Pakistan - verdens terrorstat nummer 1 - del 2

I 1970`erne voksede radikale islamister i både antal og i fanatisme og mod. Som min tidligere artikel beskrev, blev Pakistans militær i stigende grad infiltreret af Jamaat - e - Islami. Og Pakistan endte i hænderne på en islamistisk diktator, Zia - ul - Haq.

Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.

Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.

Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.

Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.

Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.

For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.

Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.

Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.

På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.

Det gjorde det af flere årsager:

1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.

2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.

3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.

Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.

I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.

Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.

I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.

Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.

Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.

Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.

I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.

Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.

Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.

Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.