Bloggens nytårsklumme

Når man har forstået, hvad demografi betyder, hvor lidt der skal til for at Danmark bliver muslimsk i dette århundrede og selv uden indvandring i næste århundrede, medmindre fertilitetsraten falder betragteligt hos muslimer, eller vores egen vokser sig op på de 2,1 barn, så er det svært at bevare optimismen.

Europa, ikke Danmark, kan have muslimsk flertal om 100 år, hvis indvandringsraten ikke nedsættes dramatisk og det så hurtigt som muligt.

At muslimerne bliver tyve procent, tredive procent, er for så vidt ikke meget bedre.

Det ville kunne aflæses i kriminalitetsstatistikkerne og der vil blive langt flere som oplever, hvad danskere nu oplever i Gellerup, Nivå, hvor nogle ikke tør gå sølle 300 meter om aftenen - osv.

Det bliver altså år for år sværere at ønske et godt nytår, i hvert fald med den troværdige mening i behold.

Personligt oplever jeg det som at råbe i ørkenen, at påpege dette problem. Det bliver sværere og sværere ikke at lade ens personlige humør påvirke at det.

Det er også derfor at jeg personligt er begyndt distancere mig, ikke fra min mening, men fra spørgsmålets omfang og det rum det optager inde i sjælen.

Vi må holde en kynisk distance, men vi er bundet til at blive ved, for der er vist stadig ikke mange, der har opfattet problemets alvor og dets langsigtede konsekvenser.

Der er næppe nogen der med hånden på hjertet - heller ikke spindoktor Christopher Arzrouni - vil påstå at det vil blive et bedre Danmark, med muslimsk flertal, eller blot 20 procent af befolkningen. Hvilket betyder over 30 procent af de unge, som skaber ravage af et omfang, i en løbende udvikling, hvor Frankrig kun er et pejlemærke.
Jo mere de slipper af sted med, jo mere vil de forøge indsatsen, det tvivler jeg ikke på, man kan se det ske - den dag i dag.

Har bekymringen nået topplanet? Jeg tror, de ved langt mere og forstår langt mere, end man umiddelbart skulle tro.

Det findes der flere tegn på - både på rygtebørsen og det verificerede.

Tag blot Sarkozy, som skulle have sagt, at islamisering er uundgåelig. Eller en svensk minister, hvem husker jeg ikke, som opfordrede til at man var gode mod muslimerne, for at de skulle behandle svenskerne pænt, når de en dag bliver flertal i Sverige.
Hvis man skal have en chance for at blive behandlet pænt, skal man konvertere og mon ikke de fleste vil vælge den løsning, som den letteste.

Problemet er langt mere akut, end de fleste tror. Lars Hedegaard skriver om et møde med en person fra det politisk/efterretningsmæssige topplan, der fortalte at hans lands ledere betragtede det som uafvendeligt, at om fem år ville der være parallelsamfund underlagt sharia i hans land.

Dette land kan næsten kun være Frankrig, eller England.

I Danmark er vi nogle skridt bagude i den udvikling.

Det er de kommende generationer, som der venter det værste og stadig værre.

Men der sker et skred, en forandring for hvert år der går. Og for hvert år vi lægger til vores år, vil vi se et Danmark forandret til det værre.

Det er på sin plads, at perspektivere til for 25 år siden. Dengang kunne man ikke forestille situationen i dag:

Jeg ved godt, at mange danskere er ængstelige for at åbne grænser kunne føre til, at Danmark bogstaveligt talt blev oversvømmet af f.eks. en halv eller en hel million mennesker udefra. Det ville skræmme folk, men sådan går det jo ikke. I øjeblikket udgør flygtningene 0,3 procent af befolkningen.
Poul Schlüter, statsminister, Berlingske Tidende 4/8 1985

I dag kan de færreste vel forestille sig situationen om 25 år, heller ikke i folketinget, som dog i høj grad har forstået, at der må sættes grænser for indvandringen. Intet er mere vitalt, den burde helt ophøre om muligt, fra muslimske lande, for de vil vokse alene via moderskødet, fra nu af.

Men der skal ønskes godt nytår alligevel. Vi må holde vores hoved over det hele, bevare overblikket og fortsætte som altid, med at kæmpe.
Det er ikke ved at give op, vi vokser som mennesker. Men ens humør er også en høj pris at betale, vi må også holde vores moral og humør højt, mens vi holder hjernen fortsat skarp, betragtende den rå virkelighed.

Godt Nytår!