Det rationelle menneske - hvor?

En af mine grueligste opdagelser i livet, i både min egen introspektive og ekstrospektive rejse rejse gennem livet - undskyld de besværlige ord, men de betyder at iagtage og reflektere over det ydre og det indre - er i hvor høj grad primitive/instinktive og irrationelle faktorer danner basis for vores adfærd, følelser og tanker.

Information har i dag en interessant artikel over samme tema:

Vi er alle Pavlovs køtere

Vi tror, vi er så kloge. Men ring med en klokke, og vi kommer løbende med savl ned af blusen. Det moderne menneske er stadig i drifternes vold og handler overvejende irrationelt. Information har talt med den internationale anerkendte hjerneforsker Martin Lindstrøm om, hvorfor vi i virkeligheden gør, som vi gør

Det harmonerer næppe med vores selvbillede. Men gransker vi os selv, samt verdenen med ærlighedens mikroskop, skærer gennem selvfortryllelsens og idealernes slør over vores kerne med den skarpeste analytiske skalpel, vil vi finde ud af, at vores idealer og selvopfattede civiliserede menneskelighed, blot er et tyndt lag glinsende lak over en ru og og primitivt bearbejdet overflade.

Det er også i dette lys, at ideologi er noget korporligt, antivirkeligt sludder. Det gælder kommunismen, næstekærligheden, multikulturalismen, liberalismen osv. De tilhører laget af tynd fernis, hvor vi befinder os på den forkerte side af den spejlblanke overflade.
Idealer og visioner er kun så gode som de er i pagt med menneskets natur.
Hvor de ikke er det, er de kun en blodig kollision med virkeligheden.

Vi er underkastet automatiske funktioner, der i høj grad er uden for vores kontrol.
I artiklen nævnes et interessant eksempel på, hvor mennesket reagerer stik i mod hensigten:

Og netop resultatet af hans målinger af de processer, der sker i hjernen, når vi udsættes for de mindre glædelige budskaber - som med cigaretter - er noget af det, der har fået folk til at spærre øjnene op. For hvor vi måske rationelt set ikke har det store behov for at dræbe os selv, så fungerer vi på det ubevidste plan anderledes. Vi fungerer ifølge Lindstrøm rent faktisk som den russiske nobelprisvinder Ivan Pavlovs hunde. Det, der sker, er, at vi koder lystoplevelsen ved at ryge sammen med mærkaterne på tobakspakkerne. De bliver et 'tegn' forbundet med den lystfølelse, som rygningen giver os, og fremkalder således en betinget reaktion. Så på samme måde som Pavlov kunne få hunde til at savle ved lyden af en klokke, skaber advarslen en rygetrang. Det lyder irrationelt, og det er det også.

Den politiske elite forstår hverken dette, eller forstår at repressiv trods af folkets mening, ender med at folket lader sjælens og naturens trods af det politikerne står for, være deres modsvar.

Rationaliteten kæmper hårdt i denne verden. Politikerne ved det så langt, at de gerne spiller på vores frygt, at de gerne bruger shaming. Nogle gange virker det. Men mod menneskets samlede natur kæmper selv langt mere oplyste mennesker end politikerne forgæves.

Specielt når politikerne forveksler den rationalitet, de selv står for, med noget pøbelen bør overtage som givet går det helt galt.
Et menneskes rationalitet, i det omfang det har denne, er menneskets eget.

Skal man snakke rationalitet med et menneske, skal man ind og starte rationaliteten inde i mennesket selv - lade det være det menneskes egen rationalitet, være med på at følge på den rute som det enkelte menneskes naturligt er på vej ud af egen intellektuel kraft.
Idealer, ideologier, indpodet skam, spillen på frygt, bliver aldrig andet end et fordømt forsøg på at omgå menneskets natur, som på et tidspunkt, hvad enten det tager århundreder eller dage, er dømt til at lide en modstand og modreaktion, der er kontraproduktivt.

Oraklet i Delfis inskription, "kend dig selv" er for evigt Alfa Omega i den menneskelige eksistens.

For politikerne gælder også "kend dit folk".

Men desværre er politikerne så ideologi fortabte, som et figenblad over politisk fantasiløshed, at de ikke kender sig selv. Endnu mindre kender de det folk, som de er sat til at regerere over - ud fra andet end meningsmålinger og lignende, som de alligevel overhører i elitær arrogance, når de ikke stemmer overens med deres idiosynkrasier.

Intet demokrati uden kend dig selv, kend dine medmennesker, dybt ind under overfladen.

Det er realisme, nærmere end konservatisme - demokrati er menneskets ærlighed over for det selv, og ærlige erkendelse af sine medmenneskers tanker, følelser, instinkter og natur, og naturligvis at tage undgangpunkt i denne.