Jeg forstår det i dag, på en måde som dog, næppe var helt det Yeats mente. Han betragtede nemlig Byzantium som kunstens apoteose, klædt i guld, mosaik, purpur og kunsten, menneskeåndens frembringelser som det større end naturen.
For mig var Byzantium en fjern tid i den mørke middelalder og jeg værdsætter tanker og ord, oftere end billeder. Ligeledes friheden til disse, højere end åndeligt hegemoni og æstetik.
For mig er denne "vores" nuværende civilisation apoteosen, i form af summen af tanker og frihed.
Men netop det med den fjerne tid? Hvorfor er den fjern? Hvorfor er den tabt? Det er kernen.
Byzantium var hovedprisen for profeten Muhammad. Selve det nærværende centrum for kristendommen og tidens største magt. Hans største konkurrent. Før sin død havde han lovet, at de "hellige" krigere som deltog i jihad mod Byzantium, ville få tilgivet alle synder. For at slet ikke tale om, at hvis de døde som martyr ventede den sædvanlige belønning, og for at slet ikke tale om alle de smukke kvindelige slaver, guld og rigdom, der ventede.
Der gik derfor heller ikke lang tid før det første islamiske angreb fandt sted. Faktisk med deltagelse af en mand, som var den der først gav Muhammad husly i Medina i 622, jihads grand old man dengang - han havde deltaget i mange krigstog, i begyndelsen af de hundrede år, hvor Islam på lyntid erobrede 2/3 dele af den kristne verden. En belejring begyndte og fortsatte over cirka seks år mod Byzantium i omkring 668-670 med cirka 50.000 mand.
Men grækerne havde et hemmeligt våben, som skulle redde dem gentagne gange. Naphta, eller den tids napalm. En substans der brændte selv på vand, slugte flertallet af de 1700 skibe som tog afsted første gang og åd sig gennem kødet ind til knoglerne på martyrene. Hvilket sammen med koghed olie, nok er oprindelsen til begrebet, "et svidende nederlag".
30.000 soldater måtte gå hele vejen hjem, fordi de havde mistet så mange skibe.
Konstatinopel overlevede helt til 1453, da den fuldstændigt omringet - dens opland og fødegrundlag var udslettet, befolkningen omkring dræbt eller på flugt, markerne hærget, endelig faldt. En typisk Ottomansk adfærd, der ville præge jihadtogene mod Wien - dræb alle, ødelæg afgrøder. Endnu en civilisation forsvandt i historiens mørke. Endnu en million by blev en spøgelsesby. Dog ikke længe, for Ottomanerne gjorde sit for at få befolket området igen, så vidt jeg husker både med tvang og lokken og lirken.
Denne store civilisation, som byggede Hagia Sophia, det ultimative arkitektoniske vidunder i sin tid. Som leverede kunst i lange baner, nu hvor fritænkningen var næsten helt forbudt, så ånden måtte finde andre veje at udtrykke sig via, dens levende liv forsvandt helt, ud i det store intet, glemt af de fleste, som også har glemt, hvad der udslettede den.
Det skal dog siges, at de første det lykkedes at plyndre Byzantium var korsfarerne, egentlig på vej til et korstog, blev de forblændet af byens velstand, som var absolut overdådig - vi taler om guldbelagte tage, vægge, mosaikker og i øvrigt guld i lange baner. Denne plyndring gjorde sit til at svække overlevelseskraften.
Haga Sophia set indvendigt fra.
Dette er historien i en nøddeskal, "allierede" går mod hinanden og svækker hinanden, barbariteten trives mod den svækkede modstand. I Nordafrika kæmpede Vichy regeringen mod de allierede under anden verdenskrig. Enhver hytter sit eget skind, Europa mod USA, en multipolær verdensorden. kulturrelativisme og skyldskomplekser, selvhad og Islam, den gamle dinosaur, kan se sin nye chance. Den har masser af tid, det tog over 800 år at indtage Konstatinopel. Men som profeten profeterede ville det lykkes, som han profeterede, at de vil lykkes med at tage hele verden. Der findes ikke nederlag i Islam, der findes allahs vilje, og hvis allah ikke vil give muslimerne sejr nu, så må de samle nye kræfter og prøve igen, fordi på et tidspunkt, når det passer allah, vil han give dem sejr, islam er fatalisme og tro på profeten.
Yeats digt, som fortæller "Of what is past, or passing, or to come.", "Whatever is begotten, born, and dies.":
That is no country for old men. The young
In one another's arms, birds in the trees
- Those dying generations - at their song,
The salmon-falls, the mackerel-crowded seas,
Fish, flesh, or fowl, commend all summer long
Whatever is begotten, born, and dies.
Caught in that sensual music all neglect
Monuments of unaging intellect.
An aged man is but a paltry thing,
A tattered coat upon a stick, unless
Soul clap its hands and sing, and louder sing
For every tatter in its mortal dress,
Nor is there singing school but studying
Monuments of its own magnificence;
And therefore I have sailed the seas and come
To the holy city of Byzantium.
O sages standing in God's holy fire
As in the gold mosaic of a wall,
Come from the holy fire, perne in a gyre,
And be the singing-masters of my soul.
Consume my heart away; sick with desire
And fastened to a dying animal
It knows not what it is; and gather me
Into the artifice of eternity.
Once out of nature I shall never take
My bodily form from any natural thing,
But such a form as Grecian goldsmiths make
Of hammered gold and gold enamelling
To keep a drowsy Emperor awake;
Or set upon a golden bough to sing
To lords and ladies of Byzantium
Of what is past, or passing, or to come.
0 kommentarer:
Send en kommentar