Sudan - Rwanda i slowmotion

Der er stunder, hvor jeg skammer mig over min egen civilisation. Når Irak invaderer Kuwait, når Saddam er blevet en torn i øjnene på os, vel at bemærke ikke mens han begår folkemord, så var der ingen problemer med at mobilisere alverdens militærmagt.

Men så har vi situationer som Bosnien, Rwanda, Sudan. Snak, snak og atter snak. teoretiske diskussioner omkring det i det hele taget er folkemord, på et højt politisk plan, fulgt af mere snak og atter snak, snak og undskyldning efter undskyldning.

For at være ærlig bliver jeg så rasende fortvivlet, når vi skider på mennesker på denne måde.
Hvis jeg bestemte, var militæret sendt afsted for længst, med fuldt mandat til at afvæbne og nedkæmpe hvor det blev nægtet, med fuldt mandat til at jage de ansvarlige.

Forleden var jeg så uheldig at se Dokufilmen, "The devil came on a horseback", som blev sendt på DR2. Nogen film mere velegnet til at ødelægge mit gode humør kan jeg ikke komme i tanke om.

Det er en film som viser, at ikke blot er kulturrelativisme et problem for os. Det samme er lovrelativisme. Vi kan være så fokuseret på humanitære love, og enkeltsager, når de knap bliver brudt. Men når den største forbrydelse mod de humanitære love sker, via folkemord, så diskuterer vi det knap nok.

Det som sker i Sudan er langt værre, end noget andet. Det er Rwanda i slowmotion. Selv om det foregik i samme tempo som i Rwanda, år efter år, ville vi nok ikke stadig gøre noget som helst.

Vi snakker menneskerettigheder, rigtig meget. Blot ikke når mennesker fornægtes retten til at leve, eller bringes til at dø på en måde, som sker på den mest barbariske måde man overhovedet kan forestille sig.

Her er et klip, fra "The devil came on a horseback". Regeringen er så involveret som noget kan være, og som han siger, "we receive nothing from the arab countries, they hate us, they want us to hate others":



Traileren er klinisk renset for de mishandlede lig, det er filmen i sig selv ikke.

Første del af filmen her, resten af filmen mangler: