Et af de argumenter, der går igen i debatten mellem Søren Krarup, Kasper Støvring og Simon Emil Ammitzbøll (efter spørgsmålet luftes af ordstyrer Kasper Elbjørn) på mødet hos Cepos forleden, er (videoforedrag her og sekvensen starter cirka 50 minutter inde). Argumentet går på, at kan man ikke forestille sig, at dansk kultur bliver stærkere i mødet med fundamentalistisk islam? At man finder ud af, hvad er man ikke, og hvad er man?
Kasper Støvring svarer "jo bestemt".
Jeg ville have svaret bestemt ikke. For det første behøver vi ikke at finde ud af, at dansk kultur ikke er:
Jihad og troen på 72 jomfruer i himlen.
Sharialov, hvor kvindens retsstilling er ringere end mandens. Dødsstraf eller hårde straffe for frafald fra Islam.
Arrangerede ægteskaber og æresvold.
Forbud mod at kritisere religion og en hvis profet.
At gå med tørklæder fordi en kvindes hår betragtes som særligt æggende.
At chikanere kvinder, der ikke går med tørklæde, eller klæder sig såkaldt udfordrende.
At kaste med sten efter brandfolk.
Overfalde personer, der spiser svinekød.
Det falder helt naturligt for os, at sådan handler og tænker man ikke. Vi ved ganske glimrende, at det intet har med dansk kultur at gøre.
For det andet, så er det meningsløst at snakke om en stærk kultur - altså argumentet, der går på, at hvis man frygter islam, så har man indforstået en frygt for, at ens egen kultur ikke er stærk nok. Det er uden relevans, når modstanderen er villig til at bruge alle midler, og det gælder for vores kultur, at det er vi ikke.
Hvordan skal en afghansk kvinde argumentere for, eller hævde sin ret til at gå i skole over for en talebankriger med en AK-47?
Hvordan skal en ung dansk kvinde hævde sin ret til at gå i miniskørt uden at blive gramset på eller kaldt en luder, og hvordan kan hun gøre det uden at blive overfaldet, chikaneret yderligere, truet osv.?
I dag er 11 kvindelige universitetsstuderende blevet sprunget i luften i Pakistan, fordi de krævede deres ret til at gå på universitetet. Hvordan skulle det styrke kvinders ret og vilje til at gå på universitet? Hvordan skulle det styrke en kultur, hvor det antages som naturligt, at kvinder uddanner sig?
Hvordan skal man frit kritisere religion med dødstrusler hængende over ens hoved?
Det har ingen gang i den virkelige verden. Religiøse fanatikere og terrorister har magt, selv om de ikke sidder på de øverste poster i landet. De har magt på gadeplan, og for dem som udsættes for denne magtudøvelse, gør det ingen forskel, at de religiøse fanatikere og terrorister ikke besidder den formelle magt.
Det gør ikke den store forskel for pigen i Afghanistan, at den øverste magt i landet tillader hendes skolegang. For der findes som sagt flere talebankrigere i nærheden bevæbnet med AK-47, der har en helt anden mening.
Ser vi egne breddegrader, så er tvangsægteskaber forbudt ifølge loven. Tvangsægteskaber er klart og tydeligt mod danske normer. Men loven har ingen betydning i forhold til at bremse et angiveligt fortsat stigende problem med tvangsægteskaber og æresrelaterede trusler og vold, og det er tvivlsomt, at lovændringen, der er på vej, vil ændre noget og få de første dømt for overtrædelse af loven.
Så konkret kan vi ikke hævde vores kultur på et så markant område. Vores kultur er her taberen over for den islamiske og ikke alene her.
Vi får måske ikke talebankrigere med AK-47 på patrulje lige med det samme, men omvendt er der flere eksempler fra fx. Frankrig og England på et selvbestaltet religiøst politi i muslimsk dominerede områder for at slet ikke tale om regulære baghold på politiet med skydevåben i Frankrig, når de formaster sig til at gå ind i et muslimsk domineret område. Samme trend er set i Danmark i Mjølnerparken med selvbestaltet religiøst politi. Hvordan vil hævde vores kultur over for sådanne grupper? Hvordan vil muslimske kvinder hævde deres ret eget liv omgivet af et hav af social kontrol?
Hvis vi en dag lykkes bedre med at assimiliere muslimske indvandrere. Lykkes bedre med at bekæmpe tvangsægteskaber, eller på andre områder lykkes med at håndhæve vores idealer og love. Så kan vi tale om styrken i vores kultur. Indtil det sker er det meningsløst at hævde styrken i vores kultur, der reelt viger pladsen og er på retræte.
Viser opslag med etiketten Pakistan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pakistan. Vis alle opslag
lørdag den 15. juni 2013
søndag den 18. december 2011
Når modet til at leve som en vestlig kvinde kan koste en livet.
Veena Malik, der for nylig leverede denne genseværdige tirade mod en konservativ iman:
- bragte sig fornylig i fokus endnu en gang hos dødsfarlige fjender, da hun figurerede i den indiske version af FHM med et nøgenbillede og med ISI, initialerne for den pakistanske efteretningstjeneste, malet på skuldrene.
Her bakkede hun dog ud og påstod, at billederne var manipulerede. Den mulighed havde hun ikke i interviewet foroven.
Det er næsten også for mange trusler mod livet at samle på en gang.
Derfor vakte det også opmærksomhed, da hun forsvandt i fredags fra filmoptagelser i Indien og gav udtryk for, at hun ikke kunne mere. Over weekenden kunne ingen få fat i hende, og det har ført til spekulation om hendes skæbne.
Heldigvis er hun ok, men måtte forklædt i burka snige sig ind Pakistan og få fornyet hendes visa til Indien - heldigvis under hendes civile navn, der er knap så kendt som hendes kunsternavn.
Er hun modig, er hun dumdristig? Absolut, men sandheden er måske nærmere, at hun blot ønsker sig retten til at være en kvinde, som i så mange andre lande. Det er desværre bare livsfarligt, i det land hun kommer fra.
mandag den 5. september 2011
Dokumentar om det fejlslagne terrorangreb på ti fly
I de kommende måneder vil National Geographic TV sende en stærkt anbefalelsesværdig dokumentar om "The liquid bomb plot". Dokumentaren vises næste gang på lørdag:
Dokumentaren er ikke kun anbefalelsesværdig, fordi den fortæller historien om, hvordan en gruppe islamiske terrorrister ville have sprængt op til ti fly i luften og begået det største terrorangreb efter 9/11, men også fordi det faktisk er lykkedes at få topfolkene i den engelske og amerikanske regering og efterretningstjenester til at udtale sig i dokumentaren.
Dokumentaren udstiller uenigheden mellem den britiske efterretningstjeneste, der tøvede med at anholde de mistænkte, fordi den fandt det nødvendigt at samle flere beviser og den amerikanske efterretningstjeneste, der mente at anholdelserne skulle ske hurtigt, for ellers gamblede man med menneskers liv.
Amerikanerne fik med et smart skaktræk tvunget englænderne til at foretage arrestationerne tidligere, end de ønskede.
Plottets hovedmand var en pakistansk islamist, Rashid Rauf. CIA vidste, at hvis han blev fanget, så ville den engelske terrorcelle blive tvunget til at kaste sig ud i angrebet eller stikke af, og derfor ville den britiske efterretningstjeneste blive tvunget til at gribe til arrestationer.
Den tidligere CIA-chef (2006-2009), Michael Hayden, en virkelig lun og lynintelligent skarp fætter, fortæller i dokumentaren, hvordan han tog til Pakistan og fortalte den pakistanske efterretningstjeneste om Rashid Rauf og om det terrorangreb, han var arkitekten bag.
Han understreger, at han ikke bad den pakistanske efterretningstjeneste om at arrestere Rashid Rauf. Men underligt nok skete det kort tid efter mødet med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, at Rashid Rauf blev arresteret.
Michael Hayden understreger i dokumentaren, med et stort smil, at han ikke ligefrem beklager, at terroristlederen blev arresteret.
Briterne mistænkte, at amerikanerne stod bag arrestationen af Rashid Rauf. Dokumentaren rummer altså det tætteste, man kommer på en tilståelse fra amerikansk hold.
Den udstiller som sagt sider af efterretningstjenesternes forskellige strategier, hvor amerikanernes er mest proaktiv, mens de europæiske mere afventende.
Det hører med til historien, at de terrorangreb i Europa, som faktisk er lykkedes, London bomberne i 2005 og Madrid angrebet i 2004. Begge grupper var faktisk overvåget af efterretningstjenesterne.
Gruppen bag Madrid-angrebet var faktisk overvåget i over et år uden, at man åbenbart fik samlet nok beviser sammen.
Om London angrebet hævdede man først, at denne gruppe var sluppet under radaren. Det lyder pænere, end at man ikke havde samlet nok beviser sammen. Men personligt tror jeg ikke på det.
Det hører også med, at kort efter forsøgte en ny gruppe, at udføre et lignende angreb 14 dage senere den 21 juli 2005, men fejlede på grund af dårlige bomber.
FBI havde blandt advaret personalet på den amerikanske ambassade i London om at undgå at bruge Subway-banen i slutningen af 2004. Det er utænkeligt, at de ikke også har kontaktet den britiske efterretningstjeneste. Jeg tror faktisk, at de mange offentlige udmeldinger om terrortrusler i Europa fra amerikansk efterretningstjenesters side har været vink med vognstænger om, at de europæiske efterretningstjenester ikke griber hurtigt nok ind. Specielt den britiske efterretningstjeneste.
Læs mere om advarslerne før London bomberne her:
Sarkozy kom til at sige, at de britiske myndigheder havde arresteret nogle fra gruppen i 2004, og siden besluttet at lade dem gå igen i håbet om at fange det bredere netværk.
Jeg er af den opfattelse, at PET er hurtigere til at gribe ind end andre europæiske efterretningstjenester.
Men personligt var jeg hellere beskyttet af efterretningsfolk som Michael Hayden, end hans europæiske modparter.
Det hører med til historien, at den pakistanske efterretningstjeneste, der er dobbelt af natur, altså både rummer personale, der er på USAs og på islamisternes side. Den lod Rashid Rauf stikke af under et toiletbesøg under en fangeflytning, et hændeligt uheld hmm hmm.
USAs efterretningstjeneste fandt dog Rauf senere, og han blev dræbt af et droneangreb i Pakistan.
| Næste visning: | |
| Gentagelser: |
Dokumentaren er ikke kun anbefalelsesværdig, fordi den fortæller historien om, hvordan en gruppe islamiske terrorrister ville have sprængt op til ti fly i luften og begået det største terrorangreb efter 9/11, men også fordi det faktisk er lykkedes at få topfolkene i den engelske og amerikanske regering og efterretningstjenester til at udtale sig i dokumentaren.
Dokumentaren udstiller uenigheden mellem den britiske efterretningstjeneste, der tøvede med at anholde de mistænkte, fordi den fandt det nødvendigt at samle flere beviser og den amerikanske efterretningstjeneste, der mente at anholdelserne skulle ske hurtigt, for ellers gamblede man med menneskers liv.
Amerikanerne fik med et smart skaktræk tvunget englænderne til at foretage arrestationerne tidligere, end de ønskede.
Plottets hovedmand var en pakistansk islamist, Rashid Rauf. CIA vidste, at hvis han blev fanget, så ville den engelske terrorcelle blive tvunget til at kaste sig ud i angrebet eller stikke af, og derfor ville den britiske efterretningstjeneste blive tvunget til at gribe til arrestationer.
Den tidligere CIA-chef (2006-2009), Michael Hayden, en virkelig lun og lynintelligent skarp fætter, fortæller i dokumentaren, hvordan han tog til Pakistan og fortalte den pakistanske efterretningstjeneste om Rashid Rauf og om det terrorangreb, han var arkitekten bag.
Han understreger, at han ikke bad den pakistanske efterretningstjeneste om at arrestere Rashid Rauf. Men underligt nok skete det kort tid efter mødet med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, at Rashid Rauf blev arresteret.
Michael Hayden understreger i dokumentaren, med et stort smil, at han ikke ligefrem beklager, at terroristlederen blev arresteret.
Briterne mistænkte, at amerikanerne stod bag arrestationen af Rashid Rauf. Dokumentaren rummer altså det tætteste, man kommer på en tilståelse fra amerikansk hold.
Den udstiller som sagt sider af efterretningstjenesternes forskellige strategier, hvor amerikanernes er mest proaktiv, mens de europæiske mere afventende.
Det hører med til historien, at de terrorangreb i Europa, som faktisk er lykkedes, London bomberne i 2005 og Madrid angrebet i 2004. Begge grupper var faktisk overvåget af efterretningstjenesterne.
Gruppen bag Madrid-angrebet var faktisk overvåget i over et år uden, at man åbenbart fik samlet nok beviser sammen.
Om London angrebet hævdede man først, at denne gruppe var sluppet under radaren. Det lyder pænere, end at man ikke havde samlet nok beviser sammen. Men personligt tror jeg ikke på det.
Det hører også med, at kort efter forsøgte en ny gruppe, at udføre et lignende angreb 14 dage senere den 21 juli 2005, men fejlede på grund af dårlige bomber.
FBI havde blandt advaret personalet på den amerikanske ambassade i London om at undgå at bruge Subway-banen i slutningen af 2004. Det er utænkeligt, at de ikke også har kontaktet den britiske efterretningstjeneste. Jeg tror faktisk, at de mange offentlige udmeldinger om terrortrusler i Europa fra amerikansk efterretningstjenesters side har været vink med vognstænger om, at de europæiske efterretningstjenester ikke griber hurtigt nok ind. Specielt den britiske efterretningstjeneste.
Læs mere om advarslerne før London bomberne her:
Sarkozy kom til at sige, at de britiske myndigheder havde arresteret nogle fra gruppen i 2004, og siden besluttet at lade dem gå igen i håbet om at fange det bredere netværk.
Jeg er af den opfattelse, at PET er hurtigere til at gribe ind end andre europæiske efterretningstjenester.
Men personligt var jeg hellere beskyttet af efterretningsfolk som Michael Hayden, end hans europæiske modparter.
Det hører med til historien, at den pakistanske efterretningstjeneste, der er dobbelt af natur, altså både rummer personale, der er på USAs og på islamisternes side. Den lod Rashid Rauf stikke af under et toiletbesøg under en fangeflytning, et hændeligt uheld hmm hmm.
USAs efterretningstjeneste fandt dog Rauf senere, og han blev dræbt af et droneangreb i Pakistan.
torsdag den 5. maj 2011
Så gik det ikke længere for Pakistan at beskytte Bin Laden
Der er ikke mange, der ved så meget om Pakistans mørke side, at de tør skrive om den i de store medier. Arnaud De Borchgrave er undtagelsen, han har årtiers erfaring som reporter i regionen. Han var personligt ude og lede efter Bin Laden for at få et interview med ham, da Al Qaeda ikonet flygtede i 2001 fra Afghanistan til Pakistan.
Han kunne også med hans egne øjne konstatere, at det pakistanske militær ikke havde afspærret området for at fange Bin Laden, som Pervez Musharraf og andre i toppen af Pakistan ellers hævdede de havde.
Faktisk har dele af det pakistanske militær holdt hånden over Al Qaeda og Bin Laden, hvis man ikke selv kan regne det ud oven på, at han blev skudt i en residens få hundrede meter fra en officersskole.
Som Borchgrave udtrykker det, man ved, at dele af militæret og efterretningstjenesten i Pakistand holder hånden over Al Qaeda og indtil for nogle dage siden, Bin Laden.
Man ved ikke, hvor mange, der ikke ønsker at gøre det.
Læs hans seneste artikel oven på likvideringen af Bin Laden:
Han kunne i øvrigt have lidt denne skæbne i 2001:
Han kunne også med hans egne øjne konstatere, at det pakistanske militær ikke havde afspærret området for at fange Bin Laden, som Pervez Musharraf og andre i toppen af Pakistan ellers hævdede de havde.
Faktisk har dele af det pakistanske militær holdt hånden over Al Qaeda og Bin Laden, hvis man ikke selv kan regne det ud oven på, at han blev skudt i en residens få hundrede meter fra en officersskole.
Som Borchgrave udtrykker det, man ved, at dele af militæret og efterretningstjenesten i Pakistand holder hånden over Al Qaeda og indtil for nogle dage siden, Bin Laden.
Man ved ikke, hvor mange, der ikke ønsker at gøre det.
Læs hans seneste artikel oven på likvideringen af Bin Laden:
Osama bin Laden established close bonds with Pakistan's Inter-Services Intelligence (ISI) agency during the Soviet occupation of Afghanistan. Al Qaeda (“the Base”) was set up by bin Laden to keep track of volunteers flocking in from all over the Arab world to fight the Soviets...
For the past 10 years, bin Laden has enjoyed the protection of ISI’s “Section S,” which officially does not exist. These are pre-selected intelligence and special-ops officers who retire officially and then take up new duties in Section S. A retired ISI source told this reporter that this system is the umbrella of plausible deniability.
Læs det hele på Washington Post.
Han kunne i øvrigt have lidt denne skæbne i 2001:
Siden har man forsøgt at samarbejde med Pakistan, når man skulle have fat i ham, hvorfor det aldrig lykkedes.British special forces soldiers from the Special Air Service (SAS) and the Special Boat Service (SBS) pursue Osama bin Laden as he flees the battle of Tora Bora (see November 16, 2001 and December 5-17, 2001). According to author Michael Smith, at one point they are “twenty minutes” behind bin Laden, but they are “pulled off to allow US troops to go in for the kill.” However, it takes hours for the Americans to arrive, by which time bin Laden has escaped.
Fra HistoryCommons, komplet 9/11 tidslinje.
mandag den 21. marts 2011
Hun får da lige en tommelfinger op
Man skal lige tænke sig om, før man sætter hende her på anklagebænken:
Knap noget land afspejler konflikten internt i Islam mere end Pakistan. Her er alt fra det mørkeste Taleban til et land, der trods alt har været i nærheden af et demokrati og blandt de første lande i verden til at vælge en kvindelig leder.
Knap noget land afspejler konflikten internt i Islam mere end Pakistan. Her er alt fra det mørkeste Taleban til et land, der trods alt har været i nærheden af et demokrati og blandt de første lande i verden til at vælge en kvindelig leder.
fredag den 30. oktober 2009
Langskægget snak
"Er han ikke lidt langhåret"? Den form for slang kender vi allerede godt. Men fremtidens slang byder nok på et hyppigere udtryk, nemlig "de langskæggede."
Dem man også kalder islamister, men selv kalder de det for islam.
De langskæggede mener nemlig oftest de er de rigtige muslimer, modsat de hykleriske kulturmuslimer, der ikke bærer skæg, eller holder deres kone indespærret i dydighedens fængsel.
De kan måske/måske ikke lide jihad. Hvis de kan, vil de i hvert fald ikke skilte højt med det, forståeligt nok. Men måske mener de det faktisk, den tillid skal de da have. Man kan jo godt arbejde for Islam og dens dominante herredømme, sharia og hijab, med almindelige politiske propagandistiske midler.
En ting er sikkert, da Muhamed Sifaoui i sin tid spurgte Kasem Ahmad om de i Islamisk trossamfund var salafister, svarede han bekræftende.
Mohamed Sifaoui har i øvrigt skrevet bogen "brødre mordere", læs den endelig for guds, men ikke allahs skyld, hvor han laver en Wallraff i en salafistisk gruppe.
Kasem Ahmad blev jo halvfyret som talsmand for Islamisk Trossamfund på grund af udtalelser som følgende og lignende:
Dem man også kalder islamister, men selv kalder de det for islam.
De langskæggede mener nemlig oftest de er de rigtige muslimer, modsat de hykleriske kulturmuslimer, der ikke bærer skæg, eller holder deres kone indespærret i dydighedens fængsel.
De kan måske/måske ikke lide jihad. Hvis de kan, vil de i hvert fald ikke skilte højt med det, forståeligt nok. Men måske mener de det faktisk, den tillid skal de da have. Man kan jo godt arbejde for Islam og dens dominante herredømme, sharia og hijab, med almindelige politiske propagandistiske midler.
En ting er sikkert, da Muhamed Sifaoui i sin tid spurgte Kasem Ahmad om de i Islamisk trossamfund var salafister, svarede han bekræftende.
Mohamed Sifaoui har i øvrigt skrevet bogen "brødre mordere", læs den endelig for guds, men ikke allahs skyld, hvor han laver en Wallraff i en salafistisk gruppe.
Kasem Ahmad blev jo halvfyret som talsmand for Islamisk Trossamfund på grund af udtalelser som følgende og lignende:
I fremtiden bliver det meget nemmere at rekruttere terrorister til aktioner i Danmark. Det bliver værst for jer selv. I kommer til at leve med terroren, siger talsmanden for Det Islamiske Trossamfund, Kasem Ahmad, til Ekstra Bladet.
Findes der også folk her i moskeen på Dortheavej, der vil lave terrorhandlinger efter Abu Labans afrejse?
- Ja, helt sikkert, fastslår Kasem Ahmad og fortsætter:
- Det har ikke noget umiddelbart med Abu Labans afrejse at gøre, men stemningen er nu så dårlig, at det må få konsekvenser.
Det er rart med nogle flashbacks, når virkeligheden nu flasher tilbage - ikke sandt? Og vi er tilbage ved det udgangspunkt, som man især på Politiken aldrig forstod, da man påstod at JP kun trykte disse tegninger for at fornærme.
Der findes rigeligt med muligheder for at fornærme. Men der findes - kort sagt - kun tre politiske retninger som betjener sig af fascistisk vold for at kue og opnå resultater.
Nemlig den yderste venstrefløj, den yderste højrefløj og så den militantiske/politiske kult også kaldet Islam.
Alle dybt udemokratiske og med et universalistisk tunnelsyn, hvor kun de har monopol på den sande styreform og dermed ret til at bruge lidt af hvert af midler.
Lad os fortsætte lidt Med Kasem Ahmad:
Kasem Ahmad! - Interviewer: Ekstrabladets Annelise Pedersen - den 24. oktober 1999 (her i uddrag):
Jeg er ambassadør for islam
- Og jeg ønsker, at hele verden skal islamiseres, siger palæstinenseren, ingeniør Kasem Ahmad, der om kort tid bliver dansk statsborger.
Den lange klædedragt og tørklædet er også en beskyttelse af kvinderne, så de ikke bliver voldtaget, når de går på gaden.
Nå, men siden har man jo valgt en ny talsmand, for Islamisk trossamfund. Han hedder Imra Shah og er naturligvis også islamist. Nogen sukkertunge alá Ramadan er han dog ikke. Omend han holder sig fra så bastante udmeldinger som ovennævnte Kasem Ahmad:
Men alligevel får han drejet det her spørgsmål om terror mod JP over på et helt andet spørgsmål, som ellers nok ville kræve et helt andet mål end JP:
Anholdelserne af de to terrormistænkte viser én gang for alle, at Danmark bør trække sine tropper ud af krigen i Afghanistan. For afsløringen af et forestående angreb mod Danmark tydeliggør, at jo mere Danmark tager del i internationale missioner, jo større bliver truslen mod danskerne.
...
»Man må spørge de danske mødre: Hvad ofrer jeres sønner deres liv for? Hvad bliver dansk blod ofret for? Jeg ville ønske, at de danske mødre kunne få ro i deres hjerter. Og jeg vil opfordre til, at deres sønner tog almindelige jobs i stedet for at være krigsførende soldater.
Jeg vil godt give et svar på hvad de danske soldater ofrer deres blod for.
De gør de for at de langskæggede herrer ikke igen kan få magten, sende kvinden ind bag hjemmets fire vægge og aldrig se en skolebog.
For at Osama Bin Laden ikke skal få en sejr, og fornemmelsen af at de nogenlunde kvit og frit kan lave store angreb som 9/11, eller værre.
For at sørge for at Taleban har en større spærresten på vejen til magten, end de evner at flytte.
Godt nok kan vi aldrig vinde over Taleban, men de kan omvendt heller ikke vinde over os.
Hvis vi fjernede den sten, ville de havde en lang lettere vej til magten, ikke blot i Afghanistan, men angiveligt også i Pakistan.
For at holde "de langskæggede" fra magten, for den er de og deres religiøse middelalder syn ikke værdig.
Så mener han i øvrigt, at vi ikke har været en krigsførende nation siden vikingetiden. Det er helt forkert.
Og desværre findes der en utroligt tåbelig religion, der er noget nær statsgaranti for at vi fortsætter med at være en krigsførende magt.
Nej, smut til barberen og lær at tænke i Islamisk Trossamfund.
søndag den 25. oktober 2009
Reddede liv og røg i fængsel
Domprovst Anders Gadegaard kan bilde sig selv ind og andre, at kristne og jøder nyder stor respekt inden for Islam. I virkelighedens verden spiller klaveret lidt anderledes. Hvis i ikke har glemt det, så blev for noget tid siden dræbt syv kristne i pøbeloptøjer. Den slags som der kun skal løse rygter til, lige som urolighederne for tiden i Jerusalem, baserer sig igen, igen på rygtebørsens hysteriske idéer.
I Pakistan, august måned i år, var rygtet at nogle kristne havde smidt sider fra koranen på en skraldedynge. Det kostede som sagt syv døde og 19 tilskadekomne, altså fysisk. hvordan man har det psykisk over en sådan reaktion baseret alene på rygter og overdrevent had, det må guderne vide?
Men det kunne have gået meget værre, hvis ikke to kristne havde grebet til våben og skudt advarselsskud op i luften og ned i jorden foran den frådende hob.
Nu er det jo bare sådan, at det kan man ikke tolerere i et muslimsk land. Kristne skal bukke og skrabe og tage imod tæsk, sådan er det.
Så disse to personer er blevet fængslet på anklager såsom:
De er blevet tortureret for at komme med tilståelser om at de tilhører en terrororganisation, der begår væbnet modstand mod regimet.
Alt dette fordi de ikke ville lade en pøbel slå flere ihjel.
Og her er det jo ikke et løstgående missil alá en vred pøbel, ophidset af en iman. Men selve systemet, som har sine problemer med at respektere det kristne mindretal.
Måske skulle Anders Gadegaard tag sig en turnus i en kristen kirke i Pakistan, eller et andet sted i den muslimske verden og lytte til historierne om tolerance.
Læs hele historien her:
I Pakistan, august måned i år, var rygtet at nogle kristne havde smidt sider fra koranen på en skraldedynge. Det kostede som sagt syv døde og 19 tilskadekomne, altså fysisk. hvordan man har det psykisk over en sådan reaktion baseret alene på rygter og overdrevent had, det må guderne vide?
Men det kunne have gået meget værre, hvis ikke to kristne havde grebet til våben og skudt advarselsskud op i luften og ned i jorden foran den frådende hob.
Nu er det jo bare sådan, at det kan man ikke tolerere i et muslimsk land. Kristne skal bukke og skrabe og tage imod tæsk, sådan er det.
Så disse to personer er blevet fængslet på anklager såsom:
“rioting with deadly weapons and spreading terror with firing.”Deres sag er blevet indleveret til antiterror politiet, således frihed mod kaution bliver praktisk umuligt.
De er blevet tortureret for at komme med tilståelser om at de tilhører en terrororganisation, der begår væbnet modstand mod regimet.
Alt dette fordi de ikke ville lade en pøbel slå flere ihjel.
Og her er det jo ikke et løstgående missil alá en vred pøbel, ophidset af en iman. Men selve systemet, som har sine problemer med at respektere det kristne mindretal.
Måske skulle Anders Gadegaard tag sig en turnus i en kristen kirke i Pakistan, eller et andet sted i den muslimske verden og lytte til historierne om tolerance.
Læs hele historien her:
søndag den 11. oktober 2009
Rumble in the discursive zone
En flok amerikanske top og mellemniveau efterretningsmænd, militærfolk og diplomater anklager nu Obama administrationen for at underspille faren i AFPAK regionen.
Under anonymitet, fordi deres vurderinger er klassificeret, og de har ikke tilladelse til at udtale sig offentligt, anklager de administrationen for at ikke tage efterretningstjenestens advarsler alvorligt, og være i færd med at udarbejde en alt for begrænset strategi med fokus på Al-Qaida:
"Kend din fjende", er militær strategens Sun Tzus vigtigste råd. Hvis man ikke ved, hvad man er oppe mod, har man kraftigt forøget risikoen for et nederlag, det gælder også på papiret stærke militærmagter som USA. I en guerilla krig kommer selv verdens største militær til kort. Den vil ikke tabe, men heller ikke vinde.
At sætte ambitionsniveauet ned i Afghanistan, kunne måske godt være påtvunget i den forstand, at man lemper på ambitionen om at skabe demokrati og loven er lige for alle, forhold. At man søger strategier, bruger udstyr, som udsætter soldaternes liv for mindre fare.
Men at forlade den del af verdens og overlade scenen til Al Qaida, Taleban og øvrige militante, fundamentalistiske grupper.
Det vil vitterlig skabe langt værre problemer, end dem vi står over for nu. Taleban i sig selv er som der ganske rigtigt antydes ikke provinsiel. Målet er universielt og jo flere lande som kan ende under Talebans og øvrige islamisters herredømme, jo bedre for dem.
Situationen er langt mere faretruende, end regeringerne giver udtryk for. Og det bliver angiveligt værre endnu. Værst hvis vi trækker os ud. Men også værre selv om vi bliver, skal vi gøre os det klart.
Vi må først og fremmest kende vores fjende. Og erkende at i en guerilla krig er der ingen som vinder.
Men tager vi ikke den guerillakrig, kommer langt flere mennesker til at dø på sigt. AFPAK regionen har brug for stabilitet, i form af militær og økonomisk hjælp. Ellers overlades scenen til islamisterne, og islamisme aldrig været et isoleret problem. Den er som marxismen en global revolutionær bevægelse, hvor terror kun er en teknik, et middel blandt mange.
Under anonymitet, fordi deres vurderinger er klassificeret, og de har ikke tilladelse til at udtale sig offentligt, anklager de administrationen for at ikke tage efterretningstjenestens advarsler alvorligt, og være i færd med at udarbejde en alt for begrænset strategi med fokus på Al-Qaida:
White House officials, they said, have concluded that McChrystal's approach could be doomed by election fraud, corruption and other problems in Afghanistan; by continued Pakistani covert support for the insurgency; by the strains on the Army, Marine Corps and the federal budget; and by a lack of political and public support at home, which they fear could also undermine the president's domestic priorities..."McChrystal and Petraeus are ignoring the problems their (counterinsurgency) approach would face in Afghanistan and here at home," said one intelligence official with extensive experience in South Asia and counterterrorism. "We don't have a reliable partner in Afghanistan or Pakistan; doubling the size of the Afghan army is a pipe dream, given the corruption and literacy problems; and neither Congress or the American people are likely to give it the money, the troops or the decade or so it would need to work, if it would work.
"Now the White House is downplaying the dangers of doing the only thing that they think Congress and the public will support - a limited war against the guys who hit us on 9/11. The truth is, both approaches have huge problems, and neither one's likely to work..."
A U.S. withdrawal or failure could permit al-Qaida and other groups export their violence from Afghanistan into Pakistan's heartland, the Indian-controlled side of the disputed Kashmir region and former Soviet republics in Central Asia whose autocrats have been repressing Islam for decades, the U.S. officials said...
"It is our belief that the primary focus of the Taliban is regional - that is, Afghanistan and Pakistan," one senior U.S. intelligence official said. "At the same time, there is no reason to believe that the Taliban are abandoning their connections to al Qaida, which has its sights set beyond the region."
"The two groups ... maintain the kind of close relationship that - if the Taliban were able to take effective control over parts of Afghanistan - would probably give al-Qaida expanded room to operate," the official added...
"Here we go again," a veteran U.S. intelligence official said. "The Bush administration ignored anything that didn't support its arguments for invading Iraq and exaggerated the threat from Saddam Hussein. This administration is minimizing the threat from radical Islam in South and Central Asia, which is much worse today than it was eight years ago, in order to defend a minimalist policy that it's settling on for domestic political reasons." (Kilde:)
"Kend din fjende", er militær strategens Sun Tzus vigtigste råd. Hvis man ikke ved, hvad man er oppe mod, har man kraftigt forøget risikoen for et nederlag, det gælder også på papiret stærke militærmagter som USA. I en guerilla krig kommer selv verdens største militær til kort. Den vil ikke tabe, men heller ikke vinde.
At sætte ambitionsniveauet ned i Afghanistan, kunne måske godt være påtvunget i den forstand, at man lemper på ambitionen om at skabe demokrati og loven er lige for alle, forhold. At man søger strategier, bruger udstyr, som udsætter soldaternes liv for mindre fare.
Men at forlade den del af verdens og overlade scenen til Al Qaida, Taleban og øvrige militante, fundamentalistiske grupper.
Det vil vitterlig skabe langt værre problemer, end dem vi står over for nu. Taleban i sig selv er som der ganske rigtigt antydes ikke provinsiel. Målet er universielt og jo flere lande som kan ende under Talebans og øvrige islamisters herredømme, jo bedre for dem.
Situationen er langt mere faretruende, end regeringerne giver udtryk for. Og det bliver angiveligt værre endnu. Værst hvis vi trækker os ud. Men også værre selv om vi bliver, skal vi gøre os det klart.
Vi må først og fremmest kende vores fjende. Og erkende at i en guerilla krig er der ingen som vinder.
Men tager vi ikke den guerillakrig, kommer langt flere mennesker til at dø på sigt. AFPAK regionen har brug for stabilitet, i form af militær og økonomisk hjælp. Ellers overlades scenen til islamisterne, og islamisme aldrig været et isoleret problem. Den er som marxismen en global revolutionær bevægelse, hvor terror kun er en teknik, et middel blandt mange.
torsdag den 8. oktober 2009
Hvorfor Afghanistan?
Det er en frygtelig krig i Afghanistan. Det er en desperat situation, hvor det er svært at få øje på skridtene fremad.
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.
Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.
Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?
Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.
Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.
Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.
Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.
Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.
Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.
Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.
Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?
Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.
Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.
Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.
Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.
Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.
Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :
"IN DECEMBER 2007 Benazir Bhutto said, “I now think al-Qaeda can be marching on Islamabad in two to four years.” Before this interview could even be published she was murdered, most likely by the Pakistani Taliban."...
It would create the greatest threat the United States has yet to face in its war on terror. Pakistan as an Islamic-extremist safe haven would bolster al-Qaeda’s capabilities tenfold. The jihadist threat bred in Afghanistan would be a cakewalk in comparison. The old Afghan sanctuary was remote, landlocked and weak; a new one in Pakistan would be in the Islamic mainstream with a modern communications and transportation infrastructure linking it to the world. The threat would be almost unfathomable...A JIHADIST state would presumably come to power through some combination of violence and intimidation, and the takeover would not be without its problems. But none would likely threaten the success of the transition. All, however, would lead to an increasingly unstable and violence-wracked state.
Indeed, the Islamists would face significant internal opposition. The fifth of Pakistanis who are Shia would be extremely uneasy with a Sunni-militant regime and communal violence would probably intensify, with implications for Islamabad’s ties with Tehran. Pakistan has long been shaken by bombings and murders orchestrated by extremist Sunni and Shia elements, sometimes stoked by the ISI. This could escalate into more extensive anti-Shia violence...
The new regime would be quick to take control of the nuclear arsenal as it purged the army of any dissident voices. And it would welcome Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri from their hiding places of the last decade (although they would presumably keep a low profile to avoid being attacked by outside security services). Certainly al-Qaeda, LET and a host of other terrorist groups would have much more room to operate, free of any significant constraints on their activities from the Pakistani authorities. Even worse, the new government might abet their terrorist activities, providing the use of embassies and missions abroad for staging operations.
In the end, we would be left with an extremist-controlled Pakistan, infested with violence, an almost completely dysfunctional economy, harsh laws and even-harsher methods for imposing them, and above all a nuclear-armed nation controlled by terrorist sympathizers.
THE EFFECTS of an extremist takeover would not end at Pakistan’s borders. A worsening conflict between Sunni and Shia could easily seep into the rest of the Muslim world...
A militant Islamic state in Pakistan, the second-largest Muslim country and the only one with a nuclear arsenal, would have a massive ripple effect across the Islamic world. All of the existing Muslim regimes would be alarmed by the prospect of their own jihadists finding a new refuge and training facilities; the extremists would then have a new base from which to fight their home governments. The psychological impact on Muslim nations would be far more profound than previous Islamic takeovers in relatively remote or marginal states like Afghanistan, Sudan, Somalia or Gaza.
The global Islamic jihad, spearheaded by al-Qaeda, would proclaim the liberation of the ummah, or community, was at hand. In Pakistani-diaspora communities in the United Kingdom and the Gulf states the risk of terrorism would be even greater than it is today. The United States would have to take steps to curb travel by its citizens of Pakistani origin to their homeland. The damage that could be wrought is many magnitudes greater than the capabilities lent to al-Qaeda through having a safe haven in Afghanistan. Our options in facing down an extremist-controlled Pakistan would be far more limited than those we had in 2001 after the 9/11 attacks...
Military options would be unappealing at best and counterproductive at worst. The United States would discover the same difficult choices Indian leaders have looked at for a decade. Striking terrorist training camps achieves virtually nothing since they can easily and cheaply be rebuilt. The risk of collateral damage—real or invented—probably creates more terrorists than the raids could kill. Even a successful operation creates new martyrs for the terrorists’ propaganda machines...
A jihadist, nuclear-armed Pakistan is a scenario we need to avoid at all costs. That means working with the Pakistan we have today to try to improve its spotty record on terrorism and proliferation. There is good reason for pessimism. Working with the existing order in Pakistan may not succeed. But there is every reason to try, given the horrors of the alternative.
Læs endelig hele Essayet på The National Interest:
Vi kan hurtigt gøre det hele langt værre ved at trække os ud. hvad værre er, kan vi risikere i værste konsekvens en reel ny verdenskrig, der får nuværende krig og konflikt til at blegne, til sammenligning.
Det skal dog ikke forstås sådan, at der er nogen garanti for at vi undgår en fundamentalistisk magtovertagelse i Pakistan, ved at blive i regionen.
Men vi gør vejen der til noget sværere. Jo mere vi satser, militært og økonomisk.
I både Afghanistan og Pakistan, har få valgt side til fordel for Taleban, eller demokrati og vesten.
Det store flertal tør ikke vælge side, fordi de ikke kan stole på, at USA og vesten bliver der. At den økonomiske og militære støtte fortsætter.
De som har valgt vores side, er modige, for deres liv er allerede i fare. Hvis vi forlader landet, vil det være i endnu større fare.
I Pakistan er man nu så bange for Taleban, at man håber at USA vil blive. Ikke fordi man elsker USA, men fordi mange dog trods alt synes at Taleban og beslægtede islamister, er langt værre.
I følge PEW har kun 16 procent af befolkningen i Pakistan en positiv opfattelse af USA, men 53 procent ønsker forbindelsen til USA forbedret og 57 procent betragter Taleban som en meget alvorlig trussel.
47 procent støtter endda missilangreb foretaget af USA på Pakistansk jord.
Hvad angår støtten til drakoniske sharialove er flertallet dog alligevel for. Så en anden form for islamisk fundamentalisme ville stadig være velkommen i Pakistan:
78 procent ønsker dødsstraf for frafald fra Islam. 83 procent støtter stening af utro. 71 procent ønsker mere magt til religiøse dommere og 80 procent støtter afhugning af hænder for tyveri.
Det som skiller Taleban fra resten, er blandt andet deres syn på kvinder og uddannelse. Hvor de fleste Pakistanere, 87 procent, mener der skal være lige adgang til uddannelse for både mænd og kvinder.
Læs alle resultaterne fra PEW Globals undersøgelse:
Pakistan kæmper med en enorm befolkningsvækst, som økonomien ikke kan følge med i. Per capita er de blevet markant fattigere de sidste tyve år, når man korrigerer for inflation og dollarens relative værdi.
Pakistan er en tikkende bombe, og en sejr til Taleban og Al Qaida og Afghanistan, ville bringe denne bombe tættere på udløsning.
torsdag den 10. september 2009
Kulturkløfter og hulebygning
I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.
Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.
Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.
Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!
Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.
Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.
For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.
Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.
Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.
Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.
Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.
Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.
Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.
Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."
Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.
I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.
I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.
Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.
Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.
Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.
Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.
Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.
Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.
Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.
I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.
Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.
Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.
Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.
Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:
Men her er et mindre og udvalgt referat:
Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:
Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.
Horowitz fortsætter lidt efter:
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.
Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.
I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.
Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.
Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.
Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:
Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?
Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)
Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.
Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:
USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.
Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.
Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:
Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.
Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.
Horowitz fortsætter:
Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.
Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.
Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.
Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.
Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:
Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.
Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.
Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?
Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.
1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.
2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.
3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.
Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.
Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.
Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.
Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?
Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.
Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.
Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.
Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.
Intet skete, netop derfor!
I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.
Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.
Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.
Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.
Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.
Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.
Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.
Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.
Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!
Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.
Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.
For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.
Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.
Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.
Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.
Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.
Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.
Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.
Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."
Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.
I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.
I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.
Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.
Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.
Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.
Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.
Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.
Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.
Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.
I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.
Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.
Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.
Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.
Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:
Men her er et mindre og udvalgt referat:
Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:
"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?
Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.
Horowitz fortsætter lidt efter:
"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.
Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.
I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.
Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.
Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.
Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:
"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.
Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?
Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)
Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.
Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:
USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.
Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.
Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:
"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".
Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.
Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.
Horowitz fortsætter:
"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."
Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.
Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.
Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.
Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.
Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:
Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.
Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.
Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?
?
Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.
1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.
2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.
3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.
Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.
Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.
Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.
Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?
Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.
Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.
Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.
Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.
Intet skete, netop derfor!
I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.
Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.
Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.
Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.
Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.
Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.
torsdag den 3. september 2009
Den tvangsægteskabelige bro til en bedre tilværelse
Fra en undersøgelse blandt pakistanere omkring tvangsægteskaber:
Det er også der at billedet bliver broget, for koranen og traditionen, med sine modsætninger, siger både at hvis de unge vil gifte sig med en bestemt, har forældrene ikke ret til at sige noget i mod det. Omvendt befales det børnene at adlyde forældrene. Så de er altså fanget i en befalingsgråzone, hvor en angiveligt højeste autoritet med formodet evne til at putte folk i helvede er indblandet.
I sådan et scenarie eksisterer frivillighed ikke reelt. Det kan heller ikke siges at tvangsægteskaber er entydigt mod islamisk tradition.
For os er problemet, at selv 24 års reglen kæmper forgæves mod dette system, og Pakistan alene er et land med 180 millioner borgere - i øvrigt med en høj befolkningsvækst, som gør vi snart taler over 300 millioner - for hvem en velfærdstransition til vesten for deres børn, ville være en yderst tilfredstillende situation.
For os vil det ikke være en tilfredsstillende situation, da, det er en gruppe som er lig med høj kriminalitet og demografi. En fødselshyppighed som i England, der har haft pakistanere i over 60 år, ikke er faldet betragteligt blandt efterkommerne.
24 års reglen er allerede omgået for deres vedkommende. Der kommer langt flere pakistanere ind i dag, end der gjorde i 2001.
Det viser kort sagt, hvad vi er oppe i mod, og kun partier uden den mindste pragmatiske sans, vil afskaffe 24 års reglen, som i sig selv er utilstrækkelig på sigt.
For at gøre ondt værre, er Pakistan et land som er præget af borgerkrig. Et land som på trods af pæn økonomisk vækst, er blevet meget fattigere per capita på det seneste, fordi væksten i nyfødte og levetid, har været større end væksten i økonomien:
Ligeledes kan vi som udgangspunkt, godt regne med at disse ægteskaber stort set altid er tvangsægteskaber, i hundred procents forstand, eller deromkring. Og selv om disse i teorien er forbudt, bliver der stort set aldrig gjort mere, end at afslå tilladelse til familiesammenføring.
Reveals that only 3.4 per cent children are consulted before marriage whereas 96.6 per cent marriages take place mainly to attain foreign nationality or helping hand abroad.Og videre:
Altså, er hovedandelen tvangsægteskaber, og man kan i øvrigt betivivle hvor frivilligt det er, når de unge ser sig forpligtet til at adlyde sine forældre, via koranens bud om, at et barn skal adlyde sine forældre.The survey shows that majority of such marriages take place within family or ‘baradari’ with only 11 per cent marriages taking place outside the family. Only 19.9 per cent respondents strongly agreed that families and parents have the right to decide.
Majority of respondents (74.4 per cent) termed forced marriages against Islamic teachings whereas 54.1 strongly agreed to the statement that both girls and boys should be given chance to freely marry. Around 51.6 per cent believed that forced marriages may lead to torture and violence in the society and 52.8 per cent said that mostly women are forced-marriage victims as they cannot dare to oppose and they had no other option but to surrender
Det er også der at billedet bliver broget, for koranen og traditionen, med sine modsætninger, siger både at hvis de unge vil gifte sig med en bestemt, har forældrene ikke ret til at sige noget i mod det. Omvendt befales det børnene at adlyde forældrene. Så de er altså fanget i en befalingsgråzone, hvor en angiveligt højeste autoritet med formodet evne til at putte folk i helvede er indblandet.
I sådan et scenarie eksisterer frivillighed ikke reelt. Det kan heller ikke siges at tvangsægteskaber er entydigt mod islamisk tradition.
For os er problemet, at selv 24 års reglen kæmper forgæves mod dette system, og Pakistan alene er et land med 180 millioner borgere - i øvrigt med en høj befolkningsvækst, som gør vi snart taler over 300 millioner - for hvem en velfærdstransition til vesten for deres børn, ville være en yderst tilfredstillende situation.
For os vil det ikke være en tilfredsstillende situation, da, det er en gruppe som er lig med høj kriminalitet og demografi. En fødselshyppighed som i England, der har haft pakistanere i over 60 år, ikke er faldet betragteligt blandt efterkommerne.
24 års reglen er allerede omgået for deres vedkommende. Der kommer langt flere pakistanere ind i dag, end der gjorde i 2001.
Det viser kort sagt, hvad vi er oppe i mod, og kun partier uden den mindste pragmatiske sans, vil afskaffe 24 års reglen, som i sig selv er utilstrækkelig på sigt.
For at gøre ondt værre, er Pakistan et land som er præget af borgerkrig. Et land som på trods af pæn økonomisk vækst, er blevet meget fattigere per capita på det seneste, fordi væksten i nyfødte og levetid, har været større end væksten i økonomien:
Smider du de tal i en relativ værdi kalkulator Så skulle en pakistaner tjene $3,664.36 per capita i 2008 for at have samme beløb til rådighed som i 1995, hvor han kun tjente 2600 dollars i 2008, altså er han alene via fald i dollarens værdi blevet næsten 1000 dollars fattigere! Så har vi inflationen oven i. Der er Pakistan blandt de lande som har den højeste Inflation i verden, nemlig 20 procent pt. Altså de er blevet uendeligt meget fattigere
Ligeledes kan vi som udgangspunkt, godt regne med at disse ægteskaber stort set altid er tvangsægteskaber, i hundred procents forstand, eller deromkring. Og selv om disse i teorien er forbudt, bliver der stort set aldrig gjort mere, end at afslå tilladelse til familiesammenføring.
fredag den 28. august 2009
I dybden med babyboomet i England
Som jeg skrev i går, i den første post om babyboomet i England, "Så mangler vi alt bortplapren og gyden olie på vandene, omkring det ikke skyldes immigranter".
Der tog jeg selvfølgelig fejl, den bortplapren er naturligvis allerede produceret, med en søvngængers sikkerhed.
Lige som i Frankrig skyldes det naturligvis overvejende at de "oprindelige, eller aboriginal britiske" kvinder føder flere børn, i hvert fald, når der skal spinnes, og rent spin er det. Spin er jo ikke løgne, men halve og fordrejede sandheder.
Det hedder det også i en rapport med titlen, "Have women born outside the UK driven the rise in UK births since 2001?", fra England officielle statistiske kontor, selv om 2/3 dele af væksten skyldes immigranter:
Rygdækningen for denne konklusion, er denne:
Hvor den for briternes vedkommende skyldes - og der faktisk er færre af dem i den fødedygtige alder - at de får flere børn, selv om deres fertilitet er 1,79, hvilket stadig under det niveau, som der kræves for at de kan vokse, hmmm?
Således, trylle, trylle, skyldes væksten i børnefødsler ikke at immigranter får flere børn. Nej, der er blot blevet flere af dem.
Den præmis holder naturligvis, omend i praksis er den uden forskel og befolkningssammensætningen forandrer sig stadigt hastigt med syvmileskridt.
Men den kan bruges, og bliver brugt som ren bluff, til at nedkøle bekymringen for Europas radikalt forandrede demografi - som eksemplet Frankrig viser.
Indvandrere udgør dog, i øvrigt, en høj andel af befolkningen i den fødedygtige alder i England. En andel som ligger beroligende nær deres andel af fødslerne. Men så beroligende er det heller ikke, for det minder angiveligt om Danmark, hvor ikke-vestlige indvandrere ligger på omkring 7-8 procent af befolkningen i den fødedygtige alder (her 18-42 årige) og indvandrere samlet set er 14 procent af befolkningen i den fødedygtige alder. Men de danske indvandrere samlet set føder "kun" 12 procent af børnene. Billedet er dog radikalt et helt andet for de ikke-vestlige indvandrere som føder 9,3 procent af børnene, altså over 3/4 dele af børnene født af indvandrere.
Der føder de britiske indvandrere 24 procent af børnene, men deres andel i den fødedygtige alder er også højere, kan ikke finde nøjagtigt tal på andelen, men der er denne graf, som tyder på i hvert fald over 20 procent, eller tæt derpå, af kvinderne i fødedygtig alder:
Så er der grund til bekymring i det hele taget?
Hvis man husker det lige nævnte eksempel fra Danmark, hvor ikke-vestlige indvandrere står for halvdelen af indvandrerne, men over 75 procent af indvandrernes fødsler, så, ja, er der grund til bekymring. De ikke-vestlige indvandrere igen, også for Danmarks vedkommende, er et vidt begreb som dækker over for eksempel russiske og asiatiske kvinder, som ikke føder så mange børn.
Det forholder sig nok ikke meget anderledes i England. Faktisk fremgår det klart af rapporten, at der findes grupper som føder flere børn, end andre:
Nu er fertiliteten for britiske kvinder steget lidt til 1,79, men er stadig ikke er over det niveau på 2,1 børn, som det kræver at opretholde sit befolkningsantal. Mens der er flere med Pakistansk og Bangladeshiransk baggrund, som stadig holder en langt højere fertilitet, per kvinde.
For at slet ikke tale om at alle immigranters fertilitet, samlet set er høj - og fertilitetsrate nævnt efterfølgende, inkluderer vel at bemærke også vestlige indvandrere i England, alle kvinder født i udlandet:
Skulle man skære i gennem og kigge på praktisk fertilitet, fremfor den teoretiske i spinafdelingen. Så føder britiske kvinder først flere børn, end immigranter, den dag hvor de vokser med samme procentmæssige rate som immigranterne og efterkommerne, eller alternativt, den dag hvor deres relative vækst er større, end immigranters og efterkommeres.
Intet af det ovenstående, er noget et hvilket som helst land i Europa med over 3-4 procent ikke-vestlige indvandrere så meget som i nærheden af.
De har lidt lidt tid at løbe på, til at opnå dette, da de i særklasse fertile immigranter, endnu, og det varer ikke længe, er en mindre del af befolkningen.
Top ti for immigrant fødsler i 2007 ser sådan her ud:
De her tal gælder som sagt kun kvinder som er født i udlandet. England har haft pakistanske og bangladeshiranske indvandrere siden 1950, hvorfor der er mange efterkommere, som ikke tæller som immigrantfødsler.
Det skal dog siges i tilfældet en familiesammenføring af en efterkommer "mand", med en indvandrer "kvinde", vil fødslen tælle som en indvandrerkvindes fødsel, hvor den ikke vil gøre det i det omvendte tilfælde, hvor det er manden som er immigranten, og kvinden som er efterkommeren.
I følge Christopher Caldwells bog, "Reflections on the revolution in Europe", bliver 60 procent af pakistanerne i England familiesammenført med en fra udlandet. Der er altså angiveligt en pæn portion af efterkommerne som gifter sig med andre efterkommere, hvis fødsler altså ikke kommer med i denne statistik, og som angiveligt står for en andel af det som kaldes naturlig vækst blandt britisk fødte. En uvis andel, men ingen tvivl om der er en andel og det er let at mistænke, at eftersom indvandrerne kan stå for 2/3 dele af væksten i fødsler i det hele taget, kan efterkommerne også let stå for hovedandelen af den vækst som kaldes etnisk britisk.
Det samme kan man mistænke i Danmark, kort sagt hele Europa.
Fertiliteten hos de britisk fødte efterkommere af pakistanere og bangladeshiranere er ganske vist faldet, i forhold til første generations indvandrere. Men den er stadig høj!:
Såvel som en fertilitetsrate under 1,5 barn per kvinde, repræsenterer en meget kritisk skrumpningsrate af befolkningen. Så repræsenterer en fertilitet over 2,5 barn per kvinde en markant befolkningstilvækst.
Dens potentiale til at stacke i en befolkning, hvor en stadig større andel af befolkningen er unge, giver på sigt en flerdobling af befolkningen.
Simpelt sagt, vil 2,5 barn per kvinde, give eksponetiel større vækst, skridt for skridt, som det bliver 20 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn, 25 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn. 30 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn, eller 10 millioner, 15 millioner, 20 millioner osv..
Det oven i det forhold at 2,5 barn i sig selv er nok til en markant befolkningsvækst.
Tag blot udviklingen over fire generationer af efterkommere, hvor moder A får 1,8 børn og det samme får hendes efterkommere og Moder B får 2,5 barn, ditto hendes efterkommere:
Moder A vil kun få 10 efterkommere.
Moder B vil få 39 efterkommere.
Langt større bliver forskellen hvis moder B og efterkommere får 3 børn:
Nemlig 81 efterkommere. Bid mærke i at pakistanerne har stabiliseret sig tæt på 3 børn i et land som har haft Pakistanske efterkommere i over 50 år. Og værre er det for Bangladeshiranerne.
Dertil kommer stackningen, hvor et stadigt større antal fødedygtige kvinder, vil føde 2,5 barn, eller mere. En som igen forøges af nyindvanding, som det vel nærmest er utopisk vi helt undgår.
Og hvor vi i vesten repræsenterer den omvendte model, hvor et stadigt mindre antal kvinder vil føde under 2,1 barn per kvinde. Altså skrumpe.
Dertil kommer en forskel i gennemsnitsalder for førstefødsler.
Tager du alle de forhold sammenlagt, er en tidobling, eller mere af muslimske indvandrere og efterkommere meget sandsynlig af muslimer i Europa.
Det er så simpelt, som det er tragisk, og det er ekstremt vigtigt, at vi ikke æder den slags spin, uden at tænke selv.
Det er højst utænkeligt, givet specielt deres indvandringsrater, at lande som Frankrig, England, Sverige ikke har muslimsk flertal før dette århundrede er ovre - Norge og Holland ligeledes i farezonen.
Hvis de skal have en chance for at undgå dette. Skal indvandringen stoppe helt inden for et årti, eller deromkring, eller markant reduceres.
Sådan ligger landet, og det kræver minimal matematisk sans at regne det ud. Alligevel går vi som søvngængere en demografisk revolution i møde.
Der tog jeg selvfølgelig fejl, den bortplapren er naturligvis allerede produceret, med en søvngængers sikkerhed.
Lige som i Frankrig skyldes det naturligvis overvejende at de "oprindelige, eller aboriginal britiske" kvinder føder flere børn, i hvert fald, når der skal spinnes, og rent spin er det. Spin er jo ikke løgne, men halve og fordrejede sandheder.
Det hedder det også i en rapport med titlen, "Have women born outside the UK driven the rise in UK births since 2001?", fra England officielle statistiske kontor, selv om 2/3 dele af væksten skyldes immigranter:
The number of births to foreign born women has risen each year since 2001, increasing by 66,731 over the six-year period. In contrast, there were 36,391 more births to UK born women in 2007 than 2001, despite small decreases between some years. A consequence of these changes is that two-thirds of the total increase in births between 2001 and 2007 can be attributed to women born outside the UK.Alligevel får de de gjort den stigende fertilitet blandt britiske kvinder til hovedårsagen:
The recent rapid increases in the TFR are mainly due to increasing fertility among UK born women.Og henviser til Frankrig, hvor lignende resultater er fundet:
Similar results have also been found in France, where rising fertility rates are mainly due to increasing fertility among women born in France.
Rygdækningen for denne konklusion, er denne:
Altså underforstået, da væksten blandt børn af immigranter skyldes, at der er indvandret flere af dem - altså er flere af dem, som føder.
The rise in births to women born in the UK can be attributed to rising fertility rates among UK born women, but the rise is not as high as it might otherwise have been, due to falling numbers of UK born women aged 25–39. In contrast, the rise in the number of births to foreign born women can be attributed to the increase in the population of women born outside the UK, particularly at ages where fertility is highest, and the higher fertility levels displayed by foreign born women in the UK compared with their UK born counterparts.
Hvor den for briternes vedkommende skyldes - og der faktisk er færre af dem i den fødedygtige alder - at de får flere børn, selv om deres fertilitet er 1,79, hvilket stadig under det niveau, som der kræves for at de kan vokse, hmmm?
Således, trylle, trylle, skyldes væksten i børnefødsler ikke at immigranter får flere børn. Nej, der er blot blevet flere af dem.
Den præmis holder naturligvis, omend i praksis er den uden forskel og befolkningssammensætningen forandrer sig stadigt hastigt med syvmileskridt.
Men den kan bruges, og bliver brugt som ren bluff, til at nedkøle bekymringen for Europas radikalt forandrede demografi - som eksemplet Frankrig viser.
Indvandrere udgør dog, i øvrigt, en høj andel af befolkningen i den fødedygtige alder i England. En andel som ligger beroligende nær deres andel af fødslerne. Men så beroligende er det heller ikke, for det minder angiveligt om Danmark, hvor ikke-vestlige indvandrere ligger på omkring 7-8 procent af befolkningen i den fødedygtige alder (her 18-42 årige) og indvandrere samlet set er 14 procent af befolkningen i den fødedygtige alder. Men de danske indvandrere samlet set føder "kun" 12 procent af børnene. Billedet er dog radikalt et helt andet for de ikke-vestlige indvandrere som føder 9,3 procent af børnene, altså over 3/4 dele af børnene født af indvandrere.
Der føder de britiske indvandrere 24 procent af børnene, men deres andel i den fødedygtige alder er også højere, kan ikke finde nøjagtigt tal på andelen, men der er denne graf, som tyder på i hvert fald over 20 procent, eller tæt derpå, af kvinderne i fødedygtig alder:
Så er der grund til bekymring i det hele taget?
Hvis man husker det lige nævnte eksempel fra Danmark, hvor ikke-vestlige indvandrere står for halvdelen af indvandrerne, men over 75 procent af indvandrernes fødsler, så, ja, er der grund til bekymring. De ikke-vestlige indvandrere igen, også for Danmarks vedkommende, er et vidt begreb som dækker over for eksempel russiske og asiatiske kvinder, som ikke føder så mange børn.
Det forholder sig nok ikke meget anderledes i England. Faktisk fremgår det klart af rapporten, at der findes grupper som føder flere børn, end andre:
For example, in England and Wales in 2001, the TFR for UK born women was 1.6 children, compared with 4.7 children for women born in Pakistan and 3.9 children for those born in Bangladesh.
Nu er fertiliteten for britiske kvinder steget lidt til 1,79, men er stadig ikke er over det niveau på 2,1 børn, som det kræver at opretholde sit befolkningsantal. Mens der er flere med Pakistansk og Bangladeshiransk baggrund, som stadig holder en langt højere fertilitet, per kvinde.
For at slet ikke tale om at alle immigranters fertilitet, samlet set er høj - og fertilitetsrate nævnt efterfølgende, inkluderer vel at bemærke også vestlige indvandrere i England, alle kvinder født i udlandet:
The estimated TFR for foreign born women in 2007 was 2.51 children, up slightly from 2.48 in 2004. In contrast, the TFR for UK born women increased from 1.68 children in 2004 to 1.79 in 2007.
Skulle man skære i gennem og kigge på praktisk fertilitet, fremfor den teoretiske i spinafdelingen. Så føder britiske kvinder først flere børn, end immigranter, den dag hvor de vokser med samme procentmæssige rate som immigranterne og efterkommerne, eller alternativt, den dag hvor deres relative vækst er større, end immigranters og efterkommeres.
Intet af det ovenstående, er noget et hvilket som helst land i Europa med over 3-4 procent ikke-vestlige indvandrere så meget som i nærheden af.
De har lidt lidt tid at løbe på, til at opnå dette, da de i særklasse fertile immigranter, endnu, og det varer ikke længe, er en mindre del af befolkningen.
Top ti for immigrant fødsler i 2007 ser sådan her ud:
De her tal gælder som sagt kun kvinder som er født i udlandet. England har haft pakistanske og bangladeshiranske indvandrere siden 1950, hvorfor der er mange efterkommere, som ikke tæller som immigrantfødsler.
Det skal dog siges i tilfældet en familiesammenføring af en efterkommer "mand", med en indvandrer "kvinde", vil fødslen tælle som en indvandrerkvindes fødsel, hvor den ikke vil gøre det i det omvendte tilfælde, hvor det er manden som er immigranten, og kvinden som er efterkommeren.
I følge Christopher Caldwells bog, "Reflections on the revolution in Europe", bliver 60 procent af pakistanerne i England familiesammenført med en fra udlandet. Der er altså angiveligt en pæn portion af efterkommerne som gifter sig med andre efterkommere, hvis fødsler altså ikke kommer med i denne statistik, og som angiveligt står for en andel af det som kaldes naturlig vækst blandt britisk fødte. En uvis andel, men ingen tvivl om der er en andel og det er let at mistænke, at eftersom indvandrerne kan stå for 2/3 dele af væksten i fødsler i det hele taget, kan efterkommerne også let stå for hovedandelen af den vækst som kaldes etnisk britisk.
Det samme kan man mistænke i Danmark, kort sagt hele Europa.
Fertiliteten hos de britisk fødte efterkommere af pakistanere og bangladeshiranere er ganske vist faldet, i forhold til første generations indvandrere. Men den er stadig høj!:
Såvel som en fertilitetsrate under 1,5 barn per kvinde, repræsenterer en meget kritisk skrumpningsrate af befolkningen. Så repræsenterer en fertilitet over 2,5 barn per kvinde en markant befolkningstilvækst.
Dens potentiale til at stacke i en befolkning, hvor en stadig større andel af befolkningen er unge, giver på sigt en flerdobling af befolkningen.
Simpelt sagt, vil 2,5 barn per kvinde, give eksponetiel større vækst, skridt for skridt, som det bliver 20 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn, 25 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn. 30 procent af befolkningen som er unge og føder 2,5 barn, eller 10 millioner, 15 millioner, 20 millioner osv..
Det oven i det forhold at 2,5 barn i sig selv er nok til en markant befolkningsvækst.
Tag blot udviklingen over fire generationer af efterkommere, hvor moder A får 1,8 børn og det samme får hendes efterkommere og Moder B får 2,5 barn, ditto hendes efterkommere:
Moder A vil kun få 10 efterkommere.
Moder B vil få 39 efterkommere.
Langt større bliver forskellen hvis moder B og efterkommere får 3 børn:
Nemlig 81 efterkommere. Bid mærke i at pakistanerne har stabiliseret sig tæt på 3 børn i et land som har haft Pakistanske efterkommere i over 50 år. Og værre er det for Bangladeshiranerne.
Dertil kommer stackningen, hvor et stadigt større antal fødedygtige kvinder, vil føde 2,5 barn, eller mere. En som igen forøges af nyindvanding, som det vel nærmest er utopisk vi helt undgår.
Og hvor vi i vesten repræsenterer den omvendte model, hvor et stadigt mindre antal kvinder vil føde under 2,1 barn per kvinde. Altså skrumpe.
Dertil kommer en forskel i gennemsnitsalder for førstefødsler.
Tager du alle de forhold sammenlagt, er en tidobling, eller mere af muslimske indvandrere og efterkommere meget sandsynlig af muslimer i Europa.
Det er så simpelt, som det er tragisk, og det er ekstremt vigtigt, at vi ikke æder den slags spin, uden at tænke selv.
Det er højst utænkeligt, givet specielt deres indvandringsrater, at lande som Frankrig, England, Sverige ikke har muslimsk flertal før dette århundrede er ovre - Norge og Holland ligeledes i farezonen.
Hvis de skal have en chance for at undgå dette. Skal indvandringen stoppe helt inden for et årti, eller deromkring, eller markant reduceres.
Sådan ligger landet, og det kræver minimal matematisk sans at regne det ud. Alligevel går vi som søvngængere en demografisk revolution i møde.
fredag den 7. august 2009
Pakistan - verdens terrorstat nummer 1 - del 2
I 1970`erne voksede radikale islamister i både antal og i fanatisme og mod. Som min tidligere artikel beskrev, blev Pakistans militær i stigende grad infiltreret af Jamaat - e - Islami. Og Pakistan endte i hænderne på en islamistisk diktator, Zia - ul - Haq.
Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.
Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.
Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.
Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.
Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.
For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.
Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.
Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.
På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.
Det gjorde det af flere årsager:
1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.
2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.
3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.
Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.
I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.
Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.
I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.
Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.
Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.
Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.
I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.
Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.
Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.
Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.
Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.
Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.
Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.
Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.
Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.
For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.
Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.
Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.
På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.
Det gjorde det af flere årsager:
1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.
2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.
3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.
Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.
I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.
Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.
I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.
Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.
Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.
Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.
I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.
Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.
Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.
Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.
onsdag den 5. august 2009
Pakistan - verdens terrorstat nummer 1
I internationale medier og i Washington, opererer man ikke ikke længere med krigen i Afghanistan, som en selvstændig konflikt, men som AFPAK, eller som nogle vil sige, PAKAF, for det største problem ligger i Pakistan, hvor Taleban og Al Qaida i dag har hovedbase.
I de næste dage, vil jeg lave en serie artikler om Pakistan. Denne første artikel vil fokusere på
Abu Alal Maududi - hovedfaderen til radikal islam i Pakistan og i øvrigt også en ideologisk vigtig brik for radikal Islam - eller neo-politisk, jihad aktivistisk, Islam - på globalt plan.
Senere artikler vil fokusere på Aghanistan/Pakistan konflikten historisk. Pakistans stærke støtte til Taleban, da de vandt magten i Afghanistan og den fortsatte støtte op til i dag, hvor store dele af Pakistans militære elite holder hånden over Taleban, samt aktivt hjælper dem.
Ligeledes vil der blive et fokus på relationen mellem Saudiarabien og Pakistan og spredningen af Wahhabisme. Samt fokus på radikal Islam i Pakistan i dag.
Pakistan er en kompleks stat, som på den ene side har valgt en kvinde, Benazir Bhutto, som var en sekulær og demokratisk til leder, som på den anden side huser et betragteligt antal radikale muslimer, er hovedsæde for Al Qaida. De fleste nutidige terrorplots og angreb har direkte links til Pakistan.
Hvad der er knap så kendt, er at der er tegn på at personer fra Pakistans efterretningstjeneste deltog direkte i planlægningen og finansieringen af 9/11, men mere om det i en senere artikel.
Maududi blev født i 1903 i Indien og døde i 1979 i Pakistan, hvor en million mennesker deltog i hans begravelsesoptog.
Han skrev sin første bog som 13 årig og skrev allerede i en alder af en 24 år sin første "blockbuster" bog om Islam.
I 1941 oprettede han sit parti Jamaat-e-Islami, (JI): Et parti med en hård kerne af kadrer, inspireret af bolchevismen og som i øvrigt var en vigtig inspirationskilde for det Islamiske broderskabs hovedideolog Sayyid Qutb. Der hældte til nødvendigheden af samme Islamistiske avantgarde.
Ligeledes blev hans idéer om revolutionær Islam, flittigt læst af Ayatollah Khomenei, som udlevede han idéer i Iran. Omvendt var Maududi inspireret af Hassan -al -Banna, som stiftede det Muslimske Broderskab.
Organisationen var og er primært en politisk organisation, som så vidt muligt uden vold skulle udbrede Islam til hele verden, oprette Sharia, hvilket er kernekriteriet for en islamisk stat i deres øjne.
Maududi ønskede allerede Sharia indført ved Pakistans oprettelse i 1947, men fandt ikke klangbund for denne idé.
JI er et aktivistisk parti og kunne på sig højdepunkt mobilisere 2 millioner mennesker til demostrationer. I dag er det blot et Islamistisk parti i mængden.
Maududis filosofi:
Som Marx, der betragtede det kommunistiske samfund som det naturgivne og verdslig, vestlig civilisation som en kunstig konstruktion, så Maududi hele verden naturligt muslimsk. Ikke blot mennesket, hele universet, fra hans bog "Towards understanding Islam":
Som i læste tidligere, foretrækker JI at bruge fredelige aktivistiske midler. Men har brugt voldelige midler og støttet jihad i Kashmir.
Maududi, derimod, afviste ikke brugen af vold. Centralt i hans lære var doktrinet Jihad, med alt hvad det indbefatter:
Jihad og Sharia er for Maududi og de fleste islamister centralt, meget centralt, her Mawdudi igen:
Kræver de sender en saudiarabisk prins for at bekræfte deres dedikation.
I stedet sender de en ung mand ved navnet Osama Bin Laden.
USA var allerede involvereti Afghanistan før Russerne gik ind, fordi regimet var kommunistisk. Relationen mellem Pakistan og USA havde et kort brud mellem 1979 og 1981 hvor støtten ophørte, på grund af Pakistans udvikling af A våben, indtil nyvalgte Reagan genoptog støtten og udvidede den, for at styrke kampen mod Sovjet.
Fortsættes.
I de næste dage, vil jeg lave en serie artikler om Pakistan. Denne første artikel vil fokusere på
Abu Alal Maududi - hovedfaderen til radikal islam i Pakistan og i øvrigt også en ideologisk vigtig brik for radikal Islam - eller neo-politisk, jihad aktivistisk, Islam - på globalt plan.
Senere artikler vil fokusere på Aghanistan/Pakistan konflikten historisk. Pakistans stærke støtte til Taleban, da de vandt magten i Afghanistan og den fortsatte støtte op til i dag, hvor store dele af Pakistans militære elite holder hånden over Taleban, samt aktivt hjælper dem.
Ligeledes vil der blive et fokus på relationen mellem Saudiarabien og Pakistan og spredningen af Wahhabisme. Samt fokus på radikal Islam i Pakistan i dag.
Pakistan er en kompleks stat, som på den ene side har valgt en kvinde, Benazir Bhutto, som var en sekulær og demokratisk til leder, som på den anden side huser et betragteligt antal radikale muslimer, er hovedsæde for Al Qaida. De fleste nutidige terrorplots og angreb har direkte links til Pakistan.
Hvad der er knap så kendt, er at der er tegn på at personer fra Pakistans efterretningstjeneste deltog direkte i planlægningen og finansieringen af 9/11, men mere om det i en senere artikel.
Maududi blev født i 1903 i Indien og døde i 1979 i Pakistan, hvor en million mennesker deltog i hans begravelsesoptog.
Han skrev sin første bog som 13 årig og skrev allerede i en alder af en 24 år sin første "blockbuster" bog om Islam.
I 1941 oprettede han sit parti Jamaat-e-Islami, (JI): Et parti med en hård kerne af kadrer, inspireret af bolchevismen og som i øvrigt var en vigtig inspirationskilde for det Islamiske broderskabs hovedideolog Sayyid Qutb. Der hældte til nødvendigheden af samme Islamistiske avantgarde.
Ligeledes blev hans idéer om revolutionær Islam, flittigt læst af Ayatollah Khomenei, som udlevede han idéer i Iran. Omvendt var Maududi inspireret af Hassan -al -Banna, som stiftede det Muslimske Broderskab.
Organisationen var og er primært en politisk organisation, som så vidt muligt uden vold skulle udbrede Islam til hele verden, oprette Sharia, hvilket er kernekriteriet for en islamisk stat i deres øjne.
Maududi ønskede allerede Sharia indført ved Pakistans oprettelse i 1947, men fandt ikke klangbund for denne idé.
JI er et aktivistisk parti og kunne på sig højdepunkt mobilisere 2 millioner mennesker til demostrationer. I dag er det blot et Islamistisk parti i mængden.
Maududis filosofi:
Som Marx, der betragtede det kommunistiske samfund som det naturgivne og verdslig, vestlig civilisation som en kunstig konstruktion, så Maududi hele verden naturligt muslimsk. Ikke blot mennesket, hele universet, fra hans bog "Towards understanding Islam":
In Short, ours is a law-governed universe and everything in it is following the course that has been ordained for it. This powerful, all-pervasive law, which governs all that comprises the universe, from the tiniest specks of dust to the magnificent galaxies in high heavens, is the law of God, the creator and ruler of the universe. As the entire creation obeys the law of God, the whole universe, therefore, literally follows the religion of Islam-for Islam signifies nothing but obedience and submission to Allah, the Lord of the universe. The sun, the moon, the earth, and all other heavenly bodies are thus ‘Muslim’. So is the case with air, water, and heat, stones, trees, and animals. Everything in the universe is ‘Muslim’ for it obeys God by submission to his laws. Even a man who refuses to believe in God, or offers his worship to someone other than Allah has perforce to be a ‘Muslim’ as far as his bodily existence is concerned. For his entire life, from the embryonic stage to the body’s dissolution info dust after death, and every tissue of his muscles and every limb of his body follow the course prescribed for each by God’s law. His very tongue which, on account of his ignorance, advocates the denial of God or professes multiple deities, is in its very nature a ‘Muslim’.Og på alle verdens problemer fandtes der i hans optik kun et eneste svar - Islam!
This is Islam, the natural religion of man, the religion, which is not associated with any person, people, period, or place. It is the way of nature, the religion of man. In every age, in ever country, and among every people, all God-knowing and truth-loving men have believed and lived this very religion. They were all Muslim, irrespective of the fact whether they called that way Islam or anything else. Whatever is name was, it signified Islam and nothing but Islam.Dette er blandt hvad Bernard Lewis mener, med at moderne radikal Islam har taget en ny retning, kraftigt præget af Kommunismen og Nazismen i dette århundrede. hvilket ikke skal forveksles med at militant og aktivistisk Islam er et nyt fænomen, det er det ikke.
Som i læste tidligere, foretrækker JI at bruge fredelige aktivistiske midler. Men har brugt voldelige midler og støttet jihad i Kashmir.
Maududi, derimod, afviste ikke brugen af vold. Centralt i hans lære var doktrinet Jihad, med alt hvad det indbefatter:
"'Islam is a revolutionary doctrine and system that overturns governments. It seeks to overturn the whole universal social order...and establish its structure anew...Islam seeks the world. It is not satisfied by a piece of land but demands the whole universe...Islamic Jihad is at the same time offensive and defensive...The Islamic party does not hesitate to utilize the means of war to implement its goal.'"I hans meget respekterede kommentar til koranen. Om sura 9 i koranen skriver han følgende:
If we keep in view the preceding background, we can easily find out the problems that were confronting the Community at that time. They were:
- to make the whole of Arabia a perfect Dar-ul-Islam,
- to extend the influence of Islam to the adjoining countries,
- to crush the mischiefs of the hypocrites, and
- to prepare the Muslims for Jihad against the non- Muslim world.
...
In order to enable the Muslims to extend the influence of Islam outside Arabia, they were enjoined to crush with sword the non- Muslim powers and to force them to accept the sovereignty of the Islamic State. As the great Roman and Iranian Empires were the biggest hindrances in the way, a conflict with them was inevitable. The object of Jihad was not to coerce them to accept Islam they were free to accept or not to accept it-but to prevent them from thrusting forcibly their deviations upon others and the coming generations. The Muslims were enjoined to tolerate their misguidance only to the extent that they might have the freedom to remain misguided, if they chose to be so, provided that they paid Jizyah (v. 29) as a sign of their subjugation to the Islamic State.
....
In order to prepare the Muslims for Jihad against the whole non-Muslim world, it was necessary to cure them even of that slight weakness of faith from which they were still suffering. For there could be no greater internal danger to the Islamic Community than the weakness of faith, especially where it was going to engage itself single-handed in a' conflict with the whole non-Muslim world. That is why those people who had lagged behind in the Campaign to Tabuk or had shown the least negligence were severely taken to task, and were considered as hypocrites if they had no plausible excuse for not fulfilling that obligation. Moreover, a clear declaration was made that in future the sole criterion of a Muslim's faith shall be the exertions he makes for the uplift of the Word of Allah and the role he plays in the conflict between Islam and kufr. Therefore, if anyone will show any hesitation in sacrificing his life, money, time and energies, his faith shall not be regarded as genuine.
Jihad og Sharia er for Maududi og de fleste islamister centralt, meget centralt, her Mawdudi igen:
"'Islam wants the whole earth and does not content itself with only a part thereof. It wants and requires the entire inhabited world. It does not want this in order that one nation dominates the earth and monopolizes its sources of wealth, after having taken them away from one or more other nations. No, Islam wants and requires the earth in order that the human race altogether can enjoy the concept and practical program of human happiness, by means of which God has honoured Islam and put it above the other religions and laws. In order to realize this lofty desire, Islam wants to employ all forces and means that can be employed for bringing about a universal all-embracing revolution. It will spare no efforts for the achievement of this supreme objective. This far-reaching struggle that continuously exhausts all forces and this employment of all possible means are called jihad.'"I 1970 erne indtog JI i stigende grad vigtige pladser i det Pakistanske militær og i efterretningstjenesten ISI via infiltration. Og var en vigtig faktor i de uroligheder som ledte til Ali Bhuttos fald i 1977. Hvor en Islamisk general og beundrer af Maududi , Muhammad Zia-ul-Haq, overtog magten (1977-1988). Han indskriver jihad i Pakistans konstitution og begynder at sponsorere jihad i både Kasmir og Afghanistan. Til dette formål kontakter han Saudi Arabien for at få økonomisk og principiel støtte.
Kræver de sender en saudiarabisk prins for at bekræfte deres dedikation.
I stedet sender de en ung mand ved navnet Osama Bin Laden.
USA var allerede involvereti Afghanistan før Russerne gik ind, fordi regimet var kommunistisk. Relationen mellem Pakistan og USA havde et kort brud mellem 1979 og 1981 hvor støtten ophørte, på grund af Pakistans udvikling af A våben, indtil nyvalgte Reagan genoptog støtten og udvidede den, for at styrke kampen mod Sovjet.
Fortsættes.
Abonner på:
Opslag (Atom)
