Den ultimative politiske sindsyge

Kommunister og socialister af i dag, er langt værre end deres forgængere. Her sigter jeg ikke kun til de af dem som post-Gulag, Mao, Pol Pot stadig kalder sig selv kommunister, det lille sammenrend af Tordenskjolds soldater.

Nej, jeg sigter også til de mange, alt for mange, som kalder sig socialdemokrater, eller reelt er det på ægte platmarxistisk værdifacon og sidder højt på magtens trone.

De er direkte sindsyge.

De oprindelige socialister og kommunister levede i en tid, hvor der faktisk var fornuft og empiri bag det, de mente. Det var på et tidspunkt, hvor selv 10 årige børn arbejdede over ti timer om dagen og voksne 12 timer om dagen. Det seks dage om ugen - altså op 72 timer om ugen, eller endda mere. For dette arbejde tjente de kun lige nok til en lille arbejderhybel af en sodfarvet kasse, vi ikke ville drømme om at lade så meget som et barn opvokse i og de havde syv-otte stykker, hvis så mange overlevede. De tjente knap nok til at spise kød en gang om ugen.

At betragte dette som slaveri, hvor arbejderen selv var en vare fremmedgjort både i sin eksistens og i forhold til den vare han producerede, fastlåst i en evig social struktur som proletar - hvis væsentligste formål det var at skabe merværdi for kapitalisten, så ad infinitum billigt som muligt. At se det som et grundvilkår arbejderen selv måtte forandre, for kapitalisten var næppe interesseret. Det var egentlig ikke helt grebet ud af smoggens aftenrøde luft.

Selv om Marxs filosofiske brovterier var en firkantet, statisk analyse uden tiltro til menneskelig dynamik og omsorg - kapitalisters i særdeleshed - med blodige efterdønninger og var langt fra korrekt. Så var den stadig ikke helt foruden rationelle og empiriske elementer.

Men siden da har kommunismen, socialismen gennemgået en transformation. Den har forvekslet sin manglende slagkraft - i forhold til at omvende de europæiske borgerliges mentalitet til den sande og eneste sande tro! med en menneskelig systemfejl - selv om de faktisk har sejret af helvede til, så er nok aldrig nok. Så mener de et eller andet sted, at deres fraværende totale ideologiske dominans skyldes at borgerligheden og ondskaben ligger så dybt i det vestlige menneskes natur, at alle, dem selv inklusive, er mere præget af den, end selve arvesynden og det siger i Augustinsk forstand ikke så lidt.
Vi er skyld i alt, fra tornadoer, regn eller ikke regn, til afgrøder som ikke blevet behandlet agronomisk korrekt. Alt, alt og atter alt.

I dag er socialister et spindelvæv af skyldskomplekser, forstærket af traumer i metermål, flygtet ud i komplette og absolutte virkelighedsfjerne abstraktioner. Til det rent patetiske, automatiserede, dogmatiske, uden skyggen af en smule fornuft og empiri tilbage.
Hvor fint de end taler, ville Freud have været søvnløs i århundreder, for at skrive nok og analysere nok, hvad angår dette fænomen.

Socialismen er blevet den rene galmatias, sindsyge med vrangforestillinger uden ende, usammenhængende, junkieverdensbilleder og fantasier. Ikke engang de firkantede, udynamiske idéer har de tilbage, med få undtagelser. Socialismen er et skizofrent vrangbillede af sig selv.

Men det at være verdensfjern, er de jo samtidigt tvunget til at definere som noget godt, lidt lige som den sindsyge, der synes det er alle andre, der fejler noget. Ellers knækker filmen, og det kollektive bluff opløses i en stor gassky, der bestemt ikke er lugtfri.

Og for at at det hele ikke skal være ordgejl og blanchobeskyldninger.

Så her er der et godt eksempel på, eller med blot, blot en enkelt facet af, hvad jeg præcis mener:

The populations of Europe are aging fast, so more immigrants will be needed to support pensioners, and these will largely be Muslim immigrants. For this increasingly Muslim Europe to define itself against Islam would be ridiculous and suicidal...
Let´s imagine for a moment, Europe in 2025 at its possible best. A political, economic, and security community of some forty free countries and 650 million people, embracing all the lands in which the two world wars began, and producing, still, a large part of the wealth of the world. A further 650 million people people, born in the more explosive parts of the early 21th century globe, but now living in a great arc of partnership with this European Union, from Marrakesh, via Cairo, Jerusalem, Baghdad and Tbilisi, all the way to Vladivostok. That would not be nothing.
(Citeret fra "America alone" af Mark Steyn, side 125)

Det ville ikke være noget småt, nej - Det ville bare være sååååååå stort! Mærker i det store humanistiske, internationalistiske, hyperidealistiske sus? Det må være sådan ludomanen føler når pengene er smidt på casinobordet og rouletten ruller. Sådan narkomanen føler det, når heroinen ender i blodets baner.
Forskellen på ludomanen, så narkomanen og til sidst Labours, Venstrefløjens, EUs store profet, Timothy Garton Ash, som er citeret ovenover. Det er så blot, at narkomanen og ludomanen godt et eller andet sted véd, de er syge. Timothy Garton Ash og andre med lignende diagnose vil mene, at det er os som ikke kan følge med i den berusede tilstand, der er syge og helt forkerte!
En anden forskel er, at ludomanens og narkomanens lidelse har langt mindre indflydelse på andre mennesker - Det har Timothy Gartons Ashs ikke!

Man skal lede længe efter så meget dumhed, verdensfjernhed, ideologi-idioti, sindsygdom, rablende galskab, udtrykt med så ord og på så få linjer.

Mr. Garton Ash er så ovenikøbet ikke en marginal fuld mand, der sidder og udbreder sig om verdenssituationen i en brandert på en bodega, hvilket er nok til at ende i fængsel i et helt halvt år i England, hvis man kommer til at forveksle almindelige negativt konnoterede fuldemandssnøvlerier med "pakis go home".
Han får ros, penge og atter ros, for at være langt mere ude i tovene, end junkien og ludomanen, alkoholikeren på bænken - tilsammen!

Nej, manden er nærmest gud på venstrefløjen - den nominelle og den værdipolitiske, ikke blot i England, men også blandt lige så galmatiaser i det øvrige Europa.

En mand der leveres spalteplads til, på samlebånd, i verdens store aviser og vores egne små:

His essays appear regularly in the New York Review of Books and he writes a weekly column in the Guardian that is widely syndicated in Europe, Asia and the Americas. He also contributes to the New York Times, the Washington Post, Prospect, the Wall Street Journal, and The Globe and Mail.

Manden er højt på strå i EU systemet, Med Elleman, Thorning og Jospin og en helt masse andre fantaster, undskyld, fantastiske topfolk i Europa.

Når et land som England - et parti som Labour har det som erklæret politik at blive, forblive, en multikulturel stat, har en rekordstor indvandring, som hvis den fortsætter vil resultere i en vækst af befolkningen til over 70 millioner fra omkring 61 millioner i dag og det tror jeg personligt er for lavt sat, så skyldes det meningsdannere som Timothy Garton Ash. De moderne papister med fuld inkvisition.
Hans syn på tingene, vil næppe blive forandret af, at England er et land alt for tæt på statbankerottens rand. Hvad er økonomi VS Messiaskomplekser? Den gyldne pung fra velfærdsEuropa kan jo forsyne alt og alle med mælk og honning i lange baner, den bliver aldrig tom og det hele er jo vores skyld, glem endelig ikke det!
Lige så lidt; vil det blive forandret af at "engelske" kvinder føder nok børn, til at stort set reproducere Englands langt fra skrumpende befolkning. Selv om indvandringen stopper, vil allerede indvandrere sørge for fortsat babyboom.
Stigende arbejdsløshed vil nok heller ikke rokke ved troen, hvornår har fossiler og dyr med tydelige tilpasninger og mutationer rokket ved Adam og Eva?
Det er jo det store EU, de store drømme som tæller, og indvandrerne skal være muslimer! Hørte i det Italien? Ikke blot skal i have indvandrere - i skal have muslimer! - en helt bestemt kulturel gruppe af slagsen og i kan lige vove at prøve, at selv ville bestemme.

Giver det hele nogen større mening og er der er empiri og fornuft i foretagenet?

Jeg mener klart nej! Det er ren galskab, ren gambling med Europas fremtid - nej, hasardspil er det rigtige ord.
Det er farligt og selvmordsagtigt at stille sig på hælene i forhold til Islam, men slet ikke farligt at importere xx - og så lige et x mere - millioner muslimer til Europa, for det skal jo være muslimer!

Det er så hovedløst, at jeg kunne rive mit eget hoved af. Vi kunne ærligt talt leve i en meget bedre verden, hvis vi ikke tog den slags feberfantasier alvorligt på stribe. Det gør vi klogest i at straks ophøre med, for vi tager dem alvorligt, eller sløsagtigt - ingen tvivl om det.

Personer som Timothy Garton Ash burde have mindre anseelse, end drankeren på bænken.
Drankeren er trods alt virkelig, empirisk, har rigtig eksistentiel substans og repræsenterer et åndende konkret problem, som det ikke ville være ufornuftigt at gøre noget ved. Ikke noget abstrakt, en sindsygdom i fantasmernes susende klæder.
Og han fortjener en verden, han ikke behøver at drikke sig bimlende fuld for at kunne holde ud at leve i, selv om det kun bliver en lille oase, i det uoverskuelige kaos af tossede mennesker, der gerne vil globalisere alle problemer i den moderne arvesynds hellige navn og mellem de rå mængder af arme stakler i overbefolkningens højborge.