Eksklusionskriterier i en postkritisk tid

En undersøgelse foretaget for nyligt af Ledernes Hovedorganisation viser, at 60 procent af de næsten 1000 adspurgte ledere vil foretrække at ansætte mennesker med sund livsstil.

Det kan man jo så sige er rationelt nok, eftersom usunde mennesker er mere syge end andre.
Men, problemet er at gener spiller en større rolle end en sund livsstil, dvs. et menneske som lever almindeligt, kan faktisk være sundere end et menneske som lever sundt, faktisk kan overdrevent "sundt" være skadeligt, da man måske frarøver kroppen nødvendige næringsstoffer og slider mere på den end den kan regenerere.
Et parameter på sund livsstil bliver naturligvis om vedkommende er overvægtig. Men her bedrager skindet, for en overvægtig kan ofte være langt mere fit end en ikke overvægtig og have et sundere legeme.
I øvrigt er fedme ikke nødvendigvis et tegn på at man spiser mere usundt end andre, der findes mennesker som er genetisk disponeret for overvægt og som har en lav forbrænding.

Man beklager sig bestandigt over, at man ikke kan få nok kvalificeret arbejdskraft, alligevel har vi over 800000 uden for arbejdsmarkedet.
Et samfund som sorterer over 20 procent af sine medmennesker fra, er ikke sundt.

Når fede, rygere, folk der spiser husmandskost, gamle, indvandrere, kvinder som ikke har født, sorteres fra. Så har vi ikke reelt mangel på arbejdskraft, men et arbejdsmarked, der er blevet vænnet til at være snotforkælet, og som kræver stadigt mere og mere af sine medarbejdere.

Findes der ikke grænser for i hvor høj grad en arbejdsplads eller regeringen må blande sig i private forhold længere, eller lade arbejdet indtage privatlivet?

En såkaldt fed indvandrer på 60 år, kan stadig være en langt bedre arbejdskraft end en ung maratonløber. Det drejer sig om motivation, erfaring og færdigheder først og fremmest.
Der er, hvad en arbejdsgiver hyrer, ikke en sjæl og dets privatliv.
Og hver ansøger er et individ og bør bedømmes som sådan, ikke ud fra fordomme.

Det mest beskæmmende er, at en markant og tragisk holdning som denne forbipasserer ubemærket i medierne.