søndag den 17. maj 2009

Et digt om totalitarisme

I mine unge dage - oh well, lad gå da, yngre - skrev jeg digte og ønskede at være digter. Min form, stil, og det indholdmæssige fokus slog nu aldrig igennem, og de forlag jeg forsøgte hos var ikke så interesserede, at det gjorde noget.
Men i dag betragter jeg også kun min digtekunst som et stadie på vejen til det koncise og kraftfulde udtryk.
For det er altid det som har været min litterære og i øvrigt mentale ambition.
Jeg startede på journaliststudiet for at lære dette på en anden måde, og av hvor de piller abstraktionerne ud fra ens mentale legeme, og lærer dig plain and small is beautiful.
Sådan har jeg ikke tænkt mig at fortsætte, en dag skal sprogets anarkistiske kræfter råde igen, omend på en mere stringent og koncis måde og, ahem, mindre sjusket :)

Men har jo længe overvejet at dele lidt ud på denne blog af mine egne digte. Og meget apropos mine kommentarer om det totalitære i kølvandet på det Rushdie interviewet, jeg flettede lidt videre på i går.
Så er her et cirka 13-14 år gammelt digt af egen ungdommelig oprørsk opponentbryg, omkring snigtotalitarisme og verden sat i system:

Slipglatskred





Maskiners mekaniske symmetri

blandt overflod af samlebånd

gentaget til det snorkende

Skematiseret

konkretiseret

effektivitet.


Kollision!


Skrigets flående tonefingre

mod nattens kolde panser.


Tys!

Tys!


Vi forstummer

antiskizofrent skrigene

udpakker ved juletid

lykkens gaver

af smertens papir


Henslumrer atter.


Vi hæver bygninger

mod luft

lader beundrende øjne

glide opad til tagets kant

og standser der.


Vi må videre.


Videre ad det gammelkendte

nøje anlagte spor

med fast greb

om det vi kender

og ænser ikke hvad luften

hvisker til blodet.


2 kommentarer:

raapil sagde ...

Første strofe kunne minde lidt om et digt af Leyla Tamer, som hedder 'Mord'.

Den her er det eneste element jeg decideret ikke kan lide:

"antiskizofrent"

Det er ikke et billedskabende ord, det er for intellektuelt på en eller anden måde. Men ellers er det et godt digt.

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Tro det eller ej, du er ikke den første, og vel heller ikke den sidste, der reagerer på grund af det ord.

Jeg har dog selv et klart indre billede af, hvad det betyder. På en måde var "fortrængning" generelt et mere præcist udtryk, men jeg synes godt, man kan antyde en sammenhæng med skizofreni i provokationens, selvindsigtens, og den kunstneriske friheds navn.

Vi kæmper mod en lang række ubehageligheder i tilværelsen, som vi prøver at ignorere efter bedste vilje og evne. Og holder pænt facaden.

Hvad det så er? Det er så meget. Men det er ikke kun, at vi egentlig er stressede, eller bange, eller uærlige.
Det er det hele, faktisk selve vores evne og tilbøjelighed til at fortrænge og være uærlige over for os selv og vores omgivelser.