mandag den 3. august 2009

Superstat eller ikke superstat

En journalist stiller spørgsmålet, hvis EU ikke er en superstat, hvad er det så? til kommisionens formand Barroso.

Det er det samme som at sende en politiker ud af en lang, vævende tangent. For unionen er som sagt hele tiden stendød, indtil den dukker op igen med mere skæg, hat og blå briller.

Barroso væver: "nej, ikke en superstat" - dette upopulære ord. Han kan ikke se britisk eller tysk nationalitet forsvinde sådan lige med det samme, hvilket så siger intet omkring, om han ikke hellere så en europæisk identitet i stedet.


Som han indrømmer: EU færdrene havde forestillet sig. Så er det en skridt for skridt bevægelse for at skabe en "føderal solidaritet", som de/han foretrækker at kalde det. Som Schuman deklarationen allerede i 1950 omtalte som det første skridt mod en føderation i Europa. Vi er jo "uidentificerede politiske objekter", det vil sige formbart ler, omend man skal have tålmodighed, når man vil presse kameler ned i halsen på Europas befolkning, i bogstaveligste forstand.
Han prøver et mere, forhåbentligt populært ord, som ikke skurrer så meget i ørene. At Europa er en "organisation af imperier". Tænk hvor store vi kan blive! Tænk hvor stort! Når over 500 millioner mennesker fra Øst-Europa til Nordafrika er samlet under en fælles politisk overenhed, som er meget lidt glad for lokal nationalisme og nærdemokrati, men elsker tanken om en supernationalisme med det besværlige demokrati vingeskudt. Mærker i suset? Af historiens vingeslag, når den helt unikke konstruktion - EU - vokser til verdens største union og skridt for skridt får dannet en føderal identitet i hjerterne på mennesker på kryds og tværs.
Tidligere imperier var dannet med magt. havde en diktator i midten. EU er anderledes, Lande der "fuldstændigt samarbejder", når man altså lader være med at spørge befolkningen.

Margot Wallström bryder ind, med formildende humor - som nogle siger, for at forstå EU skal man enten være et "geni eller fransk", dette forsøg på humor kan stå helt for sig selv og er værd at tænke over.
Men så er det man kan italesætte det hele så smukt, "solutions united", ih hvor det lyder. Når man italesætter en gennem udemokratisk, centraliseret kommision der spytter så mange love og regulativer ud, at ingen kan overskue dem.

EU er stort! Og skal helst blive endnu større, strække sig fra mellemøsten til Nordpolen, Fra Island til Sorte havet.

17 lande kaldet de outer seventeen har fået stillet følgende i udsigt, hvis de laver tilstrækkelige reformer:

“This initiative offers the EU’s neighbouring partners, in exchange for tangible political and economic reforms, gradual integration into the expanded European internal market and the possibility of ultimately reaching the EU’s four fundamental freedoms: free movement of goods, services, capital and people. Ministers are also expected to back the Commission’s proposal1 to set up a Euro-Mediterranean Foundation for the Dialogue of Cultures, a Euro-Mediterranean Parliamentary Assembly.”

Med andre ord, så skal Europas økonomiske magt og Nordafrikas og Mellemøstens demografiske magt kombineres i det største sociale og politiske eksperiment nogensinde, så Europa kan blive en samling af imperier, eller rettere verdens største superstat. Selv om det er er et tabuord. Stykke for stykke har vi bevæget os i den retning siden 1950.
Bid for bid oprettes denne stat, helst uden om folket, lettere ubemærket, uden at tage et for stort og kontroversielt skridt af gangen.

Barroso for åben skærm:


3 kommentarer:

Morten - - - sagde ...

At kalde "EU" for et imperium, er der intet suspekt i.

Ikke at gøre er det, er derimod yderst mistænkeligt.

- - -

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Ikke at kalde det en Europæisk/mediterrean, føderal, superstat, at undgå at lægge kortene på bordet og bluffe så langt det kan lade sig gøre, er endnu mere mistænkeligt.

Men "solutions united" osv. og øvrige forsøg på at ikke skræmme befolkningen med virkeligheden som designet i Bruxelles. Er ikke bare mistænkeligt, det er fløjtende udemokratisk.

Morten - - - sagde ...

Det er en gåde, at det kan blive ved. Man ender med at komme til at lide af angst.

Jeg ville ikke have troet det muligt for år tilbage. Hvorfor har jeg ikke ændret mig, så jeg også går ind for udemokratiske tiltag ? Lige som alle mine jævnaldrende og samtidige, som jeg fejlagtigt troede også var demokrater om en hals.

Thomas, vi to ender med at blive helt isolerede. Alle de andre kan ikke se, der skulle være noget problem!

Ligesom i Ionescos 'Næsehornene'. Gys ...

- - -