Et digt om at miste

Dette digt hører til blandt de første, jeg skrev - angiveligt omkring 1993-1994.
Det handler om at miste et menneske, man elsker. Et smukt og specielt menneske man altid vil savne.
På et subjektivt niveau var det tabet af min egen farmor. Det menneske jeg nok mest af alle savner, blandt de som er forsvundet ud i det ukendte.
Hun var et livstykke af energi og ukueligt mod. Hun arbejdede blandt andetpå en fabrik og satte liv i hele foretagenet med sin stærke og smukke sangstemme og sit gode humør.
Desuden var hun en vis gammel kvinde, der lyttede i mild tavshed, og lod sine kloge øjne signalere at hun forstod.
Hun var et stort menneske også i fysisk forstand. Hun voksede op i Skåne på en kartoffelgård. Hun var så stærk, at hun kunne banke de store drenge, når de drillede de små. Det gjorde hun så til stor fornøjelse for de små, der ikke kunne regne med de store drenges nåde.

Digtet er fra mine Rabindranath Tagore ynder dage og bærer præg af dette. Jeg valgte at gøre det mere universielt, for alle som har mistet en de holder af.

Til den elskede




Skønne blomst
Længe har du fundets ved min side
åh og så længe
har jeg nydt at indånde den duft
du som himmelsk vellugt,
som englenes stille sang
lod sprede gennem rummet
alt mens din ufattelige skønhed
frydede og belivede min sjæl.
Længe har du været hos mig
længe har jeg ønsket
at jeg kunne være som dig.

Du er en himmelsk stjerne
i mit ensomme mørke rum
og nu må du forlade mig,
dine kronblade falmer langsomt
på deres tristsommelige gang
mod forgængelighedens støv.
Nej, vil ikke lade tårer
falde over din spinkle
falmende krop,
for de ejer ikke den kraft
som kan få dig at spire på ny.
Du vil snart forlade mig
men du vil altid være hos mig
bankende i mit hjerte.