Glemt Historie - El Cid

El Cid, eller Rodrigo Díaz de Vivar, er Spaniens national helt, født i 1040. Han er ikke specielt kendt, dog mest kendt (rettere eneste kendte) af de spanske reconquistahelte og Will Durant giver ham kun en halv side i sin 32 binds "verdens kulturhistorie". Og i øvrigt kun Spaniens første 400 år under Maurerne, i alt fire sider.

Men for Europa, var han omtrent lige så vigtig, som Karl Martel. På et tidspunkt hvor Europa var svagt, på grund af den tidstypiske infight, vandt han et afgørende slag.

Han var dog en opportunist, en lejesoldat, som lod sig hyre af både muslimer og kristne. Han var ikke nogen engel, og skal heller ikke fremhæves som en sådan.

Han skal fremhæves som et eksempel på, hvad mod og strategisk geni kombineret, kan betyde i en farefuld situation. Han var kaldt "uden frygt, uden for dadel". Det første mere tilfældet, end det andet.

Som sagt var hans loyalitet i høj grad hos dem som betalte ham. Det betød, at han fik uvenner (Kongen Alfonso VI) og blev landsforvist, og skilt fra sin kone og børn. Han lovede ifølge kilderne med tårer i sine øjne, at han skulle overleve og komme tilbage til sin familie "og give hans døtres hænder bort i giftemål," personligt.

Alfonso VI selv var en magtfuld konge på det tidspunkt. Kalifatet i Cordova, var i denne tid langt fra et kalifat. Det var splittet op i over 30 forskellige "kongeriger". Og hvor splittelsen blandt europæerne tidligere havde gjort det let for for muslimerne at erobre Spanien, gjorde splittelsen blandt muslimerne det nu let for Alfonso VI at erobre by efter by og flytte grænsen sydpå.

En af de lokale muslimske miniaturekonger fra "kongedømmet" i Sevilla, Mutamid, tilkaldte hjælp i Nordafrika, datidens Marokko, Algeriet, Tunesien, hvor berberkongen, Yusuf ibn Tashufin, regerede.
Almoraviderne, som det dynasti han tilhørte hed, var datiden talebanere. Rigoristiske, simple muslimer for hvem en bedetæppe og jihad form for Islam, var hele livet. De afviste luksus og haremmer, bestod af hærdede ørkennomader og bjergfolk, berbere og tuareger. Deres leder Yusuf var oven i en stor taktisk begavelse, som kæmpede i en kvadratisk falanks form, hvor fronten bestod af en mur af spyd og skjolde, mens de bagerste rækker haglede de lange spyd ned over modstanderen.
Derudover havde han en større kavaleri styrke.

Han landede i Spanien med en større frygtindgydende hær af sine hærdede krigere, der med trommer og kampråb, deres ukuelige mod, skræmte skræk i livet på de fleste.

Da Alfonso VIs hær troppede op, begyndte de flest af de lokale muslimers hære at flygte, vant til det rige og behagelige liv, som de var, brød de sig ikke om synet af en stor pansret ridderhær.
Yusuf foretog sig intet, udover at betragte de flygtende kujoner, uværdige som muslimer i hans øjne, blive slagtet af den kristne hær, mens de flygtede.
Da de så var slagtet, gik han og hans tropper selv i kamp og slagtede Alfonsos hær, hvoraf ganske få, inklusive Alfonso overlevede.

Yusuf erobrede derefter nogle områder, og tog tilbage til Nordafrika.

Nu indså Alfonso VI, at han havde brug for El Cid og besluttede at tage ham til nåde.

El Cid greb chancen, til at vinde et kongerige til ham selv, hans kone og børn, som han ikke havde adgang til i flere år. Han vandt Valencia, brændte den muslimske hersker på et bål. Ikke nogen englehandling, men muslimerne dræbte ofte alle mænd og byggede en minaret oven på stablen af de afhuggede hoveder.

Tilbage vendte nu Yusuf, med en ny hær på 50.000 mand. For at fortsætte sin erobring af Spanien og hvem ved, hvor langt han kunne gå? Frankrig og England lå jo i krig på det tidspunkt og hærgede hinanden.

Han belejrede Valencia i 1094, med El Cid inden i, som havde en lille hær på omkring 4000 ryttere og et ukendt antal fodsoldater.
Men El Cid var ikke en, der ventede på at sulten og døden ankom. Han samlede sine 4000 riddere. Delte dem i to dele, lavede et udfald fra byen, hvor den ene halvdel skulle angribe Yusufs hær bagfra og den anden forfra.

Overrumplet af både selve udfaldet, og det at blive angrebet bagfra, med fuld kraft, faldt Yusuf styrker fra hinanden og efter sigende overlevede kun i alt 104, inklusive Yusuf selv, som stak af i fuld gallop, efter at have været blevet ramt tre gange, af selveste El Cid, som skulle have været uden lige i personlige kampegenskaber.

El Cid herskede i Valencia fra 1094 til sin død i 1099 og vandt endnu et stort slag over Almoraviderne. I en anden konflikt, overgav hans fjender sig øjeblikkeligt, på grund af hans blotte nærvær og personlige lederskab af hæren.

Yusuf endte alligevel med at kontrollere det meste af Spanien, men som sagt ikke alt, han blev standset af en mand og leder uden lige i datidens Spanien. I 1102, indtog Almoraviderne Valencia. Alfonso VI, mente ikke han kunne forsvare den og besluttede at brænde den.
Yusuf frygtede kun El Cid og El Cid frygtede intet.

Der skulle gå i alt næsten 800 år, før muslimerne blev smidt ud af Spanien i 1492, og den gyldne tidsalder i Andalusien. Ja, den varede kun de 100 år af dem. Modsat perestrojkaen i Sovjet, ledte den ikke til et permanent fremskridt.



Middelaldersang fra Spanien (angiveligt af noget ældre dato end El Cid):



Kilder: Wiki, Enclopædia Britannica og bogen "Jihad" af Paul Fregosi.