mening.
En åbenhed over for at ansætte kompetent udenlandsk arbejdskraft, efter devisen: "arbejdskraften kan ikke skaffes lokalt", giver mening efter i forholdet: 1. stilling = 1. immigrant. Men det giver langt mere mening at udnytte allerede eksisterende demografiske reserver og uddanne dem.

For stor indvandring kan ganske vist sætte gang i byggebranchen igen og måske et nyt friværdiræs og gøre det nær umuligt at få bolig, altså afsat de dyre luksusboliger som kollektiver for mennesker som ikke har andet valg.
Men taberne i dette spil, bliver de fattige i Danmark:

163000 mennesker i dagens Danmark, alle 20 år eller derover, tjener under 74999 kroner om året.

193000 mennesker, 20 år eller derover, tjener mellem 75000-99999 kroner.

251000 mennesker, +20 år, tjener mellem 100000-124999.

Med stigende fødevarepriser, leveomkostninger og få almennyttige boliger, som er for dyre at bygge med nutidens priser på håndværkere og byggematerialer, grund osv. med ringere mulighed for at komme ud af gruppen på permanent, eller næsten permanent overførselsindkomst, bliver de, de helt store tabere.

Med pres på sociale og offentlige udgifter risikerer vi store nedskæringer, der nok næppe kommer til at ramme, hvor det er bedst.
Vi får jo allerede som situationen og reglerne er nu, trods 24 års regel osv. stadig en nettotilstrømning af immigranter.
Altså øgede offentlige udgifter.

Immigrationspolitikken skal væk fra spørgsmålet om kolonihaver og fremmede, og derhen hvor den bliver til en nøgtern matematisk vurdering med dens langsigtede sociale konsekvenser med i betragning.

Denne post bliver placeret link under "udvalgte blogposts".