Et frihedsdigt

Da jeg skrev dette digt for mange år tilbage, var jeg noget af en frihedsfundamentalist. Jeg brød mig slet ikke om nogle, politiske, sociale, ideologiske overgreb på min frihed eller andres.
Jeg var i øvrigt ikke politisk i den fase af mit liv, men forkastede politik og stemte blankt.

Men samtidigt var jeg klar over, at manglende frihed oftere er noget, du kan give dig selv skylden for.

Man bliver aldrig fri, før man bliver fri i sit indre. Fri i sin handling, fri i sin tanke, fri i sit sjæleliv. Som jeg før har skrevet. Bliver man i det hele taget aldrig fri, før man er er fri for frygt.

Men frihed går dybere end det. Lader du dig rive med af alt, ufrivilligt altså? Er du afhængig af hvad andre siger, mener, tror om dig?

Hopper du med på inklusionsvognen, drikker dig hjernelam selv om du egentlig ikke har lyst?
Gradbøjer dig selv, for at være in?

Spørger du dig selv nogensinde, hvem er jeg - bag al opvæksten og alle facaderne?

Det følgende digt, jeg skrev for omkring 11-12 år siden, handler om at være afknyttet i forhold til omgivelserne, at priotere at kende sig selv, og at hvile i sig selv uanset hvad tilværelsen stiller op med af storm og modgang og fortsætte med at brænde inden i, omend du må leve med erkendelsen af, at verdenen er en stor omgang force majeure, du ikke kan undgå, men bestemmer selv hvordan du forholder dig til:

Transmobil

Menneske

du er fri!

Lad ikke bevægelsen magt

omtumle dig

lad ikke indtryksbombardementet

ryste dig

lad ikke tågerne

sænke sig over din livsflamme.

Det uendelige skyggespil

strækker sig gennem evigheden

alting samler sig

og splittes

udfoldelse

indfoldelse

og dig! Midt i mellem.

Lad alting flyde

det flyder

flyd ikke med

vær hinsides

smilende

hvilende

i hjertefryd

indhvirvlingsfri

blandt omhvirvling

vær fri!