2. Hvis gud er almægtig, alvidende og alkærlig, hvorfor tilbragte universet så milliarder af år i en livløs stjernetåge, hvorfor var det første der blev skabt amfibier, ikke mennesker? Hvorfor blev Hitler så magtfuld? Hvorfor bliver nogle født til et behageligt liv og andre til et elendigt?
Hvis gud er god, hvorfor har han ikke skabt os som gode og jorden som et godt sted, mangler han magten? Mangler han viden om sit værk? Mangler han kærligheden?
Kan gud virkelig være de her tre ting på en gang?
3. Hvis der er intelligent design bag universet, hvorfor er det så fuldt af fejl, og hvorfor har det været så lang en proces, for mere succesrige arter at udvikle sig?
Er Hitler, dårskab, ondskab, pest, sult, naturkatastrofer, smerte og lidelse noget godt argument for et intelligent design, endsige noget der kommer i nærheden en justifikation af begrebet?
4. Hvis godt og ondt eksisterer som en del af guds skabelse, skelner gud så selv mellem godt og ondt?
5. Hvis kristus var et eksempel på guds visdom og kærlighed, hvorfor talte Kristus så meget om helvede, beredte en masse frygt og lidelse for generation efter generation?
6. Kan religiøse mennesker siges at være mere moralske, end ikke-religiøse mennesker, i så fald vi definerer moral, som hvordan vi behandler vores næste? Kan religion betegnes som en nødvendighed, for at være et næstekærligt menneske?
7. Hvis sex er syndefuldt, hvorfor har gud så netop skabt verdenen, så vi reproducerer os selv via sex?
8. Hvad er meningen med at være udødelig? Ville vi kunne holde evigheden ud, ved at være os selv for evigt? Hvad skulle i så fald bestå evigt, for kroppen forgår og hvad et menneske er forandrer sig hele tiden, hvad kan overleve andet end hukommelse? bliver vi samlet som overjordiske væsener efter et liv, i så fald, hvorfor så ikke bare gøre det med det samme? I stedet for at byde menesker et enkelt liv for de fleste under kummerlige forhold? Hvis vi skulle fare til himmels, bliver vi evige babyer eller oldinge?
9. Hvis du mener, at livet kun har en højere mening, hvis gud eksisterer, mener du så at mennesker, der ikke tror på gud ikke har, eller finder en mening med tilværelsen?
10. Hvis du mener at moral kræver tro på gud og en højere mening (straf), hvordan forklarer du så forekomsten af moralske mennesker uden tro på gud, desuden, hvad er mest moralsk, at hjælpe sine medmennesker til et bedre liv her og nu, eller at forsage denne verden til fordel for en mytologisk fremtidig eksistens?
11. Bragte kristendommen eller andre religioner i øvrigt nogle etiske grundsætninger som ikke eksisterede i forvejen? I øvrigt hvis etiske regler samt bidrag, er det vigtigste, er følgende etiske grundsætning ikke andre overlegen og Jainismen dermed andre religioner etisk overlegen?
"Do not injure, abuse, oppress, enslave, insult, torture, or kill any creature or living being".
12. Hvis du vil hjælpe din næste? hvad er så bedst? At læse biblen eller anden religiøs litteratur og bede, eller at opfinde medicin, effektivisere landbrug eller andet som gavner mennesker og gør deres liv bedre?
Hvis du vil hjælpe mennesker og være næstekærlig, er tiden med at læse biblen og anden religiøs litteratur, at bede, være i, eller udbrede menigheder osv. Er det ikke spildt tid?
13. Hvis du tror på helvede, hvilket er det eneste argument for at spilde tid på ovenstående: Hvorfor skulle Gud være en evig diktator og sadist, som putter folk evigt i helvede, for at gøre noget som gud selv har skabt dem til at gøre, ikke forhindret, ikke skabt anderledes?
14. Hånden på hjertet, spiller frygt ikke en langt større rolle i religion end kærlighed?
15. Er der nogen som helst grund til at gøre gud værre end mennesker, hvis gud er? Er det så sandsynligt, at gud er mindre kærlig end det mest kærlige menneske, der har levet på jord? Er mindre retfærdig, end det mest retfærdige menneske, der har levet på jord? Er mindre klog og vis, end det klogeste og viseste menneske, der har levet på jord?
16. Har du overvejet, at hvis du er født i Tibet, ville du nok være buddhist? Født i USA, ville du nok være kristen? Født i Egypten, ville du nok være muslim etc.?
Hvis profeter og helgener er eksponenter for sandheden, hvorfor er der så en stor forskel på hvad de ser, hvorfor ser den ene en blåhudet Krishna og den anden jomfru Maria? Hvorfor er religion så præget af den lokale kultur den opstår i? Hvorfor hører den ene for sit indre øre, at vedkommende skal i klæde sig burka, en anden at vedkommende skal iklæde sig niqab, en tredje at vedkommende skal gå i laser og pjalter og prædike evangeliet, en fjerde at vedkommende skal ofre i templet til Shiva osv.?
Hvorfor siger gud ikke det samme til alle?
17. Hvor mange har ikke bedt og hvor mange har det hjulpet? Er det ikke bedre at handle?
18. Hvor meget bruger religioner på at at hjælpe fattige og lidende og hvor meget bruger de på at bygge bygninger og missionere?
19. Hvorfor er religion domineret af mænd?
20. Er dogmatisk tro det samme som sandheden, hvorfor er der så mange modsigende dogmas? hvis det er sandheden, hvorfor så tvivlen, kan man reelt tvivle på noget som er sikkert og sandhed?
Anbefalet læsning:
Christopher Hitchens: "Why God is not great" og "Portable Atheist"
Sam Harris: "Letter to a christian nation" og "The end of faith"
Richard Dawkins: "The god delusion"
Carl Sagan: "The demonhaunted world"
Betrand Russell. "Why I am not a Christian"
9 kommentarer:
Se de spørgsmål tør man næsten ikke argumentere imod for det er jo så aldeles omfattende og blevet diskuteret i årtusinder! Men overvej dette argument: Det er en trosartikel (undtagen, selvfølgelig, blandt de der faktisk har en tro) at afsættelsen af Gud af sekularismens apostle, Dawkins og nogle af de andre du nævner, har åbnet døren til en fornuftens tidsalder. At tro på Den Almægtige er nu vidt og bredt accepteret som et a priori bevis på primitiv dumhed. Er det nu så dumt at have en tro på en 'GUD.'?
Den antagelse, at videnskaben er i stand til at kunne give os en fuldstændig teoretisk kundskab, ja nærmest sandhed, er i sig selv videnskabelig fundamentalistisk.
Videnskab stiller flere spørgsmål end den kan besvare. Des mere videnskaben graver i verdens mysterier for os, des mere mystisk bliver den. Som mange videnskabsmænd, der også er religiøse demonstrerer, er der ingen iboende konflikt mellem religion og videnskab.
Dogmet om at videnskab giver svaret på ethvert spørgsmål og således overflødiggør religion har ført til at morallovene og moralkodekset fra judaismen og kristendommen er i forfald, netop de ting der understøtter Det Vestlige Samfund.
Dette tab af kulturel nerve har skabt en ufrivillig hemmelig forståelse mellem de mest nidkære sekularister og Islamisterne der har erklæret krig mod vestens civilisation, og som tror - helt korrekt - at et verdsligt vesten ikke vil være i stand til at stå dem imod.
Nu er det ikke alle som har Richard Dawkins "fundamentalistiske" ateistiske position.
Harris er agnostiker og mod religiøse dogmer, dyrker meditation og mener f.eks at der bør forskes i effekten af f.eks bøn, spirituelle spørgsmål skal underlægges fornuften.
Hitchens er antireligiøs og antiteist.
Sagan er agnostiker, vil ikke anerkende gud uden bevis, men er åben overfor tanken om som summen af alting, Spinozas og Einsteins gudsbillede.
Russell igen var agnosticist.
Jeg er personligt enig i alle positioner undtaget ateismen.
Mener ikke man nødvendigvis er ubegavet for at tro på gud, men hvis man tror på religiøse dogmer, er man enten ubegavet, eller har pantsat sin fornuft hos frygtens ærgerrige pantelåner, eller noget i den stil.
Videnskaben stiller hele tiden nye spørgsmål, men finder også hele tiden svar på gamle.
Jeg mener ikke man finder de største videnskabsmænd blandt de religiøse, med Newton og enkelte andre som undtagelsen der bekræfter reglen.
Så skal vi igen skelne mellem at tilhøre en dogmatisk religion og være åben over for eksistensen af Gud.
Hvad angår moral, så mener jeg ikke religion er en nødvendighed, tror ikke du kan finde belæg for at Ateister og agnosticister skulle være mindre moralske, nærmest tvært i mod. Deres moral er mere fornuftsbaseret og dermed ikke så afvisende over for prævention, så firkantet hvad angår sex.
Russell går så langt som at sige kristendommen har været og er "the principal enemy of moral progress in the world". Det lyder hårdt, men han har en pointe. Kristendommen har aldrig gjort et stort væsen ud af at praktisere Jesus budskab. Tværtimod har de skelnet mellem Kristus, som var gud inkarneret, god og næstekærlig, og os mennesker som er syndere.
De som har taget skridtet lidt længere, er nedsættende blevet kaldt apostolske, dømt som kættere eller æret på afstand, sådan at forstå at man ikke kan forvente at mennesket skal handle sådan.
Det apostolske er ikke eksisterende i protestantismen, som er en arvesyndskult.
Som Russell rigtigt påpeger, har de perioder hvor religiøsiteten har været størst også været de perioder med mindst fremskridt og mest grusomhed.
Foreksempel afviste kirken i første omgang medicinsk behandling af pest, dens foretrukne behandlingsmetode var åreladning, som dræbte titusinder, af med det onde blod.
Ligeledes skyldtes den manglende teknologiske udvikling og tilbagegange i sanitet og hygiejne kristendommen, de betragtede kroppen som noget man skulle fornægte, ikke pleje.
Kristendommen spiller altså også en væsentlig rolle i at det var let for Islam at erobre det gamle østromerrige, Nordafrika, dels i kraft af pacifisme, mange mænd der skyndte sig at blive munke, så de var fri for verdens krav, dels manglende enhedstænkning, forskellige kristne sekter der forfulgte og dræbte hinanden og ikke ville kæmpe for hinanden.
Der findes altså en forståelse mellem kristne og Islamister, mange kristne rummer både forståelse for et religiøst livssyn og modviljen mod at ens religiøse dogmer udsættes for kritik.
Nogle af de største apologeter for Islam er akademikere af kristen observans, som Karen Armstrong.
De skarpeste kritikere af Islam er på verdensplan da som regel ateister og agnostikere.
Jeg mener ikke disse mangler værdier.
Et verdsligt vesten kan sagtens stå i mod Islam, faktisk bedre vil jeg påstå, for ateister har ikke høj stjerne inden for Islam.
Jeg kan ikke se hvorfor religiøse skulle være bedre egnet til det.
Agnosticist, rationalist, skeptiker er en lige så klar position som kristen, endda klarere fordi den kristne kan skifte en religion ud med en anden.
Kommunister som er religiøse selv, blot en politisk religiøsitet, de er som sagt ligeledes i krig mod vesten, men den position er ikke betegnende for andre verdslige.
Det er dog den rene fornøjelse at læse dine kommentarer og udlægninger og jeg er slet ikke uenig. Tillad mig at fremhæve nogle af dine perler.
"Mener ikke man nødvendigvis er ubegavet for at tro på gud, men hvis man tror på religiøse dogmer, er man enten ubegavet, eller har pantsat sin fornuft hos frygtens ærgerrige pantelåner, eller noget i den stil."
Det er jo netop det der har været problemet med religion. Magtsyge har benyttet menneskets religiøse trang til undertrykkelse og med baggrund i en indbildning af bedreviden og ved at gøre tro mere kompliceret end nødvendigt tiltaget sig en magt over 'sjælene' for egen vindings skyld. En magt baseret på arvesyndsbegrebet og frygt for kommende trængsler/pinsler hvis ikke der rettes ind efter disse gejstlige. Succesen har været stor, politisk såvel hos det enkelte individ der gennem familie, stedet de er født, tradition ikke gør sig tanker om rigtigheden af disse ufornuftige dogmer.
"Kristendommen har aldrig gjort et stort væsen ud af at praktisere Jesus budskab."
Fuldstændig korrekt. Kristi rene lære var som en tretrinsraket der satte gang i den frie vilje, men gennem århundrederne er 'gassen' gået af ballonen og kristenheden er en ynkelig falsk parentes af det oprindelige, dog har den akkumulerede kraft formået at skabe bedre samfund, frihed og velstand i langt højere grad i kristne land sammenlignet med andre religiøse domæner.
Kan varmt anbefale Rodney Starks bog 'The Victory of Reason' Hvordan kristendommen førte til frihed, kapitalismen og Vestens succes.
Hej Thomas,
Super blog!
Jeg forstår faktisk ikke den der med at opfatte agnosticisme som en mellemting mellem teisme og ateisme. I praksis vil man enten tro (teist) eller ej (ateist) - jeg har uddybet det her:
Hvis man ikke er teist, så er man ateist:
http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvis-man-ikke-er-teist-s-er-man-ateist.html
Yderligere mener jeg disse "artikler" underbygger min holdning:
Guder eksisterer ikke, det er sund fornuft!
http://www.skepticisme.dk/2008/09/guder-eksisterer-ikke-det-er-sund.html
Hvorfor stærk ateisme er sund fornuft:
http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvorfor-strk-ateisme-er-sund-fornuft.html
Jeg beklager "link-formen", men det er mere omfattende end jeg lige kan formulere hurtigt her lørdag morgen ;-)
Mange hilsner
Jakob H. Heidelberg
Jakob:
Jeg tror det første man skal gøre, er at undlade at se de tre kategorier som bokse med luft i mellem. Agnosticisme er ikke en mellemposition, men en glidende overgang som enten hælder i retning af Teisme eller Ateismen.
Agnosticisten kan både være, en som overvejer, om der er en gud, men ikke mener man skal danne religioner eller spekulere over hvad det som man kan kalde Gud er, fordi det er hinsides vores erfaring og forstand. Og kan så også være en, som ikke på nogen måde overvejer eller tror der er en gud, men ikke vil kategorisk afvise det.
Personligt er jeg 2/3 dele den første variant og 1/3 del den sidste variant.
Så agnosticismen er en noget mindre entydig position end ja og nej.
Kan man så ikke bare afvise gud så kategorisk som nisser?
Jeg vil personligt kategorisk afvise en personlig gud, en gråskægget herre, menneskelignende skikkelse med dårlige menneskelige egenskaber, det er komplet ulogisk at en gud skulle være dette.
jeg vil kategorisk afvise himmel og helvede og sige vi har rigeligt af begge på jord.
jeg vil kategorisk afvise alle former for religiøst vås og dogmatisme.
jeg vil kategorisk afvise, at vi som individer lever videre efter døden.
Hvorfor vil jeg så ikke afvise Gud?
Det vil jeg ikke fordi der er en urenergi i universet, et noget som noget kommer af. Der er en summernes sum, noget som er alt som er. Det kunne man kalde Gud. Man kunne også kalde det så meget andet. Hvad enten det fungerer mekanisk eller fungerer med en slags bevidsthed, så har det en form for hukommelse som lagres og en evne til at tilpasse sig.
Derfor hælder jeg til noget, som man godt kunne kalde gud, men omvendt ikke rigtig kan erfare og verificere noget særligt konkret omkring, og bør undlade at spekulere over og bygge dogmer omkring, baseret på manglende bevis og forståelse og intet andet.
Hvordan kan jeg så sige, at jeg hælder 2/3 dele til Teismen og 1/3 del Ateismen.
Det er fordi, jeg ikke kan slutte for meget ud fra ovennævnte, "noget kommer af noget, hukommelse og tilpasningsevne". For så vidt kan det være fuldstændigt mekanisk og Gud er jo et religiøst begreb. Urenergien har intet med hokus pokus at gøre.
Hej Thomas,
Du siger "Agnosticisme er ikke en mellemposition, men en glidende overgang som enten hælder i retning af Teisme eller Ateismen."
Her er jeg fuldstændig uenig, det er nemlig vidt forskellige begreber.
Ateisme kan være stærk eller svag - og implicit eller eksplicit. Ateisme er derudover enten implicit eller eksplicit.
Svag ateisme er et personligt fravær af gudetro.
Stærk ateisme er direkte afvisning af guder.
Implicit ateisme er fraværet af gudetro i ens verdensbillede - uden man egentlig har tænkt over det.
Eksplicit ateisme er en bevidst stillingtagen til spørgsmålet om guders eksistens, som har ledt til svag eller stærk ateisme.
(A)teisme forholder sig til om man TROR på guder.
(A)gnosticisme forholder sig til hvad med VED (eller KAN vide).
Man kan sagtens sige, at man ikke TROR på guder - og at man ikke kan VIDE noget med 100% sikkerhed. Så er man både ateist og agnostiker - det er to helt forskellige ting som er yderst kompatible (jeg er selv agnostisk ateist).
(A)gnosticisme er således ikke en mellemting, hverken i flydende eller form. Det er derimod et erkendelsesteoretisk standpunkt - modsat (a)teisme, der er et udsagn om ens gudetro (eller fravær af samme).
Det lyder lidt for mig som at du måske er en teistisk agnostiker?
/Jakob H. Heidelberg
http://skepticisme.dk
Jeg synes, vi langt hen ad vejen siger det samme, så fuldstændig uenige er vi ikke.
Jeg mener blot det giver mening, at bevare de tre positioner, eller koncepter i relation til hinanden.
Yderligere for mig er ateisten en som fuldstændigt og 100 procent og kategorisk afviser eksistensen af gud. Hvor Teisten er en som fuldstændigt tror på gud.
Der skelner du så mellem stærk og svag ateisme. Jeg mener at kun stærk ateisme er ateisme. Det ligger i begrebet at man overhovedet ikke mener, der er en gud, altså man afviser gud.
Resten er agnosticisme, "jeg ved det ikke". Hvis det ikke er ren teisme.
"(A)teisme forholder sig til om man TROR på guder.
(A)gnosticisme forholder sig til hvad med VED (eller KAN vide)".
Man kan så selvfølgelig gå fra Teisme til Ateisme, uden at blive agnostiker i følge den skelnen eller model.
Men det jeg mente med den glidende overgang, var at man som agnostiker enten hælder mod teismen eller ateismen, og det gør man jo.
For agnosticisme er jo en position i forhold til gudstro, såvel som teismen og ateismen er.
OG NÅR man overvejer at flytte fra f.eks Teisme til Ateisme, eller rettere bliver i tvivl om den ene eller position, så anerkender man implicit at der er noget man ikke ved, altså ryger i den agnostiske flydende tilstand mellem de to.
Hej,
Definitionen af ateisme som væren stærk ateisme alene er en generalisering som jeg ikke finder passende (og som ikke passer med nogen ordbog eller noget leksikon jeg kender).
Ateisme er først og fremmest 'fravær af gudetro'. Derfra kan man så skelne mellem den stærke og den svage af slagsen (samt yderligere den eksplicitte og den implicitte).
Det er yderst vigtigt at foretage denne skelnen. Idet man siger: "jeg tror ikke på gud(er)", så er man pr. definition ateist (svag). Siger man: "jeg er ikke teist", da er man pr. definition også ateist (man er jo 'uden gud'). Siger man "der findes ingen guder", så er man stærk ateist (gudsfornægter).
Fælles for den stærke og den svage ateist er, at de begge er uden gudetro. Altså igen - uden religiøs gudeTRO.
Gnosticisme er ligeledes min. 2 forskellige ting - den generelle grad om 'al erkendelse' - og den snævre om 'erkendelse af guder'. Jeg kender ingen som vil sige, at vi kan opnå 100% sikker erkendelse om noget i verden. Jeg kender mange som siger, at vi ikke kan vide noget om guder (hvilket i sig selv er besynderligt at antage) - men det fritager dem ikke fra ateist betegnelsen. For lever man uden gudetro, så er man ateist, gudløs, vantro, ikke-troende mv. Folk er bare bange for at indrømme at de lever uden guder - og dermed i praksis er ateister :)
Godt nytår!
Jakob H. Heidelberg
http://skepticisme.dk
Tilføjelse - andre er selvfølgelig bange for at indrømme, at de går og tror på guder i smug... De tør ikke give afkald på deres sunde fornuft og rationalitet mod omverdenen - derfor foretrækker de i stedet betegnelsen 'agnostikere', de fleste ved nemlig ikke hvad det betyder - dem selv inklusiv... Meget bekvemmeligt; men den holder ikke :)
Send en kommentar